Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Aandemanere

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

»Missuarniannga« af Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen

Eskimoisk mytologi
Aandemanere

Aandemanerne er præster og grublere i skjulte ting, læger for syge og sørgende, midlere mellem menneskene og aanderne i naturen.

Gennem en hellig kunst, som de tilegner sig under en lang og trang læretid, der kan strække sig over mange aar, aabnes deres øjne for alt det, almindelige mennesker ikke kan se.

De har deres landsmænds respekt, adlydes af alle, frygtes af mange og søger gennem religiøse og diætetiske forskrifter at holde de gamle nedarvede skikke i hævd.

Til hverdag deler de helt skæbne med deres medmennesker, snart dygtige til at fange, snart middelmaadige, udsat som enhver anden for livets smaa og store genvordigheder; aldrig nogensinde omgiver de sig med nogen kultus før i det øjeblik, da en eller anden begivenhed trykker dem troldtrommen i haanden og løfter dem fra jorden ud i himmelrummet, hvor ingen andre kan følge dem. Da kan de arbejde paa at standse det ondes vej frem mod menneskene og øver saa i deres landsmænds øjne den højeste form for godhed; eller de bliver mørkets haandlangere i en daarlig sags tjeneste og øver ondt mod deres medmennesker.

De forvalter fangstdyrene ved at gøre aandefarter i misfangsttider ned til havets moder; de foretager luftrejser til den straffende maanemand eller udvirker paakrævede vejrforandringer hos Asiaq, vejrets beherskerinde, og de besøger »de dødes land« i himlen og under havet for at hente viden om det, der venter menneskene efter livet paa jorden.

Naar der ved en boplads hænder et eller andet, som gør det ønskeligt at paakalde aandernes hjælp, tilkalder en aandemaner sine hjælpeaander. Forinden maa forskellige forberedelser træffes. Først spændes et skind inde fra huset ud over det lille indgangshul, hvorigennem man fra husgangen kommer ind i huset; derefter blændes vinduerne, og endelig lægges et skind, der ligesom alle de andre, der bruges under en aandebesværgelse, er nyt og ubrugt, hen paa gulvet foran indgangshullet. Her anbringes aandemaneren nøgen, kun iført sit ganske smalle lændebælte. Saa snart han har sat sig paa skindet, bindes hænderne fast bagpaa med en stærk skindrem, og hovedet surres med halsen strakt fremover fast til benene, saa at han er ganske ude af stand til at røre sig. Derpaa lægges troldtrommen med trommestikken hen ved siden af ham, og alle lamper i huset slukkes.

Man tror, at selve trommen i en aandemaners haand er i besiddelse af mystiske kræfter, der bidrager til at tilkalde aanderne; derfor kan den blive levende under en besværgelse og svæve frit om i huset, uden at røres af aandemaneren selv. Naar det er en stor aandemaner, der holder en seance, siger man, at troldtrommen begynder at lyde, straks efter at lamperne er slukkede. Betænker man nu, at aandemaneren er forsvarligt bagbundet og maa have nogen tid til at løse sine baand, tager selv tvivlere dette som tegn paa, at det er kræfter i trommen selv, der arbejder, eller ogsaa aanden, der betjener trommen.

Der nævnes ogsaa bestemte stillinger, som trommen skal indtage i afgørende øjeblikke. Naar en aandemaner skal foretage en luftrejse, skal saaledes trommens haandtag hvile paa hans stortaa, i det øjeblik han farer ud af huset. Trommen og trommestikken bliver dog tilbage, og trommestikken følger med trommen og arbejder ganske, som om der var en usynlig haand, der førte saa vel den som trommen.

