Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Igimarasugssugssuaq

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Igimarasugssugssuaq
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Igimarasugssugssuaq


Fortalt af Jâkuaraq fra Godthaab



Man fortæller, at Igimarasugssugssuaq ofte mistede sine Koner. Ikke saa snart giftede han sig paany, før han atter var Enkemand; aldrig var han gift med den samme Kvinde et helt Aar igennem, og naar han saa havde mistet sin Kone, plejede han altid at rejse til hendes Familie og begræde Tabet af sin elskede Mage.

Engang da han som sædvanlig var bleven Enkemand, rejste han til de mange Brødre, der havde Land i Nord, og bad dem om at maatte faa deres eneste Søster, Masaunaq, til Kone. Brødrene, der ikke anede Uraad, troede, at han vilde behandle hende vel, og gav ham deres eneste Søster til Kone. Derefter rejste Igimarasugssugssuaq hjem med sin nye Kone og viste hende daglig alle Tegn paa sin store Kærlighed, og han tillod hende ikke en Gang at hente Vand eller gøre noget som helst andet Arbejde. Saaledes levede Masaunaq da et behageligt Driverliv, idet hun ganske langsomt blev federe og federe; tilsidst var hun bleven saa fed, at hun ikke kunde bøje sig, og hendes Mand tillod hende nu ikke en Gang at gaa uden for Huset, men var blot endnu mere omhyggelig end før med at give hende god og rigelig Mad. Og saa fik han den Vane, at han hver Morgen, naar han skulde ud paa Fangst, befølte hende over hele Kroppen, idet han mumlede hen for sig:

"Du er ikke fed nok endnu, du er ikke fed nok endnu!"

Og nu begyndte Masaunaq ganske langsomt at fatte Mistanke, fordi denne Beføling fandt hyppigere og hyppigere Sted. En Dag, da Manden som sædvanlig havde befølt hende over Kroppen, inden han tog paa Fangst og havde sagt: "Du mangler lidt endnu!", skyndte Masaunaq sig at gøre sig rejseklar og begav sig paa Flugt hjemover. Men saa fed var hun nu bleven, at hun ikke længere kunde gaa med almindelige Skridt, men maatte skræve saaledes med Benene, at Fodsporene dannede to Rækker af Spor i Sneen, thi det var hende ganske umuligt at sætte det ene Ben foran det andet. Hun anstrengte sig, alt hvad hun kunde, for at naa frem til sine Brødres Hus, men hun havde endnu et Stykke igen, da det blev saa sent paa Dagen, at hun kunde vente sin Mand hjem fra Fangst, og da var hun ganske sikker paa, at han vilde sætte efter hende. Hun begyndte nu at se sig om efter et Sted, hvor hun kunde skjule sig, da hun kom til et stort Stykke Drivved, der var skyllet op paa Stranden; saa tyk var denne Drivvedsstamme, at den næsten var lige saa tyk, som den var lang, og da hun nu var sikker paa, at hendes Mand vilde naa hende, før hun var naaet hjem til sine Brødres Hus, standsede hun ved Stammen og prøvede at fremsige Trylleord over den:


Store Træstamme,
du tykke Træstamme,
gid du maa revne,
gid du maa flække,
gid du maa spalte dig!


Øjeblikkelig begyndte det at knage i Træstammen, indtil den revnede, og saa stor var den Spalte, den dannede, at hun kunde smutte derind; og næppe var hun sluppet ind i Træspalten, før hun atter begyndte at udspy en ny Ordflom:


Store Træstamme,
du tykke Træstamme,
lad atter din Revne
lukke sig,
lad atter din Spalte
hele sig!


Og straks lukkede Træstammen sig, saa der ikke var noget som helst at se udefra. Der laa hun nu inde, da hun hørte Knirken af Fodtrin i Sneen, og snart kunde hun høre sin Mand snakke med sig selv, idet han sagde:

"Ærgerligt ogsaa, at jeg ikke straks dræbte hende! Hun var da ellers fed nok! Ærgerligt ogsaa, at jeg vilde have hende endnu federe, skønt jeg kunde gætte mig til, at hun maaske forstod sig paa Trolddom."

