Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – De dødes Land i Underverdenen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
De dødes Land i Underverdenen
Engang vilde Aandemaneren Avggo besøge de dødes Land i Underverdenen og lod sig sy nye Skindstrømper og en Regnpels af sammensyede Tarme. Derpaa fangede han en ung Sortside, hvis Skind blev tørret for at anvendes til Forhæng for Husvinduet, naar han skulde tilkalde sine Hjælpeaander.
Dagen kom, og Hjælpeaanderne tilkaldtes under Aandemaning i Mørke. Der var kun en af Hjælpeaanderne, som ikke vilde komme, og det var gamle Ajarqissâq. Langt om længe kom han dog til Stede, da Aandemaneren vedblev at kalde paa ham.
"Hvorfor vilde du ikke komme?"
"Fordi du gør dumt i at fare ned til de dødes Land i Underverdenen, før du har været hos Havets Moder. Den Aandemaner, som først farer til de dødes Land, vil aldrig kunne komme til Havdyrenes Beherskerinde."
Men Avggo vilde have sin Vilje. Saa lettede hans Aand sammen med alle Hjælpeaanderne og for ned mod Havet, der aabnede sig for dem.
Aandemaneren fortalte senere, at det var, som om en Sti aabnede sig for dem gennem Havet. Man havde ingen Følelse af, at man befandt sig i Søen; kun var Vejret fugtigt, det var, som om det smaaregnede hele Tiden, og endnu længe før de var naaet frem, følte han derfor, at hans Tarmskindspels blev aldeles gennemblødt. Saa fik de en Lysning i Sigte forude, og da de naaede frem til den, blev det fint Vejr. Solen under Havet var lille, meget mindre end Himlens Sol, og man kunde se paa den uden at blændes.
Vejen ned gennem Havet havde ikke været besværlig; man mærkede intet til, at det gik ned mod Bunden; kun kom man hen over Skraaninger, der var meget glatte.
Endelig naaede de frem til Grænsen mellem Havet og Landet under Havet, men Skellet her dannedes af en skummende Elv, der kun kunde passeres, naar man sprang hen over nogle store, spidse Sten, som var helt bedækkede med vaade Tangplanter og syntes saa glatte, at ingen turde vove sig ud paa dem. Men Ajarqissâq, der aldrig var bange, sprang straks ud paa dem, balancerede over og kaldte paa de andre. Alle Hjælpeaanderne fulgte efter, og tilsidst stod Avggo alene tilbage uden at turde vove Springet; thi det forekom ham, at han aldrig vilde kunne faa Fodfæste, og at han derfor blot vilde blive hvirvlet af Sted med denne skummende Elv. Ajarqissâq saa da, hvorledes han tøvede, og raabte over til ham:
"Hvis du ikke vover Springet denne Gang, men vender om, vil du aldrig nogensinde komme til de dødes Land; disse Sten vil da altid blive den yderste Grænse for din Fart gennem Havet."
Saa sprang Aandemaneren da ud paa Stenene, og til hans store Forbavselse viste det sig nu, at Tangen slet ikke var glat, men kun saa saaledes ud. Paa den Maade slap de alle vel over.
Nu kom de til en jævn Skraaning, ad hvilken de døde plejede at komme fra Jorden over i Underverdenens Land. Der var meget glat, og det var derfor vanskeligt at komme op ad denne Skraaning; især for de gamle gik det langsomt, mange naaede kun halvvejs op, før de rutschede ned igen, alle slidende og arbejdende for at komme af med deres Safter — ganske som Himmelboerne under det store Skindtæppe. Ogsaa her tog det et Aar for at naa fra Tilværelsen paa Jorden og til det nye Liv efter Døden.
