Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Asiaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Asiaq
der hersker over Vejret
og Vindene
Der var engang en Storfanger, som boede ved Pikiutdleq. Han havde kun eet Barn, en lille Dreng, som alle i Huset var glade og taknemlige for; særlig hans Bedstemoder holdt meget af ham, fordi han var opkaldt efter hendes afdøde Søn.En Dag kom Storfangeren hjem med en Sæl, og da hans Kone skulde ned og flænse den, gav hun sin lille Søn til sin Moder, for at hun kunde passe ham imedens. Bedstemoderen sad nu hos ham og passede paa ham, indtil han begyndte at græde, og han blev ved med at græde saa voldsomt, at hun tilsidst raabte ud til sin Datter:
"Kom op og tag ham lidt! Han bliver ved med at græde, og jeg kan ikke faa ham til at tie."
Den gamle Bedstemoder var blind, og da der kom nogen ind i Huset til hende, kunde hun ikke se, hvem det var. Hun troede blot, det var hendes Datter, der kom ind og sagde: "Vær saa god, læg ham saa i min Amaut!" Men næppe havde hun gjort det, før hun i det samme mærkede, at Ryggen var hul, der gik ligesom en stor Kløft ned gennem den. Forgæves raabte hun, saa højt hun kunde: "Jeg er kommen til at lægge ham ned i en fremmed Amaut, og for sent mærkede jeg, at Ryggen var hul paa den, som hentede ham!"
I det samme kom Datteren selv ind for at hente sit lille Barn, men det var forlængst bortført. De søgte og søgte alle Vegne, men fandt det aldrig og sørgede til deres Dages Ende over den lille Dreng, der var bleven stjaalet fra dem.
Den, som havde taget det lille Barn, var ingen anden end Asiaq, Vejrets og Vindenes Herskerinde, om hvem det fortælles, at hun var en Kvinde, der lige siden Verdens allerførste Dage havde været ude for at finde sig en Mand; men altid maatte hun gaa forgæves, ingen vilde have hende. I hine allerældste Tider var Asiaq altid paa Vandring, altid var hun ude, altid paa Fart fra Boplads til Boplads, og hun sørgede derfor gerne for at have godt Rejsevejr; derfor fortæller vore Forfædre ogsaa om, at Vejret i gamle Dage ikke var nær saa uroligt og ustadigt, som det nu er.
Men saaledes som det fortælles her i Historien, gik det til, at Asiaq endelig fik sig en Mand. — Hun lod Drengen vokse hurtigt til, og da han var bleven stor, tog hun ham til Mand. Derefter holdt hun op med at gaa paa Vandring; og fra den Dag af, da hun kom til at bo fast i sit Hus, sørgede hun daarligt for Vejret, og Menneskene, der skulde drive Fangst, led meget derved. Det blev derfor Aandemanernes Opgave at rejse til Asiaq en Gang imellem for at faa hende til at skaffe godt Vejr.
Der fortælles, at ingen Aandemaner kan komme bag paa Asiaq, thi hun skammer sig over, at hun har taget et Barn til Mand. Selv er hun ogsaa frygtelig at se paa, og alt i hendes Hus er omvendt.
- - - -
Mange, mange Aar efter at det foregik, som her fortaltes om, fødtes der en Mand, der fik Navnet Ajak. Allerede i sin Opvækst gav han sig til at mane Aander og blev derfor, da han var fuldvoksen, en af de største Aandemanere her i vort Land. Han havde taget Land ved Simiutaq og overvintrede her. Han havde et stort Hus med mange Husfæller, og da Vinteren kom, faldt det ind med Uvejr, stadig Uvejr med Sne, og det sneede, som om det aldrig mere vilde holde op. Tilsidst var der saa megen Sne over Land og Is, at man ikke kunde tage paa Fangst, og der blev Misfangst og Nød blandt Menneskene. Alle de mange Mennesker, der led Nød, begyndte nu at knurre, idet de sagde:
"Det er altid fortalt os, at Ajak skulde være en stor Aandemaner, som paastod, at han atter kunde skaffe Fangstdyr, naar det faldt ind med Misfangst. Hvorfor gør Ajak ikke noget for at hjælpe os?"
