Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Den gamle Bedstefader og hans Sønnesøn og de vrede Mænd i Helpelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Den gamle Bedstefader og hans Sønnesøn
og de vrede Mænd i Helpelse
Fortalt af Jan Brandt
Egedesminde
Der var engang en gammel Mand, der havde en eneste Søn. Sønnen var ene om at skaffe Føde til Huset, thi den gamle var ikke længere i Stand til at drive Fangst.En Dag roede Sønnen ud i Kajak og blev borte, og saa vidste den gamle, at han var bleven dræbt af deres Fjender. Og nu maatte den gamle Mand atter drive Fangst, saa godt han kunde, thi Sønnen havde vel haft en Søn, men han var endnu altfor lille. Men han voksede hurtigt op og begyndte at hærde sig og øve sig i al Slags Idræt. Da han var fuldvoksen, havde han saadanne Kræfter, at han mente, at han nu kunde maale sig med hvemsomhelst, og derefter brød han op fra sin gamle Boplads og rejste nord paa sammen med sin Bedstefader. Moderen var den tredie i Konebaaden, og de roede og blev ved med at ro langt, langt mod Nord uden at træffe Mennesker. De kom forbi Kyster, der var fuldt af Fangstdyr, men bestandig rejste de længere mod Nord. Men en Dag syntes de, at der var usædvanlig mange Sortsider paa det Sted, hvor de havde lagt op, og saa blev de der og byggede Hus. Og den unge Mand fangede mange Sortsider; tilsidst havde de en Dynge af Kød saa vældig, at den var større end deres Hus.
Hele Efteraaret igennem færdedes han ude paa Havet, idet han drev Fangst i deres Omegn. Men aldrig mødte han nogen Kajak, ikke heller saa han noget Tegn paa, at der kunde være Mennesker i Nærheden.
Men en Dag, da det stormede og føg ude, hørte de for første Gang i den Tid, de havde været der, Lyd af Mennesker uden for deres Hus. De hørte Støj i Husgangen, og en Mand sprang ind, klædt i Helpels. Saaledes kom de, den ene efter den anden. De kom springende ind, voldsomme og brydske i deres Bevægelser, og tilsidst var der fem Mand inde, fem store Mænd, klædt i Helpelse, og alle saa de ud til at have vældige Kræfter. Men de saa alvorlige og vrede ud, og det var forgæves, at man forsøgte paa at vise dem Gæstevenlighed; de vilde ikke en Gang sætte sig ned. Saa var der en af dem, der tog til Orde og sagde:
"Intet Under, at alle vore Fangstdyr har været som forandrede i dette Efteraar. Alt levende, vi saa, var sky og havde Færten af Mennesker!"
Og saa sagde de alle i Munden paa hinanden: "Og det er ikke saa underligt, for det er jer, de har kunnet lugte!"
Derpaa raabte en af dem:
"Ikke een af dem skal slippe bort! Vi dræber dem alle!" Næppe havde Manden udtalt disse Ord, før de alle faldt over Husets Beboere. To Mænd kastede sig over den gamle Bedstefader, to over den unge Sønnesøn, og en tog Moderen. Men den unge Mand tænkte slet ikke paa sig selv og holdt kun Øje med den gamle Bedstefader; han var bange for, at han ikke skulde kunne klare sig. Selv regnede han ikke sine Modstandere for noget. Men den gamle Bedstefader greb den Mand, der havde overfaldet ham forfra, og pressede alt Vejret ud af ham. Derpaa kastede han den Mand, som havde taget ham bagfra, fremover og dræbte ham. Og derefter dræbte hans Sønnesøn sine Angribere ganske paa samme Maade. Men Moderen saa de ingen Steder og troede derfor, at hun var dræbt. Saa gik de ud i Husgangen og der fandt de hende. Hun brødes endnu med sin Angriber, idet de havde faaet fat i hinandens Haar. Saa dræbte de ogsaa den Mand, og saaledes gjorde de det af med alle deres Fjender.
De slæbte Ligene ud og vaagede derefter hele Natten af Frygt for Hævn, thi de havde nu dræbt de første Mennesker, de havde truffet.
Men Dagen efter roede den unge Mand af Sted i Kajak for at søge efter Mennesker i en Retning, hvor han aldrig før havde været. Han roede og roede og fik en Boplads i Sigte, og da han kom der hen, saa han, at det var lutter Kvinder og Børn. Kvinderne tog imod ham og spurgte ham, om han ikke havde set fem Mænd.
