Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Manden, som borede sin Kone i Benene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Manden, som borede sin Kone i Benene
Fortalt af Tâterâq
Der var engang en Mand, som hed Neruvkaq, og han havde en Kone, som hed Navarnâk og hørte til "Tuneq"-Folket, Indlandsboerne. Hun havde mange Brødre og var eneste Søster. Brødrene hed: Takuvfalik, Takuvfaq, Mingume, Mingussaq, Pâme, Paussange, Qulêgat. Maujo, Qatitunak, og deres Fader Usangana. De boede ved Natsilivik, der hvor der findes en stor Sten, man lægger Kød paa.Men Neruvkaq var slem til at mishandle sin Kone; han plejede at jage et Bor ind i Skinnebenene paa hende, og naar Boret naaede til Benet, snøftede hun af Smerte.
"Rør mig ikke, jeg har mange Brødre!" sagde hun til sin Mand.
"Hent dem, lad dem myrde mig!" svarede Manden.
Da han blev ved med at mishandle hende, løb hun tilsidst til sine Brødre, der var Indlandsboere (Tunerssuit).
De satte sig nu alle i Bevægelse mod Natsilivik; og da de kom frem, sprang de op paa Neruvkaqs Hus og begyndte at trampe løs paa Taget. En af dem stak Benene igennem, og Neruvkaqs Broder skar det over ved Leddet.
"Han skar Benet af mig," hørte de ham sige, og saa hoppede han rundt paa eet Ben, til han faldt om af Blodtab.
Men Neruvkaq fik travlt med at trække Pels paa; det var en Pels, han havde haft som lille, og den var stadig bleven øget, og saa var den ganske oversyet med Hvalrostand. Ingen kunde dræbe ham, naar han havde den paa.
Han vilde nu ud af Huset og gav en Hund sin Netsidepels paa og skubbede den ud. Mændene udenfor troede, det var Neruvkaq selv, og stak Hunden ihjel.
Selv kom han lige bagefter og sprang op paa den høje Sten, som brugtes til at lægge Kød paa. En saadan Kraft var der i hans Spring, at man endnu paa Stenen ser Mærkerne af hans Fødder. Saa greb han sine Pile, der alle havde Modhager af Hvalrostand, og gav sig til at skyde dem ned.
Hans Moder tryllede ham Kræfter til.
Snart var der ikke mange tilbage af hans Fjender, og de overlevende flygtede bort. De løb sydpaa og blev ved med at løbe og hvilede ikke, førend de var komne sønden for Kap York. Og først ved Navdlortoq (Kap Melville) sov de (i alt en Strækning paa 34 danske Mil).
Men Navarnâk, som nu var bleven noget bange for sin Mand, gravede sig ind under Briksen og gemte sig der. Da hun ikke vilde ud igen, stak hendes Mand et stort Stykke Hvalhud ind, og hun smausede ordentlig i det.
"Kom ud, kom ud — jeg skal aldrig mere gøre dig noget ondt," sagde han til hende; men hun var bleven saa bange for ham, at hun aldrig mere kom ud, og saa døde hun derinde — den Sladderhank.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 116-117. København, 1925.
