Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Hvorledes "Sulefadet" blev til
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Hvorledes »Sulefadet« blev til
Fortalt af Aisivak fra Agpat
En Stormfugl fik engang Lyst til at gifte sig med et Menneske. Han fik sig en smuk Netsidepels, og da han havde daarlige Øjne, lavede han sig Briller af Hvalrostand; han vilde nu saa gerne se smuk ud. Saa rejste han i Menneskeskikkelse bort til Menneskene, fik sig en Kone og rejste hjem med hende.
Stormfuglen fangede nu Fisk, kaldte dem for unge Netsider og bragte sin Kone dem.
En Dag hændte det, at han tabte sine Briller, og Konen fik nu hans daarlige Øjne at se og brast i Graad, fordi hun fandt ham saa hæslig.
Men Manden gav sig til at le: "Naa, saa du dem, mine Øjne? Ja — ha — ha — hah!", og saa tog han Brillerne paa igen.
Men Brødrene, som længtes efter deres Søster, kom en Dag for at se til hende. Og da Manden var ude paa Fangst, tog de hende med sig hjem, da de rejste. —
Stormfuglen var fortvivlet, da han kom hjem; og da han anede, at Konen var bortført, satte han efter de flygtende. Han svingede sine Vinger med stor Kraft, og Vingeslagene rejste en vældig Storm; for han var nemlig en stor Troldmand.
Da Stormen brød løs, begyndte Konebaaden at tage Vand ind, og Vinden blev ved med at vokse, eftersom han fordoblede sine Vingeslags Fart.
Bølgerne rejste sig hvide af Skum, og Konebaaden kom i stor Fare for at kæntre; og da man i Baaden anede, at det var Kvinden, som var Aarsagen i Uvejret, greb man hende og kastede hende ud i Søen. Hun forsøgte at gribe fat i Baadkanten, men Bedstefaderen sprang til og huggede hendes Haand af, og saaledes druknede hun.
Men paa Havets Bund blev hun "Nerrivik", det er "Sulefadet", Herren over alle Sødyr. Naar Menneskene ingen Sæler kan fange, farer Aandemanerne ned til Nerrivik. Da hun mangler sin ene Haand, kan hun nemlig ikke selv rede sit Haar; det gør de for hende, og som Tak slipper hun Sæler og andre Havdyr ud til Menneskene.
Saaledes blev Havets Herskerinde til, og man kaldte hende "Sulefadet", fordi hun skænker Mennesker Føde.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 57-58. København, 1925.
