Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Kamitdlãnguaq eller Lille Barfod

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Kamitdlãnguaq eller lille Barfods Søn hos kvinden i fjeldet.
Aka Høegh, 1924
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Kamitdlãnguaq
eller Lille Barfod


Fortalt af Esaia fra Ny Hernhut ved Godthaab



Man fortæller, at lille Barfod kun havde een Søn, og at de havde Land lidt sønden for Qarajat ved Igdlutsiait. Hans Søn voksede til og blev, som det jo plejer at ske, en vældig Storfanger. Da han var fuldvoksen og Moderen blev gammel, opfordrede hun ham til at tage sig en Kone, da hun ikke længer kunde tilberede hans Fangstdyr alene; men han svarede hende ikke og var tavs.

Lidt norden for deres Boplads ved Qarajat var der en Mængde Mennesker, og blandt dem en lille Enke og hendes Datter. Datteren, fortalte man, var saa dygtig til sit Arbejde, at alle hendes Landsmænd gav hende Syarbejde, og saaledes kunde hun samle alt det Kød og Spæk, de gav hende i Syløn om Efteraaret, naar de fangede mange Sæler, og gemme det til Vinterforraad. Derfor led Enken og hendes Datter aldrig Nød om Vinteren, og naar deres Landsmænd havde opbrugt deres Forraad, plejede de at laane hos dem.

Engang faldt det ind med stærk Kulde i de korte Dages Tid, og en Morgen, da de vaagnede, blæste det en Storm af Nordost. Det var ikke at vente, at nogen fra Qarajat den Dag skulde ro ud, men lille Barfods Søn gjorde sig alligevel klar, som om der ikke var noget paa Færde, og uden at sige noget tog han to Helpelse og roede bort. Hans Fader stod og saa efter ham, hvilken Retning han vilde tage, og ganske rigtigt roede han Nordpaa. Saa gik han ind og sagde til sin Kone:

"Endelig lader det til, at han derude nu vil rette sig lidt efter vore Ord; han har taget to Helpelse med og er rejst nordpaa."

Der var ingen fra Qarajat, der var taget ud, da ingen af dem kunde ro i den Vind; men som de gik uden for deres Huse, var der nogen af dem, der begyndte at pege udefter, og man saa en Kajak komme til Syne sydfra.

Da han var ved at lægge til, gik de ned til ham og kendte lille Barfods eneste Søn. Saa udsøgte de det daarligste Landingsted og viste ham derhen, for at han skulde komme galt fra det. Da de pegede derhen, skoddede han, til han var et godt Stykke ude, og Mændene sagde til hinanden:

"Nu skodder han, blot fordi han ikke kan lande."

Men netop som de stod og talte saaledes, begyndte han at ro indefter; han tog Fart paa, og da han var i Nærheden af Land, satte han Hænderne oven i sin Kajak, trykkede til og sprang i Land. Kajaken kom bagefter, og han bar den et Stykke og gik derpaa op. Hvor mon han vilde gaa hen? Mændene stod og gloede efter ham, og saa gik han ganske rigtigt ind i Enkens Hus, og det i en Fart.

Enken og hendes Datter, der var inde i Huset, hørte nogen springe ind i deres Husgang og komme rask ind, og da han saa naaede ind, ja saa var han ikke vanskelig at kende — det var lille Barfods eneste Søn, der kom ind, uden at have afført sig sin Helpels! Idet han kom ind, sagde han blot:

"Det er ikke for intet, man er kommen herover; man er kommen herover, fordi man muligvis kunde faa hende der."

Enken vidste, at Barfods aldrig led Nød om Vinteren, og at de var de eneste, der altid havde ferskt Kød; derfor svarede hun ham efter et Øjebliks Tavshed:

"Naar det falder ind med Tider, hvor man længes efter Mad, har vi ingen anden til at skaffe os det end den lille der; thi da spiser vi det, hun har faaet som Betaling for sit Arbejde, og aldrig har vi derfor mærket noget til Vinternød . . . Men lad gaa — om du vil have hende, saa tag hende! Mange af vore Landsmænd her har bejlet til hende, men ingen af dem har fundet Naade for mig, fordi de altid midvinters kommer og vil laane hos os."

Og hun føjede til:

"Hos dig vil hun sagtens ikke komme til at lide Nød — tag hende blot!"