"Jo," svarede han, "jeg har set de fem Mænd. For første Gang, siden vi har taget Land heroppe, fik vi i Gaar Besøg; men det var ganske forgæves, at vi forsøgte paa at vise os gæstevenlige imod dem, og da de overfaldt os for at dræbe os, slog vi dem alle ihjel. Og jeg er kommen for ogsaa at dræbe jer, for at hele Familien kan blive udryddet, saa at der ingen Hævnere skal være!"
Og saa gik han i Land og dræbte dem allesammen.
Det led nu hen mod Efteraaret, og Isen lagde sig, og det blev Vinter, og de traf ikke flere Mennesker. Men Isen blev ved med at vokse, og tilsidst var der ikke mere aabent Vand. Vinteren gik, og Dagene begyndte at længes. Den unge Mand gik nu daglig til Fjælds for at faa Udsigt, og da han var stærk og hurtig, besteg han de højeste Fjældtoppe. En Dag saa han langt ude over det islagte Hav noget, der kunde se ud som Vandrøg fra en Vaage, og det gik han hjem og fortalte sin Bedstefader.
Det kunde være, der var Fangstdyr ude ved Vaagen, og nu vilde han tage af Sted tidligt den næste Morgen.
Før Daggry tog han sin Fangeline og gik bort i den Retning, hvor han havde set Frostrøgen. Han gik og blev ved med at gaa langt ud over Isen, indtil han fik Vaagen i Sigte. Men da han kom nærmere og kunde se tydeligere, opdagede han mørke Skikkelser, der laa ved Vaagens Kant. Og da han kom frem, saa han, at der var fuldt af Hvidhvaler i Vaagen, og de mørke Genstande omkring det mørke Vand var flænsede Skrotter. Saa friskfangede var de, at de endnu ikke havde faaet Tid til at fryse. Men ingen Mennesker var der at se, kun Spor, Slædespor, der førte udefter mod Havet.
Han søgte sig en Hvidhval ud, en, der ikke var altfor stor, harpunerede den og halede den op paa Isen, skar den midt over og tog den ene Halvdel paa Ryggen og bar den hjem. Og han kom hjem endnu inden Aften og fortalte sin Bedstefader, hvad han havde set.
Dagen efter vilde han forsøge paa at træffe Mennesker, men han fandt kun friske Spor og Resten af deres Fangst. Og saa fangede han atter en Hvidhval og tog Halvdelen af den med sig hjem. Han bestemte sig nu til næste Dag at følge Slædesporene, hvis han heller ikke da traf Mennesker.
Saa drog han da af Sted næste Morgen.
Som sædvanlig lykkedes det ham ikke at træffe Mennesker, men denne Gang var han dog kommen saa tidligt, at de flænsede Skrotter næppe var bleven kolde. Og saa gav han sig til at følge Sporene udefter. Han gik og blev ved med at gaa stik til Søs, indtil han fik Land i Sigte. Men det var saa langt borte, at det blot saa ud som en Kobberem. Han gik til, og da han var en vældig Mand til at gaa, var det endnu lyst, da han fik Husene i Sigte. Da han kom nærmere, saa han, at der var mange, og der blev helt sort af Mennesker paa Bopladsen, da man fik Øje paa ham. Han naaede frem, og alle mødte ham med stor Venlighed, og han blev indbudt fra Hus til Hus. Men ingen spurgte ham om, hvorfra han kom. Han fik aldrig Tid til at være ret længe i et Hus ad Gangen, thi der kom stadig Folk for at hente ham.
Saaledes kom han engang ind til et gammelt Ægtepar; alle de andre, han havde besøgt, havde været unge Mennesker. De to gamle var meget venlige og talte længe med ham om løst og fast. Tilsidst tav de stille, og efter lang Tids Tavshed var det, som om de pludselig tog Mod til sig og spurgte ham, hvorfra han kom. Og det var der ingen endnu, der havde spurgt ham om. Nu var det ham, der blev tavs, og han sad længe uden at svare, indtil at han endelig fortalte dem, at han var kommen langt sydfra sammen med sin Bedstefader. Man havde dræbt hans Fader, og saa var han flygtet nordpaa sammen med sin Bedstefader, og de havde taget Boplads paa det Sted, hvorfra han nu var kommen paa Besøg. Saa var der atter stille i Huset, men nu tog den gamle Vært til Orde og sagde:
"Har du aldrig truffet andre Mænd ved din Boplads?"
