Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Manden, som tog Kone blandt Vildgæssene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Manden, som tog Kone blandt Vildgæssene
Fortalt af Tateraq
(midaldrende Mand)
En Mand saa engang en stor Flok Vildgæs ude i en Sø. De havde kastet Hammen og var bleven til Mennesker og badede nu legende om.Han faar Lyst til at tage to af dem til Koner og gemmer deres Hamme. Men da han sprang frem og greb dem, græd den ene af dem saa ynkeligt, at han gav den Hammen tilbage; den anden bragte han med sig hjem til sin Bedstemoder og tog hende der til Kone.
Hun blev snart svanger og fødte ham Tvillinger, Drenge begge to.
Men Vildgaasen længtes snart hjem til sine Kammerater og gav sig til at samle Fuglefjer og Vinger sammen. Snart havde hun tilstrækkeligt.
Og en Dag, da Manden var taget paa Fangst, laver hun sig af Fjerene en Ham og flyver bort fra sine Børn.
Da Manden kom hjem, gav han sig straks til at søge efter dem og satte af Sted langs Land i Løb.
Undervejs mødte han to Jordaander, der sled løs i Haaret paa hinanden. De satte sig i Vejen for ham; men han tryllede sig hen over dem, da han var en stor Aandemaner. Dernæst møder han to Tueaander, der tramper løs paa hinanden. Ogsaa de sætter sig i Vejen for ham; men han tryller sig blot hen over dem.
Saa kom han til en Gryde, der havde Sælkød i Kog, og den stod og snakkede med sig selv: "Et Menneske, po — po — po —!"
Den vilde lokke ham til at spise af sig; men atter tryllede han sig hen over den og kom nu til en Flok skaldede Hundehvalpe, der heller ikke vilde lade ham komme frem.
Det var Jordens Hunde, skaldede som Orme. Han kom forbi dem og løber nu til Kajungajorssuaq, Manden med Testikler saa store, at de hang helt ned paa Jorden.
Aandemaneren, som kendte hans Tanker og vidste, at han var skamfuld over sit Udseende, nærmede sig forfra.
"Hvorfra nærmede du dig til mig?" spurgte Manden.
"Herfra kom jeg," svarede han.
"Godtl Om du var kommen bagfra, havde jeg dræbt dig! Du skal nok komme frem til de Mennesker, du søger; jeg kan høre dem herfra!" Og saa viste han ham Vejen.
Aandemaneren lukkede Øjnene og sprang ned paa en Isflage, og saaledes nærmede han sig til de Mennesker, han søgte.
Og da han kom frem, saa hans Børn ham.
"Far er kommen!" raabte de.
"Jeg vil dog se ham; før ham ind," sagde Konen.
Og han kom ind.
Hun havde imidlertid taget en anden Mand til sig, en gammel Fyr, og denne giver sig nu straks paa Flugt.
"Lad mig komme ud, jeg taber min Vom! Qa—r—r— rit!" raabte han og styrtede ud gennem Husgangen. Det var en gammel Angeltaske.
Manden og Konen levede nu atter sammen; men da Konen ikke syntes om sin Mand, lod hun en Dag, som om hun døde.
Manden begravede hende, men saa snart han var gaaet bort fra hende, brød hun ud af Stensætningen.
"Jeg saa Mor derhenne," gav Børnene sig til at raabe.
"Naa, saa lad os se hende," svarede Manden og saa ud af Vinduet. "Hvem er du?" spørger han.
"Jeg er Qivdluk," løj hun.
Saa harpunerede han sin Kone i Vrede.
Da Drabet rygtedes, forvandlede hendes Landsmænd sig til Vildgæs og flygtede bort.
Men Manden, som tænkte, at Flygtningene nok vilde komme tilbage for at tage Hævn, søgte igen Kajungajorssuaq; og denne gav ham en lang, tung Svøbe.
Og saa en Dag kom de da til Syne, Hævnsmændene, og nærmede sig som en stor Sky; men han piskede løs paa deres Fjer og dræbte dem.
Kun nogle faa slap bort; men de kom igen — atter i stor Flok — og igen piskede han dem til Døde, denne Gang alle sammen.
Siden levede Manden længe af alle de fede Vildgæs.
Ja, her ender denne Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 74-76. København, 1925.