Paa den anden Side af denne Skraaning fik de Øje paa nogle Træstøtter, hvor der var udspændt Kobberemme. Her sad en Kvinde og gyngede frem og tilbage; det var Qatsovauvak, for hvem intet nogensinde kunde holdes skjult. Næppe havde hun set dem, før hun raabte, at der kom fremmede, og straks stormede mange Mennesker til fra alle Sider. Blandt dem var der en meget gammel Mand, der viste sig at være Aandemanerens Bedstefader, og sammen med ham fulgte en endnu ældre Mand. Det var en Aandemaner fra de allertidligste Dage, der engang paa en Aandeflugt havde haft en saa vældig Fart paa, at han havde tabt sit ene Øje. Næppe var han kommen frem og havde set Avggo, før han sagde:
"Du har begaaet en Fejl ved ikke først at fare til Havets Moder; nu vil du aldrig nogensinde komme ned til hende. Lyt engang!"
Og man hørte nu tydeligt en Elv bruse; det var den store Elv, der løb nede ved det Hus, hvor Sødyrenes Herskerinde bor.
Aandemaneren vandrede videre for at se paa alt det mærkelige, der var at finde. Et Sted fik han Øje paa en Sortside, og over den var stillet en Kajak paa tværs. Forbavset spurgte han, hvorfor den var stillet saaledes op, og man fortalte da, at det var, fordi en Mand var kæntret og druknet for denne Sortside.
De dødes Land i Underverdenen var et udstrakt Kystland; overalt kunde man se Havet og gaa langs med dets Bredder.
Nu fik de Øje paa en lille Sortsideunge, der kom svømmende lige i Nærheden af Land. Man fortalte, at det var en Sæl, der brugtes til at opøve de dødes Kræfter. Naar den dukkede op, blev den harpuneret af en af de nyankomne, og naar denne siden havde øvet sine Kræfter og sin Færdighed paa den, var den dog uskadt som før og dukkede op tilrede for andre.
Et Sted laa der en Mængde Mennesker, nogle levende, andre halvt forraadnede.
"Hvad betyder det?"
"Ja, ser I, naar nogen dør og begrædes alt for meget af de efterladte, kan de ikke komme til Kræfter igen og maa ligge saaledes, indtil man holder op med at begræde dem. Fortæl derfor Menneskene, at man vel maa sørge over dem, der dør, men at man skader dem ved at begræde dem alt for ubehersket."
Ude paa Havet hørte man ustandselig Lyden af pustende Havdyr. Der var Sæler, som holdt sig flydende i Vandskorpen; Narhvaler, Hvidhvaler og andre store Dyr dukkede op i Overfladen, og Luften var fuld af Lyde, naar de pustede og trak Vejret. Her var stor Overflod for dem, der skulde leve af Fangst. Men hver Gang Aandemaneren vendte sig om for at se paa disse Dyr, forsvandt de, før han kunde tage dem i Øjesyn. Det var, fordi han endnu hørte hjemme paa Jorden og ikke var død.
Aandemaneren maatte nu til at bryde op inden Daggry, og man spurgte ham da, hvor han bedst kunde lide at være efter sin Død, her eller i Himlen.
Hertil svarede han: "Det kommer an paa, hvordan Drikkevandet er."
Og saa fik man travlt med at følge ham hen til det Sted, hvor de døde under Havet hentede deres Drikkevand. Vandet saa smukt ud, lyst og fint, men da han smagte paa det, var det hverken koldt eller varmt.
"Nej," sagde Aandemaneren, "Menneskene maa have koldt og friskt Drikkevand."
Her vilde han ikke være; men da han spurgte, om det ikke var muligt at komme baade i Himlen og under Havet, svarede man, at saafremt han efter sin Død blev lagt lige i Højvandsbæltet og blev liggende der i tre Dage og først efter disse tre Dages Forløb blev kastet i Havet, kunde han være der, hvor han helst vilde være, skiftevis paa Kystlandet under Havet eller ogsaa paa Himlens store Slette.
Da Aandemaneren havde faaet dette at vide, tiltraadte han sin Tilbagerejse sammen med sine Hjælpeaander og naaede vel tilbage til sit Hus, uden at mærke noget til alle de Besværligheder, han havde haft paa Udturen. Og da han kom hjem, fortalte han Menneskene om, hvad han havde set og oplevet.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 78-81. København, 1921.