Da nu lille Barfods eneste Søn blev noget længe inde i Huset, morede man sig meget derover, og da han havde været nogen Tid inde og kom ud, saa man, at han bar den lille Enkes Datter i sin ene Arm. Han bragte hende ned, vendte sin Kajak udefter, pakkede hende ind i to Helpelse og surrede hende godt fast bagtil paa Kajaken. Og nu kappedes man om at sætte dem ud i Vandet, da de jo aldrig vilde komme ret langt bort fra Strandkanten — i den Grad ønskede man, at det skulde gaa dem galt. Da han var kommen vel i Kajaken og havde spændt sin Helpels fast om Mandehullet, satte de ham ud, og da var Agterenden af hans Kajak langt under Vandet. Nu ventede de paa — længe og forgæves — at han skulde kæntre; men han var ikke kommen ret langt ud, før de ikke længere kunde se ham for Bølgerne.

Nu holdt lille Barfod endnu mere af sin Søn, fordi han var kommen hjem med en Kone, og han forbarmede sig endnu mere end før over gamle og over dem uden Forsørgere.

Engang, en Vinter under Misfangst, kom den Tid, da de gamle kun søgte Erhverv ved Fiskeri, og da de uden Forsørgere maatte lide Nød. Paa denne Tid rejste to gamle Mænd, der boede norden for dem, ud for at fiske Ulke, og da de havde fisket og var for hjemgaaende, sagde de til hinanden:

"Derhenne bor lille Barfods, hvis Forraad paa Kød aldrig slipper op. Skal vi tage over i Morgen, efter først at have fisket, og tilbytte os noget hos dem?"

Næste Morgen tog de af Sted, begge paa samme Tid, og før de endnu havde faaet ordentlig Fangst, tog de over for at faa det byttet. De rejste og rejste, og saa snart de kom frem til lille Barfods Boplads, gik lille Barfod og hans Husfæller ned og tog imod dem, og den ene af de gamle raabte:

"Vi vil gerne bytte disse sølle Fisk med noget Sælkød!"

Hertil svarede lille Barfod:

"Det er længe, længe siden, at vi har haft Gæster. Stig nu ud og skynd jer herop!"

Og da de kom op og var kommen ind, sagde lille Barfod til sine Husfæller:

"Mon der er kogt Kød? Skynd jer at sætte det frem for dem."

Og næppe havde han sagt det, før de kom ind med kogt Kød. Men da de satte det frem, sagde lille Barfod:

"Aa, det er desværre koldt! Det er Kog fra i Gaar. De har ikke haft noget optøet Kød at koge, og saa har de blot skyndt sig at tage noget, der var let at dele. Det er desværre kun nogle Kødstykker."

Den ene af de fremmede sagde ingenting, men den anden sagde:

"Aa, det er jo dejlige Kødstykker!"

Men da var det, som om den anden et Øjeblik gik helt fra sig selv, og videre sagde lille Barfod:

"Skynd jer at sætte noget over, saa de kan faa noget varmt at spise."

Det varede kun et Øjeblik, og da de kom ind med det, aa, saa var det saadan en Mængde! Men den ene af de to gamle var ligesom ikke rigtig vel tilpas, mens den anden var helt ude af sig selv af Glæde. Da de havde spist lidt, holdt de op, og da de var færdige, skød lille Barfod Fadet tilbage og sagde:

"Vi faar saa sjældent Gæster her, I maa vente med at tage af Sted til i Morgen."

Sønnen var ikke hjemme, og da han kom, havde han fanget to Sæler. Han var endnu venligere imod dem, end Faderen, og forlangte straks Mad til dem, for at han kunde spise sammen med dem.

Da de havde spist, sad lille Barfod og den ene af de to gamle og fortalte hele Aftenen igennem; men den anden af de to gamle sagde ikke ret meget. Da det blev Aften, gik de til Ro, og da de havde sovet og vaagnede, var det et dejligt Vejr med Blikstille, og de fremmede gjorde sig rede til Rejsen. Da de var færdige, fik de alt, hvad de kunde have, af Fødevarer, og da de derefter satte ud fra Land, opfordrede lille Barfod og hans Søn dem til snart at komme igen; og saa rejste de.

De roede, og da de var i Nærheden af deres Land, sagde den af de gamle, som stadig havde været tavs, til sin Kammerat :

"Har du da ikke faaet noget at tænke over?"

Men Kammeraten vendte sig imod ham og sagde:

"Hvorfor i al Verden skulde jeg faa noget at tænke over? Han har jo ordentlig fodret os gamle, som ikke længer duer til noget."

Men Kammeraten sagde:

"Jeg har rigtignok faaet noget at tænke over (ordret: Jeg har rigtig faaet mit Indre fyldt), for ser du — os, som nu er gamle og har svært ved at synke Maden, gav de koldt Kød at spise. Og derfor har jeg faaet mit sølle Indre fyldt. Men jeg skal trylle alt for stor Frugtbarhed over lille Barfods eneste Sønnekone."

