Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den store Ild
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Den store Ild
Eller hvorledes Muslingen blev til
Modsætningsforholdet mellem Teori og Praksis i den eskimoiske Religion har ofte været understreget i det foregaaende. Et Moment i dette Sagn er et Eksempel herpaa. Alle religiøse Teorier er byggede op for at holde det onde borte fra Menneskenes Veje; ikke desto mindre findes der saakaldte Skræmmelege: Atârtortut, der gaar ud paa at tilkalde Skræmsler eller Trolde under larmende Lege. Dette gøres a voksne, naar Aandemaneren er borte og saaledes ikke kan forsvare sine Husfæller, eller af Børn, naar de er alene uden voksne. Man forsyner sig da forinden med Kæppe, ved Hjælp af hvilke man slaar fra sig, saafremt Skræmslerne virkelig skulde vise sig.
––––––––
Man fortæller, at der engang i gamle Dage boede mange Mennesker sammen i et stort Hus ved Simiutaq. Engang blev de gamle enige om, at de vilde tage bort til en Naboplads for at overvære en Sangkamp, og tilbage blev da kun Børn, lutter Børn, en Mængde Børn, og blandt dem var en lille forældreløs Dreng. Da det blev mørkt om Aftenen og Børnene begyndte at lege ude under megen Støj og Spektakel, gjorde den forældreløse, hvad han kunde, for at dæmpe Larmen; men Børnene var ikke bange, medens derimod den forældreløse skælvede af Angst. Saaledes legede de da uden at tage Hensyn til, at han bange fulgte deres Tagfat, Blindebuk og alle den Slags Lege, som Børn skriger og vræler under. Han løb stadig ind og ud af Huset, som om han frygtede for, at der vilde ske noget. Engang han havde været ude, kom han hurtigere ind end sædvanlig og sagde, at han kunde se "en stor Ild" nærme sig ude fra Havet; men de andre Børn lo ham bare ud og sagde:"Hvad skulde det være for en stor Ild? Der er ingen stor Ild ude paa Havet."
Saa gik den forældreløse ud igen og saa nu, at Ilden var kommen meget nærmere Land. Herover blev han saa forskrækket, at han skyndte sig ind, og da ingen i Huset vilde tro ham og blot lo ham ud for hans Angst, bad han dem, om de ikke vilde sætte ham op paa Tørrestativet over Lampen. Han bad om det paa en saa indtrængende og utrættelig Maade, at de omsider fik Medlidenhed med ham og løftede ham op paa Tørrestativet; men samtidig kildrede og drillede de ham under Spot og Latter. Saaledes fik den forældreløse gemt sig oppe paa Tørrestativet og tog sin Slæde med sig. Næppe var han imidlertid kommen derop, før en vældig Brand viste sig uden for Huset og farvede alt omkring i rødt. Da først blev de andre Børn bange og løb skrigende rundt imellem hinanden, idet de raabte:
"Hvad er det for noget rødt, vi ser derude? Hvad er et for en Ild? Hvad er det for en Brand?"
Lidt efter kom "den store Ild" ind gennem Husgangen, og den viste sig ved Indgangshullet, førende foran sig en stor Remmesæl, en vældig Remmesæl, hvor kun Skindet var afflaaet, stukket paa et Stykke Træ. Saa snart den viste sig, øvede den en frygtelig Tiltrækning paa alle Børnene, og de for modstandsløst hen imod den og døde, saa snart de rørte ved den. De gled en for en hen til "den stor Ild" og omkom. Den forældreløse, der laa oppe paa Stativet under Loftet, var ogsaa Gang paa Gang ved at blive trukket derhen, men hver Gang holdt han sig saa fast i sin Slæde, at han modstod Troldildens forfærdelige Dragen.
Der er ogsaa dem, der fortæller denne Historie paa en anden Maade, idet de skildrer "den store IId" som et Uhyre, hvis Overkrop er skabt som en Remmesæl, men med en Underkrop, der ikke ligner noget andet Dyr.
Den forældreløse blev længe liggende oppe paa Tørrestativet, og først da Ilden var forsvundet og han kunde vente Børnenes Forældre tilbage igen, kravlede han ned og satte sig paa Briksen. Ud paa Natten kom de tilbage, alle de mange Forældre, og saa snart de saa deres Børn ligge ubevægelige rundt omkring paa Gulvet, lo de, idet de sagde: "Naa, de har nok ordentlig moret sig, medens vi var borte; se, hvor de ligger udmattede omkring paa Gulvet og sover." Men da de kom ind og saa, at de var døde, blev der stor Sorg og Fortvivlelse i Huset.
