Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den store Ulivaitsiaq, der straffede Kâgtagtuks Søn ("Skindstumpen")

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Den store Ulîvaitsiaq,
der straffede Kâgtaktuks søn
("Skindstumpen")

Man fortæller, at Ulîvaitsiaq var en stor og vældig Mand, saa stor, at han var paa Højde med de yderstboende Indlandsfolk; han brugte ikke Kajak, men plejede at rejse med Konebaad, idet han satte Garn ved alle smaa Sunde for at fange Sæler. Han var en meget dygtig Garnfanger, og saa ofte han tilsaa sine Garn, plejede han at fylde sin Konebaad med Sæler. Han havde ingen Kone, men boede hos en ældre Søster, der var gift.

Engang da han som sædvanlig skulde ud at se til sine Sælgarn, og Kvinderne, der skulde ro for ham, satte sig i Konebaaden, fulgte der en ung Pige med, som var eneste Barn og højt elsket af sine Forældre. Ulîvaitsiaq vilde ikke, at hun skulde følge med, men da hun bad saa inderligt derom, fik hun Lov. De roede bort og kom til et lille Sund, hvor Landet indenfor stod i Forbindelse med Fastlandet; her røgtede Ulîvaitsiaq sine Garn, medens Kvinderne gik i Land for at plukke Bær. Da han var færdig med Garnene, raabte han efter sine Roersker ind over Land, og de kom alle, undtagen een, og det var den lille Pige, der var sine Forældres eneste Barn. De raabte op i Fjældene, og da hun ikke svarede, søgte de overalt efter hende. Tilsidst maatte de opgive at finde hende og kom hjem uden at have hende med; og hendes Forældre blev meget bedrøvede over at have mistet deres eneste Barn. Senere søgte man ofte efter hende, men da hun tilsidst maatte regnes for tabt og borte, opgav man at finde hende igen.

Men en Dag kom Ulîvaitsiaq pludselig til at tænke paa noget og sagde:

"Mon ikke Kæmperne, der bor inde paa Indlandsisens Nunataq, skulde have røvet hende? Engang til Vinter vil jeg mane Aander og se, om jeg kan komme derind."

Det blev nu oplyst, at Ulîvaitsiaq engang havde aflagt Besøg derinde; der var fem store Indlandsboer, der boede sammen med deres Søster. Dette hørte Bopladsfællerne, og allerede næste Morgen raabtes der ind gennem Vinduet:

"Hvornaar vil Ulîvaitsiaq mane Aander?"

Ulîvaitsiaq svarede:

"Hvornaar mon, hvilken Dag mon?"

Herefter gentog dette sig hver Dag; hver Morgen blev der raabt ind gennem Vinduet:

"Hvornaar vil Ulîvaitsiaq mane Aander?"

Og der blev svaret:

"Hvornaar mon, hvilken Dag mon?"

Vinteren nærmede sig, og det blev Vinter; men da Dagene efter Mørket begyndte at længes, sagde Ulîvaitsiaq en Dag til sin Søster:

"Sy mig Klæder af Remmesælskind, der ikke er garvede. Klæderne skal jeg bruge, naar jeg skal mane Aander. Kun de Steder, hvor Armene skal bøjes, og selve Armhulerne skal du gøre bløde, saa at jeg kan bøje og bevæge Armene; og saa stor skal den Dragt være, at mine Fødder blot stikker frem under den."

Dragten skulde være saa stiv, for at ingen Vaaben skulde bide paa den. Søsteren gav sig da til at sy en Dragt af Saalelæder, af stift Remmesælskind og maatte have Hjælp til Arbejdet, der var meget svært. Pelsen blev omsider færdig, og da Ulîvaitsiaq syntes, at Dagene nu var lange nok, lod han raabe ind ad Vinduet til sine Bopladsfæller:

"Hvor er nu alle de utaalmodige? Nu vil jeg af Sted til Kæmpernes Land!"