Hans Kammerat søgte at faa ham fra det, men han blev ved sit, og da han kom hjem, sendte han Frugtbarhed over lille Barfods Sønnekone.

Derefter hørte de i lang Tid ikke noget til dem, men da de atter fik Tidende derovre fra, hørte de, at lille Barfods Sønnekone var svanger. Det glædede rigtigt den gamle. Saa hørte de igen ikke fra dem i lang Tid, men da de atter hørte Nyt fra dem, forlød det, at hun nu var voldsom svanger, saa svanger, at hun ikke en Gang kunde gaa ud af Husgangen. Og nu blev han dobbelt glad.

Da den Tid nærmede sig, da hun skulde føde, sagde lille Barfod til sin Søn:

"Det er jo muligt, at hun overstaar Fødselen, men det er bedst, at du gaar ud og opsøger nogle Amuletter, der siden kan blive os til Hjælp. Du skal søge efter et Skarveskelet, og hvad enten Barnet bliver en Dreng eller en Pige, kan det bruges."

Og Sønnen roede ud til alle de Steder, hvor Skarvene plejede at sidde, for at søge efter Skarveskelet. Hver Gang han saa et Skelet, var der altid noget i Vejen med det, og saa kastede han det bare væk. Engang undersøgte han et Alkefjæld, og her opdagede han noget, som kunde ligne et Skarveskelet. Han steg ud af sin Kajak lige nedenunder, bandt den til Land og gik op. Og da han fik fat paa det, ja, saa var det da endelig et udmærket Skelet, der ikke manglede noget.

Da han nu kom hjem, kan det nok være, at Faderen blev glad over det! Da han nærmere havde undersøgt det, gemte han det, og saa vendte han sig mod sin Søn og sagde:

"Ja, nu har du jo faaet Skarveskelettet, men nu maa du ogsaa skaffe en blød Sten, som Solen aldrig har skinnet paa."

Da Sønnen hørte det, blev han meget ivrig efter at faa fat paa saadan en, og en tidlig Morgen roede han bort i en Retning, han ellers ikke plejede at søge. Han roede og roede, og idet han kom rundt om et lille Næs, fik han Udsigt over en Fjord, hvis Bund tabte sig i det fjerne, og da slog den Tanke ned i ham, at der maaske kunde være noget at finde derinde, og han bestemte sig til at ro derind langs Skyggesiden og tilbage langs Solsiden.

Hver Gang han kom til nogle Klippesider, der vendte mod Skyggesiden, undersøgte han, om der ikke skulde findes bløde Sten, og han var naaet et godt Stykke ind, da han kom ud for et temmelig højt Fjæld, der var helt sort og saa ud, som om det kunde være af blød Sten. Han gik op paa Land neden for det, satte Kajaken et Stykke op og begyndte at bestige Fjældet. Han gik opefter og var ved at faa Udsigt over Fjældet, da han pludselig fik Øje paa en Kvinde, der stod og saa ud mod Havet, og i det samme sagde hun:

"Du er kommen bag paa mig, hvem ellers aldrig noget kommer bag paa. Hvad vil du her?"

Lille Barfods Søn svarede:

"Det er ikke for intet, at jeg strejfer omkring her. Vi maa til daglig se paa en, med hvem det ikke forholder sig helt rigtigt, og skulde hun komme over det, vilde jeg gerne have, at Barnet skulde have en Amulet. Derfor strejfer jeg omkring her; jeg søger efter en blød Sten, som Solen aldrig har skinnet paa."

Da han sagde det, vendte hun sig om imod ham og svarede :

"Her vil du aldrig finde saadan noget, nej — du maa besøge mig."

Og hun føjede til:

"Ser du det Fjæld deroppe?"

Han saa østerud og fik Øje paa et stort Fjæld i blaanende Fjernhed. Og videre sagde hun:

"Tag mig om Livet, men aabn endelig ikke Øjnene. Hvis du gør det, vil du aldrig faa det, du ønsker."

Han tog hende om Livet og lukkede Øjnene, da hun nu havde bedt om det, og saa snart han havde lukket dem, begyndte hun at snurre voldsomt om med ham. Længe førte hun ham af Sted, saa det suste for Tindingerne, men omsider standsede hun, og idet hun sagde: Saa! aabnede han Øjnene og vidste slet ikke, hvor han var. Først da hun sagde:

"Hvor er mit lille Hus?", begyndte han at se nøjere paa sit Opholdssted og opdagede, at hun var standset oppe paa en høj Skraaning, og da han nærmere skulde undersøge Stedet, saa han ganske tydeligt ved Foden af Skraaningen et lille Hus paa en frugtbar Slette. Og hun sagde til ham:

"Lad os nu gaa derned."