Ajak lod, som om han intet hørte, men en Aften tog han til Orde og sagde:
"Skaf mig et Vandskind, der kan bruges til at dække Husindgangen med."
Man dækker Husindgangen med et Vandskind, naar man skal mane Aander. Derfor hængte man ogsaa straks et Vandskind for Husindgangen og gav sig til at binde Ajak, der vilde paa Aandeflugt for at faa Asiaq til at lade sit Vand; thi naar hun lader sit Vand, regner det ned over Jorden.
En Aandemaner, der skal paa Aandeflugt, maa bindes meget forsvarlige; hans Sjæl eller Aand forlader da Legemet, der bliver tilbage i Huset, og foretager derpaa en Rejse, der skal skaffe det, som Menneskene behøver. Man bagbandt derfor Ajak med stærke Skindremme; men skønt han laa bagbunden, uden at røre sig, hændte det dog, at Troldtrommen, der laa ved Siden af ham, gav sig til at bevæge sig af sig selv. Trommestikkerne slog paa Tarmskindet, saa det drønede i Huset; det var Aanderne, der gjorde dette, og det var Tegn paa, at Ajak var en meget stor Aandemaner.
Da man nu var færdig med at binde ham, gik en af Mændene hen og stak sin Langfinger ind i Rumpen paa ham; han stak den ind og trak den meget hurtigt ud igen. Dette gjorde han, for at Sjælen under Aandeflugten kunde have en meget stærk Fart paa. Man bandt derefter Vingerne af en Tejst fast paa Ryggen af ham; alle Aandemanere har en Tejst til Hjælpeaand, og den hjælper dem til at flyve gennem Luften og foretage Aandeflugter. Derpaa slukkede man Husets Lamper, og der blev mørkt. Straks begyndte Troldtrommen at bevæge sig, Trommestikkerne slog paa den, saa det drønede, og Aanden forlod Legemet, fløj ud af Huset og bort gennem Luften, ledsaget af alle Hjælpeaanderne. De fløj ind over Land, længere og længere ind over Land, ind mod Indlandsisen, indtil de kom til et Hus. Her gik de op paa Taget og kiggede ned gennem Husets "Næse".
Blandt Hjælpeaanderne var der en, Ijajiuatsiaq, en meget lattermild lille Dværg. Da han nu vilde til at kigge ned gennem "Næsen", advarede de andre ham, for at han ikke skulde komme til at le; thi der var sket det mærkelige, at Ajak og hans Aandefølge var kommen i Asiaqs Hus, uden at hun selv mærkede, at hun havde faaet Besøg. De fremmede kunde derfor ubemærket undersøge, hvorledes hun saa ud: Hendes Mund stod paa langs i Ansigtet, ligesaa hendes Øjne, Næsen paa tværs, Haartoppen paa langs; Lampen vendte den forkerte Vej, ligesaa hendes Gryde og hendes Vandspand; ja, endog hendes Briks og Sidebriks stod omvendt af, hvad man plejede at se, og ved Siden af hende laa hendes vældige Mand med smukke Armbaand paa de bare Arme. Næppe havde Ijajiuatsiaq set alt dette, før han brast i Latter; i samme Øjeblik smed Asiaq sin Mand ind i Briksens Baggrund og klappede hurtigt hen over hans Krop med begge Hænder, og straks blev han til et lille spædt Barn. Ajak og hans Hjælpeaander gik nu ind i Huset, og Asiaq spurgte dem:
"Hvad vil I her?"
"Vi er komne for at faa dig til at lade dit Vand."