Ved disse Ord blev der Larm og Spektakel inde i Nabohuset, og straks kom den forsvundne Piges Fader og Moder ud og fulgte med ham ind over Land; det var i gamle Dage, i de Tider da der aldrig faldt Sne paa Jorden. Paa deres Vej indover viste Ulîvaitsiaq sin Styrke ved enhver Lejlighed. Naar han kom til Sten, til store Sten, slog han til dem med sin knyttede Næve, saa at de gik midt over; og Stenblokke, der sad fast i Ler, løftede han op i to Fingre. De kom op paa Indlandsisen og fik en Nunataq i Sigte. De nærmede sig den hurtigt, og da de tilsidst ikke var ret langt borte fra Landet, spurgte Ulîvaitsiaq:

"Kan I nu se Huset?"

Manden og Konen gav sig til at spejde og opdagede nu ogsaa et Hus. De kunde se Varmen stige op som en Røg af Ventilen i Taget. Saa sagde Ulîvaitsiaq til sine Ledsagere:

"Jeg vil gaa foran og kigge ned gennem Ventilen; hvis jeg ser hende derinde, skal jeg som Tegn herpaa hæve mine Hænder; hvis ikke, kommer jeg straks tilbage."

Derpaa forlod Ulîvaitsiaq sine Ledsagere og gik i Forvejen hen til Huset. Her stillede han sig op paa Taget og saa ned gennem Ventilen og fik straks Øje paa den unge Pige. Kæmpernes Søster legede med hende og lod, som om den unge Pige var hendes Foster; hun havde anbragt hende saaledes, at Hovedet vendte nedad, medens hendes Ben var lagt op paa hendes Skuldre. Rundt omkring sad de fem Brødre og saa til. Den unge Pige var opløst i Graad, medens de andre forgæves talte til hende:

"Er du tørstig ?"

"Nej."

"Er du sulten?"

"Nej."

"Skal du skide, skal du lade dit Vand?"

"Nej."

"Længes du efter din Familie?"

,Ja."

Og saa sagde de til hende, medens de løj:

"Vi skal nok bringe dig hjem."

Saa hævede Ulîvaitsiaq sine Arme op, og de to gamle skyndte sig hen til ham; da de kom frem til ham, sagde han til dem:

"Det er bedst, I bliver nede i Husgangen; hvis jeg blot kan faa fat paa hende, skal jeg nok kaste hende ned til jer, og saa maa I flygte bort med hende, alt hvad I kan."

Saa gik de ind i Husgangen, men løb straks mod en stor, flad Sten, der spærrede for Indgangen. Ulîvaitsiaq fik den drejet lydløst om, saa at de kunde slippe igennem; men da de var kommen et lille Stykke forbi, stødte de mod en anden, og saadan blev det ved. Hele Husgangen var opfyldt med store, flade Sten, der var sat paa Højkant og spærrede for Indgangen. Endelig passerede de den sidste Sten og naaede frem til Indgangshullet; men her var der lavet et Forhæng af lutter Bjørnetænder, der var trukket paa en Snor, og hvis nogen vilde gaa ind og blot kom til at røre en af dem, raslede de med voldsom Larm. Ulîvaitsiaq betænkte sig et Øjeblik, men saa sprang han ganske pludselig ind i Huset, og fra Gulvet fløj han op over Kæmperne og ind paa Briksen, slog til den store Kvinde, saa hun faldt død om, og kastede den unge Pige ned i Husgangen, hvor Forældrene greb hende og flygtede bort med hende. De fem store Indlandsboer faldt straks over Ulîvaitsiaq og begyndte at slaa løs paa ham; men han gjorde sig blot haard, og da hans Klæder var saa stive, mærkede han intet til Slagene. Saa var der en af dem, der forsøgte at slaa Ulîvaitsiaqs Hætte ned, og da det lykkedes, gav han sig til at sno den rundt for at kvæle ham i den. Ulîvaitsiaq holdt bare Vejret, men da han omsider begyndte at blive svimmel, slog han til den af Kæmperne, der stod foran ham, og dræbte ham paa Stedet, og saa den anden, saa den tredie, saa den fjerde; kun den femte legede han med og dræbte ham ganske langsomt, og da det var gjort, gik han ud og satte efter de andre.

