Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Sagnet om Pigssik, den store Menneskeæder
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Sagnet om Pigssik,
den store Menneskeæder
Fortalt af Manasse
Ikamiut
Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede.Men saa kom der en Dag, hvor han begyndte at længes efter sit Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to Børn i sin Konebaad og rejste paa Besøg.
Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller. Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover.
En Dag foreslog han, at de skulde tage ind til Bopladsen, og saa rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid.
De kom til Land og blev elskværdigt modtaget, men da Konen paa Vejen til Huset kom forbi Forraadskammeret, fandt hun der ophængt en stor Mængde Menneskelaar, og hun begreb, at hun var kommen til Menneskeædere.
Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, det var alt. Først ud paa Aftenen var der en gammel Kælling, der fra en af Husets mørke Kroge hviskede noget om Menneskelaar. De bragtes ind og sattes frem.
"Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have hertil," bemærkede en anden gammel Kælling, ligeledes fra en Krog, og det bragtes ind. Saa gammelt var dette Spæk, at det var bleven helt gult.
Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han skulde dyppe en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele Haanden ned, og bagefter slikkede han den, saa hele hans Ansigt skinnede.
Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad Pigssiks Kone, der ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor, saa længe det stod paa. Da hun lidt efter blev kaldt ind igen, saa hun sin Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smaskende Hjernen i sig.
Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud. Pigssiks Kone blev glad, thi nu troede hun, at hun endelig skulde faa Sælkød at spise. Det viste sig imidlertid, at de kun gik uden for Husene for at lege.
"Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!" udbrød en Kvinde, som stod ved Vinduet. "Han har kastet ham om!"
"Kom ud med Reb!" raabtes der, og hun skyndte sig ud med Kobberem, og lidt efter kom de slæbende ind med en død Mand. Han blev spist den Aften.
Pigssik havde en smuk Datter, som netop nu var i sin bedste Alder. Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller med.
En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var næppe komne ud, før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede dræbt.
"Slæb hende ind og kog hende til mig!" raabte Manden.
Konen brast i Graad og formaaede ikke at gøre noget.
"Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov til at gaa samme Vej!" brølede han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind.
"Jeg længes efter at smage hende," vedblev han, "skynd dig nu med at flænse hende!"
Og da Konen atter begyndte at græde, truede han med at knuse Hovedet paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet.
Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det i Gryden. Ved et Tilfælde var Hænderne kommen øverst, og da Senerne kom i det varme Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var bleven levende og vilde op igen; og hver Gang hun stødte dem ned, kom de lidt efter op igen.
Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist, tog saa, uden at nogen mærkede det, Urinspanden og hældte den over Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt ved det.
Samme Nat tog hun Hævn. Hun dræbte Manden, medens han sov, med hans egen Kølle og flygtede med de to endnu levende Børn til sine Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke forfølge hende, og man hørte siden aldrig noget til dem.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 272--275. København, 1925.
