Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Nangmak, den store Slyngekaster

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Nangmak,
den store Slyngekaster

Efter kalâtdlit okalugtualiait
Nedskrevet i Nordgrønland af Præsten Kragh i Aaret 1828.

Der var engang en Mand, som hed Nangmak. Medens han endnu var en lille Dreng, dræbte Bopladsfællerne hans Fader, og Nangmak var ganske ude af sig selv af Sorg og Rædsel. Nu var hans Moder baade Fader og Moder for ham; men bedst som de levede sammen, dræbte man ogsaa Moderen, og atter var Nangmak ude af sig selv af Sorg og Rædsel.

Han var kun en lille Dreng, da han saaledes blev forældreløs, og en Mand paa Pladsen fik Medlidenhed med ham og tog ham til sig som sin Plejesøn. Under hele Opvæksten ophidsede hans Plejefader ham paa enhver Maade ved at fortælle ham om Ting, som ikke var sande. Sommetider kunde han vække ham midt i hans Søvn, idet han sagde til ham: "Nu er dine Fjender kommen for at dræbe dig," og saa fo'r Drengen sammen og var helt ude af sig selv af Rædsel. Men saa ofte narrede Plejefaderen ham, at han tilsidst begyndte at vænne sig til det; men naar han saaledes begyndte at falde til Ro, plejede Plejefaderen at sige til ham. "Hvor er Nangmak dog glemsom! Man dræbte hans Fader, og man dræbte hans Moder, og nu har han allerede glemt det."

Naar Plejefaderen talte saaledes, kogte det i ham af Vrede, og han var dog kun et Barn.

Engang lavede hans Plejefader en lille Slynge til ham og sagde: "Nangmak, jeg vil ikke give dig nogen Kajak, da jeg tror, at ogsaa du vil blive dræbt af dine Fjender; men her har du noget andet, du kan øve dig med!" Og saaledes fik Nangmak en Slynge.

I Begyndelsen forstod han slet ikke at bruge den, men det varede ikke længe, før han lærte det. Om Foraaret gik han paa Sæljagt ud over Isen, og han opholdt sig helst paa ensomme Steder; thi altid lod han sin Plejefaders ophidsende Mindelser flyde oven paa i sit Sind. Hjemme lod han som ingenting; men i al Hemmelighed øvede han sine Kræfter, og man fortæller, at hans Ekskrementer fik en stærk Lugt, efterhaanden som han selv blev stærkere. Naar han tog ud paa Vandring, kunde han sommetider komme hjem med en Hare, andre Gange med Ryper, og det skønt han ikke havde andet at fange med end sin Slynge; saaledes skaffede han Føden til sine Plejeforældre.

Om Sommeren sov han aldrig om Nætterne, men hele Dagen kunde gaa, uden at han vaagnede. Ofte naar han sov, kom hans Plejefader hjem med en stor Sortside, og saa vækkede de ham, voldsomt og pludseligt, saaledes som de plejede at gøre, for at han skulde hjælpe dem. Men Drengen lod altid, som om han sled i det af alle Kræfter, naar han slæbte en Sæl op; thi han skjulte omhyggeligt sin Styrke for andre. En Dag kom han dog og fortalte, at hans Slynge ikke længere var stærk nok. Hans Plejefader skar derfor en tyk Fangeline igennem og lavede ham en Slynge deraf, og saa holdt han helt op med at forskrække ham med opdigtede Historier, for nu var han begyndt at tage sig lidt i Agt for ham.

En Vinter hørte de engang et Rygte om, at Nangmaks Fjender vilde rejse nordpaa, naar Foraaret kom, og hele den Dag svedte Nangmak saaledes, at Vandet drev af ham; thi han tænkte som saa: "Nu flytter de nordpaa, før jeg endnu har faaet hævnet mig." Og fra denne Dag var han ikke længere, som han plejede at være.

Det var Vinter, og det blev Foraar, og de flyttede i Telt, og saa sagde Nangmak en Dag til sin Plejefader: "Gid man dog engang kunde faa en Slynge, der kunde holde!" Men Plejefaderen svarede intet derpaa.

Nogle Dage efter var Plejefaderen ude i Kajak og fik Øje paa en stor Remmesæl, der svømmede ganske nær ved hans Kajak; han greb sin Harpun, harpunerede den, dræbte den og bugserede den hjem. Men da han kom hjem, laa Nangmak som sædvanlig endnu og sov. Han flænsede derpaa Remmesælen sammen med sin Kone for at lave Konebaadsskind af den. Under Flænsningen kom han pludselig til at tænke paa, at Nangmak jo vilde have sig en Slynge, og saa gik han op og vækkede ham, idet han sagde:

"Nangmak, nu rejser dine Fjender deres Vej!" Nangmak fo'r op af sin Søvn, skyndte sig ud og begyndte straks at spejde østover, thi hans Fjender boede lige østen for dem; men atter skulde han opdage, at Plejefaderen havde narret ham. Plejefaderen syntes, at Nangmak var vaagnet pludseligere og hurtigere, end han plejede, og han sagde nu, idet han vendte tilbage igen til Sælen: "Nangmak, du kan selv gaa ned og skære dig en Slynge ud!"

