Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Amuletter og trolddom

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen

Eskimoisk mytologi
Amuletter og trolddom

Det er allerede i det foregaaende bleven nævnt, at den værste af alle de Farer, der truer Menneskene, er de Ulykker, der stammer fra Menneskene selv. En Mand eller Kvinde kan gøre Skade gennem Trylleord eller blot gennem onde Tanker. Man regner Misundelse for at være en meget farlig Egenskab, idet Havesyge, Begærlighed og Lyst til at ødelægge andre, der er heldigere end en selv, giver Menneskene skjulte Kræfter. Ogsaa et hidsigt Menneske, der har let til Vrede, regnes for at være farligt. Et ophidset Sind har kort Vej til det onde; Trusler kan blive levende, Forbandelser gaa i Opfyldelse, og det er dette, Troldmænd og Hekse benytter sig af.

Al Trolddom drives i det skjulte i største Hemmelighed, og dette gør Faren større og Følelsen af Utryghed mere levende. Derfor maa alle Mennesker være beskyttede med Árnússat eller Amuletter, som de dyrebare Liv faar straks fra Fødslen — helst saa mange som muligt — idet de forskellige Amuletter kan have hver sin Betydning og Hensigt.

Mennesker, som skader eller dræber deres Landsmænd gennem Trolddom, kaldes Ilisîtsut. Disse troldkyndige kan slaa deres Landsmænd med Sygdom og Død; de er hensynsløse og frygtelige, fordi ingen kan værge sig imod dem, da man aldrig ved noget om, hvem der giver sig af med Trolddom, og alle Ilisîtsut forstaar at bære den største Uskyldighed til Skue. Dette medfører ofte, at intetanende bliver beskyldt for Trolddom og dræbes for Gerninger, de aldrig har begaaet.

Ilisîtsut lærer deres Kunst af gamle Mennesker, der ikke er i Familie med dem. Det paastaas, at man aldrig kan give Trolddom bort til en Slægtning. Ilisîtsut er som Regel ældre Mennesker; er det en Mand, maa han helst samtidig være Aandemaner og anses da for at være særlig farlig. Frygten for Ilisîtsut er almindelig og saa stor, at man mener, at næsten al Sygdom og Død skyldes dem. Naar der skal øves Anslag mod et andet Menneskes Liv, maa mange Hensyn tages og den største Taalmodighed udvises. Det siges, at Menneskene er mest saarbare, naar de befinder sig paa det Sted, hvor de er født. Forøvrigt maa den, som skal øve Trolddom, være meget sikker i sin Kunst; thi stor er den Risiko, der er forbundet med at give sig af hermed. Mislykkes Anslaget, vil den Ulykke, der var tiltænkt Ofret, ubønhørligt vende sig mod Troldmanden eller Heksen selv. Dette Tilbageslag menes at være Livets Hævn.

De Maader, Ilisîtsut øver deres Trolddom paa, er lige saa forskelligartede og barokke, som den eskimoiske Fantasi er mangfoldig. Oftest søger man dog at besmitte sine Fjender med noget fra en Grav, der hemmeligt anbringes et Sted i Ofrets Klæder og efter nogen Tids Forløb paa en gaadefuld Maade forsvinder og antages at være gaaet ind i den Mands Legeme, som skal besmittes. Saaledes kommer dette da i Berøring med Døden, der, om den ikke virker dræbende, dog vil slaa ud som en farlig Sygdom. Man maa dog ikke tro, at en Genstand fra en Grav alene gør Udslaget; thi mange og besynderlige er de Ceremonier, som knytter sig til Ilisîtsuts Kunst.

Her er et Eksempel paa, hvorledes man skal bære sig ad, hvis man vil slaa et Menneske med Sygdom:

Man fanger en Spurvefamilie, Han, Hun og Unger, i Reden. Derefter dræbes Hannen, Hunnen og den største af Ungerne; de døde Fugle gemmes hen i Nærheden af Havet, en Dag naar det er blikstille. Her henligger de en Tid, men fremtages saa atter i smukt Vejr og anbringes paa en Tue lige foran det Hus, hvor den befinder sig, som skal blive syg. De anbringes saaledes, at de ikke let falder omkuld, med Ryggen til Huset, Hannen forrest, Ungen i Midten og Hunnen bagest. Næste Morgen tidlig tilses de, og er da Hannen væltet ud af sin Stilling, vil Anslaget lykkes; staar den derimod i samme Stilling, som den anbragtes, vil det være nødvendigt at tage mere kraftigt fat. Nede fra Strandbredden hentes da et Søpindsvin og en "Ungersartoq", en Snegleart, der er uden Skjold og formet som en Ring; den kan vide sig ud og trække sig ind igen, idet den bevæger sig.

Søpindsvinet og Sneglen skjules nu under Ofrets Brikseskind; opdages de ikke, vil de af sig selv forsvinde, og Mennesket vil sygne hen og dø. Det er da Sneglen, der omslutter Ofret, medens Søpindsvinet æder det med sine store Tænder.

Her er en Anvisning paa, hvorledes en forskudt Kvinde skal hævne sig paa sin Mand og hans nye Kone:

Man fanger en Snespurv, og idet man holder den i sine Hænder, skal man tænke stærkt og inderligt alle sine onde Tanker, som overføres til Snespurven. Idet man derpaa lader Snespurven flyve, siger man til den:

"Han brød sig ikke om mine Børn, han brød sig ikke om mine Børn! Flyv bort til hans nye Kone og udryd dem!"

Snespurven, der nu er bleven en Troldfugl, smitter da Mandens nye Børn med Sygdom, saa at de dør. Først da kan den forsmaaede Kvinde begynde at arbejde for at faa det nye Ægtepar skilt, men dette er langt mere indviklet.