Som et andet eksempel paa trommens magiske kraft kan nævnes, at den aften en aandemaner første gang aabenbarer sin kunst for sine bopladsfæller, skal trommen svæve hen til hans hæl og holde sig der. Den vil da bevirke, at der ligesom drages et slør fra mandens øjne, saa at han kan se, hvad andre mennesker ikke kan se. Efterhaanden som aandemaneren vokser i sin kunst, skal trommen under seancerne arbejde sig langsomt op over hans legeme, og det siges, at den aften, hvor den naar saa højt op som til mandens skulder, ophæves alle afstande for ham, og han ser ligesom alle lande samlede foran sig i en kreds, saa at han bliver i stand til at følge alle de begivenheder, der foregaar paa jorden.

Denne troldtromme bestaar af en rund træring, hvorover der er spændt skindet af en bjørns urinblære eller sammensyede tarme af en klapmyds. Trommeskindet fugtes forinden brugen og giver da en buldrende klang, saa snart der slaas paa trækanten med en trommestik af træ eller ben.

I samme øjeblik der bliver helt mørkt inde i huset, overfaldes den aandemaner, der skal holde besværgelsen, af en uforklarlig angst; ja, nogle af dem fortæller, at de har haft en saadan angstfølelse, at de har troet, de skulle dø. Samtidig begynder trommen at lyde og svæver ofte hen over tilhørernes hoveder, langt ind over briksen; til tider synes lyden at komme højt oppefra, et sted under loftsbjælken, til andre tider arbejder trommestikken hen ad gulvet, eller endog under dette.

Under en aandebesværgelse er et hus altid overfyldt. Tilhørerne er spredt over hele huset, medens aandemaneren selv tænkes at blive siddende paa sin plads. Alle tilhørerne synger aandeviser for at hidkalde hjælpeaander. Under alt dette stønner aandemaneren, som om han laa under for vældige kræfter, indtil man endelig langt om længe hører de første hjælpeaander komme larmende gennem husgangen; og i samme øjeblik forstummer tilhørernes sang.

Hjælpeaanderne kan komme flere ad gangen; man hører dem raabe og skrige, snart paa lang afstand, snart inde i selve huset, hvor de tumler omkring paa gulvet med tunge trin som fra vældige legemer; andre mærkes lydløst svævende i husrummet, saa at man kun fornemmer et pust af dem; nogle taler som kvinder i høj diskant, andre med en mands dybe bas. Baade aandemaner og aander udtrykker sig i et særligt aandesprog, som kun forstaas af de indviede.

Nu er den slags aandemanen blandt østgrønlænderne kun et minde om en tid, der svandt. Alle forsøg paa at holde sig i kontakt med naturen og dens gaader blev forbudt ved kristendommens indførelse. Derfor er alt, hvad jeg har kunnet samle under mit ophold hos østgrønlænderne, kun traditioner om det, der engang har været. Troldtrommen skal nu aldrig komme til at slaa takt til de dystre sange, der fremmumles, naar det brogede og frygtede tog af aander nærmer sig. Det er derfor af største menneskelig og videnskabelig betydning, at stammen for 35 aar siden har været besøgt af en mand som Gustav Holm, der havde sans for og evne til at gøre saadanne studier, medens stammen endnu var i sin fuldkomne naturtilstand.

Her i denne bog maa vi helt igennem bygge alt op paa grønlændernes egne gengivelser og opfattelse. Det vil derfor være af interesse at citere kommandør Holms skildring af en aandebesværgelse for at vise, hvorledes kunsten opfattedes af og virkede paa en hvid mand, der mødte med sin klare hjerne og skarpe kritik.

