Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Fader og Søn fra de yderste Øer

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Fader og Søn
fra de yderste Øer


Fortalt af Kalistorfe fra Kangâmiut



Man fortæller, at Fader og Søn fra de yderste Øer plejede at jage Sæl langt til Havs; Engang jagede de som sædvanlig Sæl paa et Sted, hvor det laa megen opbrudt Bræis; Sortsiderne trak springende op af Vandet. Da sagde Faderen til Sønnen:

"I gamle Dage, fortæller man, sprang Sortsiderne op i Vandskorpen paa denne Maade, naar der var store Kajaker i Sigte. Se dig godt om!"

Og Varslet slog til, det varede ikke længe, før de saa to store Kajaker, der kom roende hen imod dem.

Fader og Søn flygtede op paa et Isstykke, og Faderen krøb ind i en Fordybning, mens Sønnen blev staaende paa Isfjældet. Da de fremmede naaede derhen, steg den yngste ud af sin Kajak og skred straks til Angreb; men da den gamles Søn mærkede, at han kunde magte ham, svingede han ham rundt og kastede ham ud i Havet. Men idet Manden blev kastet ud i Havet, lagde han sig blot om paa Brystet og kom svømmende tilbage. Da stak Sønnen ham ihjel, idet han vilde til at kravle op paa Isfjældet.

Nu gjorde den dræbtes Fader sig klar til at krybe ud af sin Kajak, men forinden kom Manden paa Isfjældet ham i Forkøbet og stak ham i Kinden; han kæntrede saa rundt i sin Kajak og druknede. Men forinden fik han Tid til at øse Saltvand op med sin Haand og blæse det ud mod Nord og Syd; og straks da han blæste, rejste der sig blaa Skyer i Nord og Syd. Og da Fader og Søn derpaa gik i deres Kajaker for at ro hjem, kom en Snestorm over dem, saa at Himmel og Hav stod i eet, og først da der var gaaet flere Dage, naaede de frem til den faste Bræis. Her steg de op og dækkede deres Kajaker til, saa at kun Stævnenes Spidser stak frem; derpaa forlod de dem.

De begav sig nu over Isen for at finde Mennesker. Paa deres Vej mødte de en stor Flok Bjørne, der trak nordpaa; først da der kom en Standsning i Flokken, slap de igennem.

Videre fremme traf de nu Slædespor. De undersøgte Sporenes Retning og fulgte dem, og de kom op paa Land og satte over det mod Sydøst. Da de var kommen over paa den anden Side, fik de Øje paa nogle Huse, og øverst iblandt dem var der et, der var meget stort. De gav sig nu til at vente paa, at der skulde komme Folk ud. Endelig kom der en lille Mand ud af det store Hus og gav sig til at raabe: "Jeg skulde kalde Mændene sammen!"

Og nu strømmede Mænd ud, sommetider enkelte, sommetider to og tre i Følge. To Mænd kom ud fra det nederste Hus og gik op mod det store øverste. Da der ikke var flere Mænd ude, gik Fader og Søn ind i det nederste Hus. Her traf de en gammel Kone, og ved Siden af hende en dejlig ung Pige; men paa den søndre og nordre Side af dem sad to gifte Koner. Fader og Søn satte sig paa Sidebriksen, og før andre havde aabnet Munden, sagde den gamle Kone:

"Hvor kommer I fra?"

Faderen svarede: "Vi var ude paa Fangst ved de yderste Øer, da vi fo’r vild i Uvejret."

"Nej virkelig! Mine Sønnekoner har nok haft Slægtninge paa de yderste Øer!"

Næppe havde hun sagt det, før en stor Mand kom springende ind ad Husgangen; han skottede hen til de fremmede og satte sig ved Siden af Kvinden længst mod Nord. Han havde ikke siddet der længe, før en anden Mand, Mage til den første, kom ind; han skottede ogsaa hen til de fremmede og satte sig saa ved Siden af Kvinden længst mod Syd. Og her blev de to nu siddende, uden at sige et Ord, og de svedte, saa Vandet drev dem ned ad Hagen.

Da sagde den gamle Kone, der var de to Mænds Moder, som eneste Stemme i Huset:

"De kære der siger, at de har Land ved de yderste Øer."

Nu først tog den ældste af Mændene til Orde og sagde: "Der bør bringes Mad ind til dem!"

Og man gav dem Spise. Medens de nu sad og spiste, hørtes hyppigt Løben ude, og den ældste af Brødrene sagde:

"Nu løber de rundt for at melde jeres Ankomst; og I vil da næppe slippe levende herfra. Prøv derfor jeres Kræfter paa de Tingester der!"

Og de vendte deres Øjne mod Vinduerne og saa Netsideskind, fyldte med Ler, der var tørret i dem. Faderen tog det allerstørste, løftede det lidt op, men tabte det saa. Men da Sønnen derefter tog det op og løftede det, voldte det ham intet Besvær. Da sagde den ene af Husets Mænd:

"Du kommer sikkert til at fælde nogen her."