"Nej," svarede den unge Mand, thi han var bange for at tale om dem, de havde dræbt. Men tilsidst tog han dog Mod til sig og fortalte:
"Jeg havde gaaet paa Fangst hver Dag fra vor Boplads uden at træffe paa Mennesker, men et Efteraar en Dag i Uvejr fik vi Besøg af fem Mand. De var alle klædt i Helpels. Vi forsøgte at tage venligt imod dem, men de gengældte os med Fjendskab, og da de kastede sig over os for at dræbe os, slog vi dem alle ihjel. Senere udryddede jeg hele Bopladsen!"
Da den gamle Mand hørte disse Ord, blev han glad overrasket og sagde:
"Det var netop ogsaa vore Fjender her paa Bopladsen, vore Dødsfjender, og det var for deres Skyld, at vi ikke turde jage de indefrosne Hvidhvaler om Dagen, men kun om Natten; thi traf vi dem, vidste vi, at de vilde slaa os ihjel allesammen!"
Nu blev der stor Glæde ved Bopladsen, og alle kom og opfordrede den unge Mand til at slaa sig ned iblandt dem og blive deres Høvding. Men det vilde han ikke, og saa forsøgte de alle at komme i Slægtskab med ham gennem Giftermaal. De opfordrede ham til at blive ved Bopladsen Natten over, saa vilde de næste Dag køre ham ud til de indefrosne Hvidhvaler. Nu kunde de ubekymrede færdes i Dagslys, for det var kun for deres Fjenders Skyld, at de drev Fangst om Natten.
Dagen efter brød de op og opfordrede den unge Mand til at sætte sig paa den hurtigste Slæde; og naar saa en af de andre alligevel kom foran, opfordrede de altid den unge Mand til at sætte sig paa den Slæde, der nu var den forreste, og saaledes gik det til, at de hurtigt naaede ud til de indefrosne Hvidhvaler. Her fangede de Hvidhvaler, mange Hvidhvaler, og alle gav de ham Part i deres Fangst. Tilsidst sagde den unge Mand: "Lad nu ogsaa mig fange en Hvidhval, at I ogsaa kan faa Part i min Fangst!"
Og saa søgte han sig et Fangstdyr ud. Han havde lagt Mærke til, at de andre, naar de fangede en Hvidhval, maatte have Hjælp af alle deres Kammerater for at faa den op. Nu søgte han sig selv en Hvidhval ud, den største, han kunde finde, og da han havde sat fast i den og de kom løbende til for at hjælpe ham, sagde han:
"Lad mig nu blot fange den paa min Maade!" Og derpaa trak han ganske alene den sprællende Hvidhval op og skar den midt over; Halvdelen skulde være hans Part, den anden Halvdel fik de andre. Og han samlede alle sine Fangstparter sammen, ogsaa den Hvidhval, han lige havde faaet, og tog dem paa Ryggen i een eneste stor Byrde. Og da han derpaa brød op for at gaa hjem, fortalte de alle, at de tidligere havde haft Boplads sammesteds som han, men at de var flygtet derfra af Frygt for deres Fjender. Men saa snart det nu blev Foraar, vilde de komme allesammen for at tilbringe Foraaret sammen med ham.
Den gamle Bedstefader var næsten begyndt at frygte for, at han aldrig skulde faa ham at se mere, da han som sædvanlig dukkede op med en stor Byrde af Kød og fortalte om alt det, han havde oplevet.
Vinteren gik, og Havet blev isfrit, og den unge Mand begyndte at fange store Mængder af Sæler. Men en Dag, da det var meget smukt Vejr, gik han ikke paa Fangst, thi nu længtes han efter alle de fremmede, der havde lovet at besøge ham, og han ventede, at de vilde komme paa Besøg i det smukke Vejr.
Han gik derfor op paa et Fjæld for at faa Udkig, og se — der kom de, mange Konebaade under Sejl, og saa mange var der, at det saa ud som en Flok Maager, der kom svømmende.
Siden blev de ved Bopladsen Sommeren over og drev Fangst, og de levede sammen med den unge Mand og den gamle Bedstefader i festligt Samvær. Men da Sommeren var gaaet, brød de atter op og sejlede hjem; og de andre, den gamle Mand og hans Barnebarn, brød ogsaa op og sejlede sydpaa for atter at slaa sig ned ved deres gamle Boplads. Og det fortælles, at de siden aldrig mere drog paa Fangstrejse mod Nord.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 278--283. København, 1925.