Vi tager citatet fra ethnologisk skizze af ammassalikerne, pag. 124-126:

»Endelig kom Sanimuinak frem. Han gik som i Drømme, ligesom en Martyr, uden at se tilhøjre eller tilvenstre, og satte sig paa Gulvskindet. Den flade Sten og Trommen anbragte han meget nøjagtigt. Haaret bandtes sammen bagpaa, og en Kobberem trykkedes ned over Panden. Manden, der havde beredet Kobberemmen, bagbandt nu Angekok'en med den ligefra Hænderne til Albuerne og snørede Remmen til, saa at Hænderne bleve ganske blaa. Under denne Proces stønnede og pustede Angekok'en, som om han laa under for en svær Magt. Da han saae, at jeg med Interesse fulgte Surringen af Armene, sagde han til mig i en ynkelig Tone, at jeg kunde jo se, at det vilde være umuligt for ham at løsne den. Mig anvistes der Plads paa et Skind paa Gulvet, hvor der var kjøligst at sidde, medens alle de øvrige efterhaanden krøb op paa Brixene. Derefter slukkedes Lamperne, først den, der var længst tilvenstre for Angekok'en, derefter den næste i Rækken, saa at den længst tilhøjre slukkedes sidst.

Strax paakaldtes Aanderne ved Raabene: «Goi! goi goi goi!» — snart af een Stemme, snart af flere, snart fra den ene Kant af Huset, snart fra den anden. Under dette pustede, stønnede og sukkede Angekok'en stærkt. Pludselig begyndte Vandskindet for fodgangen at rasle som bevæget af en stærk Vind. Trommen begyndte at røres, først langsomt, men efterhaanden hurtigere. Nu fulgte der Støj og Larm af alle Slags: raslende, susende, klaprende Lyd, snart som paa Maskinværksteder, snart som af Lokomotiver og snart som af store flyvende Væsener. Under den forfærdeligste Larm rystedes undertiden Brix og Vindueskarm. Snart hørte man Angekok'en, liggende under for en svær Overmagt, stønnende, klagende, skrigende, hvinende, hviskende; snart hørte man Aander, af hvilke nogle havde grove, andre spæde, andre læspende eller pibende Stemmer. Ofte hørtes en djævelsk, skrattende og haanende Latter. Stemmerne løde snart ovenfra, snart under Jorden, snart i den ene Ende af Huset, snart i den anden, snart udenfor Huset eller i Husgangen. Raab af: «hoi! hoi! hoi!» tabte sig som i den fjerneste Afgrund. Med en umaadelig Færdighed brugtes Trommen, ofte gaaende rundt i Huset, og især dvælende over mit Hoved. Til Trommen lød ofte Sang, der af og til var dæmpet, som om den kom fra Underverdenen. Smuk Kvindesang hørtes undertiden fra Baggrunden. Efter en øredøvende, klapprende, raslende og susende Larm blev det pludselig ganske stille, og nu kom det frygtede Uhyre, Amortortok, ind. Det har, som omtalt, sorte Arme, og hvem det kommer til at røre ved, bliver sort og maa dø. Det gik med tunge Skridt omkring i Huset og paa Brixen og brolede: «a-mo! a-mo!» Alle flygtede til de fjerneste Kroge paa Brixen af Frygt for, at Uhyret skulde komme til at røre ved dem. Det dvælede isærdeleshed hos mig, brølede mig ind i Ørene og søgte at rive Skindet, hvorpaa jeg sad, fra mig, for at faa mig op i en Krog til de andre Folk, men opnaaede kun at rive Skindet istykker. Efter dette Væsen kom et andet, der skreg som en Ræv. En af Tartok'erne udtalte, at der lugtede, som om der var Kavdlunak'er tilstede, og forhørte sig meget omstændelig om os. løvrigt forstodes ikke noget af Aandernes Sprog.

