Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Leveregler, gamle Ord og Varsler

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Leveregler, gamle Ord og Varsler

Frederikshaabs Distrikt

• Naar Ravnene skriger, kommer de som Forløbere for Besøg.

• Det bliver Regnvejr, naar Islommen græder.

• Den, der samler Ravneæg, mister sine Fangstdyr.

• Den, som aabner en gammel Grav, rejser samtidig en Storm; aabner man Gravens nordre Side, vil det sætte i med Nordenvind, aabnes den søndre Side, vil det blæse fra Syd o. s. v.

• Hæmorhoider varsler om Vejr. Saaledes faar et Barn, der er født under Nordenvind, Hæmorhoider, naar det trækker op til Norden. Et Barn, der er født under en Sydveststorm, faar Hæmorhoider, saa snart det trækker op til Vest, mens et Barn, der er født i stille Vejr, faar dem, naar det efter lange Tiders Blæst er ved at stilne af igen.

• En Fanger, der rammes af stadigt Uheld paa sine Sælfangster, skal tænde et Baal og lade Røgen gaa henover Kajakken for at ryge det ud, som hindrer ham i at fange. Man tror nemlig, at en Fjende har tryllet en Aand ind i Kajakken, og at denne frembringer en saadan Støj, at alle Fangstdyr skræmmes bort.

• Han kan ogsaa nøjes med at skyde en Riffel af lige over Mandehullet i Kajakken.

• Har en Fanger, som i lang Tid har jaget forgæves, endelig faaet Fangst, skal han give den dræbte Sæl Vand at drikke, for at der hurtig skal følge en anden efter.

• Forklaringen herpaa er følgende: Naar en Sæl dræbes, lever den op igen faa Dage efter. Sæler, der lever i Saltvand, er altid tørstige og lader sig derfor gerne dræbe af en Mand, der giver den Vand. Paa denne Maade kan en Fanger blive ved med at dræbe den samme Sæl, saa længe han lever.

• Sælger en Fanger et frisk Skind af en Sæl, skal han lade den ene Forlalle blive siddende og selv beholde den anden. Dette skal han gøre, for at man ikke skal fratage ham hans Fangstdyr.

• Naar Kødet paa en Sæl er "levende" og stadig bevæger sig, mens den flænses, betyder det, at der hurtigt kommer ny Sælfangst efter. Det samme er Tilfældet, naar Leddene paa Dyret ikke er sammenvoksede, men let lader sig skære igennem, og naar Halerodsbenene er korte.

• Ønsker en Kvinde at faa en Datter, skal hun spise Angmagssætter, der er saa stærkt tørrede, at de er krumme.

• Man maa ikke kigge ind ad Vinduet i et Hus, hvor der findes svangre Kvinder. Gør man det, kan det hænde, at Barnet, naar det skal fødes, blot kigger ud af sin Moders Skød og saa vender tilbage igen uden at ville lade sig føde.

• Svangre Kvinder maa ikke spise Tarme. Gør de det, vil de føde Børn med tykke Navlestrenge.

• Man maa aldrig lade spæde Børn spejle sig i en Sø, thi smiler Spejlbilledet, vil Barnet dø.

• Den, som spytter Blod, skal drikke en Muslingeskal fuld af sin egen Urin.

• Lader man Gæster gaa uden at have givet dem noget at spise, vil de, naar de kommer ud, hæve sig op i Luften og forsvinde.

• Den, der spiser Bjørnekød og taber det Stykke, han spiser af, paa Gulvet, maa ikke tage det lige op, men bag om Benene under de krummede Knæ. Ellers vil han selv blive ædt af en Bjørn.

• Finder en Kajakmand en Træstump flydende paa Havet, skal han tage den op og lægge den ind i sin Kajak. Den vil da blive en Amulet, der bringer ham i Nærheden af Sæler, som holder sig længe flydende oven Vande for at drage Aande.

