Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Solen og Maanen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Solen og Maanen
Fortalt af Maigssánguaq (Mand, c. 30 Aar)
Solen og Maanen var Søskende. Engang om Vinteren under det store Mørke gav man sig til at lege i Husene ved slukkede Lamper. En for en tog Mændene den Kvinde, de havde ligget hos, med sig udenfor og tændte Fakler for at se, hvem det var. Da Maanen saaledes førte sin Kvinde ud, saa han ved Faklen, at det var Solen, hans Søster.
Solen blev skamfuld over, at hun havde ligget hos sin Broder, afrev sine Bryster og kastede dem for ham.
"Jeg falder nok i din Smag, — her — smag paa det ogsaa!"
Hun løber nu sin Vej og Broderen sætter efter; begge holder de deres Fakler i Haanden.
Med eet begyndte de at hæve sig op mod Himlen, men Maanen falder, og hans Fakkel gik ud, saa at den kun glødede. De kom saaledes op til Himlen. Solen, som holdt sin Fakkel brændende, er lysende og hed, men Maanen, hvis' Fakkel blot gløder, er kun lysende uden at varme. I Himlen har de nu deres Hus, delt i to Rum.
I den store Sommer gaar Solen aldrig ind i sit Hus; den er ude Dag og Nat, og Jorden bliver da dejlig, naar Sneen smelter bort og Blomster vokser frem. I den Tid gaar Maanen aldrig ud af sit Hus.
Men om Vinteren, naar Solen ikke mere forlader sin Bolig, kommer det store Mørke, og da er der Uhygge for Mennesker. Den kolde Maane er da ene om at lyse, men da den ogsaa skal hjælpe Menneskene paa anden Vis, forsvinder den ogsaa til Tider. Den skal nemlig hente Fangstdyr til Menneskene. Derfor siger man ved Nymaane: "Tak, du er kommen med Bytte!"
Under det store Mørke tager Menneskene ikke paa Fangst, de tager blot paa Besøg til hinanden og synger Trommesange. Kun naar en Bjørn kommer nær ind til Husene eller skjuler sig i et Isfjælds Hule, tænder man store Fakler og jager den.
Naar Stjernebilledet, den store Bjørn, mødes med Daggry, fyldes Menneskene med megen Glæde; thi da er der ikke længe til Lyset.
Og naar saa endelig den store Sol kommer, raaber Menneskene: "Glæde, Glæde, den store Varmer er kommen! Snart vil vi kunne søge Solsiden!"
Og saa kommer den Tid, da man bygger Læmure af Sne og samler sig om en Mands Kød til store Maaltider.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 49-50. København, 1925.
