Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – De dødes Land i Himlen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
De dødes Land i Himlen
Avggo var en stor og berømt Aandemaner, der havde foretaget Aandeflugter til næsten alle de Steder, der plejer at besøges af store Aandemanere; men han havde endnu aldrig været oppe i Himlen i de dødes Land, hvor Menneskene lever videre efter Livet her paa Jorden. Han bestemte sig derfor en Dag til at foretage en Aandeflugt dertil og gjorde sig rede, idet han gav Ordre til, at kun hans Strømper skulde tages frem og ikke hans Støvler. Saa blev der mørkt inde i Huset, og han begyndte at tilkalde sine Hjælpeaander. Før der endnu var bleven helt mørkt i Huset, begyndte Trommen allerede at gaa af sig selv; det er altid Tegn paa, at det er en stor Aandemaner, der besværger, naar Troldtrommen bliver levende, endnu før Forberedelserne til Besværgelsen er helt afsluttede. Da det var bleven helt mørkt, hørte man de forskellige Hjælpeaander komme. Nogle var store og vælige og traadte tungt i Jorden, saa det gungrede under dem, de talte med dyb Bas, og deres Stemmer lød som Raab. Andre talte med smaa, tynde Kvindestemmer, og man kunde høre, at de var smaa og lette til Bens. Da alle Hjælpeaanderne var samlede, kunde Aandeflugten begynde.
Naar en Aandemaners Sjæl forlader Legemet, der bliver tilbage i Huset, plejer man altid at lade en af Hjælpeaanderne blive tilbage i hans Sted. Man hører hans Stemme engang imellem, men ellers skal han blot passe paa, at der ikke tilstøder de mange Mennesker noget, der er forsamlede, medens Aandemaneren er ude. Denne Gang blev en gamel Hjælpeaand ved Navn Titigaq tilbage i Aandemanerens Sted Han var en Olding, lam i begge Hofter og med Munden af Led. Man fortæller, at han engang under en Aandeflugt havde haft en saa vældig Fart paa, at Luftens Pres havde vredet hans Mund af Led, og siden var den aldrig kommen i Lave igen.
Man farer op til Himlen ved at flyve ud til Horisonten paa det Sted, hvor Jord og Himmel mødes; herfra kravler man op i Himlen. Da Aandemaneren naaede derud, stødte han paa en Trappe med tre Trin, tre meget høje Trin; saa høje var de, at man kun med Nød og næppe kunde naa fra det ene til det andet. Der rislede Menneskeblod ned over dem, og det flydende Blod gjorde dem meget glatte.
Naar Menneskene dør og kommer op i Himlen, gaar al Ondskaben af dem; de renses og lutres ved, at al Saften gaar ud af Legemet. Dette sker i Sørgeaaret, det Aar, hvor de efterlevende har Sorg for den afdøde og gør Bod, fordi de er bleven urene ved Berøringen med Liget. Al denne Tid til¬bringer den døde med at kravle hen under et stort Skind, og herunder mister han alle sine Safter; det er det Blod, der i den Tid forlader hans Legeme, som man ser rinde ned ad Himmeltrapperne.
Aandemaneren steg med Besvær og stor Livsfare op ad de glatte, rindende Trapper og kom ud paa en udstrakt Slette, Himlens store Slette. Næppe var han kommen herop, før et vældigt Raab rejste sig:
"Han er kommen, han er kommen; vi har faaet fremmede, vi har faaet fremmede!"
En Mængde Mennesker stormede til og kom løbende fra alle Sider, og snart var Aandemaneren og hans Hjælpeaander helt omsluttede af Mennesker. Blandt disse genkendte han sin afdøde Fader.
"Ej-ej, er du kommen? Nej da, nej da!"
"Ja!"
"For at tage Land?"
"Nej!"
"Aa, du er bleven Aandemaner", sagde Faderen og saa i det samme hans Hjælpeaander.
"Men hvor er din Moder?"
"Hun er død for længe siden."