• Syer en Kvinde kort efter et Dødsfald, vil hun trække den døde ud af Graven. Hendes Traad vil faa Lyd og give sig til at brumme, idet den trækkes gennem Sytøjet, og man hører den døde komme ind ad Husgangen, idet han trækker sine Ligskind efter sig. Den, som syer, maa derfor, lige saa snart hun mærker Synaalen gøre Modstand, tage en Mands Støvle paa den ene Fod og en Kvindes Støvle paa den anden og gaa ud og hælde en fyldt Natpotte over Møddingen.

• Mænd, som spiser Kødet paa Halehvirvlen af en Sæl, kæntrer let i Kajak. Drenge derimod, der er vante til at ligge med høje Puder om Natten, kæntrer ikke saa let, da de er opøvet i at holde Balancen paa de høje Puder.

• Dør Folk i et Hus, plejer det ofte at være "et eller andet der i Huset", der er Skyld deri. Man maa da fylde en Muslingeskal med Tran fra Lampens Spildeskaal og sætte den med Bunden i Vejret ved Siden af Briksens Bærestolpe. Da vil den Ting, der var Skyld i Sygdommen, vende tilbage til sin Plads, hvor den nu let findes. Siden skal den Mand, der ejer denne Ting, lade som om han henretter Genstanden ved Hængning. Derefter ophæves Dødsfaldene.

• Enhver Fanger skal dræbe et vist forudbestemt Antal Sæler, inden han dør. Hænder det nu, at han er altfor heldig i sin Fangst, siger man derfor, at hans Fangstdyr "løber ud", og at han snart maa dø.

• Børn, der skal opkaldes efter afdøde, skal spise bestemte Dele af en Sæl, idet der tages Hensyn til, hvem de er opkaldt efter. Den, der har Navn efter sin Fader, skal enten spise Skulderbladet eller Overarmsstykket. Den, som er opkaldt efter sin Moder, skal spise Kødet paa Hofteskaalen; den, som bærer Navn efter en Fangers Søn, skal spise Underarmen, og den, der er opkaldt efter en Fangers Datter, skal spise Kødet paa Halehvirvlen. Denne Diæt holder den opkaldte i stadig Forbindelse med sin Navnes Kræfter.

• Den, som kaster sit afklippede Haar ud paa en Mødding, vil faa Sygdom i Hjernen, thi idet Smaafugle flyver bort med disse Haarrester, splittes Mandens Kraft. Haaret er den Del af et Menneske, der har mest Grokraft.

• Klør Tungen, varsler det om noget godt.

• Klør Øjelaaget eller er der Krampe i det, varsler det om noget man skal se.

• Har man Kløe under Fodsaalen, betyder det, at en Ræv gaar i ens Fodspor.

• Kvinder, som lider af Mareridt, skal lægge en Ulo (Krumkniv) under deres Hovedpude. Den skræmmer da det bort, som volder Mareridtet.

• Den, der vil have en god Søvn, skal lægge Angmagssætter under sin Hovedpude.

• Hvis man hører Fodtrin ude i Husgangen, uden at nogen kommer ind, skønt Lyden af Trin naaede helt frem til Døren, skal en af dem, der er inde i Huset, skynde sig at drikke Vand og sige Tak. Det betyder da, at en af Mændene i Huset snart vil faa Fangst.

• Naar Hvirvlen sidder midt i Nakken paa et Barn, vil det næste Barn, der fødes, faa et andet Køn.

• Den, som har en dyb Nakkehule, har et vanskeligt Sind.

• Naar Storis lægger sig lige ind til Land, skal man enten kaste Sten eller Benstykker fra en gammel Grav ud paa Isen, den vil da drive tilsøs. Man kan ogsaa faa Isen til at drive bort ved at bringe Stykker af den op paa et Fjæld og lave Dukker af dem. Dukkerne skal have Øjne, der skal se mod Nord.

