Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Âtârssuaq, der hævnedes af sin Søn, den store Svømmer
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Âtârssuaq, der hævnedes
af sin Søn, den store Svømmer
Fortalt af Jûa fra Kangeq
Âtârssuaq (den store Sortside) havde mange Fjender; men de efterstræbte ham forgæves og kunde ikke dræbe ham.Saa hændte det, at hans Kone blev svanger, og en Dag, da han kom hjem fra Fangst, havde han faaet sig en Søn. Han tog Sønnen og bar ham ned til Havet og kastede ham ud, og først da han begyndte at sprælle voldsomt, tog han ham op. Dette gjorde han siden daglig, saa længe Sønnen voksede til, og snart blev denne en vældig Svømmer.
En Dag fangede Faderen en Ringsæl og flaaede Skindet af, uden at skære det igennem, saaledes som man anvender det til Fangeblære. Han lod Skindet tørre og lavede deraf en Ham til Sønnen, naar han skulde ud at svømme.
Engang fik Faderen Lyst til at prøve Sønnen og sagde til ham: "Nu skal du svømme, og jeg skal følge dig i Kajak."
Og saa bragte Faderen sin Kajak ned til Stranden og satte den ud i Havet; og idet han satte sig i sin Kajak, sagde han til Sønnen, der stod og saa paa ham:
"Nu skal du svømme udefter."
Og saa kan det nok være, at Drengen fik sin Fader med sig til Havs, idet han stadig svømmede mere og mere under Vandet. Hver Gang han kom op til Overfladen, roede Faderen hen imod ham, men saa ofte han tog sit Kastetræ til sin Blærepil, forsvandt Drengen atter i Dybet. Da Faderen syntes, at det kunde være nok, sagde han til ham:
"Nu skal du svømme indefter; men svøm nu saa meget under Vandet, som du orker."
Sønnen dukkede ned, og det varede længe, før han kom op igen. Faderen blev rigtig ængstelig for ham, før han atter kom op langt borte. Saa roede han hen til ham, lagde Haanden paa hans Hoved og kælede for ham, idet han sagde:
"Dygtige Dykker, dygtige Dykker! Lille, kære, dygtige Dykker!", og saa snøftede han af Faderglæde.
For anden Gang sagde han til ham:
"Denne Gang skal du ordentlig svømme under Vandet."
Og saa dukkede Drengen ned igen. Faderen blev ved med at ro frem for at komme hen til det Sted, hvor han maatte søge op, og begyndte tilsidst at blive rigtig ængstelig for ham. Hans Ansigt trak op til Graad:
"Bare han ikke har mødt en Haj!"
Men i det samme dukkede Sønnen igen op til Overfladen, og atter maatte Faderen hen og kæle for ham: "Du vældige Dykker, du allerkæreste, lille Dykker!" Og saa fulgtes de ad ind til Land, uden at Sønnen dykkede oftere under Vandet.
Saa vældig en Svømmer var Sønnen bleven, da hans Fader en Dag ikke kom hjem fra Fangst. Det var Fjenderne, der havde myrdet ham. Det blev Aften, og Morgenen efter kom der en Kajak nordfra. Da Drengen gik ned for at tage imod den fremmede, sagde denne:
"I Morgen kommer de mange Brødre for at slaa jer ihjel allesammen!" Og straks derpaa vendte Kajaken om, uden at gaa i Land.
Natten gik og Morgenen kom. Og da Drengen vaagnede, gik han hyppigt ud for at holde Udkig. Engang da han kom ud, saa han en Mængde Kajaker komme frem bag et Næs i Nord. Saa gik han ind og sagde til sin Moder:
"Nu kommer der en Mængde Kajaker for at myrde os!"
"Tag saa din Svømmedragt paa," sagde Moderen.
Det gjorde han og gik ned og standsede først helt nede ved Havet. Da Kajakerne saa ham, roede de allesammen hen imod ham, idet de sagde: "Man kan rigtignok se, at det kun er en Dreng, der endnu ikke har lært Faren at kende. Lad os se, hvem af os, der først kan sætte en Harpun i ham."
Men da saa de til deres Forbavselse, at Drengen pludselig kastede sig i Vandet, og det kan nok være, at der kom Liv i Kajakerne:
"Han faldt i Vandet!"
Da de kom frem til det Sted, hvor han havde kastet sig ud, begyndte de alle at kigge ned efter ham, og saa kom han op lige for Stævnen af en Kajak, der laa helt afsides. Saa snart de opdagede ham, blev der ordentlig Kappestrid:
"Her er han, her er han!"
Men saa dukkede han ned igen, og saadan blev han ved, idet han førte alle Kajakerne med sig ud i rum Sø. Da de var kommen et godt Stykke ud, fik de et Isfjæld i Sigte. Drengen klatrede op over det, idet han jog sine Hænder ind i Isen. Ovenpaa laa der to store løse Stykker Is. Da Kajakerne kom ud for Isfjældet, hørte man dem sige:
"Lad os hugge Trin i Isfjældet og kravle op til ham."
Saa begyndte de at hugge Huller i Isfjældet, og snart kom det første Hoved frem over Kanten. Men da tog Drengen det ene af de to store Stykker Is og kastede det over dem, og saaledes faldt det, at det tog dem alle med sig i Faldet.
For anden Gang hørte han dem nu sige:
"Det vilde være daarligt, om vi ikke kunde slaa den Dreng ihjel! Lad os nu se at komme op til ham!"
Og derpaa begyndte de atter at kravle op, den ene efter den anden. Men da gav Drengen sig som før til at rokke ved et af de store, løse Isstykker, og først da den forrestes Hoved begyndte at vise sig, lod han det falde og slog ligesom før alle dem ihjel, der var kravlet op paa Isfjældet.
Da blev de andre bange og vendte om, idet de sagde: "Lad os hellere flygte, inden han slaar os alle ihjel!"
Men nu fløj Drengen ned fra Isfjældet, svømmede hen til Kajakerne og begyndte at rive Aarerne fra dem, saa at de kæntrede. Men de rejste sig igen med deres Kastetræ, og saa holdt han dem under Vandet for at drukne dem, og snart var der ikke flere af de mange Kajaker igen. Kun een var tilbage, og da han skulde se nærmere til, var det en sølle Fisker, hvis eneste Vaaben var en Pind til at slaa Fisk ihjel med. Ham rev han nu Aaren fra, og i det samme brast den stakkels Fyr i Graad. Han forsøgte at ro med sine Hænder, men saa greb Drengen fat i dem nedefra, hver Gang han stak dem ned, og det kan nok være, at Manden skreg! Grædende sagde han:
"Hvad vilde jeg ogsaa med for. Nu bliver jeg bare dræbt ligesom alle de andre!"
Drengen saa lidt paa ham og sagde saa:
"Dig skal jeg ikke slaa ihjel, ro du bare hjem!"
Og idet han gav ham hans Aare tilbage, sagde han til ham:
"Sig hjemme, at de aldrig mere skal komme igen for at slaa os ihjel, for gør de det, skal der ikke komme en eneste Mand levende tilbage!"
Og derpaa svømmede den store Sortsides Søn hjem til sin Boplads.
I Begyndelsen ventede han, at der skulde komme nye Fjender for at overfalde ham og hævne de mange Mænds Død, men han kom til at vente forgæves; thi aldrig mere vovede nogen Kajak sig frem til hans Boplads.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 213-216. København, 1924.