Hun maa finde en Ræv med Unger og komme til dem, medens de sover; dette er meget vanskeligt, da Ræven er det vagtsomste af alle Dyr. Lykkes det, fanger hun Ræven, dræber den og skærer et af Brysterne ud, som hun tager med sig hjem.

Siden skal hun liste sig til en Rype, der sover oven paa en Sten, gribe den og dræbe den; men dette skal ske saa hurtigt, at Rypen slet ikke vaagner. Derefter udskæres det nederste af Rypens Bagkrop og lægges til Rævens Bryst. Med Rævens Bryst og Rypens Gump i Haanden gaar hun saa en Nat til sin tidligere Mand, idet hun nøje passer paa, at de sover, naar hun kommer ind i Huset, og at de ligger vendt ind mod hinanden. Da skal hun lægge Rævens Bryst og Rypens Gump, hvori der skal hænge nogle Indvolde, ned mellem deres Hoveder og maa saa atter snige sig ud af Huset igen, uden at nogen vaagner.

Har hun helt igennem Held til at udføre alt dette, vil det føre til, at Manden forskyder sin nye Kone.

Ikke alle Tryllemidler lægger an paa at dræbe; man kan ogsaa nøjes med blot at skade, og her er da et saadant Middel:

Hvis en Fanger er meget dygtig og fanger mere end andre, kan den, som bliver misundelig paa ham, snige sig hen til hans Kajak og putte en Tot sammenfiltret Haar i den, eller Spyt indsvøbt i Tørv; over dette fremsiges saa visse Trylleformularer, der skal have til Hensigt at sammenfiltre Mandens Tanker, saa at han bliver ude af Stand til at tage en Beslutning, eller ogsaa gennem Spyttet gøre ham uappetitlig for hans Fangstdyr. Saafremt den angrebne nu ikke selv bærer Amuletter eller fører Amuletter i sin Kajak, der udtrykkelig værger ham mod saadan Trolddom, vil han snart ophøre med at fange.

Amuletter

Forekommer Maaderne at udøve Trolddom paa en fantastiske og bizarre, er den Opfindsomhed, der udfoldes, naar det gælder om at skabe Farebeskyttere, ikke mindre overraskende. Det er selvsagt, at der findes mangfoldige Slags Amuletter, alle lige gaadefulde i deres Kraftudstraaling, hvilket dog maaske kun er en Grund mere til at gøre dem attraaværdige. I Stedet for en større Opremsning skal her nærmere gøres Rede for nogle faa typiske Eksempler, skildrede i Anvendelsen og nærmere forklarede i Virkemaaden.

Her er en Amulet, der beskytter ens Liv mod Trolddom:

En Splint af en Kapússiut, der har tilhørt en Fader, og et Stykke af en Remmesæls Hofteskaal sys ind i Skind og fæstes til de Amuletremme, man bærer inde paa Kroppen. Efterstræbes man nu af en Ilisîtsoq, bevirker Amuletten, at ens Liv skjules inde i Hulheden i Remmesælens Hofteskaal, saa at man ikke kan dræbes.

Men Splinten fra Faderens Kapússiut lægges under Hovedpuden, hver Gang man skal sove. Paa samme Maade skal den lægges under de af vedkommende fangede Sælers Hoveder, naar disse flænses. Disse Foranstaltninger har da den Kraft i sig, at ingen Aandemaner eller Heks bliver i Stand til at gribe forstyrrende ind i hans Fangst.

Naar en Mand er dræbt ved Trolddom, kan hans Søn beskyttes paa følgende Maade, helst naar han er opkaldt efter sin Farfader:

Man fanger en Ræv, skærer Hovedet af og anbringer det nede ved Stranden lige neden for det Hus, hvor Drengen bor. Over dette Rævehoved lægges den venstre Lalle af en Sæl. Skulde nu en Sjæleraner forsøge paa at forgøre Drengen ved Trolddom, vil han forstyrres i sine Forberedelser og skræmmes fra sit Forehavende, naar Rævehovedet begynder at gø og Sælhunden viser sine frygtelige Kløer.

Det forudsættes nu, at Sjæleraneren ikke opgiver Ævred, men forsøger at komme sin Fjende til Livs bag om Hus eller Telt; for dette Tilfældes Skyld behøver han en Amulet af en Ravn. Ravnens Skind flaas saaledes, at det beholder Kløer, Hoved og Næb; derpaa hænges det op i Huset eller Teltet lige over den Plads, hvor Manden plejer at sidde. Saa snart Sjæleraneren viser sig, giver Ravnen sig til at skrige; dog ikke saaledes, at Menneskene i Huset kan høre det, men kun Sjæleraneren, der føler sig opdaget i sine Anslag og straks rædselsslagen flygter bort.

De mere almindelige Fangstamuletter kaldes for "Kastevaabnenes Rensere"; de er meget forskelligartede og anbringes ofte inde i Kajaken. Saaledes kan man have en tørret Penis af en Sortside, Skindet af en Sneppe eller Skindet af et Sælhoved, fyldt med tørret Blæretang. Motiveringerne lyder som følger:

Sortsiderne er af alle Sælerne dem, der lettest faar Fært; denne Egenskab ophæver man gennem sin Amulet, helst da naar man ogsaa gnider sine Kastevaaben over med Amuletten; Sælerne har da ikke saa let ved at lugte en, og man faar god Fangst.

Skindet af en Sneppe giver sikre Kast; dog maa Fuglen, om den skal anvendes som Amulet, ikke være dræbt med Fuglepil, men med en almindelig Harpun; endvidere skal den være tørret med Vingerne liggende saaledes, at Overside vender mod Overside. Denne Amulet kan dog kun bruges om Sommeren. Den anbringes paa den nederste Ende af Harpuntræet, der hvor dette er bredest; her skæres en Fordybning, i hvilken det indtørrede Sneppeskind klemmes ind.