Da den gamle hørte dette, blev han bedrøvet og tavs.
"Hun er kastet i Havet," sagde Sønnen.
Kun de Mennesker, der bliver stensat paa Land, kommer op i Himlen; alle de, der kastes i Havet, kommer ned i Un¬derverdenen, hvor der ogsaa er godt at være.
"Men hvor er da din lille Broder?" spurgte Faderen.
"Han er ogsaa død og kastet i Havet."
Da brast den gamle i Graad af Sorg over, at han al¬drig mere skulde se sin Søn. Men straks efter tørrede han Taarerne af sine Øjne og gav sig pludselig til at synge, gan¬ske som om han slet ikke havde været bedrøvet.
Sønnen blev meget forbavset og spurgte: "Men er du da bleven helt gal? Før græd du af Sorg over din Søn, og nu synger du pludselig af Glæde!"
Faderen svarede: "Ja, alt dette vil du engang komme til at forstaa. Heroppe lever vi ikke som nede paa Jorden tyngede af Sorger; vi synger meget heroppe og synes, her er dejligt at være."
Medens de saaledes stod og talte sammen, kom der en ung Kvinde med udslaaet Haar hen til dem; da han saa nærmere til, havde hun Ører som en Sæl.
Faderen spurgte: "Kender du hende ikke?"
"Nej!" sagde Sønnen.
"Det er jo din Søster! Du kan tro, hun mange Gange har samlet Bær til dig og lagt dem frem, saa du kunde finde dem, naar du var ude; og naar hun saa kom næste Dag, var Bærrene borte."
Aandemaneren kom nu til at tænke paa, at han engang havde haft en lille Søster, men da hun var født med Sælører, havde Forældrene dræbt hende, fordi de syntes, det var Synd, at hun skulde være blandt Menneskene. Saaledes genfandt han nu ogsaa sin Søster blandt de døde.
Faderen var meget ivrig efter at vise ham rundt og tog ham med ud paa Himmelsletten, idet han fortalte ham om alle de mærkelige Ting, han skulde lære at kende. Saaledes førte han Sønnen og alle hans Hjælpeaander hen til Qalerqat, et vældigt Skind, hvorunder der laa en Mængde levende Væsener, som lignede Orme, der vred og væltede sig.
"Det er det Sted, hvor de døde befrier sig for deres Saft," forklarede Faderen, og Aandemaneren opdagede nu, at hele den store, væltende og vridende Masse var een Forvirring af Mennesker, af døde Mennesker, der kæmpede for at komme til Live igen oppe i Himlen. Nogle var først paa Vej hen imod det store Skind; det var dem, som lige var døde og nu var ved at kravle ind under det. Andre igen saa man kun Benene af, idet de allerede havde Hovedet og Overkroppen inde. Paa samme Maade stak der Mennesker frem paa den anden Side af Skindet; det var dem, som var ved at kravle ud af det.
Den gamle Fader forklarede:
"Her ser du døde Mennesker, der kæmper for at vride Legemets Saft af sig. Først naar der er gaaet et Aar efter deres Død, kommer de ud fra Skindet og blander sig mellem os andre. De eneste, det gaar hurtigt med, er de dødfødte eller dem, der dør som Børn; de kommer krybende hertil, kravler lige gennem Skindet og kommer ud paa den anden Side med det samme."
Sønnen stod og undrede sig over alt dette og sagde saa pludselig til sin Fader: "Mon du nu ogsaa er rigtig død?" Hertil svarede Faderen:
"Du kan jo selv prøve, om der findes mere Saft i mit legeme."
Sønnen tog fat i Faderens Haandled og trykkede til. Straks føltes de sædvanlige Ben, men saa var det pludselig, som om de svandt helt bort og der intet Stof var tilbage i Haanden; tilsidst var det, som om hans Fingre mødtes gennem Faderens Haandled.
Da raabte Faderen pludselig:
"Slip, slip, slip, ellers dør jeg igen!"
Og da saa Sønnen slap, varede det nogen Tid, før den gamle kom til Kræfter igen.
