Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Amârsinioq: Troldkvinden, der bortfører Børn i en Rygpose
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Amârsinioq: Troldkvinden,
der bortfører Børn i en Rygpose
Fortalt af Matînarujuk fra Godthaab
Der boede engang en Mand og en Kone paa Solsiden ved Mundingen af en Fjord.Saa hændte det, at Konen blev svanger; og hun gik svanger og gik svanger, og da hun fødte, var det en Datter. Da hun fik Datteren, var det, som om de havde faaet Selskab af mange Mennesker, saa meget glædede de sig over det lille Barn. Men netop som de glædede sig allermest over hende, skete det, at hun hver Aften begyndte at græde uden at ville falde i Søvn.
Nu havde de ogsaa en voksen Datter, som gik til Haande i Huset, og hende blev det overladt hver Aften at lulle den grædende lille i Søvn.
En Aften, da hun langt om længe havde faaet Barnet til at sove, gjorde hun bagefter sit Arbejde i Huset færdigt; men da hun, før hun selv lagde sig, kiggede hen til Barnets Leje, opdagede hun til sin Rædsel, at det var forsvundet. Moderen vaagnede, da hun begyndte at søge efter det, og lidt efter vaagnede ogsaa Faderen. Da han hørte, hvad der var sket, blev han helt ude af sig selv og vilde straks dræbe Pigen; men denne holdt ham tilbage, idet hun sagde:
"Lad mig først gaa til dem, der bor sønden for os, og se, om de ikke kan hjælpe os; der er jo en Aandemaner iblandt dem."
Og derved blev det.
Ganske tidligt næste Morgen gik hun bort til Nabopladsen, og allerede lidt op ad Dagen kom hun atter til Syne sammen med en Aandemaner.
Da nu Aandemaneren kom ind, ventede han, at de skulde sætte Mad frem for ham efter Rejsen, men Dagen gik, og de gav ham ingenting at spise. Tilsidst led det mod Aften, og i Stedet for at sørge for Mad, begyndte Manden at skynde paa Aandemaneren for at faa ham til at raadspørge sine Aander. Tiden for Besværgelser var endnu slet ikke inde, men da der ikke var andet for at gøre, lod Aandemaneren Vinduerne dække til for at faa Mørke. Derpaa holdt han Besværgelser, men kunde intet opdage. Herover blev Manden meget vred og jog ham bort, skønt det var midt om Natten; og da der ikke var andet for at gøre, rejste Aandemaneren hjem med det samme. Da han kom hjem, fortalte han om den Behandling, han havde faaet, og alle hans Bopladsfæller var meget opbragte paa hans Vegne, og de sagde :
"Giv ham den gamle Pebersvend der, hvis han igen skulde søge Hjælp."
Thi der var ingen, der regnede den gamle Pebersvend for noget.
Næppe havde de sagt det, før Manden kom rundt om et lille Næs ved Bopladsen, allerede fremme for at faa en anden Aandemaner. Og det traf sig nu saaledes, at den gamle Pebersvend kom ud af sit Hus, netop som den fremmede kom. Han var lam i begge Hofter og gik ved Stok. Og hans Bopladsfæller pegede skadefro paa ham, idet de sagde:
"Her er en vældig Aandemaner, han vil sikkert vide Besked. Hvis du vil have ham, saa tag ham!"
Dette gik Manden ind paa, og saa rejste han bort sammen med den gamle Pebersvend.
Det gik nu Pebersvenden paa ganske samme Maade som Aandemaneren. Ingen satte Mad frem for ham, og før det endnu var bleven mørkt, forlangte man, at han skulde mane Aander. Han maatte da ligesom Aandemaneren lade Vinduerne dække til og Lamperne slukke. Men næppe var han begyndt at raadspørge sine Hjælpeaander, før han raabte:
"Oppe ved den østligste af Nunatakerne bærer Amârsiniôq hende i sin Rygpose!"
Straks derefter blev alle Lamperne atter tændte, og Manden i Huset forandrede ganske Væsen. Al mulig Slags Mad kom frem, tørret Renskød og kogt Kød, og medens de sad og spiste, sagde Husherren:
"Mon jeg nu ikke skulde tage bort og hente hende?"
Men dertil svarede Pebersvenden:
"Hvis du henter hende alene, vil du aldrig faa fat i hende. Kun hvis jeg henter hende, vil vi kunne faa hende tilbage igen!"
Og den stærke Mand, som havde haft saa travlt med at tale, sagde siden efter ikke et Ord.
Da de om Aftenen skulde lægge sig, sagde de til Pebersvenden:
"Hør, du der, læg du dig hos vor Datter; der er ikke andre Steder, du kan lægge dig."
Og inden Pebersvenden vidste et Ord af det, laa han hos den unge Pige, han, som ellers aldrig havde nogen at ligge hos.
Da Morgenen gryede, sagde han:
"Bugser mig ind i Bunden af Fjorden!"
Og da de var kommen derop, sagde han:
"Nu maa du forlade mig; men kom igen i Morgen!"
Da han havde sagt det, gik han bort, ind mod Land, op mod den store Bræ, han, der var lam i begge Hofter. Og dog var han allerede ude paa Bræen, før det endnu var Aften. Han gik mod et stærkt lysende Hus, og da han naaede det, søgte han efter en Indgang, men kunde ingen finde. Han søgte og søgte, og opdagede saa en Luftventil, hvorfra Husets Varme dampede ud; saa hedt var der derinde. Han kiggede ind og opdagede Amârsiniôq liggende tværs over den yderste Del af Briksen med Barnet i sin Rygpose.