Nangmak kom ikke straks, han kunde ligesom ikke faa Øjnene fra sine Fjenders Boplads. Endelig kom han dog, ophidset og vred, rev Kniven ud af Haanden paa sin Plejefader og greb med sin ene Haand saa voldsomt fat i Remmesælens ene Lalle, at han straks løftede hele det store Dyr op fra Jorden. Derpaa lagde han den til Rette og skar hele Rygstykket ud af den, og han lavede sig en Slynge ud i ét af Skindet, saaledes at der ikke behøvede at være Remme i den. Plejefaderen stod gysende og saa til, thi aldrig havde han tænkt sig, at Nangmak havde saa vældige Kræfter.

Saaledes fik Nangmak sig en ny Slynge, og han ventede nu kun paa, at hans Fjender skulde bryde op for at rejse. Der gik nogle Dage, og saa kom da endelig den Dag, Nangmak havde ventet saa længe. Men Nangmak sov som sædvanligt, da Plejefaderen vækkede ham med disse Ord:

"Nangmak, du har endnu ikke hævnet dig, og nu rejser dine Fjender! — Denne Gang er det Sandhed!"

Nangmak rejste sig ikke, men blev kun vred over, at Plejefaderen atter narrede ham. Men Plejefaderen, som stod ude ved Husindgangen med et Arbejde, raabte lidt efter igen: "Saa nu tager de deres Telte!" Nangmak rørte sig stadig ikke. Først da han hørte Klapren af Teltstænger, sprang han op, tog sine Kamiker og sin Hundeskindspels paa, trak sin store Slynge frem fra Rummet under Briksen og styrtede ud. Men nu vilde han lade som ingenting, for at Fjenderne ikke skulde ane Uraad, og saa lod han sine Pelsærmer hænge løst, uden at stikke Armene i dem, og saaledes slentrede han ned til Stranden til et Sted, hvor Søen havde skyllet en Mængde Sten op. Her gav han sig saa til at vente paa dem, stadig med de tomme Ærmer hængende ned fra Pelsen.

Imedens tog Fjenderne deres Telte ned og ladede deres Konebaade; saa stødte den første Baad fra Land, og de roede hurtigt fremover, muntre og glade. Saa kom den næste, og først da den forreste Konebaad var lige ud for ham, tog han et helt Klippestykke i sin Slynge og lagde den til Rette. Konebaaden laa da tværs for ham, og de roede hurtigt frem, glade og muntre, da den første Sten fløj fra hans Slynge, gik gennem Konebaaden og slog Smut videre frem, langt bort over Vandet. Konebaaden begyndte straks at synke, og Besætningen hylede og skreg. Den anden Konebaad roede til af alle Kræfter for at redde de druknende, og da ogsaa disse var lige tværs af ham, kastede han atter en Sten fra sin Slynge ganske paa samme Maade som første Gang.

Nu kom den tredie Konebaad, men da de der saa, hvordan det var gaaet de andre, gjorde de omkring og vilde flygte. Men atter kastede Nangmak et helt Klippestykke efter dem med sin Slynge. Med denne Sten kløvede han Stævnens Træ baade for og agter, saa at Konebaaden øjeblikkelig gik til Bunds. Saaledes sænkede Nangmak tre Konebaade, og hele deres Besætning druknede, og først da fik han Ro i sit Sind. Men een Konebaad slap uskadt bort, fordi den satte lige tilhavs fra deres Boplads og flygtede bort i saa stor Afstand, at han ikke kunde naa den med sin Slynge.

Saaledes undkom en hel Konebaadsbesætning af Nangmaks Fjender, og de rejste mod Nord og formerede sig og blev mange. Og de glemte aldrig Nangmaks Hævn — og nu begyndte ogsaa de at øve deres Kræfter.

Nangmak levede stadig paa sin Boplads uden Kajak; han giftede sig og fik en Søn, og til sin Søn lavede han en Kajak og øvede ham vel i Kajakroning, lige fra han var ganske lille. Men Sønnen voksede og blev stor, og da han var bleven en dygtig Kajakroer, fik han baade Telt og Konebaad.