Man siger, at Sneppen aldrig griber fejl, naar den med sit lange Næb snapper efter sit Bytte; samme Egenskab faar Fangeren i sine Kast.

Skindet af et Sælhoved, fyldt med Tang, finder følgende Anvendelse:

Naar en Fanger stadig er uheldig med sine Harpunkast, skal hans Fader skrabe lidt paa Harpunskaftet med sin Kniv og pudse Benstykkerne af; disse gnides derpaa af mod Tangen i Sælhovedet; hverken Vaabnene eller Mandens Arm vil da længere være forgjort.

Til de her nævnte Fangstamuletter knytter der sig ogsaa en Slags Massage-Behandling; thi hver Gang Maanen viser sig, skal Fangerens Fader gnide ham over alle hans Muskler. Dette bevirker, at han fanger vel Maaneden ud.

Den samme Massage kan en Fader give sin Søn, naar det rygtes, at der ved en anden Boplads er fanget sjældne Fangstdyr som Hvalros, Narhval eller Bjørn. Sønnen vil da have Udsigt til ogsaa at nedlægge dette Storvildt.

En god Kajakamulet er ogsaa Roden af en Mælkebøtte; en Mælkebøtte bærer rige Frugter, derfor giver den som Amulet ogsaa rig Fangst.

Smaasten eller Søfugle, ganske særlig Stormfugle, forebygger Kæntring.

En Musling anbragt i Kajaken kan gøre følgende Gavn: Opdager man, at en misundelig Fangstfælle fra sin Kajak tryller over ens egen Kajak for at gøre en uduelig i Fangst, skal man efter Hjemkomsten i al Hemmelighed opsøge den misundeliges Kajak og ved Hjælp af Muslingeamuletten skrabe det Spæk bort, hvormed Kajaken altid er indgnedet, dog kun paa højre Side. Det Spækslam, som saaledes skrabes bort, lægger man under sit Sæde, naar man er ude i Kajak, og under sit Brikseskind, naar man er i Hus eller Telt; dette bevirker da, at man selv ikke blot beholder sit Held ubeskaaret under Fangsten, men siden ogsaa nedlægger de Sæler, som den misundelige skulde have fanget.

Et Stykke Ben, let bøjet som et Haandtag og forsynet med et Stykke flettet Senetraad, nedlægges i Kajaken; naar man siden ude paa Havet overfaldes af en Storm og ens gamle Moder ved at fremsige Trylleord vil søge at redde en i Land, faar hendes Sjæl, der er usynlig for Kajakmanden, et godt Greb i de Ben, der er lavet som et Haandtag, og hun kan da drage Kajaken ind mod Land i den Senetraad, der er fastbundet til Amuletbenet.

Amuletter maa man have lige fra sin Barndom, og selv om det forpligter til besværlige diætetiske Afhold, anses det selvfølgelig for en Lykke at have saa mange som muligt, saa at ingen Fare kan komme bag paa en.

Kvinder har aldrig saa mange Amuletter som Mænd; thi deres Liv er ikke saa kostbart som Mandens og derfor heller ikke saa efterstræbt af Mørkets Kræfter. En af deres vigtigste Amuletter plejer at være et gammelt Stykke Træ eller Ben, der sys fast under deres Brikseskind paa det Sted, hvor de sover. Saa længe disse opbevares, vil de faa Børn, der ikke saa let bøjes af Døden.

Som nogle af de almindeligste Børneamuletter skal nævnes:

En Stump Jern, der fastbindes til den Vægepind, hvormed Lampernes Mosvæge "snydes". Bliver Barnet upasseligt, skal Moderen slaa ud i Luften med denne Amulet, der hurtigt skræmmer Sygdommen bort.

En Bjørnesene, taget ud af Bjørnens Underarm, giver Frygtløshed og vældige Kræfter.

Virkelig smuk i sin Symbolik er følgende: Man finder en Dværgpil, der vokser oprejst, og skærer af den tykkeste Del af Stammen en Dukke, der bindes fast under Hætten af en Dreng. De Pile, der gror oprejst, har nemlig en stærkere Livskraft end de, der kryber hen ad Jorden, og en saadan Amulet gør derfor ikke blot en Dreng hurtigt voksende, men han bliver ogsaa saa stærk i Ryggen, at han kan gaa oprejst gennem Livet — uden at være bange for noget.

Beskyttelse mod Drab og Blodhævn

Da det af de foreliggende Skildringer fremgaar, at Østgrønlænderne maa anses for at være ret tilbøjelige til Mord og Drab, bør det fremhæves, at dette ikke skyldes Udslag af blodtørstige Egenskaber, men maa begrundes ved Anskuelser, som bunder dybt i deres Tænkemaade og Tro. At Drabene ikke foregaar aabenlyst og ifølge Udfordring, men som Regel i det skjulte som Snigmord, er kun tilsyneladende Bevis for Fejghed. Dels udsætter Drabsmanden sig selv og Familie for Blodhævn fra den myrdedes Paarørende, dels løber han den Risiko, at Anslaget vil ramme ham selv, hvis det mislykkes; endelig er det den almindelige Tro, at man kun ved et Snigmord kan forhindre den paagældende i at blive beskyttet af de Hjælpeaander, som han er omgivet med.

Anledningen til et Drab er den Overtro, at man derved senere hen i Livet arver de Sæler, den dræbte vilde have nedlagt, og i de gamle Sagn fortælles da ofte om, hvorledes Sagnheltene slog Mennesker ihjel uden at have noget Mellemværende med dem, men blot for at sikre sig deres Fangstudbytte.