Og saa gik de ned. De fulgte Skraaningen, og da de kom frem, saa han en Mængde Menneskeben. Det gyste ordentligt i ham, men hans Ledsagerske bemærkede ikke noget dertil. Hun gik frem til Huset, vendte sig om imod ham og sagde, at han skulde gaa ind, og han fulgte efter hende derind.

Hendes Hus, der var temmelig stort, havde Vægskind udelukkende af Renskind. Hun opfordrede ham til at sætte sig paa Sidebriksen, og da han havde sat sig, opdagede han paa den ene Side et Gitter. Men da udbrød hun:

"Man plejer at blive sulten, naar man saadan strejfer omkring. Lad mig hente noget Mad til dig!"

Og hun gik ud og blev noget længe ude, og imedens var han svært bange for det paa den anden Side. Hun blev nu ogsaa saa længe borte, men endelig kom hun da tilbage, og ind bragte hun tørret Renskød og et stort Stykke Talg, og idet hun lagde det frem, sagde hun:

"Vær nu ikke bange, men spis! Dette er jo noget af dine egne Fangstdyr."

Og han smagte det, og ganske rigtigt, det var virkelig Renskød! Da han havde spist, begyndte Eneboersken at fortælle:

"I længst svunden Tid, da jeg voksede op, var jeg Plejedatter hos en Storfanger. Mine Plejeforældre havde Boplads alene for sig selv, og saaledes voksede jeg op som Kystbo. Derfor tager jeg altid ned til Kysten, naar Blomsterne dernede er i fuldt Flor; særlig holder jeg meget af Stenurter, dem længes jeg mest efter. Jeg var paa en saadan Tur, da jeg traf dig.

Jeg var endnu hos mine Plejeforældre, da min Krop var fuldvoksen, og der var mange Mænd dengang, som vilde have mig. Min Plejefader syntes nok, at det kunde gaa, men min Plejemoder vilde ikke af med mig.

Nu havde mine Plejeforældre for Skik hvert Foraar, naar de havde været paa Angmagssætfangst og havde faaet nok baade af Angmagsætter og tørret Kød, at lægge et Depot og igen vende tilbage til deres Overvintringsplads. En Vinter, da det allerede bar mod Foraar, stod jeg ude i Husgangens Kogerum og kogte. Kødet var godt i Kog, og jeg var i Færd med at vende det — saa var det, at der blev kaldt paa mig, og idet jeg gik, lagde jeg en Gaffel, som min Plejemoder satte stor Pris paa, fra mig ved Ildstedet. Da jeg kom ind, sagde min Plejefader:

"Vandbeholderen er tom, hent Vand!"

Jeg skyndte mig ud og saa, at det brændte voldsomt under Gryden, og da jeg havde fyldt Vandbeholderen, vendte jeg tilbage og bragte Vandet ind. Men da jeg saa kom ud igen, kunde jeg ikke finde min Plejemoders Kødgaffel; den var brændt op, og kun Haandtaget var tilbage. Dette saa jeg nok, men turde ikke sige noget derom."

Da Kvinden var kommen hertil i sin Fortælling, hørtes et Drøn udenfor, og saa traadte hun frem og gik ud. Hun blev lidt ude, og da hun kom ind igen, fulgte der noget efter, og da det kom frem hvad var saa dog det? Det, som kom ind, var et Væsen, der havde Underkrop som en Hund, men Bryst som et Menneske! Og saa kom der een til! Og netop som de kom ind, gik hun ud igen, mens de to gik hen til Indhegningen uden at sige noget. Og da Moderen saa endelig kom ind igen, før de havde gjort ham noget, saa kan det nok være, at han blev glad. Hun kom ind med tørret Renskød og satte det frem for dem, og da de begyndte at spise, fortsatte hun sin Fortælling:

"Om Aftenen gik vi til Ro, uden at jeg havde sagt noget, for jeg turde ikke; men om Morgenen — jeg laa vaagen, men var endnu ikke staaet op — gik min Plejemoder ud og kom straks tilbage igen, idet hun sagde:

"Min Gaffel, som jeg holdt saa meget af, har den elendige dér brændt fuldstændig op — hun, som ikke en Gang er saa meget værd som en Gaffel!"

Og da hun sagde det, hørte jeg min Plejefader sige!

"Det er jo bare en Tingest, der kan erstattes af en anden."

