Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Iliarssúnguit, (de smaa forældreløse)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Iliarssúnguit
(de smaa forældreløse)
Fortalt af Jûa fra Kangeq
Der var engang to smaa forældreløse Drenge, der hver Dag gik paa Rypejagt og aldrig havde andre Vaaben end Bue og Pil. Og naar de havde været ude paa Rypejagt, var deres Landsmænd altid meget begærlige efter at faa Ryperne.Engang gik de som sædvanlig paa Rypejagt, men den Dag var der ingen Ryper. Paa deres Vej kom de frem til vilde, uvejsomme Fjælde, og da de her fik Udsigt over en Kløft, saa de dernede paa Bunden noget, der saa ud til ikke at være en Sten. De gik derned ad, og da de kom nærmere, saa de, at det var et lille Hus, og saa gik de helt derned. De klatrede op paa Taget, og da de kiggede ned gennem Lufthullet, saa de en lille Dreng lege paa Gulvet med et Tilskærebrædt som Kajak og en Kamiutstok som Aare. Den ene af Drengene samlede sit Spyt i Munden og spyttede ned efter ham. Da Drengen saa Spyttet falde ved Siden af sig, saa han op, men da gemte de to sig. Da de anden Gang kiggede ned til ham, sad han som før og legede Kajakmand. For anden Gang samlede en af dem Spyttet, spyttede paany og ramte hans Aare, Kamiutstokken. Da han nu blev bange, gik de ind til ham og fandt ham smaahulkende, lænet tilbage inderst inde mod Væggen.
"Er du alene?" spurgte de.
"Nej, Moder gik ud i Morges tidlig og er her som sædvanlig ikke endnu."
"Vi kom for at holde dig med Selskab, fordi du var alene," sagde de.
Da de sagde det, vovede han sig ud paa Gulvet.
Hen paa Eftermiddagen gik Drengen hyppigere og hyppigere ud, og imedens undersøgte de det indre af Huset, der var beklædt med hvide og blaa Ræveskind.
Endelig kom Drengen ind og sagde:
"Nu kan man se hende sydpaa."
De kiggede ud og saa hende tegne sig vældig stor, da hun havde noget paa Ryggen; og hurtigt kom hun nærmere. Saa hørte de et Drøn; det var, da hun smed sin Byrde. Svedig kom hun ind, satte sig ned og sagde:
"Tak, I kære! Efter Sædvane maatte jeg lade ham blive alene tilbage i Huset, og i den Tid jeg var borte fra ham og ængstelig for ham, har I holdt ham med Selskab."
Derpaa henvendte hun sig til sin Søn og sagde:
"Har de endnu ikke spist?"
"Nej," svarede Sønnen.
Da han havde sagt det, gik hun ud og kom ind med tørret Kød af Ræv og Ren og et stort Stykke Talg, og det kan nok være, at de to lod sig Maden smage. Først spiste de ikke noget af det tørrede Rævekød, men da de smagte det, var ogsaa det ganske vidunderligt. De sad nu rigtig mætte og nød Livet, da den lille Dreng hviskede noget i Øret paa sin Moder.
"Han vilde saa gerne have den ene af jeres Pile, den lille der, hvis I ikke har noget imod det."
Da de ikke havde noget imod det, gav de ham en.
Om Aftenen, da de syntes, det var paa Tide at gaa til Ro, blev der lavet Leje til dem henne ved Vinduet, og da det var færdigt, sagde hun:
"Nu skal I sove, uden at vente noget ondt."
De sov og sov, og da de endelig vaagnede, havde Konen allerede længe været vaagen.
Da de skulde til at rejse, betalte hun Pilen med saa meget Kød, som de kunde bære, og ved Afrejsen sagde hun til dem:
"Lad der endelig ikke komme andre og sælge Pile!"
Men imedens havde Bopladsfællerne været ængstelige for Rypejægerne, fordi de ikke kom hjem. Da de endelig om Aftenen kom til Syne, gik de dem i Møde. Aa, nej dog, hvor de havde meget at bære paa!
"Hvor har I været?" spurgte de.
"Vi har været i Besøg hos en, som ikke var noget rigtigt Menneske."
De smagte paa det, de havde med. Aa, det smagte vidunderligt!
"Det er Betalingen for vort ene Sæt Pile," sagde de derpaa.
"Lad os saa endelig ogsaa rejse over til dem og sælge Pile," sagde de andre.
"Nej, det maa I ikke!" sagde de to, "ved vor Afrejse sagde hun: "Lad der aldrig siden komme andre og sælge Pile!"
Men skønt dette blev sagt til dem, gav de sig dog alle til at lave Pile, og Dagen efter drog de af Sted med Pilene paa Nakken. De to smaa Drenge vilde ikke med, men gik dog alligevel, da de blev tvungen til det. Da de kom frem til Kløften, saa saa det ganske ud, som om Huset ikke var der mere, og da de kom ned til det Sted, hvor det skulde være, var der ikke en eneste Sten tilbage af det. Og ingen vidste, hvor Kvinden og hendes lille Dreng var draget hen.
Og dette var sidste Gang, de to smaa Drenge gik paa Rypejagt.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 162-164. København, 1924.
