Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Kvinden, der opfostrede en Orm
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Kvinden, der opfostrede en Orm
Sagn fra Tasiussaq.
Der var engang en Kvinde, som ingen Børn kunde faa. Hun syntes, at alle Kvinder med Børn var lykkelige og var bedrøvet over, at hendes Mand ikke længere brød sig om hende. Hun blev mere og mere bedrøvet over, at hun ingen Børn havde, og gik en Dag paa Vandring ind over Land. Først fandt hun en lille Bi og tog den op; men da hun syntes, at det var en altfor haabløs Tanke at faa en saadan Bi til at vokse, kastede hun den fra sig igen. Saa fandt hun en Orm og tog den med sig. Den maatte hun kunne opfostre, saa den blev stor! Og hun gemte den i sin Vante og lod den die af sit Bryst, og snart var den saa stor, at den ikke længere kunde være i Vanten. Saa gemte hun den i et Halværme og lagde den under Briksen; og naar hun havde været ude og kom ind, stillede hun sig ved Briksekanten, bøjede sig ned og raabte til den:"Kom saa ud og sig sivse-e-e!"
Og den kom ud og hvislede sivse-e-e!
Tilsidst blev hendes Husfæller bekymrede for hende og begyndte at tale om at kaste Ormen bort, fordi den drak al sin Plejemoders Blod, og en Dag gjorde de Alvor af det og kastede den ud i Husgangen og slog den ihjel. Men da Plejemoderen kom ind og saa Blodet i Husgangen, udstødte hun et Skrig og sagde:
"Hvorfra kommer alt det Blod?"
Og da hun fattede Mistanke, løb hun ind i Huset og gav sig til at raabe paa Ormen; men Ormen svarede ikke og hun brast i Graad, thi nu vidste hun, at de havde dræbt den. Siden sørgede hun over dens Død, ganske som om det var et rigtigt Barn, hun havde mistet; saa højt elskede hun Ormen.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 198-199. København, 1925.