Husværten, Kutuluk, spurgte mig nu, vistnok paa Tartok'ens Opfordring, om jeg ikke var træt af Kunsterne for den Aften, da man i saa Fald kunde vente med Resten til en anden Aften. Da Kunsterne havde varet omtrent en Time, og der var kvælende varmt i Huset, kunde jeg ikke nægte det, hvorfor Tartok'en blev underrettet derom. Den kunde imidlertid ikke saa hurtig rive sig løs; Tilbagegangen var langsom og ikke nær saa larmende som Indtrædelsen. Efter længere Tids Forløb spurgtes der, om man nu maatte tænde Lamperne, hvorpaa Sanimuinak med sin egen naturlige Stemme svarede, at hans Tartok endnu var tilstede. Forespørgeren havde antaget, «at den var gaaet; thi Trommen lød ikke mere?» Hertil svarede Sanimuinak, at »der maatte være En, som havde rørt ved Trommen, siden Tartok'en ikke vilde tromme.» Snart efter begyndte Trommen dog igjen, og Tilbagetoget gik for sig under Raslen af Skind og hendøende Sang. Lamperne tændtes i modsat Orden af den, i hvilken de slukkedes, og Alle sade som før Forestillingen. Angekok'en sad badet i Sved paa samme Sted som ved Begyndelsen. Hans Hænder vare bagbundne paa samme Maade, men ikke nær saa godt som tidligere.«

I den her gengivne skildring synes aandemaneren at have opholdt sig inde i huset under hele besværgelsen; fordrer opgaven derimod en aandeflugt til fjernere steder under ledsagelse af hjælpeaanderne, maa dog en hjælpeaand blive tilbage i huset i hans sted og ikke forlade det, før aandeflugten er endt.

Under denne aandeflugt foretager aandemaneren lange rejser gennem himmelrummet; der er dem, som mener, at det er hans sjæl og aand, der løsriver sig fra legemet, som bliver tilbage, medens andre antager, at ogsaa hans legeme foretager denne flugt; men saa maa han helst have bundet vingerne af en tejst til sine skulderblade. Det er særlig i tilfælde af sygdom og sjæleran, at disse aandeflugter foretages.

Et menneske bliver som foran omtalt sygt, naar en af sjælene ranes gennem trolddom enten af en anden aandemaner eller ogsaa af et ondt menneske. Det gælder da for aandemaneren om at finde ud af, hvor den sjæl har siddet, som er blevet røvet, og hvor den er blevet bragt hen. Dette faar han at vide gennem sine hjælpeaander. Det er som regel paa fjerne, afsides steder, ofte langt inde paa indlandsisen, og han maa da i nattens løb flyve derop og hente den tilbage inden daggry.

Man har ogsaa en anden, enklere form at tilkalde hjælpeaander paa. Det er som regel de mindre ansete aandemanere, som gør dette; men paa den anden side findes der ogsaa beretninger om aandemanere, der var saa vældige i deres magt over aander, at de kun behøvede at benytte sig af denne fremgangsmaade, som hedder kilummoorsorneq.

Aandemaneren kan søge oplysning om et menneskes sygdom ved blot at krybe op paa briksen og sætte sig inderst inde med ryggen til gulvet, helt dækket af skind; her synes han at henfalde i dybe tanker, ganske som en, der er i kontakt med aandernes verden. Under denne tavse paakaldelse bliver det aabenbaret for ham, at den syges sjæl er stjaalet, og han faar at vide, hvor den er, og hvem det er, der har stjaalet den. Som regel er det en ilisiitsoq - en troldkvinde, som er røveren. Han lover saa paa familiens opfordring at skaffe den syges sjæl tilbage, men dette kan kun gøres ved at kræve afhold og diæt af den syges nærmeste familie; f.eks. maa en ikke spise underarmsben af fangstdyr, en anden ikke hoftepartiet, en tredie ikke skulderbladet o.s.v.

Hvis den syge, som aandemaneren lover rask, ikke kommer sig, da er skylden ikke hans, men slægtningenes; thi han hævder da, at disse ikke har overholdt betingelserne for, at behandlingen kunne lykkes.

Paa dette omraade, hvor en aandemaner uden kontrol kunne angive andre som sjæleranere, var der, naar han var uhæderlig, god lejlighed til at angive en af hans fjender som sjæletyv; døde saa patienten, kunne han foreslaa, at de efterlevende tog hævn over drabet.