Ind ad Husindgangen kom nu en Mand med lukkede Øjne og stolt tilbagebøjet Hoved; og saa lidt frygtede han de fremmede, at han end ikke gad aabne Øjnene. Men nu tog Sønnen fra de yderste Øer Sælskindet, der var fyldt med Ler, og slog ham oven i Hovedet, saa han straks faldt død om. Og derefter smed han ham ud i Husgangen. Og nu kunde man høre Folk kaste sig over Liget i den Tro, at det var en af de fremmede, og en sagde:

"Fødderne skal jeg have!", og en anden sagde: "Hænderne skal jeg have!"

Men saa var der pludselig en Stemme, der raabte: "Men det er jo vor egen Høvding, vi flænser!" Og saa blev Stemmerne borte. Da sagde den ene af Husets Mænd:

"I Morgen vil man opfordre jer til at komme op til Brydekamp!"

Og derpaa gik man til Ro for at sove.

Næppe var de vaagnet næste Morgen, før der kom Bud om, at de fremmede skulde komme til Brydekamp.

Saa gik de ud, Fader og Søn, og blev vist op til en Dal; midt oppe i Dalen stod en bredskuldret Mand ved Siden af en stor Sten, omgivet af mange Mennesker. Den bredskuldrede var den Mand, der var udset til at dræbe dem; siden skulde de flænses af de andre.

Saa snart de kom frem til det Sted, hvor Brydekampen skulde finde Sted, vilde Faderen fra de yderste Øer til at gaa frem, da Sønnen sagde:

»Jeg vil ikke, at du skal lade dig dræbe; lad mig først!"

Og saa gik han frem for at brydes med den bredskuldrede.

Det varede ikke længe, før han mærkede, at han var den stærkeste, og saa snurrede han sin Modstander rundt og kastede ham fra sig, saa han slog sig ihjel i Faldet. Og straks kastede Tilskuerne sig over ham og begyndte at flænse ham. Og en sagde: "Fødderne skal jeg have!", og en anden sagde: "Hænderne er mine!"

Dagen efter udfordredes Fader og Søn til Væddeløb, og da Sønnen fra de yderste Øer atter sejrede, blev den besejrede flænset paa samme Maade som den foregaaende Dag.

Nu ønskede alle Bopladsens Mænd at faa ham til Fangstherre, men han sagde til dem:

"Fangstdyrene har ingen Herrer. I skal fange, som I selv har Lyst til!"

Morgenen efter gik de paa Fangst ud over Isen, og Sønnen fra de yderste Øer fangede en lille Hvalros, som han trak hjem. Ved hans Hjemkomst var endnu ingen anden vendt hjem fra Fangst; og Kødet var allerede kogt, da de andre Fangere begyndte at vende tilbage; og han bespiste dem til Velkomst, og der var megen Glæde over den nye Fangstfælle.

Næste Morgen tog han ogsaa af Sted, og denne Gang fangede han en Hvalroshun med dens Unge. Det var bleven Aften, og paa Hjemvejen tænkte han ved sig selv, at han nu vilde tage den gamle Kones Datter til Kone, og han glædede sig over, at den smukke Kvinde skulde blive hans. Ved sin Hjemkomst saa han ikke straks sin Fader og troede nu, at man havde dræbt ham; men idet han saa sig om efter ham, opdagede han, at han laa oppe paa Briksen hos hans tilkommende Kone. Hvor ked af det han end blev, da han saa sin Fader ligge hos hende, sagde han dog intet derom.

Siden overvintrede de der paa Stedet, og hen paa Foraaret fik Faderen en Datter.

Men nu fik Sønnen Hjemve og sagde til sin Fader:

"Vi har Slægtninge hjemme; nu kan det være paa Tide, vi opsøger dem."

Ved disse Ord brast Faderen i Graad, men Sønnen sagde til ham:

"Hvis du ter dig paa den Maade, slaar jeg dig ihjel!"

Det var, som om man havde slaaet Faderen for Munden, saa hurtigt tav han.

Saa gjorde de sig rede til Rejsen, og den unge Kone var den allerivrigste, og saa drog de af Sted.

De kom vel forbi Bjørneflokken og naaede derefter til deres Kajaker. Saa skuffede de Sneen bort, og da Kajakerne var gravet frem, vilde Faderen til at binde dem sammen for at lave en Færge til sin Kone, men Sønnen sagde:

"Remmen, vi surrer dem sammen med, vil aldrig holde, hvis det giver sig til at blæse; lad derfor være! Din Kone kan vi jo ikke fragte med os over Havet."

Atter brast Faderen i Graad, men Sønnen sagde:

"Hvis du ter dig saaledes, dræber jeg dig!"

Saa hurtigt tav han nu stille, at det var, som om man havde slaaet ham for Munden.

Saa roede de bort sammen og kom vel hjem til deres Slægt. Men Kvinden, som blev tilbage, hørte man aldrig siden noget til. Og her ender saa Historien om Fader og Søn fra de yderste Øer.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 170-175. København, 1924.