Men jeg blev saa flov, at det var mig, som om en Mængde Mennesker stirrede paa mig, og jeg glemte det ikke, men lod blot Sagen vokse. Det var Vinter og var nu snart ved at blive Foraar, og jeg længtes rigtig efter den Tid, da vi skulde rejse ud til vor Angmagssætplads; og endelig en Dag sagde saa min Plejefader:

"Saml Anginagssætposerne sammen paa eet Sted; hvis Vejret er godt i Morgen, vil vi rejse."

Det var netop, hvad jeg ønskede. Da Dagen gryede, gjorde vi os i Stand og rejste, og hen paa Dagen naaede vi vor Angmagssætplads.

Om Morgenen gik jeg en Tur oven for Teltet, og der fandt jeg Optændingsmos med dybe Rødder. Da det var saa udmærket, begyndte jeg at rive det op, og da jeg var færdig med det, gik jeg ned og sagde:

"Deroppe var der saadan noget dejligt Optændingsmos, og nu har jeg revet det op, for at hente det i Morgen."

Dagen igennem lod jeg som ingenting, men fyldte i Smug min lille Pose, og først da den var fuld af Saaler og Senetraad, gemte jeg den, og da det blev Aften, sagde jeg: "Nu vil jeg gaa op for at hente Optændingsmosset, da jeg er færdig med mit Arbejde." Og glad blev jeg, da de yderligere opfordrede mig dertil, og jeg tog min lille Pose og gik bort.

Men da jeg kom op til Optændingsmosset, lagde jeg blot min Pose ved Siden af og løb, alt hvad jeg kunde, ind i Landet, idet jeg stadig saa mig tilbage. Jeg blev ved med at løbe indefter, baade Nat og Dag, uden at standse. Først da det blev Aften for anden Gang, standsede jeg for at hvile mig og gik saa videre, og først da det blev Aften igen, standsede jeg. da jeg var kommen til det Sted, hvor jeg vilde have mit Hus. Jeg tog straks fat paa at bygge det, og da jeg var færdig, begyndte jeg at samle spiselige Urter sammen, da jeg ikke vidste, hvordan Vinteren vilde gaa. Hele Efteraaret var jeg udelukkende beskæftiget med at lave mig Rævefælder."

Som hun fortalte det, udbrød hun pludselig:

"Han gør ingenting, han er blot paa Besøg."

Ved disse Ord vendte han sig om, og dér stod Sønnerne og stirrede deres Moder op i Ansigtet og ventede paa, at hun skulde give dem Tegn til, at de maatte falde over ham; men da hun sagde det, forsvandt de i deres Indhegning og lod sig ikke se mere.

Og saa fortsatte hun sin Beretning:

"Her blev jeg nu Vinteren over, og efterhaanden begyndte jeg at mærke, at min Krop blev tungere, og jeg lagde Mærke til, at det nu kun var med Nød og Næppe, at jeg naaede ned til Kysten. Engang tog jeg som sædvanlig derned, men jeg fulgte ikke den Vej, jeg plejede at gaa ad, og som jeg vandrede af Sted og der ikke mere var ret langt til det Sted, hvor jeg skulde hen, fik jeg Øje paa noget ujævnt — det var dog mærkeligt! Og som jeg kom frem og fik Udsigt over det, undrede jeg mig mere og mere over, hvad det dog kunde være. Da jeg skulde til at se nøjere til, havde det Overkrop som et Menneske, men Underkrop som en Hund. Ved dette Syn stødte jeg ordentlig Foden i Jorden og gjorde omkring og skulde til at flygte, da — ja, hvad var dog det — det raabte til mig:

"Vilde du blive min Frille?"

Da jeg nu saa derhen, saa skyggede det for Ansigtet med Armen og kiggede paa mig og sagde for anden Gang:

"Der er intet umuligt for mig. Vil du ikke have mig, saa slaar jeg dig ihjel."

Af Skræk vilde jeg have flygtet, men da det i saa Tilfælde næppe vilde have ladet mig slippe med Livet, sagde jeg bare Ja. Og i samme Øjeblik greb det mig, og jeg tabte Bevidstheden.

Da jeg kom til mig selv igen, laa jeg splitternøgen paa en Klippehylde, og da jeg kiggede nedefter, saa jeg en Afgrund med mange løsrevne Klippestykker; hvis jeg blot bevægede mig en lille Smule, vilde jeg styrte derned. Men da jeg saa opad, var Vejen udmærket. Jeg søgte da at faa mig drejet opefter, og langt om længe lykkedes det. Jeg fulgte Hylden og kom endelig op; men da jeg skulde til at gaa, rendte jeg atter lige paa Uhyret, som skreg:

"Opsøg mig aldrig mere! Om du opsøger mig, slaar jeg dig ihjel!"