Saa hørte hun ham komme frem til Træstammen og sige:

"Her ender hendes Spor. Lad mig søge mig ud en Sten, hvormed jeg kan flække Træstammen."

Og straks begyndte han at hamre løs paa en Sten, som han havde anbragt i en lille Spalte i Træet, og atter udspyede Masaunaq en sand Ordflom inde fra sit Skjul i Stammen:


Du store Træstamme,
du tykke Træstamme,
bliv haard,
saa du ikke kan kløves!
Bliv fast i Fibrene,
saa du ikke kan spaltes!
Bliv sejg,
bliv haard!


Og straks blev Træstammen fast og haard som Sten, og hun hørte Manden sige:

"Jeg syntes lige, jeg var begyndt at flække den, og nu blev den pludselig saa fast i Fibrene som en Sten."

Længe arbejdede han derpaa forgæves med den, indtil hun hørte ham sige:

"Jeg vil først gaa hjem og faa fat i en god Økse, og saa vil jeg flække Stammen igennem i Morgen; det er jo allerede bleven Aften!"

Og derpaa hørte hun, hvorledes han forlod hende og gik hjem. Endnu en lang Stund derefter blev hun inde i Træstammen, og først da det var langt ud paa Natten, begyndte hun atter at udspy en Flom af Ord:


Du store Træstamme,
du tykke Træstamme,
spalt dig op,
flæk dig op,
flæk dig op,
flæk dig op!


Og atter spaltede Træstammen sig ud, og Masaunaq smuttede ud og skyndte sig af alle Kræfter af Sted til sine Brødres Hus, som hun naaede, da Dagen allerede begyndte at gry. Her fortalte hun, hvorledes det var gaaet hende, og alle forstod nu, hvordan det kunde være, at Igimarasugssugssuaq altid blev Enkemand, kort efter at han havde taget sig en Kone. Saa snart hun havde fortalt sin Historie til Ende, sagde Brødrene til hende:

"Det vil nu ikke vare længe, før han vil besøge os for at fælde Taarer over Tabet af sin elskede Kone, og det er derfor bedst, at du, Masaunaq, skjuler dig."

Og de gravede nu et Hul under Gulvbrædderne og gemte hende der. Ikke saa snart var det atter bleven Dag, før de hørte Igimarasugssugssuaq komme ind ad Husgangen, og saa ivrig var han efter at forklare sig, at Ordene næsten ilede forud for ham:

"Altid skal Ulykken komme over mig! Altid skal jeg rammes af Sorg, jeg, som altid skal miste min Kone!"

Og saa hørte de ham briste i Graad, endnu før han var kommen ind i Huset. Masaunaqs Brødre søgte at trøste ham, saa snart han var kommen ind, idet de talte saaledes til ham:

"Derved er intet at gøre, det er saaledes Livets Gang, at de, der skal dø, dør."

Og derefter søgte de at vende Mandens Sind bort fra Sorgen, idet de underholdt ham med alt muligt, og tilsidst var der en af dem, der sagde:

"Adspred du nu blot dit Sind og søg at glemme din Sorg ved at synge Glædessange, saaledes som du plejer."

Og det varede heller ikke længe, før han ganske syntes at have glemt sin Sorg, idet han blev kaadere og kaadere; og da han dansede ud og begyndte at synge Glædessange, medens han vred sin Krop i Takt til sine Ord for at faa de andre til at le, saa var der pludselig en Stemme i Huset, der sagde:

"Igimarasugssugssuaq æder sine Koner!"

Øjeblikkelig holdt han op med at danse og sagde:

"Hvem har sagt det?"

"Det har Masaunaq," svarede de andre.

Igimarasugssugssuaq forsøgte først at lyve sig fra det, men næppe havde han rejst sig, før Brødrene raabte :

"Masaunaq, kom frem af dit Skjul og hævn dig paa din Mand!"

Og straks kom Masaunaq, fed og bred, op fra sit Skjul under Gulvet, og da Igimarasugssugssuaq nu forsøgte at flygte ud af Huset, greb Brødrene ham og dræbte ham. Og saaledes gik det til, at den Død, som Igimarasugssugssuaq altid plejede at give sine Koner, tilsidst ramte ham selv.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 90-94. København, 1924.