Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Hunden, som tog Pigen til Kone
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Hunden, som tog Pigen til Kone
Fortalt af Arnajâq
Der var engang en Pige, som vragede alle Mænd; tilsidst blev Faderen vred paa hende og vilde, at hun skulde tage hans Hund. Der fortælles nu, at Skarn af en Hund var bleven til et Menneske og var inde i Huset, da Faderen truede sin Datter med at give hende til sin Hund. Og saa er det, at Skarnet i Menneskeskikkelse udbryder:"Lad mig komme ud, jeg tøer!" Den kunde nemlig kun leve, saa længe den var frossen. Og saa gik den ud og sladrede til Hunden. Hunden, som fik Lyst til Elskov, brød ind, sønderrev Pigens Klæder og hang fast med hende, saaledes som Hunde plejer; og saa slæbte den hende efter sig ud af Huset. Pigen, som var bange for Hunden, krøb op paa et stort Hvalben, og der faldt hun i Søvn; men Hunden gnavede Benet over, saa Pigen faldt ned, og saa legede den atter med hende.
Faderen, som nu havde faaet Medlidenhed med sin Datter, roede hende ud til en lille Ø; og det er den Ø derovre ved Kangerdlugssuaq. Men Hunden bandt han til et Remmesælsskind, som han fyldte med store Sten.
Hunden gav sig nu til at trylle og svømmede kun med Snuden oven Vande over til Øen, slæbende alle Sten med; og ovre paa Øen levede den atter sammen med Pigen. Faderen, der havde Medlidenhed med hende, bragte hende Mad.
Endelig blev da Pigen svanger og fødte ti Børn: to Hunde, to Erqilikker (Hunde med Menneskehoveder), to Eskimoer, to Qavdlunâqer (hvide Mænd) og to qavdlunâtsiâit (fjendtligsindede hvide Mænd).
De hvide Mænd lagde hun i en Kamiksaal og satte dem ud i Havet; og saa sejlede de til de hvide Mænds Land og blev deres Stamfædre. Ser man et Skibsskrog højt oppe fra, ligner det ogsaa en Kamiksaal.
Men Pigen, som var opbragt paa sin Fader, fordi han havde ladet hende tage sin Hund til Mand, lod ham sønderrive af sine Børn.
Her ender denne Fortælling.
Paa den Ø, hvor Hunden og Pigen har boet, findes en Grav, som indeholder Knogler baade af Menneske og Hund.
Og derfor maa denne Historie være sand.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 85-86. København, 1925.