Ofte ser man saaledes en Fanger tage sin Tilflugt til Drab, fordi han stadig har Uheld i sin Fangst og ikke er i Stand til at ernære sin Familie. Dette betyder da, at han har opbrugt hele det Fangstforraad, der af Skæbnen var bestemt for ham, og han har nu ingen anden Udvej end at skabe sig Fangst ved gennem et Manddrab at lægge Beslag paa de Sæler, den dræbte skulde have fanget. Drab paa et Menneske fordrer imidlertid altid Gengæld, Død maa altid betales med Død, og saaledes opstaar den saakaldte Blodhævn. Denne bliver derfor ikke blot en almindelig Hævnakt, men en religiøs Pligt, der udføres; og det er saaledes, at det ikke blot er de efterlevende, der hævder Familiens Ære, men Gengældelsen skaber en Oprejsning for den dræbte, hædrer hans Minde og skaffer en nødvendig Fred om hans Navn og den Maade, hvorpaa han har maattet afslutte sit Liv.

Et Mord kan ikke blot hævnes af den dræbtes nærmeste Slægt, men undlader denne at gøre det, kan den døde ogsaa selv tage Hævn og da som Regel under langt frygteligere Former, end om det er levende Mennesker, som gør det. Det gælder derfor om paa enhver Maade at værge sig ved Hjælp af Amuletter.

Alle de Regler, der skal overholdes, og alle de Hensyn, der skal tages til en mulig Genganger, er forøvrigt meget talende Vidnesbyrd om, hvor kompliceret en Affære det er at begaa et Drab.

Naar en Mand skal begaa et Drab, tager han Skinnebenet af en Hunds Forben og fastgør en Skindrem til det, idet han tager vel Vare paa, at denne ikke er en Rem, der har været anvendt til Sæler; siden tager han Skinnebenet med paa alle sine Kajakture. Lange Tider igennem maa han passe det Menneske op, som skal dræbes, og Offeret selv maa intet ondt ane. Naar han saa en Dag møder ham under Forhold, der er gunstige for Udførelsen af hans Forehavende, kan han harpunere ham, saafremt det foregaar til Havs; er det paa Landjorden, benyttes Pil. Overfaldet maa komme pludseligt og uventet, saa at den, der skal dræbes, først bliver klar over sin Skæbne, naar han er ude af Stand til at gøre Modstand. Saa snart Offeret er dræbt, skæres et Hul oven over Næseroden mellem Øjnene, og herigennem trækkes den Rem, der er bundet fast til Hundens Skinneben, saa at dette kommer til at sidde paa tværs i Hovedet. Liget bugseres til Land ved Hjælp af den saaledes fastgjorte Rem. Saa snart det er trukket op paa Land, skal Hovedet skilles fra Kroppen saa hurtigt som muligt, ligesom Guldbranden baade fra Hænder og Fødder skæres af. Kroppen kan enten parteres ud paa Land og spredes i smaa Stykker over den størst mulige Strækning, eller man nøjes med at sænke det ned paa Havets Bund ved Hjælp af en Sten. Denne Sten maa dog være taget fra en Grav og bevokset med Lav.

Derefter skæres Øjnene ud og lægges sammen med Hovedet og Guldbrandene ned i den dræbtes Fangeblære. Denne bæres derpaa ind over Land i Retning af Indlandsisen. Saa snart man træffer en Rævefælde, der er bygget op af Sten, tager man den skarpe, spidse Sten, hvorpaa man plejer at anbringe det Kødstykke, der skal lokke Ræven ind i Fælden, ligeledes den flade Sten, som er opstillet saaledes, at den lukker for Fældens Indgang, naar Ræven trækker i Maddingen. Den dræbte Mands Øjne spiddes derpaa fast til den spidse Sten og sænkes i en Fjældsø langt fra Kysten, der maa være saa dyb, at den aldrig tørrer ud om Sommeren. Efter Øjnene skal den flade Nedfaldssten sænkes ned, og man skal drage vel Omsorg for, at den kommer til at lægge sig over Øjnene, saa at de skjules. Fangstblæren med Hovedet og Guldbrandene kan nu enten sænkes ned i en lignende Fjældsø eller ogsaa bringes op til en Nunataq paa Indlandsisen, hvor den hænges op paa en Sten.

Alle disse Forholdsregler træffes, for at det ikke skal være muligt for den dødes Sjæl at faa samlet sin Krop for at hævne sig paa Drabsmanden. Naar Guldbrandene medtages, har dette sin Grund i, at man forlener disse med særlige Kræfter, fordi det er dem, Jordemoderen holder fast i, naar Barnet faar Navn.

Men til Trods for alle de Forholdsregler, der træffes for at forebygge, at en død skal gaa igen for at hævne sig, kan man dog alligevel aldrig føle sig sikker, og man søger derfor yderligere at dække sig ved Hjælp af Amuletter og Amuletremme, de saakaldte Qigssutit.

Alle Østgrønlænderne er forsynede med en Amulet, der bestaar af et Stykke gammelt Spækslam fra en Lampe, der sys ind i en lille Skindpose og bæres inde paa Brystet i Amuletremmene. Dette er en Farebeskytter i al Almindelighed, og naar man sædvanligvis bruger dette Spækslam, der altid afsætter sig paa en Vægstenslampe, er det ud fra den Betragtning, at det er noget, som er hærdet gennem den stærke Ild. I Stedet herfor kan dog ogsaa anvendes størknet Spæk fra en gammel Kødgrav; dette størknede Spæk, der ikke kan blive vaadt, gør en særlig uimodtagelig for onde Anslag.

