Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Kvinden, som tog Bjørnen til sig
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Kvinden, som tog Bjørnen til sig
Fortalt af Arnâluk
Angutdligâmâq tog aldrig ud paa Fangst, fortælles der; han flænsede sig Stykker af andres Bytte, og det levede han af. Hans Landsmænd turde intet bebrejde ham, fordi han var meget stærk.Men en Dag tog han dog alligevel med dem paa Fangstrejse. Paa Turen var han meget ubehjælpsom, og da de skulde til at sove, spurgte han:
"Hvordan er det nu, man lægger sig til Hvile ude i fri Luft?"
"Man smøger Bukserne ned!" svarede de andre.
Det gjorde han og faldt i Søvn.
Men da hans Kammerater saa hans Rumpe stikke frem, sprang de til og jog et Kastespyd derind. Og Angutdligâmâq, som satte sig op i Smerte, jog kun Odden endnu dybere ind og døde.
Derpaa rejste hans Kammerater hjem.
"Men hvor bliver Angutdligâmâq af?" spurgte Moderen, da hun savnede ham.
"Man dræbte ham!" svarede de andre.
Da de Tider var inde, da Bjørn jages, sagde Angutdligâmâqs Moder til Jægerne:
"Naar I fanger en befostret Bjørn, giv saa mig Fostret; det skal blive mit Barn!" Og de gav hende, hvad hun vilde have.
Bjørneungen fostrede Kvinden nu op med smeltet Tran, og snart blev den saa stor, at den kunde fange til hende.
Hen paa Vinteren, da det store Mørke kom, kunde Bjørnen ikke længere fange; men saa gav den sig til at stjæle af de andres Køddepoter.
"Du skal ikke stjæle," sagde Plejemoderen, "dine Fætre vil standse dig, og Menneskene fange dig!"
Hundene er Bjørnens Fætre.
"Aa, saa flygter jeg med Vinden i Rumpen!" sagde Bjørnen, "og saa kan de ikke vejre mig op."
En skønne Dag gik det nu alligevel galt. Hundene standsede den, og Menneskene dræbte den.
"Skindet skal I give mig, det skal være min Dyne!" sagde Kvinden, da hun hørte, at de havde dræbt hendes Plejebarn. Og hun fik det.
Men saadan sørgede Kvinden over Bjørnens Død, at hun stivnede til Sten.
Man kan endnu se hende ved "Stormenes Land" (anoritôq) norden for Etah.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 80-81. København, 1925.