"Ho, ho, sæt jer saa ned!" Og da de havde sat sig ned, sagde hun:
"Hvad skal man dog give de fremmede at spise?" I samme Øjeblik tog hun ud fra Rummet under Briksen en Pose, der var lavet af Skindet af en Sælhunds Luffer, og en Rem, der var skaaret ud fra Spilehullerne rundt om et Sælskind. Hun bandt Posen fast til Remmen og kastede den ud i sin Husgang; men inde i Posen havde hun forinden lagt en Skindvante, saaledes som den bruges til Kajakfangst. Der var tryllet saaledes over denne Vante, at den blev til en Haand, der kunde stjæle; og Posen, som hun kastede ud i Husgangen, fløj helt ned til Menneskenes Kødgrave; her stjal saa Vanten Kød til Asiaq. Paa den Maade levede hun i Overflod, uden at hendes Mand behøvede at bekymre sig om noget.
Idet hun kastede Skindposen ud i Husgangen, kunde man se paa Linen, at den bevægede sig i forskellige Retninger, hvorpaa den standsede. Hun trak den op fra Husgangen og ud paa Gulvet, og da man aabnede den, saa man, at den indeholdt alle Slags Planter af dem, der er spiselige og som vokser paa Jorden; øverst laa Kajakvanten. Hun tømte den, og idet hun kastede den ud igen, sagde hun: "Hvad mon den nu vil blive fyldt med?" Da hun halede den ind igen, indeholdt den Qujut, Kokleare, nedlagt i Spæksylte.
Atter kastede hun den ud, og da hun halede den ind, indeholdt den Nunat, spæksyltede Rødder af Mælkebøtten. Paa samme Maade skaffede hun Mátak og Inigarmiut, syltet i Spæk og nedlagt i flaaet Sælskind. Ogsaa tørret Kød trak hun op til sig paa denne Maade. Derefter holdt de Maaltid. Af Hjælpeaanderne spiste den lille lattermilde Dværgtrold syltede Planter, Ingnerssuit spiste Hvalskind, og Indlandsboerne tørret Kød; saaledes spiste enhver det, han var vant til. Da Maaltidet var til Ende, rodede Asiaq om mellem sine Gemmer og trak et Stykke Bjørneskind frem, der var fyldt med Sne; idet hun løftede det op, dryssede der Sne ned derfra, men Aandemaneren og hans Hjælpeaander sagde:
"Nej, nej, ikke det, ikke det!"
Hun tog saa et andet, der dryppede af Vand, og hertil sagde de andre:
"Ja, det skal det være, ja, det skal det være, det er det, vi vil have!"
Saa hævede Asiaq det op i Luften og rystede det, og en Mængde Vand dryppede ud derfra. Saaledes gjorde hun to Gange, men da hun vilde til at gøre det tredie Gang, sagde de: "Nej, nej, ikke mere!" Og dermed standsede hun; thi for hver Gang hun rystede den Skindlap, der dryppede af Vand, regnede det ned over Jorden en hel Maaned.
Aandemaneren og hans Hjælpeaander begav sig nu paa Hjemvejen, efter at de, som man plejede at sige, havde faaet hende til at lade sit Vand. Siden naaede de vel hjem.
En Stund efter at Aandemaneren var kommen tilbage til Bopladsen, gik der en Mand fra Huset ud for at se paa Vejret, og da han kom ind igen, sagde han:
"Det ser ikke meget ud til Regn, det blæser en frisk Landvind og Sneen falder tæt."
Natten faldt paa, og Ajak gik selv ud for at se på Vejret; da han kom ind, sagde han:
"Enhver vantro kan nu gaa ud og se paa Vejret."
Husfællerne gik da ud og saa, at Regnen faldt i stride Strømme, og at det var faldet ind med rigtig sydvest.
Saaledes regnede det to Maaneder igennem, al Sne og Is smeltede, og Fangerne kunde atter komme ud og drive Fangst, som de plejede.
Dette er den Beretning, vi har om Asiaq, der hersker over Vejret og Vindene.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 99-104. København, 1921.