Men et Menneske, som har begaaet et Drab, kan ikke længere nøjes med den almindelige Amulet og plejer da at øge dens Styrke ved i Amuletten at indlægge et Stykke Ris fra en Ravnerede, ofte skaaret ud som en lille Dukke, og en Lus fra en Haj; ved Siden af den oprindelige Amuletpose anbringes yderligere en anden meget lille Pose, hvori indsys Neglene fra den dræbtes Guldbrande.

Ravnene er kloge og snilde Fugle, der anbringer det Ris af Dværgpil, som de bygger deres Rede af, paa en saadan Maade, at det baade er vanskeligt at opdage og svært at komme til. Disse Ris fra en Ravnerede har desuden den Egenskab, at de virker vildledende paa de Aandemanere, der vil hævne den døde; og dette hænger saaledes sammen:

Naar en Aandemaner, der er i Slægt med den dræbte, under en Besværgelse forsøger at finde Drabsmanden, vildledes han af det lille Stykke Ris, han bærer paa sit Bryst i sin egen Amulet, og i Stedet for at hjælpe den dræbte Sjæl opnaar han kun at forvirre den.

Men for alle Tilfældes Skyld bør man dog være forberedt paa, at Risene fra Ravnereden ikke forvirrer tilstrækkeligt; skulde Hævneren da komme paa rette Spor, vil han opdage Lusen fra Hajen; den viser sig som et frygtindgydende Uhyre, der æder løs paa Morderen. Dette skræmmer Forfølgeren bort.

Overvindes ogsaa Hajens Lus, sætter man sin sidste Lid til Neglene fra den dræbtes Guldbrande. Thi naar Sjælen kommer frem til Drabsmanden og hos denne pludselig opdager sine egne "Navne-Fingre's" Negle, vil den tro, at det er dens egen Navne, den er kommen til, d. v. s. det Menneske, som er opkaldt efter den dræbte, og derfor maa være hellig for denne. Da glemmer Sjælen al Tanke om Hævn og tager blot Bolig i sin Morders Legeme i sin Egenskab af Navnets Sjæl.

Endnu findes der dog en Sikring, saafremt alle Drabsamuletternes Egenskaber skulde vise sig at være magtesløse. Man tager da en Syringeholder af Ben, lægger den ind i et Stykke Vandskind og syr den fast øverst i det Tarmskindsforhæng, som dækker Indgangen.

En saadan Syringeholder skæres ud af en Narhvalstand eller Hvalrostand og har som Regel tre Udløbere eller Grene, hvori Syringe, der er lavede af tykt Skind, kan anbringes. Naar nu den dødes Sjæl kommer frem og vil ind i Teltet, er der tryllet saaledes over Syringeholderen, at denne i Farens Øjeblik vokser til et stort Bengitter, der spærrer hele Indgangen til Teltet, og Sjælen maa da opgive at komme ind.

Den bedste Beskytter, en Mand, der har begaaet et Drab, kan faa mod Gengældelse enten fra Aandemanere eller den dødes Sjæl, er dog den Søn, som fødes efter Drabet. Denne Søn kaldes hans Igdlersigssâ: Hans Hjælper i Hævnen. Denne Dreng skal foruden de almindelige Amuletter altid bære paa sig en Kniv med et skinnende Kobberblad. Dette blanke Blad vil skræmme den dødes Sjæl paa lang Afstand. Hans vigtigste Amuletter skal bestaa i to Overarmsbaand af Skind, det venstre med Haar paa, det højre uden Haar, men besat med Perler. Det venstre Overarmsbaand skal være lavet af Skindet fra den øverste Del af en Sæls venstre Forlalle. Det er desuden nødvendigt, at han altid paa venstre Fod bærer en Kamik, der i Modsætning til Kamiken paa den højre Fod altid skal have Haar paa. Det menes, at disse Haar vil gøre Drengen til en stærkere Mand end Faderen.

Naar det forlanges, at Overarmsbaandet skal være skaaret af Skindet fra en Forlalle, da er det for at skræmme Sjælen med Forlallens Kløer. Disse Kløer er ganske vist ikke anbragt i Amuletten, men der er tryllet saaledes over denne, at de altid vil være synlige for den dræbtes Sjæl, naar den kommer for at hævne sig.

Det højre Overarmsbaand med Perlerne virker saaledes paa Drengen, at alle de Sygdomme, han vil kunne faa i højre Arm, med hvilken han skal kaste sin Harpun, altid vil gaa hurtigt ud mellem Perlernes Huller. Den højre Kamik, der i Modsætning til den venstre skal være uden Haar, skal gøre ham hurtigere og behændigere end Faderen.

Foruden disse Amuletter skal en Igdlersigssâ altid have Haaret tæt afklippet paa højre Side af Hovedet, medens det skal vokse langt og vildt paa venstre Side. Dette vil ikke blot skræmme den forfølgende Sjæl bort, men ogsaa gøre ham uimodtagelig for de Sygdomme, der vil kunne paaføres ham.

Ulykkebringende Trolddyr, skabt af Mennesker

Man vil ikke i denne Oversigt have givet noget fyldestgørende Billede af alt det, der udefra kan true et Menneske, hvis man ikke ogsaa skænkede Tupilait eller Ulykkesdyrene en Omtale.

En Tupilak laves af Mænd og Kvinder, der er kyndige i Trolddom og ved Hjælp af det Væsen, de skaber, bringer Sygdom og Død over dem af deres Medmennesker, de har faaet Nag til.

Man kan lave en Tupilak paa forskellig Maade. Enten finder man et Barnelig, som man tryller Liv i og siden omskaber og udruster med forskellige farlige Egenskaber, eller ogsaa skaber man selv et helt nyt Væsen, idet man gaar frem efter følgende Fremgangsmaade:

Ben af alle Slags Dyr slæbes sammen og anbringes ved en Elv, hvor de i nogen Tid henligger, tildækkede med Mos.