• En Mand, der færdes i øde Egne og forveksler en oprejst Sten med et Menneske eller tror at se et Ansigt i Algerne paa et Fjældstykke, skal straks gaa hen til Stedet, spytte paa det og kaste noget af sit Snot derpaa. Dette skal han gøre for ikke at blive skræmmet af større Ting.

• Opdages det, at der i en Klædning er skaaret et rundt Stykke ud, betyder dette, at en, der vil ondt gennem Trolddom, har gjort det. Klædningens Ejer skal straks skære et andet rundt Stykke ud af samme Hul og slaa Smut med ud over Havet, saa det drejer rundt i modsat Retning af Solen. Det onde vil da slaa tilbage paa den troldkyndige selv.

• Et Barn, man ønsker et langt Liv, skal man lade sidde oppe paa sin afdøde Navnes Grav.

• Falder en gammel Mand eller Kvinde gentagne Gange under en Vandring, betyder det, at han eller hun har sendt en Del af sin Legemskraft bort for at øve Trolddom med den.

• Saa snart man paa en Fangstrejse naar frem til de Jagtmarker, man søgte, skal man, naar man gaar i Land, bøje sig mod Jorden, kysse den og sige: Vi kommer til dig, fordi du er rig.

• Mænd, der holder meget af Kvinder, eller Kvinder, som holder meget af Mænd, forstaar at skærpe deres Redskaber vel, de er ogsaa altid meget kildne.

• Skal man le over en afdød, maa man samtidig bide sig i Læben.

• Naar man fløjter ude om Aftenen, vender de døde sig om og ser paa en.

• Børn bør man altid hurtigt klæde af, for ellers vil en Aand raabe ind ad Vinduet: "Du derinde, med det meget Tøj paa, kom ud".

• Man skal smøre Spæk under det Sted, hvor Mennesker med et vanskeligt Sind sidder.

• De, som laver Bobler i Vandet, kalder paa Regn; det samme gør de, der blæser gennem Kvanestilke.

• Ofrer man Kødstumper til en Sten, der staar oprejst som et Menneske, vil den øve Gengæld.

• Har en svanger Kvinde Vanskeligheder med at føde, skal man rive Skridtet i hendes Skindbukser op. Derefter skal man lade Bopladsens smaa Drenge gaa ind til hende een efter een og siden de smaa Piger. Er Fostret en Dreng, vil det faa Lyst til at komme ud til Drengene, er det en Pige, vil det ud til Veninderne.

• Saa snart Gæster, der skal rejse, har spist, sættes det Fad, de har spist af, til Side, idet Værten siger: "Det Sund, I skal over, er meget bredt." Tages Fadet ikke bort, kan det hænde, at Mætheden bliver siddende i dem, og de vil ikke have Kræfter til at sætte over det brede Vand.

• Er Folk ude paa Hvalfangst, maa man ikke arbejde i Jord.

• Folk med et vanskeligt Sind har skarpe Vaaben, godmodige Mennesker har sløve Vaaben.

• Hvis man spiser af Mad, man allerede har givet bort, eller tager Gaver tilbage, som man engang har foræret væk, faar man lange Haar i Rumpen.

• Ser man en Edderkop hejse sig ned fra sit Spind, skal man knibe den ihjel og sige: "Du kan faa de Fingre, jeg kniber med, saa kan jeg faa dine Fingre". Dette gør man for at blive lige saa dygtig som Edderkoppen.

• Gamle Jomfruer snurrer rundt, naar de skal til at dø.

• Den, som har en god og smuk Kone, kommer hurtigt hjem fra Fangstrejser.

• Skinsyge Koner smækker med Dørene.

• Svangre Kvinder maa ikke spise Forluffer.

• Har man haft en uhyggelig overnaturlig Oplevelse, skal man straks fortælle det til andre, ellers vil det overnaturlige vokse i Omfang og Uhygge.

• I den Alder, hvor Børnene vokser stærkt, skal man sy deres Tøj med Maagesener. Børnene vil da blive ligesom Maagerne: Intet undgaar deres Opmærksomhed.