Ingen troede paa det, som den stakkels forældreløse fortalte, men alle sagde i Munden paa hinanden: "Nej, der findes ingen stor Ild, der har dræbt vore Børn. Det er dig, det er dig selv, der har slaaet dem ihjel."
Da ingen vilde tro ham, sagde han tilsidst:
"Hvis I slet ikke vil tro paa, hvad jeg siger, saa leg I selv paa samme Maade, som Børnene legede, under Larm og Skrigen, og se saa, om ikke "den store Ild" kommer!"
Aftenen efter fulgte alle de voksne den forældreløses Forslag og gav sig til at lege og skrige inde i Huset; men forinden havde de anbragt en stor Gryde over en Lampe lige henne over Indgangshullet. Gryden var fyldt med Tran, og Lampen holdt stadig Trannen kogende. Da Legen var begyndt og alle skreg og larmede, gik den forældreløse ud for at kigge efter Ilden. Det varede ikke længe, før han kom ind og raabte, at nu havde han set den. De gamle larmede videre, og snart naaede Ilden helt frem til Huset.
Da man hørte Uhyret komme ind ad Husgangen, anbragte man Gryden saadan, at man blot ved at trække i en Snor kunde vælte Indholdet ned over Indgangshullet. Næppe havde derfor "den store Ild" vist sig, før man trak til og væltede hele Grydens Indhold af kogende Tran ned over den og skoldede den ihjel med det samme.
De voksne, som nu forstod, at den forældreløse havde talt Sandhed, var bange for, at "den store Ild" skulde have en vældig og gaadefuld Kraft til at drage Mennesker til sig, og for at undersøge dette smed man et stort Stykke Træ hen paa den; dette Træ blev øjeblikkelig hængende fast, saa at det ikke var til at rive løs igen.
Alle Husfællerne bestemte sig derfor til at flygte ud af Huset, idet de balancerede hen over Indgangsaabningen og nøje passede paa, at de ikke kom til at røre ved "den store Ild". Saaledes slap de alle vel ud, og tilsidst var der kun en gammel Kælling tilbage, der skulde passere hen over Trolden. Det var i gamle Dage, i de Tider da Kvinderne endnu brugte lange Pelsflige bagtil. Idet den gamle Kone nu forsøgte at balancere hen over Uhyret, kom hun til at røre ved det med sin Pelsflig, og øjeblikkelig blev den hængende fast. Hun gjorde alt, hvad hun kunde, for at komme løs, men idet hun gav et lille Hop og faldt tilbage igen, da Pelsfligen strammede til, berørte hun Uhyret med hele sin Bagdel og blev nu hængende uhjælpelig fast. Forgæves rev og sled hun i alt, hvad hun kunde faa fat i, for at rykke sig løs, men kom ikke ud af Stedet.
Saa var der en, der fandt paa at sige til hende:
"Forsøg paa at sige: Kato, kato, kato, kato! og se, om du saa ikke kan bevæge dig!" (Kato, kato, kato, kato! siger man, naar man søger at bevæge sig fremover, idet man blot løfter sig i Hænderne, f. Eks. naar man skal passere Tyndis, som en Kajak ikke kan skære igennem, og som man da passerer paa den Maade, at man, naar Kajaken er kommen op oven paa Tyndisen, løfter sig op i Armene og skubber den fremover).
Den gamle Kone fulgte Raadet, og idet hun stadig raabte "Kato, kato, kato, kato!", begyndte hun virkelig at bevæge sig hen over Uhyret og kom tilsidst ud af Huset og helt ud paa Møddingen. Her forsøgte man at rejse hende op, men hun skreg af Smerte, idet hun raabte: "Av, av, av, av, slid ikke saaledes i mig, I river Bagdelen af mig!"
Folkene vilde nu flygte bort fra Bopladsen i Konebaad, og da man allerede var i Færd med at bryde op, maatte den gamle Kælling med i Konebaaden; men da hun var kommen helt ned til Vandet, sagde hun pludselig: "Ej, ej, der hørte jeg en Lyd som af en Musling!"
Og næppe havde hun sagt disse Ord, før hun forvandledes til en Musling, faldt ud i Havet og sank til Bunds. Længe stod de andre og saa paa, hvorledes hun snurrede rundt nede i Vandet, idet hun sank.
Fra denne Kvinde stammer alle Muslinger, thi før dette skete, som er fortalt i denne Beretning, var der ingen Muslinger i Havet.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 111-115. København, 1921.
