Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Anarteq, der blev til en Laks

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Anarteq bliver til en Laks (Aka Høegh, 1924)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Anarteq, der blev til en Laks

Fortalt af Igna fra Kangeq

Der var engang en gammel Mand, som kun havde een Søn, og han hed Anarteq (Skidrik), men Døtre havde han flere af. De holdt meget af at gaa paa Rensjagt østen for deres Land i en Fjord, og naar de kom helt ind i Fjordbunden, lod Anarteq sine Søstre gaa op i Fjældene for at drive Renerne, og naar de saa drev paa dem, løb de ud i en stor Sø, saaledes at Anarteq kunde forfølge dem i Kajak og dræbe dem.

Engang da de som sædvanlig var inde paa Rensjagt og Renerne var svømmet ud i en Sø, hvor Anarteq forfulgte dem i Kajak, fik han fat i en Kalv, som han greb i Halen og begyndte at lege med. Men da hæver Renen sin Underkrop op i Vandskorpen og sparker til Kajaken, saa at den kæntrer. Anarteq forsøgte at rejse sig, men kunde ikke, da Kajaken var løbet fuld af Vand, og tilsidst maatte han kravle ud af den.

Kvinderne saa paa ham inde fra Strandbredden, men kunde ikke naa ud til ham. Saa raaber pludselig Anarteq:

"Nu begynder Laksene at spise min Underkrop!"

Og derefter gik han ganske langsomt til Bunds.

Da Anarteq kom til sig selv, var han bleven en Laks.

Men Faderen roede tilbage til sin Boplads og maatte nu til at fange, ganske som da han var en ung Mand. Og han tog ikke siden op til de Steder, hvor han plejede at jage Ren.

Da Anarteq nu var bleven til en Laks, svømmede han hvert Foraar, naar Elvene sprængte Isen, sammen med de andre Laks ud i Havet for at blive fed.

Men Faderen længtes meget efter de Egne, hvor han plejede at jage Ren, og flere Aar efter Sønnens Død tog han derfor atter ind til Fjorden, hvor Dyrene holdt til. Da han kom op ad Fjordbunden til, kom han til at tænke paa sin Søn og begyndte at græde. Men da Sønnen, som kom svømmende sammen med de andre Laks ind ad Fjorden, saa Konebaaden, som den grædende Fader styrede, svømmede han derhen og greb fat i Faderens Styreaare. Men denne blev forskrækket, trak Styreaaren op af Vandet og sagde:

"Der havde Anarteq nær taget Aaren fra mig."

Og det varede længe, før han atter turde sætte sin Aare i Vandet. Da han endelig satte den ud igen, saa han, at alle Døtrene græd. For anden Gang svømmede Sønnen nu hurtigt hen imod Konebaaden og greb fat i Styreaaren. Atter søgte Faderen at trække den op, og ganske langsomt hævede han den op til Overfladen, saaledes at Sønnen fulgte med. Anarteq var nu atter bleven et Menneske og fangede endnu i mange Aar til sin Familie.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 15-16. København, 1924.