• Hvis man har Trækninger i Kinden, betyder det, at der er nogen, der taler om en. Omtales Mænd af Kvinder, vil de føle Trækninger i venstre Kind, er det Kvinder, der omtales af Mænd, vil de ogsaa føle Trækninger i venstre Kind, men naar Kvinder omtaler Kvinder og Mænd omtaler Mænd, da vil den, der omtales, føle Trækninger i højre Kind.

• Har Bjørnekød været en svanger Kvindes Livret, vil hendes Børn, naar de vokser til, spise saa begærligt af det, at de vil bide af Kødet uden først at skære det op. Har Moderen spist Tejstunger, vil Barnet have let til Vrede. Hajkød derimod vil gøre Barnet stakaandet og forpustet.

• Giver gamle Grave sig til at hyle om Natten, skal man hælde Tran fra en Lampes Drypskaal hen over den.

• Gamle Grave skriger ved Maaneformørkelser.

• Ved Solformørkelser maa alt Drikkevand dækkes til.

• Første Gang en Dreng faar sit Haar klippet, skal de afklippede Haar kastes i Havet, de vil da senere blive hans Fangstdyr.

• Naar man gaar til Ro om Aftenen, maa ingen Kniv eller andet skarpt Vaaben vende mod et Menneske.

• Et Saar, man har faaet ved at rive sig paa Murene i et gammelt Hus, vil, hvor lille det end er, aldrig nogensinde læges.

• Sover et Barn alene, maa Ansigtet ikke vende mod det Indre af Briksen, thi man siger da, at det vender Ryggen mod Himlens Dør og kan røves af onde Aander.

• Naar Kvinder føder i Dølgsmaal, vil deres Fostre blive til noget farligt og frygteligt. Der vil altid lyde Vingeslag i Nærheden af Moderen. Det er hendes hemmelig fødte Fostre, der forsøger paa at komme op til hende.

• Kvinder, der har onde Hemmeligheder, faar altid Modvind, naar de er ude at rejse.

• Hekse er altid gavmilde med Mad.

• Den har en stor Milt, som holder meget af at sove.

• Bliver en ugift Pige svanger, falder det ind med stadig Vestenvind, der driver Isen til Land.

• Mennesker med store Øjne ser ikke saa godt som Mennesker med smaa Øjne.

• Kvinder, der er gift med Aandemanere, syer altid med lang Traad.

• De, som er lidt for ivrige efter at more sig som unge, bliver hurtigt tandløse.

• De, som morer sig med at fjerte ad andre, faar en hængende Rumpe efter Døden.

• Falder en fremmed paa Gulvet, idet han kommer ind, skal de Mennesker, han besøger, skynde sig med at sige: "Og saa stor som du var!" De mener 'dermed, at Manden i Huset skal nedlægge en Sæl, der er lige saa stor som den, der faldt.

• De, som er dovne til at hente Vand, finder som Regel en tom Vandtønde, naar de selv er tørstige.

• Den, der spiser Tangplanter, maa ikke sige Tak for Maaltidet, thi Tang er kun noget, der spises under Misfangst.

• Hvis Værtsfolk begynder at rense og feje Gulv, før Gæsterne endnu er gaaet, jager man sine Venner bort.

• Naar en Jomfru strør Sand hen over et Gulv, og man lader Rentalg falde ned over hendes Fødder, bliver hun ikke gift.

• Folk, hvis Børn bærer samme Navn, maa aldrig genere sig for hinanden, men maa paa Skrømt skælde hinanden ud.

• Det gnistrer og lyser i Luften, naar to Navne mødes.

• Saar i Mundvigene betyder Løgn.

• Drenge, der renser tilsneede Vinduer med Fuglevinger, vil engang blive dygtige Fuglefængere.