Saa gik jeg bort fra det, og ligesom jeg var begyndt at gaa, hørte jeg en Susen, og da jeg saa opefter, var det min Pels, der fløj hen imod mig; Linningen stod vidt aaben. Saa lagde jeg mig ned paa Ryggen og strakte Benene i Vejret, og det gjorde ordentlig ondt i Ryggen, saa voldsomt kom Bukserne paa; saaledes skulde jeg faa alt mit Tøj. Og nu kunde jeg mærke paa mig selv, at min Krop var langt lettere, end dengang jeg var ung.

Efter min Hjemkomst mærkede jeg, at jeg var bleven en anden, idet jeg begyndte at blive frugtsommelig; og da jeg havde gaaet svanger en Tid, fik jeg Fødselsveer, og saa fødte jeg disse her. Det skulde vise sig, at de skulde blive mig til Nytte."

Og da hun havde sagt det, føjede hun til:

"Vor Rejses Maal i Morgen ligger langt herfra, og der er nu snart alt for lidt Tid til Søvn; gaa derfor til Ro."

Og saa gik lille Barfods Søn til Ro og faldt i Søvn. Han troede, at han lige var falden i Søvn, da han pludselig vaagnede og saa, at det var bleven lys Dag. Han skulde til at gaa ud for at begive sig paa Vej, da hun sagde til ham:

"Her er det, som du vilde have."

Og saa gav hun ham en blød Sten. Han tog den og gik ud, men hun fulgte efter ham og sagde:

"Her er ogsaa noget, som du skal have med."

Det var tørret Renskød, rullet ind i en Hud sammen med al Talgen, og hun sagde igen til ham:

"Jeg skal nok bære det; kravl du op paa min Ryg, men luk Øjnene. Om du aabner dem, kommer du aldrig derhen, hvor du vil."

Saa lukkede han Øjnene, og hun snurrede ham rundt og fo’r af Sted med ham. Det varede ikke ret længe, før hun standsede og sagde til ham, at han maatte aabne Øjnene. Og da han gjorde det, var det ikke vanskeligt at genkende Stedet, thi det var netop her, han havde truffet hende den foregaaende Dag.

"Tak, du kære! Saa fik man da opfrisket gamle Minder!" Og derpaa sagde hun Farvel og gik.

Lille Barfods Søn fyldte sin Kajak, lagde Skindet ovenpaa og roede hjem. Men først da næste Dag gryede, naaede han hjem, medbringende en blød Sten. Faderen tog den og gemte den, og ganske rigtigt, nu da han havde anskaffet sig Amuletterne, fik Svigerdatteren en skønne Dag Fødselsveer og fødte ham en Søn.

"Der er en til derinde," sagde de.

Og saa kan det nok være, at hun begyndte at føde Sønner! Da der var født fem Drenge, sagde den, som hjalp hende med at føde:

"Der er mere derinde."

Og da fødtes en lille Pige.

"Der er en til derinde," sagde hun igen.

Og nu kan det nok være, at hun fødte Døtre. Saaledes fødte hun fem Sønner og fem Døtre, og nu havde lille Barfod Børnebørn, og han glædede sig meget derover. Da de nu var født, lagde de Skarveskelettet og den bløde Sten op ovenpaa Huset i Nærheden af Husstolpen med den bløde Sten nederst.


– – –


Siden hørte den gamle Mand, at lille Barfod havde faaet ti Børnebørn, fem Drenge og fem Piger, og at de og Moderen alle var raske, og saa tænkte han, at nu vilde lille Barfods blive dobbelt velstaaende, naar de nu havde saa mange, der kunde hjælpe dem, og herover blev hans Tanker helt forvirrede.

Det havde været Sommer og vendte sig nu mod Efteraaret, og lille Barfods mange Børnebørn begyndte at kravle omkring inde i Huset, idet Pigerne legede, at de var Husmødre, medens Drengene legede Kajakmænd paa Gulvet. Naar Faderen lavede dem Kastespyd, var der flere af dem, der straks knækkede dem; saa lavede han dem nogle tykke Kastespyd, og de holdt.

Da Huset ikke længere var stort nok for dem, gik de hen for at lege ved en lille Fjældvæg lidt norden for Huset. Nedenfor løb der en lille Elv, og naar de legede Far og Mor og giftede sig med hinanden, var der hverken for faa eller for mange. Saaledes blev de længe ude, og naar de kom ind om Aftenen, fik først de fem af Børnene Mad og bagefter de andre fem. Naar de saa havde spist, legede de lidt igen og gik saa til Ro. Og naar dette var sket, blev der ganske stille i Huset, og det var, som om der ikke var mange Børn.