Naar Knoglerne skal være af saa forskelligartede Dyr, sker dette for at gøre Tupilaken fantastisk og frygtindgydende.

Siden samler man Benene til et helt Skelet, men maa, naar man binder dem sammen, kun berøre dem med Tommelfingeren og Lillefingeren. Kommer man til at berøre Knoglerne med andre Fingre, vil Tupilaken tabe sin Kraft. Til Kød og Muskler benyttes Tørv, medens hele Dyret beklædes med et gammelt slidt Brikseunderlag, der skal være Uhyrets Skind. Naar saa Dyret er samlet, fremsiger man Trylleord over det for at gøre det levende. Saa snart det har faaet Liv, kalder det straks paa sin Skaber, idet det klynker efter Fader eller Moder, eftersom det er en Mand eller Kvinde, der har lavet det. Derpaa lader man daglig gennem lang Tid Tupilaken sutte paa sine Kønsdele for at den kan vokse og blive stor. Saa snart den har faaet den Størrelse, man ønsker, sættes den ud i en Elv og flyder med denne ud i Havet. Her dykker den ned og bliver borte en Tid, og naar den saa atter kommer til Syne, stikker den Hovedet op af Vandet og raaber til sit Ophav: "Hvad skal jeg gøre?" Vedkommende skal da nævne Navnet paa sin Fjende, som Tupilaken derefter svømmer bort til. Ofte skræmmes Offeret ihjel, blot Tupilaken viser sit skrækindjagende Ydre.

En Tupilak har altid Ansigt som et Menneske, men kan have Skikkelse af en Sæl, en Hund, en Bjørn eller en Kvinde. Er det en Mand, der skal dræbes, optræder den som Regel som en Sæl. Den lader sig da harpunere; saa snart den har faaet Harpunodden i Livet, trækker den Kajakmanden ved Hjælp af Harpunlinen, der trylles fast til Kajaken, ned under Vandet, saa at han drukner.

En Kajakmand, som er kæntret for en Tupilak, vil altid have blodige Øjenkroge; thi disse spiles saa højt op, at de brister, idet Manden faar Øje paa Tupilaken, der tilmed altid under Vandet har en skrækindjagende Stemme.

En Tupilak kan tage sig frem overalt, idet den svømmer lige saa let gennem Vand som gennem Jord og Klipper.

En Tupilak faar ikke andet at spise end det Menneske, den skal ombringe. Hænder det nu, at den Mand eller Kvinde, som den er udset til at skulle dræbe, viser sig at være større i Trolddomskunst end den Mand eller Kvinde, der skabte den, vil den staa magtesløs, uden at kunne gøre nogen Skade. Den vender da tilbage til sit Ophav og æder dette. Som Følge af dette Bagslag er det altid forbundet med den største Risiko at skabe en Tupilak. Saa snart en Tupilak har fuldført sin Opgave, ophører den med at eksistere.

Foruden Tupilakerne findes der ogsaa et andet Væsen, som kan skabes gennem Trolddom, og det er den saakaldte Angiaq, et for Mennesker usynligt Aandeskræmsel, der bliver til af et Foster, der er født i Dølgsmaal. En Angiaq eller, som den ogsaa kaldes, en Maleruarteq, lægger ikke an paa Menneskeliv, men har blot til Opgave at skræmme Fangstdyrene bort fra en Kajakmand. Den følger som Regel efter Kajaken og giver, saa ofte en Sæl dukker op, en Lyd fra sig som en Spurveunges: Pit — pit — pit! Alle Sæler flygter da bort, inden Fangeren kan faa Tid til at harpunere dem.

Tupilak og Angiaq optræder ofte i Sagnene, men ogsaa i det daglige Liv faar de Skyld for de fleste Uheld og Ulykker. Jeg skal gengive en saadan Tupilakhistorie, der stammer fra den allerseneste Tid:

Aandemaneren Migssuarniánga havde mistet en lille Broder og maatte i den Anledning øve Bod af forskellig Art. Saa fik han en Dag Besøg af en gammel Aandemaner ved Navn Uviak, der spurgte ham, om han ikke havde Lyst til at hævne sig paa den, som var Skyld i hans Broders Død. Det vilde Migssuarniánga gerne, og den gamle Aandemaner tog ham da med sig paa Vandring, indtil de fandt et Sted, hvor de kunde arbejde i Skjul. De fandt to Sten, der stod omtrent ved Siden af hinanden, saa at de dannede en Vinkel. Et Stykke fra disse to Sten var en tredie, omtrent af samme Form og Størrelse. Den gamle Aandemaner ønskede nu, at de tre Sten skulde komme til at danne et Indelukke, og straks kom to Dværge til Syne. I samme Øjeblik var det, som om den tredie Sten løftedes af usynlige Hænder og bevægede sig hen til de andre, indtil en Indhegning var dannet.

Den gamle Aandemaner gravede derefter Liget af Migssuarniángas Broder op og anbragte Skelettet mellem de store Sten og sagde:

"Vi vil nu lave en Tupilak af ham; men forinden maa du skaffe en død Snespurv, der er gaaet i Forraadnelse, en levende Sneppe og en Sene fra en Sæl, der er fanget af gamle Peqigssarpik, der var Skyld i Barnets Død."

Derpaa gav Aandemaneren nøje Besked om, hvorledes disse Ting skulde skaffes, og Migssuarniánga gik sin Vej. Det varede ikke længe, før han fandt en død og raadden Snespurv lige for sine Fødder. Et lille Stykke derfra kom en Sneppe flyvende, satte sig ved Siden af ham og var saa tam, at han uden Spor af Vanskelighed kunde tage den levende. Derpaa stillede han sig inde paa Land bag sin Boplads og raabte gennem sit venstre Pelsærme, saaledes som Aandemaneren havde sagt: "Lad et Stykke Sene fra en Sæl, fanget af Peqigssarpik, komme til mig!"