Himmelboerne lever kun af Bær og Ravne; her findes ingen Sæler, ingen Sødyr af nogen Art, og de, som ikke vil undvære disse, maa derfor sørge for at blive kastet i Havet efter deres Død; de kommer da i Stedet for ned under Havet, hvor der er fuldt op af alle Slags Sødyr.
Den gamle Fader fortalte om Livet blandt Himmelboerne og førte Sønnen og alle hans Hjælpeaander omkring paa Sletten. Et Sted møder de en gammel Kælling, der bærer lige saa mange Ravne, hun kan slæbe af med. Hun kommer syngende hen til dem, overstrømmende og glad, og raaber til Aandemaneren:
"Du tror maaske, at Menneskenes Land er det eneste Sted, hvor der er værd at leve ? I kan tro nej! Sandheden er den, at først heroppe efter Døden møder man de store Glæder. Se nu engang derhen! Der findes en Skraaning, et Fald, der gaar ganske jævnt nedover. Der fanger vi Ravne, lige saa mange vi gider, og selve Fangsten er fuld af Morskab."
Ravne er der mange af oppe i Himlen; man fortæller, at det er Fluer, der bliver til Ravne, naar de kommer op i Himlen.
Ajarqissâq hedder en gammel Hjælpeaand, som plejer at føre an, naar en Aandemaner foretager en Aandeflugt til Himlen. Han gaar i Arv fra den ene Aandemaner til den anden, og da de alle skal se Himmelsletten, bliver han efterhaanden velkendt med alle Steder heroppe. Derfor var det nu ogsaa ham, der førte dem omkring fra det ene Sted til det andet sammen med Aandemanerens gamle Fader.
Hen over Sletten løb en stor Elv, og en Mængde Drenge stod ved Bredderne og fangede smaa Ørreder. Nogle af dem havde gode Fangstgrejer og fangede den ene Ørred efter den anden, andre derimod havde intet at fange med og maatte nøjes med at se til.
Den gamle Fader sagde:
"Fortæl Menneskene, at de altid skal sørge for, at Børnene, naar de dør, faar deres Redskaber med i Graven; her ser du, hvorledes det gaar dem, der ingen har."
Saa gik de videre og kom til et Sted, hvor der stod Vand og dampede; der stod Røg op af det, ganske som om det var varmt.
"Aa," sagde Ajarqissâq, "her er Himmelboernes Drikkevand."
"Er det varmt Vand?" spurgte Aandemaneren.
"Føl efter!" Og da Avggo stak Fingeren ned i det, havde han nær faaet Frost i den, saa koldt var det! Det var derfor, det dampede. Saa fint og godt Drikkevand havde Himmelboerne.
Nu sagde den gamle Fader: "Men Sangen, som Menneskene holder saa meget af, maa vi hen at høre paa!"
Og saa gik de hen til det Sted, hvor Himmelboerne holdt Sangfester og Sangkampe. Man kunde høre Koret bruse, Sang af Kvinder, Sang af Mænd; men det var umuligt at komme helt frem til dem, og Aandemaneren kunde slet ikke genkende de Klæder, de havde paa. Det var, fordi man var kommen hen til et Sted, hvor der var Folk fra fremmede Lande.
Saa mange Ting var der at se, at de intet mærkede til Tiden, der gik, og snart var Natten omme. Da sagde den gamle Fader:
"Nu maa du skynde dig at komme hjem, inden det bliver lyst; ellers maa du blive heroppe."
Og straks begav Avggo sig paa Hjemvejen, thi det var allerede nær Daggry. Hjemfarten gik let og hurtigt, og ingen Steder fandtes de Forhindringer, der havde voldt ham saa meget Besvær paa Udvejen; selv Trapperne med det rindende Blod var forsvundne. Saaledes naaede Avggo vel tilbage til sit Hus og fortalte Menneskene, hvorledes der var i de dødes Land paa den store Himmelslette.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 72-77. København, 1921.