– – –


Men nu hørte den gamle Mand, at lille Barfods Børnebørn plejede at lege sammen et Stykke norden for deres Hus, og herover gik hans Tanker rent i Stykker, og han tænkte:

"Nu maa der være endnu større Velstand hos lille Barfods, saa mange Erhvervene han nu vil faa. Det er vist bedst, at man forsøger paa at lave dem en Ulykkessæl."

Og da han havde tænkt noget over det, samlede han Knogler sammen til en Tupilak, og da han var færdig med den, forsøgte han at faa Liv i den, og det lykkedes ham virkelig ogsaa. Da den nu var levende, begyndte han at tale til den og sagde:

"Nu skal du opsøge lille Barfods."

Og da han havde sagt det, kom der ordentlig Liv i den, og den dukkede ned i Havet og forsvandt.

Ulykkessælen svømmede over ad lille Barfods Boplads til. Den var i godt Humør, fordi dens Herre havde talt til den, og da den kom forbi det Sted, hvor lille Barfods Børnebørn legede, blev den meget forbavset, for — sikken en Masse Børn! Det passede den rigtigt. Efter at have set lidt paa dem derude fra, dukkede den ned og kom først op igen, da den var ganske nær inde ved dem, og — der saa den jo ganske rigtig en lille Elv! Nu tænkte den:

"Hvad skal jeg nu være?"

Og det blev den ved med at gentage for sig selv.

"Aa — jeg kan jo bare blive en Alkeunge."

Saa fulgte den Elven opefter og naaede langt op, uden at blive bemærket; først da den var kommen et godt Stykke op ad Elven, opdagede Smaapigerne den, før Drengene endnu havde set den, og udbrød:

"Hvad er dog det?"

Saa fik ogsaa Drengene Øje paa den lille Alkeunge, som blev rigtig glad over at blive bemærket.

Nu kom Drengene løbende med deres Kastespyd; men da de var naaet tæt ind paa den, dykkede den ned.

"Aa, jeg kan jo ogsaa være en Tejst."

Men næppe kom den op igen som Tejst, før Drengene atter kom løbende hen imod den, nogle af dem allerede med Armen løftet for at kaste efter den, og saa dykkede den igen.

"Det er alt for farligt at være Fugl, jeg maa hellere være en Sæl."

Men da den kom op denne Gang som en lille Ringsæl, blev de blot endnu ivrigere til at forfølge den, og da det var alt for farligt for den, dukkede den hurtigt ned igen. Men da havde allerede flere af Drengene kastet fejl af den, mens andre havde ramt den, og idet den blev truffet, kom den uden at ville det til at raabe:

"Av!"

Derefter dukkede den ned og blev borte for dem.

Men Ulykkessælen, som rigtig led Smerte, tænkte nu:

"Midt paa Dagen er det alt for vanskeligt at komme til dem, men de skal ikke være sikre paa, at de alle har deres Indvolde i Behold i Aften."

Og saa ventede den paa, at det skulde blive Aften.

Hen paa Aftenen, da Børnene kom ind, spiste de, og da det var hen imod den Tid, hvor de plejede at gaa til Ro, sagde en af Smaapigerne, før Drengene endnu havde tænkt derpaa:

"Det var saa mærkeligt i Dag, da vi var ude at lege. Først saa vi en Alkeunge, og da vi begyndte at løbe efter den, dykkede den, men kom op igen som en Tejst; den dykkede ogsaa, men kom op igen som en Ringsæl, og saa snart den kom op, harpunerede en af mine Brødre den, og saa kan det nok være, at den raabte: Av."

Hertil svarede den gamle i Huset:

"Aa, der havde en Tupilak nær skræmt Livet af jer. Skynd jer at tænde Lys alle Steder, ogsaa i Husgangen."

Og saa tændte de Lys alle Steder, ogsaa i Husgangen.

Men Tupilaken, som nu syntes, at det kunde være tilstrækkelig langt hen paa Aftenen, og at Folkene derinde maatte være gaaet til Ro, svømmede ind efter Land; men da den kom i Nærheden af Stranden, hvad var saa det for en Masse Lys? Der var jo endogsaa Lys i Husgangen! Og da den skulde se nærmere til, opdagede den lille Barfods Børnebørn halvnøgne derinde, og den fik stor Lyst til dem.