• En Fanger, som faar ondt i sin Skulder, skal lægge sin Moders Bukselinning over Skulderen, da vil Smerterne gaa over. Hvis Moderen er død, kan han i Stedet for lade den Kvinde, som er opkaldt efter Moderen, tatovere sig.

• Drenge, der stjæler fra Gryderne, bliver daarlige Fangere.

• Falder det ind med stadigt Uvejr, skal en Mand, der er født om Sommeren, rejse en Lus op, og derefter nøgen rulle sig hen over den, idet han skriger som et spædt Barn.

• Man maa ikke sy Saaler i en Rensjægers Støvler med Senetraad af Narhval eller Hvidhval. Rensjægeren maa ikke engang selv medbringe Senetraad af Dyr med Mátak, thi da vil Rensdyrene kunne høre en Lyd som af Sødyr, der puster og bliver sky.

• Saafremt en Kvinde ikke kan komme til at føde, skal Manden fange en Vandmand og lade sin Kone sluge den. Naar Barnet i Moders Liv ser Vandmanden trække sig ud og ind, vil det ogsaa afvekslende krumme og rette sit Legeme og saaledes fødes.

Qagssimiut, Julianehaabs Distrikt

• En Fanger, der har nedlagt en Sæl og gjort Bugserlinen fast, skal lade Sælen gabe og spytte den i Munden, for at den ikke skal leve op igen.

• Naar en Fanger under et Besøg nedlægger en Sæl, maa han ikke lade Sælens Hoved koge af sine Værtsfolk, ej heller maa han efterlade det hos dem. Gør han det, vil han ikke oftere se et Sælhoved flyde paa Vandskorpen.

• Ror Klapmydsefangere forgæves langt tilsøs for at finde Klapmydser paa Storisen, skal de lægge Harpunens Kastetræ tværs over Kajakstolen, idet de lader som om Kastetræet er en Klapmyds, der er kravlet op paa Isen. Gør man det, vil Klapmydserne hurtigt vise sig.

• Hvis en Kajakfanger bliver saa længe borte, at hans Slægtninge begynder at ængstes, kan de skaffe sig Vished om, hvorledes han har det, ved at tage nogle af hans Pelsklæder og forsøge paa at stikke Ild i dem. Fænger Ilden, vil han komme hjem igen, svides de derimod uden at brænde, er han allerede omkommen.

• Unge Fangere maa ikke spise det yderste af en Baglalle; den som gør det, vil ikke blive set, naar han kæntrer i Kajak, og Raabene om Hjælp vil ikke blive hørt, selv om der er Kajakker i Nærheden. Kun de Kajakker, der er længst borte, vil kunne høre ham, men de vil ikke komme tidsnok til at redde hans Liv.

Godthaab

• Storm kan stilles paa den Maade, at man lader Vinden blæse ind i en vandtæt Støvle, som derefter kastes ind under Briksen og tildækkes med Skind. Saaledes tvinger man en Del af Vinden til at lægge sig, og Resten vil snart følge efter.

• Tager man Skindet af en Kajak, maa man sørge for, at det Skind, der har siddet yderst ude paa For- og Agterstavn, bliver skaaret bort fra det øvrige, ellers kan Kajakskindet tage sig en Skikkelse paa og skræmme Ejeren ihjel.

• Staar der Ild over en gammel Grav, vil Vejret forandre sig.

Lichtenau

• Skal man slippe en Vind, mens man spiser Bjørnekød, maa man sige: "Den Lyd kom ligesom ude fra Isen". Dette siger man, fordi Bjørnen kommer ude fra Isen, og da vil Bjørnens Sjæl ikke føle sig stødt.

• Begynder en Blomst, der er modtaget som Gave, at visne, betyder det, at Giveren er blevet syg.

• Hvis man hjælper en meget fattig Mand med det, han mest trænger til, skal han sige: "Jeg vil være den allerførste, der rækker Haanden ned for at hjælpe dig op, naar du engang skal op i Himlen."

• Første Gang man kommer til et fremmed Land, bør man lægge et Stykke Skind hen over Jorden i det Øjeblik, man betræder det.