Næppe havde han udtalt disse Ord, før han hørte et Sus gennem Luften, og da han stak sin Arm ind i Ærmet igen, fandt han den Sælsene, som den gamle havde ønsket. Derpaa gik han tilbage igen.

Aandemaneren skar nu Vingerne af den raadne Spurv og lagde dem paa Skuldrene af Barneliget; saa snart han blæste hen over dem, blev de friske og voksede fast i Barneliget, saaledes som Vinger skal sidde. Derpaa afskar han Ligets Ben og indsatte Sneppens lange Ben i Stedet for; ogsaa dem pustede han blot hen over, og straks sad de fast og var friske som levende Ben. Til allersidst lagde han Sælsenen hen over Barnets Ryg mellem Vingerne, og da han pustede paa den, forsvandt den ind i Barnets Krop og blev til de Sener, som giver Vingerne Kræfter.

Da Barnet saaledes var bleven omskabt, bøjede den gamle Aandemaner sig ned over det og fremsagde Trylleord, lige indtil Liget pludselig blev levende og gav sig til at skrige som et nyfødt Barn. Derpaa rejste det sig op paa sine lange Sneppeben og begyndte at slaa med Vingerne og løbe ned mod Stranden. Her hævede det sig pludselig op fra Jorden og fløj bort for at dræbe den gamle Sjæleraner, der havde været Skyld i dets Død.

Serratit eller Trylleord

"Serratit" er Gamles Ord eller Ord, der er nedarvede fra Forfædrene; de maa kun bruges meget sjældent, og da altid i yderste Nød eller Fare.

Trylleord bortgives eller sælges af gamle Mænd eller Kvinder, og det siges, at de, brugt paa rette Maade, kan klare alle Vanskeligheder og gøre det umulige muligt.

En "Serratgave" kan kun gives tidligt om Morgenen før Solopgang. Dette kaldes for Artarsserpâ.

En ung Mand, der plejede at hjælpe en gammel Fanger med at hente frossent Kød, fortalte mig, hvorledes den gamle af Taknemlighed havde givet ham en Serratgave. En Dag havde han sagt til ham:

"I Morgen skal du før Solopgang følge mig op paa Toppen af et højt Fjæld; der er noget, jeg gerne vil lade dig høre."

"Tagpavane tusardlerumâravkit", havde han sagt, da det ikke maa siges lige rent ud.

Den unge Mand fulgte næste Morgen ved Daggry med op paa et Fjæld, og først da de havde tabt Havet af Syne, lærte den gamle ham en Trylleformular, som siden ofte havde reddet hans Liv.

En Serrat fremsiges paa den Maade, at man stikker sin Guldbrand saa langt ind i Munden, at man faar et Opstød; dette skal være en Sikkerhed for, at Ordene kommer inde fra Menneskets Dyb. Under Fremsigelsen maa man sørge for at have Hætten slaaet op over Hovedet, selv om man er inden Døre.

Naar man har lært en Serrat fra sig, ejer man den ikke længere selv, og den kan nu kun bruges af den, man har givet den til.

Saadanne Trylleord benyttes:

Som Værn og Beskyttelse mod Farer og Hindringer. Mod Skræmsler, Spøgeri og Troldtøj for at holde sig dem fra Livet. For at redde Fangere, som er ved at omkomme paa Havet. For at helbrede syge og for at dæmpe Havets Bølger og faa Storme til at ophøre. For at fordrive og uskadeliggøre Tupilaker, og desuden i mange andre Tilfælde, som kan sammenfattes i det, der vækker Frygt og Rædsel, og som Mennesker uden Trylleord ellers maatte staa magtesløse overfor.

Trylleordene fremsiges som Regel blot meget distinkt og saaledes, at hvert Ord gentages to Gange. Der er ogsaa dem, hvortil der hører Melodi; Melodierne synges omtrent som almindelige Trommeviser. Selve Trylleordene er meget vanskelige at oversætte, idet de egentlig ikke indeholder nogen Mening. De har deres Virkning og Kraft i Ordenes og Sætningernes bestemte Rækkefølge og gennem det, at flere af Ordene er gamle Ord, Forfædrenes Ord, der ikke længere bruges i daglig Tale, men kun forekommer i disse bestemte Sammensætninger.

Her er en Tryllesang, som bruges til at jage Tupilaker bort med:

la — iâ,

den forfølger mig, den forfølger mig,

en stor sort Hund forfølger mig,

en stor sort Hund forfølger mig.

Kryb i en af mine Hundes Seler og gaa din Vej,

kryb i en af mine Hundes Seler og gaa din Vej.

Ia — iâ,

du skal gaa til en Fanger,

ia — iâ.

Hvad er det, jeg har i Skrævet?

Hvad er det, jeg har i Skrævet?

la — iâ.

Du har jo for Vane at gaa din Vej,

du har jo for Vane at gaa din Vej.

Saa gaa da din Vej,

saa gaa da din Vej,

ia — iâ.

En Serrat som denne er meget omstændelig at benytte; først skal den med Iagttagelse af alle foran omtalte Ceremonier fremsiges paa Taget af Huset, siden ved Husindgangen uden for Huset og saa ved Indgangshullet inde i Husgangen. Paa Husets Tag skal man under Fremsigelsen stadig gaa i Retning af Solens Bane; naar man er færdig, skal man slaa ud i Luften med en Kniv eller en Kangmiut, en Stok til at berede Kamiker med. Dette gentages alle Steder, og først da anses Huset for at være signet mod onde Aander.

