Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Igdluvigaq, der manglede den ene Side
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Igdluvigaq
der manglede den ene Side
Fortalt af Matînarujuk fra Godthaab
Et gammelt Ægtepar boede ved Mundingen af en Fjord. Norden for dem, men langt derfra, var der mange Overvintringshuse.Til Tider, naar Manden om Efteraaret fangede Sæler i Overflod, hvilede han sine Arme, der var trætte af at bugsere, ved at angle efter Havtorsk, naar disse forlod Dybet og trak op paa grundere Vand. Han satte stor Pris paa disse Torsk, fordi han om Vinteren plejede at bringe Afveksling i Kødspisen med dem.
Naar de om Aftenerne sad og smaaspiste af deres Forraad, hændte det, at Mand og Kone sagde til hinanden:
"Bare der dog kunde komme nogen ind og spise sammen med os!"
Særlig i de lange Vinteraftener sad de og ønskede, at der skulde komme fremmede til dem.
Om Foraaret plejede de at tage ud paa Angmagssætfangst. De syntes aldrig, at det var rigtigt, naar de ikke tog paa Fangst efter Angmagssætter. Paa Angmagssætpladsen dræbte han altid en Mængde Sortsider, og naar de saa havde samlet Forraad af Angmagssætter, roede de atter ud af Fjorden til deres Overvintringssted, der ikke laa langt borte. Men her længtes de i endnu højere Grad efter et eller andet Menneske, der kunde komme og besøge dem. Og Manden, der nok selv kunde have Lyst til at tage ud paa Besøg, holdt ikke af at lade sin Kone være alene om Natten.
Engang om Vinteren, ja, det var rigtig Midtvinters, netop paa den Tid, da Vestenvindene bliver, stærke og Isen begynder at samle sig i Flager ved Land, ja, engang netop paa de stærke Vestenvindes Tid, var det, at Manden en Aften sagde til sin Kone, da han var bleven led ved den stadige Kødspise:
"Kog mig lidt raadden Fisk!"
Konen skyndte sig at faa sin Gryde frem og begyndte at koge raadne Havtorsk. Hun kogte dem og kogte dem, og hun havde netop faaet dem færdig — det var langt ud paa Aftenen — da de hørte Sneen knirke ude ved Husgangen. Mand og Kone saa stift paa hinanden, uden at nogen af dem sagde noget. Og som de sad der og stirrede paa hinanden, hørte de ganske tydeligt en Mand komme ind; men det var, som om han ikke gik rigtigt paa Benene, og ganske rigtigt, da han sprang ind gennem Indgangshullet, var det en Mand, der manglede hele sin ene Side og kun havde een Arm og eet Ben. Han satte sig paa Sidebriksen og begyndte straks at fortælle om løst og fast. Han var netop begyndt at fortælle, da Manden lænede sig over mod sin Kone og hviskede:
"Øs noget Mad op til ham! Det er bedst, han spiser, før han fortæller."
Hun skyndte sig straks at øse op og sætte Fadet frem for ham; men næppe havde hun gjort det, før Dampen steg til Vejrs og naaede ind til hans Saar, og straks rejste han sig, hinkede mod Udgangsdøren og forsvandt. Saa snart han var gaaet ud, saa Mand og Kone igen paa hinanden, uden at tænke paa at sige noget. Men som de sad der og gloede paa hinanden, siger Konen:
"Forsøg engang paa at gaa ud efter ham."
Manden tog sit Tøj i en Fart og trak det paa. Da han kom ud — Isen laa sammenfrossen et godt Stykke ud fra Land — var Manden allerede paa Vej udefter, hen mod den sammenskruede Is, med sin Kajak paa Skulderen. Sommetider stak han sin Fod igennem Isen, og de yderste Isstykker begyndte netop at bevæges stærkt af Søgangen, men saa naaede han ud til det aabne Vand, kravlede i Kajaken og forsvandt udefter. Og da Manden tabte ham af Syne, gik han atter ind og fortalte sin Kone, hvor hurtig og behændig Manden havde været. Og som de sad der og var kede over, at han var gaaet bort, siger Konen til sin Mand:
"Men hvorfor skulde du nu ogsaa proppe Mad i ham, netop som han skulde til at korte Aftenen for os og fortælle sine Historier?"
Og det blev hun ved med at gentage hele Aftenen igennem.
– – –
Da Igdluvigaq (Halvsiden) nu havde roet et Stykke udefter, styrede han atter mod Land. Han roede et Stykke frem langs med Kysten, og fik Udsigt over en hel Del Huse. Men da han kom ud for dem, saa han, at de sov, thi der var allerede mørkt hos dem; kun det nederste, et stort Hus med to Vinduer, havde endnu lidt Lys. Han gik i Land og kiggede ind i det nederste Hus, og — aa — lutter unge Mennesker! Kun midt i Flokken laa der et gammelt Ægtepar og sov. Han fik rigtig Lyst til at blande sig med dem. Han havde netop gaaet og ønsket, at han kunde træffe paa lutter unge! — Og saa gik han da derind. Men da han nu gik ind til dem saadan midt om Natten, var der en af de unge, som forbavset udbrød:
"Men der kommer jo en Halvside ind til os!"