Det er ikke nogen let sag at give en retfærdig vurdering af aandemanerne i deres forhold til deres medmennesker og sandheden; jeg kan dog fremhæve som mit bestemte indtryk, at de fleste aandemanere ansaas for at være hæderlige folk, som selv troede paa deres besværgelser og følte sig stærkt grebne af deres kald.

Selv om de hverken har kunnet fare op til himlen eller ned paa havets bund eller nogensinde har set alle de hjælpeaander, som de skildrer saa lyslevende, ville man dog begaa en stor uretfærdighed ved at erklære det hele for et lavt bedrageri.

Man maa først og fremmest tage i betragtning den tilstand af ophidselse og ekstase, den frygt og rædsel, som den dreng, der er aandemanerlærling, har hensat sig selv i, naar han søger ensomheden oppe mellem fjeldene for at faa forbindelse med det overnaturlige. Han maa derved have udviklet et anlæg for hallucinationer, som han ikke opfatter som en nervøs sygdom, men som en hellig gave fra aander. Han ved, at han skal se visse bestemte ting, men det mislykkes som regel for ham; først naar han har ophidset sig selv gennem sult og ensomhed, gennem angst og bæven, da kommer synerne til ham.

Naar aandemaneren senere paakalder aanderne, har han paa lignende maade suggereret ikke blot sig selv, men ogsaa sine tilhørere, saa at de uden kritik tror paa, at der tilvejebringes en forbindelse med de overnaturlige magter.

Mange, som har skildret aandemanerne i deres forhold til sanddruhed, har alt for letkøbt reduceret dem til taskenspillere og komedianter. Selv om meget af, hvad der sker under aandebesværgelserne, maa forklares som bugtaleri og taskenspillerkunst, maa man bedømme virkningen paa tilskueren ud fra den mystik, der omgiver handlingen, og den alvorlige betydning, afgørelsen af en vigtig sag maa have for de overtroiske og letbevægelige sind.

Hvad angaar bugtaleri, maa aandemaneren ogsaa antages selv at have troet paa, at det virkelig var aanderne, der talte gennem ham; og har han bevidst benyttet sig af enkelte kneb, har han sikkert hævdet over for sig selv, at han ganske vist var nødt til at tage sin tilflugt hertil, men kun fordi han var for ringe i sin kunst og ikke havde aandernes gunst i den grad som andre større aandemanere.

Dette bestyrkes ved de beretninger, som jeg har faaet af gamle aandemanere, der søgte at gøre rede for deres læretid og deres samkvem med aander; de har absolut troet paa dem. Og selv aandemanere, der er blevet døbt og gennem deres præster og lærere har faaet forklaret, at deres gamle kunster kun var løgn og bedrag, har over for mig fremstillet dette spørgsmaal saaledes, at hele den overnaturlige verden, de tidligere havde levet i, i og for sig ikke var holdt op med at eksistere, men at de selv gennem deres kristentro har givet afkald paa forbindelsen med den.

Kommandør Holm kommer efter sin skildring af den før citerede aandemanerforestilling med følgende bemærkning, som heller ikke er uden interesse i denne sammenhæng:

»Flere af mændene og de halvvoksne drenge kunne udføre aandemanerkunster, nemlig frembringe de forskellige larmende lyde, trommedans, røster fra underverdenen; men de sagde under alt dette, at det kun er leg, som de gør for tidsfordriv, hvorved det hele gaar naturligt til, medens aanderne besørger det hele for angakkoq’erne.« 

Dette viser netop, at østgrønlænderne udmærket godt forstaar at vurdere taskenspillerkunst og bugtaleri som det, det er. Det er den hellige inspiration, der spiller rollen, og den tror baade aandemaner og menigmand paa.

Karakteristisk for, hvorledes aandemanerne selv opfattede deres læretid, er ogsaa den efterfølgende skildring af en døbt aandemaners udvikling, genfortalt mig af hans døbte søn efter faderens beretning paa dødslejet:

 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 15-22. København, 1921.