Saa gav han sig til at vente paa, at Amârsiniôq skulde falde i Søvn. Men da han indsaa, at Trolden aldrig vilde falde i Søvn, tænkte han:
"Hvad om man forsøgte paa at trylle hende i Søvn?"
Og saa gav han sig til at synge en Tryllesang til at dysse Folk i Søvn med; og da han var begyndt paa den, varede det ikke længe, før Troldkvinden nikkede af Søvnighed. Nu begyndte hun at aabne for Halslinningen paa sin Pels, og saa tog hun det lille Barn ud af sin Rygpose, lagde sig helt op paa Briksen og faldt i en dyb Søvn. Straks gik Pebersvenden ind gennem Husgangen, men da han kom hen til Indgangsaabningen, var han nær aldrig kommen op over Dørtrinet, fordi det var saa højt. Da det endelig lykkedes ham at komme ind, gik han bag om den store Lampe og fik fat i Barnet. Det begyndte at græde, men han trøstede det og sagde:
"Græd ikke, jeg vil bringe dig hjem. Det er ikke noget Menneske, du bor hos, jeg vil føre dig hjem til dine Forældre."
Pebersvenden kom vel ud af Huset og løb nu af Sted med Barnet vester ud, saa hurtigt han kunde, han, som var lam i begge Hofter. Men han var ikke kommen langt, før Amârsiniôq satte efter dem. Og Troldkvinden forfulgte dem som en Falk, der styrter ned paa sit Bytte. Hun kom nærmere og nærmere, og da Pebersvenden ikke vilde slippe Barnet, han bar, gav han sig blot til at vente. Troldkvinden kom farende hen imod dem, og næppe havde hun naaet dem, før hun puttede dem begge i sin store Rygpose.
"Hvad skal jeg dog nu gøre?" tænkte Pebersvenden.
Men saa kom han pludselig i Tanker om, at han havde en Stenkaster til Hjælpeaand, og den kaldte han paa. Næppe havde han kaldt, før den kom til Syne oppe fra Indlandsisen, kastende med store Sten; og længe svævede Stenene gennem Luften uden at falde til Jorden. Allerede ved sit andet Kast kom han frem og ramte Uhyret forfra, saa det gav et ordentligt Drøn i det. Men idet Stenen ramte, slog Uhyret blot en Haanlatter op.
"Hvad skal jeg dog gøre ved Troldkvinden?" tænkte Pebersvenden. "Det er sandt, jeg har jo en Falk som Hjælpeaand."
Saa kaldte han paa Falken, og næppe havde han kaldt paa den, før den lod sin Stemme høre hen over Indlandsisen, idet den skreg:
"Ki—ki—ki!"
Saa højt var Skriget, at det gav Ekko i Fjældene.
Falken satte Farten op og styrede hen imod Troldkvinden, og det gav et Smæld, da den rendte imod hende. Det var voldsommere end Stenkasterens Kast, og Troldkvinden gav dog ikke en Lyd fra sig.
Men medens Kasteren gik hen for at hente det, han kastede med, fo’r Falken atter løs paa Amârsiniôq, der nu ikke længere haanlo som før. Hun begyndte at se sig omkring, og hendes Bæreposes Halslinning begyndte allerede at udvide sig; og engang, da den rigtig udvidede sig, greb Pebersvenden fat i Barnet og lod det falde ud og fulgte selv efter. Han ventede, at Troldkvinden igen skulde gribe dem, men da hun ikke gjorde det, løb han, alt hvad han kunde, medens Kasteren slog efter Uhyret og Falken hakkede løs paa det. Og saa kiggede han ikke mere tilbage efter det, men løb nu af alle Kræfter.
Han naaede i god Behold over til Kystlandet, og Solen stod netop op, da han kom ned til Havet.
Her ventede Faderen paa ham, og da han kom frem, sagde han til ham:
"Ro du nu først ned med din Datter. Jeg skal lige have gjort noget ved min Kajak."
Pebersvenden arbejdede endnu med sin Kajak, da han saa udover og opdagede, at Faderen allerede var fremme ved sin Boplads, og han fulgte hurtigt efter.
Manden vidste nu ikke alt det gode, han vilde gøre Pebersvenden, og det var næsten, som om han ønskede, at han altid kunde bære ham midt paa sin Haandflade. Men netop som han sad og skulde gøre sig rigtig elskværdig, begyndte Datteren atter at græde og blev ved med det til langt ud paa Aftenen. Sent paa Aftenen sagde Pebersvenden:
"Jeg skal undersøge, hvad hun græder for."
Og næppe var Lamperne slukkede, før han sagde:
"Ja, hendes Sjæl er deroppe; den har hun efterladt."
Og nu hentede Pebersvenden den, ganske som om det havde været et rigtigt lille Legeme. Den lignede hende saadan, at man skulde tro, det var hende selv. Om Aftenen lagde de dem ved Siden af hinanden, og da de havde sovet og vaagnede og skulde til at se efter, var de bleven til eet. Og siden efter var den lille Pige atter sig selv og altid glad.
Nu var de venligere end nogensinde før over for Pebersvenden, og Manden gav sig til at tale:
"Jeg kan ikke give dig noget andet som Løn end vor Datter, hende skal du have. Og jeg skal hjælpe dig med Kød, saa længe du lever."
Saaledes fik Pebersvenden Storfangerens Datter til Kone, og Storfangeren holdt sit Ord og hjalp ham til hans Dages Ende.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 85-90. København, 1924.