• Den, som ofte har ondt i sin Arm, bør have en Fingerring.

• Den, som har ondt i højre Øje, skal have en Ørenring i højre Øre.

• Naar Dødninge er uden for deres Grave, ser de ud som Fangeblærer.

• De altfor fintfølende og kræsne finder ingen Venner i de dødes Land.

• For at være uimodtagelig for Trolddom, bør man lægge et Stykke af en Salmebog eller af en Avis ned i sin Kajak.

• Saa snart et Barn fødes, bør man give det et Øgenavn.

• Man bør ikke lade Fangstredskaber til en Kajak være for meget inden Døre, thi de vil da optage Menneskenes Urenhed, og Manden vil ikke kunne fange med dem.

• Mænd, der vil være dygtige Kajakroere, skal bruge Kvindebukser som Hovedpude.

• Smukke Kvinder har Smilehuller i Kinderne.

• Kvinder, som er dygtige til at sy, kan bøje deres Tommelfinger langt tilbage.

• Kvinder, som har et kort Snudeskaft, har let til Vrede.

• Hvis man gaar hen over et Gulv i et Hus og en af de store flade Gulvsten gungrer under En, siger man, at det betyder, at en Bjørn nærmer sig paa Tyndis.

• En Kvinde, der lige har født, maa aldrig forrette sin Nødtørft inde i Huset, men skal, hvor koldt det end er, gaa udenfor. Hun skal gøre dette for ikke at udsætte Barnet for Ulykkestilfælde.

• Naar en Storm bryder løs med voldsom Dønning, betyder det, at en Hajs Sjæl hævner sig paa Menneskene.

• Naar en Tand bliver trukket ud, maa den kastes ind bag Husets Trævæg. Gør man dette, vil der snart vokse en ny Tand ud.

• Spiser en Dreng en Sæls Stortaa, vil han have svært ved at faa Øje paa Sæler, naar han bliver Fanger.

• Finder man et Stykke Drivved og ønsker at lave en Kajak af det, skal man bygge den af den Del af Træet, som var over Vandet. Da vil det blive en Kajak, som ikke let kæntrer.

Jacobshavn

• Sjælen bliver hos et Lig indtil Begravelsen.

• En Mand, hvis Bukser hænger ham om Haserne, er altid en dygtig Kajakroer. Derfor skal Mænd ikke have Seler.

Tasiussaq. (Uperniviks Distrikt)

• Hvis man mister en Hund paa en Bjørnejagt paa den Maade, at Hunden følger efter Bjørnen uden at vende tilbage igen, skal Hundens Ejer om Aftenen tage dens Skagle ind i Huset, sætte den op over Husets Loftsbjælke og binde den ene Ende fast paa Bjælken inderst inde over Briksen. Derefter skal han lade, som om han haler noget til sig ved Hjælp af Skaglen. Hvis han gør det, vil han hale den forsvundne Hund tilbage.

• Man maa ikke bringe en Rype ind i et Hus gennem Husgangen, men gennem Loftsventilen. Alle Fjer skal da først plukkes af den. Dette maa nøje overholdes, thi ellers vil vedkommende Mand ingen Sæler fange.

Upernivik

• Naar Folk rejser til et Fuglefjæld for at samle Æg, skal de, naar de kommer i Nærheden af Fuglefjældet, kaste et Stykke af en Sæltarm eller et Stykke tørt Kød ud i Havet som et Offer til Fuglefjældet. Da vil man ikke være udsat for at blive ramt af nedfaldende Sten.

• Har en Kvinde haft Dødsfald blandt sine nærmeste, maa hun ikke overskære en Sæls Strube.

• Bygger man sig et Hus, overhælder man straks Gulvet med Saltvand, for at Sælerne skal føle sig fristet til at lade sig fange og føre ind i dette Hus.

• Syge maa ikke spise Kød, der har været tiltænkt andre.

