Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Suakak, der giftede sig med en Indlandsbo
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Suakak, der giftede sig med en Indlandsbo
Fortalt af Tâterâq
Der fortælles om Suakak, at hun boede ved Kysten. Men en Dag, da hun var ude at gaa, kom en Indlandsbo hen til hende og bortførte hende. Han tog hende med sig hjem midt op i Landet; der havde han Hus.Suakak gav sig til at græde, men da Indlandsboen talte til hende, holdt hun op.
"Jeg har store Mængder af Mad nedlagt mellem Klipperne, vi skal ordentlig spise, vi to. Og saa vil jeg tage dig til Kone, for jeg har ingen."
Da de havde gaaet lidt, kom de til hans Kødgrave og gav sig til at spise. Der var mange dejlige Ting, tørret Kød af Remmesæl og Narhvaler. Han var god til at fange, for han behøvede blot at kalde paa sit Bytte.
Saa vandrede de videre, langt op i Landet, og hver Gang de kom til en af hans Kødgrave, tog de sig et ordentligt Maaltid.
Endelig kom de da frem til hans Hus. Det var en Hule, der var gravet lige ind i Jorden; der var ingen Briks i Stuen, men alt gik ud i eet med Gulvet. Inde i Huset var Indlandsboens Bedstemoder, en meget gammel Kvinde.
Saa blev Suakak altsaa Indlandsboens Kone; og da det var sket, kom Indlandsboens Landsmænd for at se paa hende, og de fandt hende forskellig fra de Kvinder, de ellers kendte, og syntes, at hun var smuk. Tilsidst maatte den gamle Kone bede dem om at gaa deres Vej, for den stakkels Kone blev saa genert.
Indlandsboerne havde ikke deres Kogekar ophængt, de stod bare paa Jorden. Saa tog Suakak og hængte dem op; og det blev de saa glade over, at de i lange Tider morede sig med at skubbe til dem, saa at de dinglede frem og tilbage.
Endelig blev da Suakak svanger og fik et Barn, og da det var sket, begyndte hun at længes efter sine Landsmænd, og hun talte derom til sin Mand. Da det lille Barn var bleven saa stort, at det kunde bæres paa Ryggen, rejste de bort, for nu vilde hun se sine Brødre.
Da de kom ned i Nærheden af Husene, vilde Indlandsboen ikke med længere; han vilde vente paa hende oppe mellem Fjældene, for han var bange for Hundene.
"Naar du hører mig raabe: Skynd dig, skynd dig! heroppe fra, saa skal du komme!" sagde han og satte sig paa en Fjældtinde.
Men Suakak gik ned til Husene, og der blev stor Glæde, for alle troede, at hun forlængst var død; man havde allerede opkaldt et lille Barn efter hende.
Hendes Brødre fik nu Lyst til at se hendes Mand og gik op til ham; men da han ikke godvillig vilde følge dem, greb de fat i Armene paa ham, og en skød paa bagfra, og saaledes slæbte de ham hjem. Da han kom ind i et Hus, flygtede han straks op paa Briksen, saa langt ind han kunde komme, og hans Øjne blev store. Svogrene fik da Medlidenhed med ham, førte deres Hunde langt bort og tøjrede dem. Da der nu ikke længere var noget, han var bange for, tog Svogrene ud paa Fangst i Kajak. Indlandsboen gik ogsaa paa Jagt; han fulgte Ebbelinien langs Land, og saa kom han hjem med en hel Remmesæl paa Ryggen.
Svogrene plejede at tage det lille Barn paa deres Skød og sige spøgende til det:
"Du lille Indlandsbo, lille Indlandsbo, som aldrig gaar i Kajak!" Nu, da Kajakerne kom hjem, kom Indlandsboen dem i Forkøbet og sagde:
"Den lille Indlandsbo, som aldrig gaar i Kajak, har skaffet Suppekød til Huse."
Og saa blev der stor Glæde, og de aad, hvad de orkede. Dagen derefter gik de igen paa Fangst alle sammen, og denne Gang kom Indlandsboen hjem med saa mange Maager, som han kunde bære. Han var jo Indlandsbo og behøvede derfor blot at vinke ad sit Bytte med sin Pegefinger.
Men en Dag fik Indlandsboen Hjemve, og saa rejste de hjem. Da han kom hjem, fortalte han sine Kammerater, at han havde set nogle højst farlige Uhyrer, som han havde været meget bange for; men hvad han ellers skulde kalde dem, vidste han ikke, for han havde jo aldrig før set Hunde.
Her ender Historien om Suakak, der giftede sig med en Indlandsbo.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 112-114. København, 1925.
