Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Hvalen og Ørnen, som giftede sig med to Smaapiger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Hvalen og Ørnen,
som giftede sig med to Smaapiger
Fortalt af Jâkuaraq fra Godthaab
Der var engang to Smaapiger, som legede "lgdlerussaq", idet de af Smaasten byggede sig Brikse for at lege Far og Mor. Da saa den ene pludselig en stor Ørn, der kom hen over dem, og hun sagde:"Der flyver en Ørn! Den skal være min Mand, den skal være min Mand!"
Men den anden lille Pige opdagede nede paa Stranden Hovedet af en Hval, et bleget Skelet, som laa der, og idet hun saa det, raabte hun:
"Der ligger en Hval! Den skal være min kære lille Mand, den skal være min kære lille Mand!"
Og nu skete det, at den store Ørn pludselig bredte sine Vinger ud, dalede ned og bortførte den lille Pige, som havde sagt, at hun vilde giftes med den; og den fløj bort med hende og lagde hende paa den eneste lille Hylde, der fandtes paa en stor, stejl Fjældvæg.
Men Hvalhovedet, som den anden lille Pige havde ønsket til Mand, voksede pludselig over med Kød, fik Krop og blev levende, og idet det blev til en rigtig Hval, snappede det den anden lille Pige og svømmede med hende ud til en Ø. Og saaledes mistede Forældrene deres to Smaapiger.
Efter en Tids Forløb besluttede man sig til at forsøge at hente den lille Pige, der var bortført af Hvalen, og man gjorde Konebaaden klar. Men det var ikke saa let at overliste Hvalen, thi den laa som fastvokset til Øen og vogtede paa Pigen, idet den stadig lod sig lyske af hende; og hendes Fingre var tilsidst helt fulde af Mattak.
Konebaaden fik nu en Besætning af lutter Mænd, og disse roede ud til Øen paa den Maade, hvorpaa man plejer at nærme sig en Hval, idet de padlede med løse Aarer, som ikke var anbragt i Bindinger; saaledes nærmede de sig Øen ganske lydløst. Saa snart den lille Pige saa Konebaaden komme, vidste hun, at de kom for at hente hende. Hun sad som sædvanlig og lyskede sin Mand og lod som ingenting, men da Konebaaden lagde til neden for deres Hus, sagde hun:
"Jeg maa lige udenfor et Øjeblik for at lade mit Vand."
"Dit Vand i min Mund!" svarede Hvalen.
"Jamen, jeg skal ogsaa mere."
"Dit Skarn i min Haand!" svarede Hvalen. Men da den lille Pige alligevel vilde ud, bandt Hvalen en Rem fast til hende, for at han hele Tiden kunde fornemme, hvor hun var. Saa fik Pigen endelig Lov til at gaa ud af Huset; men saa snart hun var vel ude, bandt hun Linen fast til en stor Sten. Og saa utaalmodig var Hvalen, at han ustandselig, medens hun bandt Linen fast til Stenen, trak i den og sagde:
"Skynd dig lidt, skynd dig lidt!"
"Vent dog lidt!" sagde den lille Pige, "jeg er ikke færdig endnu."
Og samtidig hviskede hun til den store Sten, som hun bandt Linen fast til:
"Saa ofte han trækker i Linen, maa du endelig sige: "Vent dog lidt, vent dog lidt!""
Derefter løb den lille Pige, alt hvad hun kunde, ned til Konebaaden, der straks roede ind mod Land med hende.
Næppe var de kommen af Sted, før Hvalen opdagede hendes Flugt og satte efter Konebaaden, og saaden en Fart havde den paa, idet den kastede sig ud i Havet, at Vandet føg omkring den. Baaden roede til af alle Kræfter, men det var ganske, som om Hvalen blot halede dem til sig ved en Line. Da den var lige ved at naa dem, raabte Roerne til Pigen:
"Kast dine smaa Kamiker ud i Vandet!"
Og straks trak hun sine Kamiker af og kastede dem ud i Vandet. Hvalen var øjeblikkelig over dem, baskede en Stund løs paa dem, saa Vandet skummede, men satte saa atter efter de flygtende. Da den igen var helt inde ved Baaden, raabte Roerne til den lille Pige:
"Kast din Pels!"
Og straks kastede den lille Pige sin Pels, og Hvalen stansede ved den, saa Konebaaden atter fik et Forspring. Men straks derpaa satte den igen efter Baaden og var snart lige ved at naa den.
"Kast dine Bukser!" raabte Roerne.
Og straks kastede hun sine Bukser ud til Hvalen, der stansede ved dem og baksede med dem, saa Vandet røg omkring den; men nu naaede Konebaaden Land, og samtidig med at Folkene sprang i Land, rullede Skelettet af et Hvalhoved ind over Stranden.
Saaledes frelste man den lille Pige fra Hvalen. —
Men den anden lille Pige kunde ingen hente, thi hun boede højt oppe under den stejle Fjældvæg. Hver Dag fløj den store Ørn ud paa Fangst og kom hjem med Bytte af alle Slags Dyr, og da plejede den lille Pige at samle Senerne sammen, som hun flettede til en lang Line.
"Hvad skal den Line være til?" spurgte Ørnen.
"Det skal være en Fangeline til dig," svarede hun.
Og da Ørnen hørte det, blev den baade stolt og glad. Men en Dag, da den var ude paa Jagt, bandt den lille Pige Senetraadslinen fast til Fjældhylden og firede sig ned; det var lige akkurat, at hun kunde naa Jorden, naar hun lod sig falde det sidste lille Stykke. Saaledes flygtede hun hjem til sine Forældre.
Hen mod Aften saa de Ørnen komme flyvende, bedækket med Vildt, som den bragte op til sin Rede. Men næppe havde den opdaget, at Pigen var flygtet, før den lod sin Fangst falde og fløj ned til Bopladsen. Her satte den sig paa Taget af det Hus, hvor Pigen boede, og gav sig til at hakke løs i det for at faa et Hul, som den kunde tage hende ud igennem. Men Pigens Brødre tog deres Pile og Buer, gemte dem vel under deres Klæder og gik ud til Ørnen, og idet de nu søgte at berolige den, talte de venligt til den og sagde:
"Kære Ørn, vis dog din Glæde over at se dine Svogre ved at brede dine Vinger ud."
Men næppe havde Ørnen bredt Vingerne ud og blottet sine Armhuler, før de skød deres Pile af mod disse og dræbte den.
Saaledes kom de to smaa Piger atter vel hjem til deres Forældre; men siden, naar de legede Hus og Hjem, tog de sig aldrig mere nogen Mand.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 16-19. København, 1924.