Saa snart han kom ind, gav han sig straks til at fortælle om løst og fast. Og da han var begyndt paa det, vilde de unge til at vække de gamle. Men han sagde til dem:
"Væk dem endelig ikke! Det er for jer unge, jeg vil fortælle."
Og da han sagde det, lod de de gamle sove, og Halvsiden begyndte saa at fortælle:
"I maa ikke give mig andet at spise end Lever, Lever af Smaasæler, det længes jeg efter at smage. For lidt siden kom jeg indenfor til dem, der bor sønden for jer, rigtig sulten, med en svær Appetit, men da de satte raadden Fisk frem for mig, skyndte jeg mig at komme bort, thi spiste jeg det, vilde mine Saar begynde at bløde. Vi, som lever saaledes — som Halvsider — maa ikke spise Fisk."
Næppe havde han sagt det, før de unge, som han besøgte, skyndte sig ud. De blev lidt ude, og da de kom ind igen, havde de Lever med, store Portioner af Lever. Og de lagde Lever af Smaasæler ned paa Underlagsskind — aa — her var rigtignok Lever! Og den fremmede takkede:
"Hvorledes skal jeg gengælde jeres Gæstevenskab, I kære? Jeg skal rigtignok fortælle jer Historier."
Og saa tog han for sig af Maden. Han spiste og spiste, og det var, som om han slet ikke vilde holde op igen; men omsider blev han da mæt, endelig langt om længe, og saa tog han til Orde og fortalte:
"Da jeg ikke kan gengælde jer paa anden Maade, skal jeg fortælle jer om min Skæbne. Se, i gamle Dage havde vi det nu paa den Maade: Naar vi havde været paa Fangst Dagen igennem og kom hjem, samledes vi alle, Mændene for sig og Kvinderne for sig, Mændene paa Gulvet og Kvinderne paa Briksen. Aa, det var en dejlig Tid! Langsomt lod vi Aftenen igennem Natten nærme sig i Fryd og Gammen, og der hørtes ingen anden Lyd end Latter.
Engang en Vinter var vi som sædvanlig samlede og havde iblandt os en lille Enke med hendes Datter, der var hendes eneste Barn. Ud paa Aftenen begyndte de pludselig at tale højt i Munden paa hinanden deroppe paa Briksen, oppe fra Kvinderne, og Anledningen var den lille Enkes Datter. Vi forsøgte at tale Kvinderne til Rette, men de blev hidsigere og hidsigere, og tilsidst greb de deres Kvindeknive for at slaas med dem.
Idet Kvinderne saaledes greb til Vaaben, røg nu ogsaa Mændene sammen. De begyndte at slaas og myrde hinanden, og tilsidst var der ikke andet at gøre, end at vi alle blandede os i Slagsmaalet og det pludselige Vanvid. Og Mand dræbte Mand, og Kvinde dræbte Kvinde, og vi blev færre og færre. Nu begyndte jeg at bløde stærkt af nogle Saar. Saa tænkte jeg, at det var bedst at komme bort fra det Hus, hvor jeg ellers saa gerne var blevet. Men vi sloges videre, og da jeg saa fik Vinduet lige ud for mig, sprang jeg ud, og overlod de andre til deres pludselige Galskab. Saaledes flygtede jeg bort, og lige siden den Dag har jeg flakket om i Kajak uden Land, uden Boplads, uden Venner.
I Eftermiddags var jeg langt, langt sydpaa, og nu er jeg her. Saaledes har jeg rejst viden om, og meget kunde jeg fortælle jer, og meget har jeg at fortælle, men nu er jeg bange for, at Dagen snart skal gry."
Derpaa rejste Halvsiden sig, og da han hinkede ud, fulgte de efter ham. Ogsaa uden for deres Boplads laa sammendreven Is, og atter tog han sin Kajak over Skulderen og gik ud over Isen, og skønt han ofte stak Benet igennem den tynde Is, klarede han sig næsten bedre end en Mand med to Ben. Saa krøb han i sin Kajak og forsvandt udefter.
Da de unge kom ind igen, fortalte de alt dette til deres Husfæller, og de vækkede ogsaa de gamle midt om Natten og berettede om det, de havde set. Og næste Dag, da Folk paa Bopladsen vaagnede, fik alle Historien om den mærkelige Halvsides Besøg. Og det rygtedes viden om Landene.
Men hver Aften ventede det gamle Ægtepar, der boede sønden for dem, forgæves paa, at der skulde komme Besøg, men det skete aldrig siden.
Og her ender denne Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 164-168. København, 1924.