Da den nu undersøgte Stedet, hvor den vilde gaa i Land, saa den, at det var en dejlig flad Klippe, og saa svømmede den ind til Strandbredden, satte vældig Fart paa, og idet den gled ind, var det, som om en stærk Ild blændede dens Øjne, saadan rendte den imod Klippen. Da den saa op, fik den Øje paa en Fjældvæg af en blød Stenart, hvoraf der stadig styrtede Stykker ned. Da den ikke turde være i Nærheden af den, skulde den netop til at flytte sig et Stykke udefter, da den hørte en Susen og saa op og opdagede, at en stor Sten var lige ved at falde ned paa den; netop som den skulde til at dreje udefter, ramte den den lige i Siden. Det smertede saadan, at den sprællende søgte ned til Bunden; her ventede den, til Smerten var gaaet over, og søgte saa op igen.

Da den denne Gang skulde til at svømme indefter, saa det endnu mere indbydende ud. Den satte af al Kraft indefter, men da den havde faaet Fart paa og søgte at glide helt op paa Land — ja, saa var det kun et vældigt Bums! Og da den skulde se op, havde den rendt Hovedet lige imod en Fjældvæg. Den hørte en Susen, og da den atter saa op, saa var ogsaa denne Gang en stor Sten ved at falde ned paa den, og just som den skulde til at dreje af for den, hørtes igen kun et vældigt Bums, idet Stenen ramte den lige i Kæben. Denne Gang gjorde det endnu mere ondt end før. Den sank helt ned til Bunden, og da den var kommen ned og Smerten havde lagt sig, søgte den atter opefter.

Denne Gang var det endnu mere indbydende end de andre Gange, men nu tænkte den:

"Det er jo umuligt at komme derop over Fjæren; jeg vil forsøge at komme op ad Husbjælken og lade mig falde ind gennem Vindueskarmen og saa æde Indvoldene paa dem allesammen."

Saa søgte den op til dem gennem Jorden, og da den mente, at det maatte være nok. søgte den frem, og det gik uhyre let; men netop som den skulde til at kravle op ad Husstolpen — hvad var saa det for en stor, sort Masse, der bevægede sig? Da den nærmere skulde til at undersøge det, saa var det en stor Fugl, der hakkede i et hvidt Menneskeben. Næppe var Tupilaken kommen hen i Nærheden, før Fuglen hakkede den lige ved Øjet, og det gjorde endnu mere ondt end de andre Gange, da Stenene var faldet ned over den. Den ventede lidt, til Smerten var gaaet noget over, og saa tænkte den:

"Jeg kravler op ad den anden Side og æder Indvoldene ud af dem allesammen."

Men da den kom op paa den anden Side, saa var Fuglen ogsaa der, og Tupilaken havde knapt nærmet sig den, før den hakkede den paa den anden Side af Øjet. Det gjorde forfærdelig ondt, og den lod sig atter dumpe til Bunds. Da Smerten var ved at gaa over, tænkte den:

"Det er ikke til at faa fat i de Børn! lad mig hellere æde Indvoldene paa Faderen, naar han tager ud, lad mig vente paa ham!"

Tilsidst gryede Dagen, og netop som den syntes, at det varede noget vel længe, kom han ud for at tage af Sted. Den gad ikke en Gang se paa ham, saa sikker var den paa sit Bytte. Men da den mente, at han nu maatte være paa Vej, søgte den forgæves efter ham; og den søgte hele Dagen, men saa ham ingen Steder. Da det blev Aften, tænkte den paa at vente paa hans Ankomst, men da slog følgende Tanke ned i den:

"Saaledes kan det ikke gaa. Først knækkede jeg mine Ribben, dernæst fik jeg Saar i min Hovedskal, saa fik jeg begge mine Øjne revet op, og nu er jeg ved at sulte ihjel. Lad mig dog hellere tage tilbage og æde mit Ophavs Indvolde!"

Saa søgte den efter den gamle Mand, som havde lavet den, og bedst som den troede, at den ikke skulde finde ham, hørte den paa Afstand hans Stemme; han sang Trylleviser, idet han nu og da nævnede lille Barfods mange Børnebørn. Da den kom lige hen til ham, saa den ham vendt mod Solen med lukkede Øjne.

"Den elendige! Han lader mig døje ondt, som ikke før led ondt."

Saa søgte den ned under ham og stødte til af al Kraft, og da flød der Blod ud i Havet. Da den havde ædt Indvoldene paa sin Herre, tænkte den:

"Naar nu mine Fæller blandt Ulykkessælerne giver sig til at fortælle om, hvem de har spist Indvoldene paa, vil jeg vist være den eneste, der har spist min elendige Herres Indvolde, og det vil være meget flovt. Nej, lad mig hellere flygte langt ud paa Dybet!"

Og saa fo’r den ud til Havs.

Men man fortæller, at lille Barfod og hans Familie levede lykkeligt til deres Død, uden at nogen gjorde dem noget ondt.

Og her ender den Historie.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 233-250. København, 1924.