Her er en Serrat, der giver god Fangst:

la — iâ,

hvad er det, der gaar foran mig paa tværs af min Vej?

Ia — iâ.

En Fjordsæl kryber foran mig paa tværs af min Vej,

ia — iâ.

Vær frygtløs og medgørlig,

vær frygtløs og medgørlig,

ia — iâ.

Hvad er det, der gaar foran mig paa tværs af min Vej?

Ia — iâ.

En Fjordsæl kryber foran mig paa tværs af min Vej.

Ia — iâ.

Disse Trylleord beroliger Sælen, saa at man kan komme den paa nært Hold.

Hvis man ude paa Havet overfaldes af en Storm og har svært ved at klare sig, skal man fremsige:

Ia — iâ,

hvad er det for noget, der bærer mig mod Land,

hvad er det for noget, der bærer mig mod Land?

Ia — iâ,

min Oldemoder bærer mig mod Land,

min Oldemoder bærer mig mod Land.

Ia — iâ.

Følgende Serrat faar Taagen til at lette, naar man farer ud paa Havet:

la — iâ,

det damper ikke fra mig,

det damper ikke fra mig,

ia — iâ.

Lad den vældige Taage drive ud over Havet

og synke ned i Horisonten,

ia — iâ.

Lad den vældige Taage drive ud over Havet

og synke ned i Horisonten.

Det damper ikke fra mig, det damper ikke fra mig,

kun en af Folkene fra Elvlandet damper,

kun en af Folkene fra Elvlandet damper,

ia — iâ.

Følgende Trylleord fremsiges enten over druknende, som man vil vække til Live, eller over dødfødte:

Ia — iâ,

hvad er det, jeg forsøger at gøre levende,

hvad er det, jeg forsøger at gøre levende?

Ia — iâ, en lille Orm forsøger jeg at gøre levende,

en lille Orm forsøger jeg at gøre levende,

en lille Orm forsøger jeg at gøre levende,

ia — iâ.

Hvad er det, jeg forsøger at gøre levende,

hvad er det, jeg forsøger at gøre levende?

Ia — iâ,

en Orm,

en lille Orm,

ia — iâ.

Man blæser derpaa over den døde, som da lever op.

En Tryllesang til at fange Tupilak med:

Hvis en Kajakmand lider af Frygtfornemmelser, naar han er ude i Kajak, skal han en tidlig Morgen gaa rundt om sit Hus fra venstre til højre og fremsige følgende under stadige Opstød:

Ija — ija.

Hvad er det for noget, der forlader mig?

Et Ulykkesdyr,

ija — ija,

kan ikke mere finde mig, fordi jeg krøb herind,

ija — ija,

fordi jeg krøb herind i den taagelignende Blomst

i den hvide Kæruld.

Nu ved den ikke, hvor jeg er,

den vender tilbage til sit Udgangssted, til sin Moder,

ija — ija,

den har rørt ved sin Moder.

En Tryllesang, der giver stille Vejr:

Ija — ija.

En vældig Storm,

ija — ija,

gaar uden om mig.

Ija — ija,

stille og blank ligger Vejen.

Ija — ija.

Hvad er det for noget, der jævner Vejen for mig?

Nu er der ikke længere nogen Fare.

Ija — ija,

jeg ror frem ad stille Vand,

ija — ija.

Trylleformularer, der fremsiges om Efteraaret, naar man flytter fra Telt ind i Vinterhus. Denne Tryllesang beskytter Husets Beboere mod Trolddom, Sygdom og al Slags Modgang.

Ija — ija.

Hvad er det for noget, som forfølger mig?

Hvad er det for noget, som forfølger mig?

Ija — ija.

En Ulykke forfølger mig!

Ulykke, Død og Sygdom forfølger mig.

Ija — ija.

Se her, se her, se her, se her!

Mit Ansigts Skind har jeg dækket til

og har en Maske paa.

Ija — ija.

Hvad er det for noget, som forfølger mig?

Ulykke, Sygdom og Død forfølger mig.

Ija — ija,

se her, se her!

Mine Kindtænder har jeg dækket til

og bruger dem som Arme.

Ulykken vender mig Ryggen.

Ija — ija.

Dette fremsiges langsomt og med stærk Betoning paa hvert enkelt Ord; derefter afsluttes med almindeligt Tonefald:

"Du plejer jo at gaa din Vej! Forlad os!"

Og idet man siger dette, skal man slaa ud i Luften med en Amulet. Dette siger man fra Hustaget, medens Husgangen signes med følgende Ord:

Ija — ija.

Se blot en Fakkel.

Ija — ija,

en Fakkel deroppe,

en Fakkel deroppe,

ija — ija.

Efter at have sagt dette med stærk Betoning paa hvert enkelt Ord, skal man sige med almindelig Stemme:

"Ukoko — ukoko — ukoko!"

Derefter skal man gaa rundt om Huset igen, idet man stadig gentager: "Ukoko — ukoko — ukoko!"

Saaledes findes der Trylleord for alle vanskelige og truende Situationer i Livet. Særlig Aandemanerne er skærmede i al deres Færd, blot de tager deres Tilflugt til Serratit, ja, endog deres Hjælpeaander har deres særegne Trylleord, der benyttes til Forsvar for dem, der behersker dem.

Hvorfra alle disse Formularer oprindelig stammer, vides ikke bestemt, men der er dem, som mener, at Forfædrene lærte dem af Dyrene i de Tider, da disse kunde tale.

Det eneste sikre ved dem er, at der altid falder Fred og Ro over et Menneske, naar Trylleordene er fremsagt, og derfor tvivler man ikke om, at de er Menneskets bedste Beskyttere.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 34-45. København, 1921.