DER fortælles, at vore Forfædre ingen Lus havde — de lykkelige Mennesker! Men saa hændte det, at et Menneske havde lagt sig til at sove paa Jorden, og det saa Ormen og Lusen.
Ormen, som bildte sig ind, at den var hurtig til Bens, siger saa til Lusen: Se bare der! Et Menneske! Skal vi se, hvem af os, der kan være den første paa det?"
De stak i Rend, saa hurtigt de kunde, men Ormen falder, og Lusen kommer først.
"Mennesket smager slet ikke godt. Jorden alene er Føde!" raabte Ormen, da den faldt. "Jeg vil foretrække at være Jordens Lus."
Men Lusen skyndte sig bare frem til Mennesket og fandt i det baade Land og Føde.
Og siden har Menneskene haft Lus.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 70. København, 1925.