Der kom ofte Nyt fra Nangmaks Fjender, og altid blev der sagt, at de tog til i Styrke og Tal. Tilsidst overtalte Nangmak sin Søn til at ro sig nordover, for at de kunde opsøge deres Fjender. De begav sig paa Vej i Konebaad, og hver Gang de traf Mennesker, sagde de altid: "Hvor mon Nangmaks Fjender er henne?" Og altid blev der svaret, at de boede længere mod Nord.

Engang, da de traf Mennesker, blev der svaret, at Fjenderne var ved Ilulíssat. Og de kom frem til Ilulíssat og spurgte sig for, og da blev der svaret, at Nangmaks Fjender var ved Karrat. De spildte derfor ingen Tid med at gaa i Land her, men roede straks videre.

Et højt Velkomstraab hilste deres Ankomst, men da de lagde til Land og straks raabte indover for at spørge om, hvor Nangmaks Fjender boede, blev der pludselig stille paa Bopladsen, og alle gik tavse ind i deres Telte igen. Men Nangmak tog Land uden Velkomsthilsener, og de rejste deres Telt, uden at blive indbudte til Festmaaltid; dette var sandelig deres Fjender, de havde truffet!

Siden byggede de Vinterhus og flyttede ind.

Naar Nangmaks Søn roede ud i Kajak, plejede hans Fader altid at formane ham til at vogte sig vel for alle andre Kajaker, men da der ikke hændte noget, var Fader og Søn tilsidst lige ved at falde til Ro og ganske glemme deres Fjender. En Vintermorgen vaagnede de i Uvejr; det blæste en Storm af Sydvest, og ingen gik paa Fangst, alle Folk var hjemme. Pludselig var der én, som raabte ind ad Vinduet: "Man beder Nangmak komme!" Næppe var dette bleven sagt, før Nangmak trak sin Pels paa, og Sønnen fulgte efter. De gik ind i deres Bopladsfællers Hus, og det var første Gang, de besøgte deres Fjender. Man satte Mad frem for dem, og ingen skulde tro, det var Mad, der kun var beregnet til to Mennesker, saa meget var der. Sønnen spiste længe sammen med sin Fader, men han holdt op, før Faderen endnu var færdig. Faderen spiste og blev ved med at spise umaadeligt, og først da han næsten havde spist alt det Kød, der var sat frem, holdt han op med at spise. Efter Maaltidet sad de alle tavse, uden at opildne hinanden med smaa Fortællinger. Tilsidst var der en, der sagde: "I kunde dog more jer med at trække Rem med jeres Fjender!"

Straks fik de en tyk Rem frem fra Briksen, en Rem med Træstykker i hver Ende, lavet saaledes, at to Mand kunde trække i hver sit Haandtag og prøve deres Armkræfter. Remmen til Styrkeprøven blev derpaa smidt ud paa et Skind, der var bredt ud paa Gulvet, hvor de to, der skulde prøve Kræfter, kunde sidde. Den var lavet af svær Kobberem med Stykker af Narhvalstand og Hvalrostand indsat og trukket hen over selve Remmen. Saa snart Nangmak saa dette sagde han: "For Mænd, der ønsker at prøve hinandens Kræfter, er disse Tingester ingenting værd." Og saa gik han hen og knuste Benprydelserne med sine blotte Næver. Derpaa gik han atter hen og satte sig paa Briksen.

Nu var der en, der sagde: "Ja, men I kunde dog more jeres Fjende med at trække Arm med ham."

Næppe var dette blevet sagt, før Nangmak allerede sad paa Skindet, hvor Styrkeprøven skulde finde Sted, midt paa Gulvet, og nu kom en af Fjenderne frem og satte sig hos ham for at trække Arm med ham. Men Nangmak rettede øjeblikkelig hans Arm ud, — og dette gjorde han siden ved alle Mændene i Huset, den ene efter den anden.

Saa gik Sønnen hjem, men Nangmak blev alene tilbage i Huset, og her blev han nu siddende længe, for at byde sig frem, ganske alene, for sine Fjender. Først da han syntes, at han længe nok havde været Skive for dem, trak han sin Pels frem og tog den paa; og idet han smøgede den over sit Hoved, gav han sig god Tid for at give sine Fjender Lejlighed til at falde over ham; men ingen rørte ham, og han gik uantastet hjem.

Da Foraaret kom, vendte Nangmak og hans Søn tilbage til deres gamle Boplads; men før Afrejsen lod han alle sine Husfæller gaa ned i Konebaaden, idet han blev ganske ene oppe paa Land, i Haab om at hans Fjender nu skulde vove at kaste sig over ham. Men heller ikke nu turde Fjenderne binde an med ham, og saa rejste han sydpaa og tog Land ved Merquitsoq.

Her ender Historien om den store Slyngekaster Nangmak, der hævnede sig paa sine Fjender.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 283--289. København, 1925.