Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Tungujuluk og Saunikoq

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Tungujuluk og Saunikoq


Fortalt af Jûa fra Kangeq



Tungujuluk (Blaalig) og Saunikoq (Skelet) var Bopladsfæller. Begge var de Aandemanere, og naar de holdt Aandebesværgelser, var den ene i Bjørneham, den anden i Hvalrosham.

Tungujuluk havde en Søn, men Saunikoq havde ingen Børn.

Saa snart Sønnen var gammel nok, lærte Tungujuluk ham at ro i Kajak, men derover blev den anden, Saunikoq, misundelig og begyndte at pønse paa Ondskab.

En Morgen, da han vaagnede, tog han som sædvanlig ud paa Sælfangst, og han havde været en god Stund ude, da han gik op paa en Ø og kaldte paa sin Bjørneham. Da den kom, kravlede han i den og satte af Sted over ad Tungujuluks Hus til. Ved et lille Næs gik han i Land og sneg sig op for at slaa Drengen ihjel. Da han kom frem, saa han ham lege sammen med de andre Børn, men han anede ikke noget om, at Faderen allerede var kommen hjem og sad og arbejdede med en Kajak, Sønnen skulde have. Tungujuluk skulde netop til at gaa hen til Børnene, da Drengene grædende gik hen til sin Fader, og da denne skulde til at se sig om, var en stor Bjørn allerede inde paa dem. Saa greb han en Kniv og løb hen imod Bjørnen, og han skulde netop til at stikke den, da den gav sig til at le. Og saa kom han med eet til at tænke paa, at hans Bopladsfælle havde en Bjørnehud som Ham. Herover blev han saa vred, at han nær havde stukket ham alligevel, og det var kun modvilligt, at han trak sin Kniv tilbage.

Men Tungujuluk glemte ikke den Historie.

Han lod dog Tiden gaa, og først da det var længe efter, tog han en Morgen, da han vaagnede, ud paa Fangst i Kajak. Undervejs gik han op paa en Ø, og da han kom herop, tilkaldte han sin Ham. Da den kom, kravlede han i den og blev til en Hvalros. Og da han var bleven til en Hvalros, gik han hen til det Sted, hvor Kajakerne plejede at fange Sæler. Da han kom frem, saa han sig om og opdagede Saunikoq, der laa og ventede paa Sæl. Lige i Nærheden af ham dukkede han op, og saa snart Saunikoq saa ham, roede han løs paa ham. Han løftede Harpunen for at kaste, og da Tungujuluk vidste, at han vilde blive ramt, krøb han sammen helt henne i en Side af sin Ham, og idet han harpuneredes, gav han et Spræl i Vandet, dog ikke voldsomt, af Frygt for at sprænge Bugserlinen. Derefter svømmede han ned under Vandet med Fangeblæren, foldede den sammen under Armen, tog Luften ud af den og svømmede ind imod Land. Han svømmede og svømmede og kom til Land, netop hvor hans Kajak laa. Her blev han atter til et Menneske, tog Harpunodden ud og roede ud paa Fangst. Her harpunerede han en Sortside og roede hjem med den. Og da han var kommen hjem, sagde han til sin Kone:

"Skynd dig og kog Bryststykket!"

Da det var kogt og Kajakerne var kommen hjem, gjorde han et Kødgilde, og Saunikoq, som ikke anede noget, kom ogsaa ind. Da han kom ind, lod Tungujuluk som ingenting, gik ud og tog fra sin Kajak Fangeblæren og Fangeremmen og gik saa ind igen og satte sig, hvorefter de alle paa een Gang begyndte at spise. De spiste og blev mætte, og da de var bleven mætte, begyndte hver især at fortælle om sin Fangstdag:

Og saa endelig siger Saunikoq:

"I Dag, da jeg satte fast i en Hvalros, troede jeg mindst af alt, at jeg skulde miste min Fangeblære. Hvor den er kommen op igen, er ikke godt at vide, men borte er den."

Først da han sagde dette, tog Tungujuluk Fangeremmen og Fangeblæren frem, lagde dem ved Siden af Kødfadet og sagde:

"Hvem mon denne Fangeblære tilhører?" og da de andre begyndte at le, føjede han til: "Først nu øvede jeg Gengæld mod dig for den Gang, da du i en Bjørns Skikkelse kom henimod os og holdt os for Nar."

Ved disse Ord brast atter de mange Mænd i Latter, men Saunikoq rejste sig og gik sin Vej. Og næste Morgen ganske tidligt roede han nordpaa i Konebaad. Siden har han ikke vist sig. En saadan Skam følte han over sig.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 96-98. København, 1924.