Frederiksdal

• Skal et Sælskind sælges til Handelsbestyreren, skal man skære den ene Side af Halen bort. Hvis man ikke gør det, vil man miste sine Fangstdyr.

• Skriger Ravne stærkt, idet de flyver over en Boplads, betyder det Held.

• De Fangere, der plejer at spise Gumpen paa Søfugle, kæntrer ikke let i Kajak.

• Hvis en Dreng har to Nakkehvirvler, betyder det, at der vil komme Tvillinger efter ham.

• Tager Folk bort til fremmede Fangstpladser, skal den, der ved Ankomsten først springer i Land, glide i Strandkanten og lade sig falde paa Enden.

• Ser man en Sten med Sprækker eller Revner, skal man enten lægge et Stykke Spæk eller et Stykke Kød ned i Revnen. Stenen "med den aabne Mund" vil da gøre god Gengæld.

• Naar gamle Jomfruer dør, griber de i hver Side af deres Hovedpude og drejer sig langsomt rundt. Saadanne kalder man for "dem, der gribes af Strømmen".

• Jager en Fanger sin Lænser ind i en Bjørn, skal han, idet han trækker den ud igen, slikke Bjørnens Blod og Spæk af Lænserspidsen. Dette skal han gøre for at være sikker paa at komme til at spise Bjørnen.

• Kaster en Fanger forgæves med sin Harpun, skal han anbringe en Synaal i Odden, for at den skal blive skarpere og ramme sikrere.

• En Fanger, som stadig skyder fejl med sin Bøsse, skal paa en eller anden Maade anbringe en Synaal inde i Bøssen. Hvis dette ikke hjælper, skal han slibe Mundingen af Bøssen med en Sten.

• Man har den Tro, at Bjørne, der kommer for at lade sig dræbe af Mennesker, i Virkeligheden kommer for at handle med dem. Derfor skal Hovedet hænges op inde i Huset i fire Dage og maa i denne Tid ikke berøres, thi disse Dage er Bjørnens Besøgsdage. Først paa den femte Dag skal Bjørnehovedet koges og siden kastes ud i Havet. Man siger da, at Bjørnen vender hjem.

• Dagen efter Aarets korteste Dag skal man øse Vand fra Havet i et Trækar og saa hurtigt, man kan, hælde det ud over en Fjældtinde. Da vil Solen stige hurtigt op paa Himlen.

• Naar to Mænd ønsker at bytte Kajaker, maa det ske ude paa Havet; sker det inde paa Land, vil den ene tage Fangstdyrene fra den anden.

• Bliver det ved med at regne, skal man vende et Angmagssæthoved op mod Himlen og lade det aabne og lukke Munden, thi saa beder Angmagssætten om godt Vejr.

• Saafremt en Kajakmand bliver saa længe borte, at man nærer Bekymringer for, at han skulde være omkommet i Kajak, skal de ventende forsøge paa at varme noget af hans efterladte Tøj inde paa deres Krop. Bliver Tøjet ikke varmt, men kun fugtigt, vil det være et Bevis paa, at Manden allerede er omkommet i Kajak.

• Hvis en Fanger sætter fast i en Haj, og Hajen alligevel undslipper, skal han stikke sig et lille Saar paa Næseroden. Gør han ikke det, vil Hajen efter først at have søgt ned til Havets Bund, genkende ham, naar den ser op mod Havfladen, og saa vil den komme op og hævne sig paa ham, men har han blot en lille Rift paa Næseroden, vil den ikke kunne genkende ham.

• Bliver rejsende bange for, at Solen skal gaa ned og Mørket falde over dem, før de naar frem til Boplads, skal de ofre Senetraad af den Slags, man bruger til Fletning, til Solen, thi naar denne, som er en Kvinde, glider hen over Himlen optaget af at flette denne Senetraad, vil hun gaa langsomt, og det vil vare længere, inden det bliver mørkt.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 326--340. København, 1925.