De to gamle havde deres lille Pige i hver sin Haand og løb af Sted med hende, saa hurtigt de kunde. De vendte sig om og saa Ulîvaitsiaq, og idet de ansaa ham for en af Kæmperne, flygtede de endnu hurtigere; tilsidst genkendte de ham dog, og han naaede frem til dem. De saa da, at hans Pelshætte var snoet rundt, og at det, der var nærmest Kinderne, var bleven. ganske blødgjort. Det var Indlandsboen, der havde tygget det, da det var for stift til at sno rundt.

Ved deres Hjemkomst modtog Ulîvaitsiaq af den gamle Mand hans Kajak og alle de Redskaber, som hørte til den, og dette fik han, fordi han havde givet ham hans Datter tilbage.

Saaledes fik Ulîvaitsiaq sig en Kajak og begyndte straks om Foraaret at øve sig i at ro langs med Land; det varede ikke længe, før han fik stor Øvelse i at ro. Saa kom der engang en Mand til Bopladsen og fortalte, at Kâgtagtuks Søn slog alle Mennesker ihjel, der kom paa Besøg.

Da Ulîvaitsiaq hørte det, sagde han:

"Den Mand vil jeg besøge."

Hans Søster søgte forgæves at holde ham derfra, da hun var bange for, at han skulde blive dræbt, men da han stadig holdt fast ved sit Forsæt, begyndte ogsaa hans Svoger at gøre Forsøg paa at overtale ham til at blive hjemme.

Men da sagde Ulîvaitsiaq:

"Jeg skal kun blive der en ganske kort Tid, blot for at se ham."

Saa rejste han bort og kom frem til Kâgtagtuks Boplads og saa, at de havde Bopladsfæller, der boede i et andet Hus. Han gik derpaa op til det nederste Hus, der havde to Husgange, og det var netop Kâgtagtuks Hus.

Han vidste ikke rigtig, hvilken af Husgangene han skulde ind ad, men valgte i Flæng, og da han kom ind, sad Kâgtagtuk paa Briksen, thi det var netop hans Husgang, han havde valgt.

Den gamle Kâgtagtuk viste Ulîvaitsiaq stor Gæstevenlighed og begyndte straks at fortælle ham forskellige Ting. Her blev han nu som Gæst; men da det nærmede sig Aften, sagde Kâgtagtuk:

"Nu er det fint Vejr for Gæster til at rejse bort i."

Dette sagde han for at gøre sin Gæst bange og faa ham til at rejse bort, inden Sønnen kom hjem.

Ulîvaitsiaq hørte det og forstod det, men blev dog alligevel siddende. Herover blev den gamle Kâgtagtuk urolig og trak Vejret saa dybt, at Ulîvaitsiaqs Haar rejste sig ved Luftningen fra hans Aandedræt.

Saa gik Kâgtagtuks Sønnekone ud, og da hun kom ind igen, spurgte Kâgtagtuk hende:

"Hvad er det for en Kajak, han bruger i Dag?"

Svigerdatteren svarede:

"Han bruger den Kajak, der først af alle blev lavet til ham."

Da sagde Kâgtagtuk til sin Gæst:

"Saa maa du hellere se at komme hurtigt herfra!"

Sønnekonen gik nu atter ud, og da hun kom ind igen, sagde hun:

"Nu kommer han frem bag Næsset med Fangst paa Slæb."

De kiggede ud ad Vinduet og saa ham komme bugserende med en Hvalros. Da Konen paa ny gik ud, fulgte Ulîvaitsiaq med, og da han kom uden for Huset, tog han hende under Armen, skønt hun gjorde stærk Modstand; men da han var saa stærk, nyttede det hende ikke noget, og hun fulgte frivillig med. Men da Kâgtagtuks Søn saa sin Kone komme ned med en Mand under Armen, blev han saa rasende, at han roede med en saadan Fart, at Hvalrossens Baglaller nu og da kom op af Vandet; thi det var af Skinsyge, at han plejede at dræbe alle besøgende. Han lagde derpaa til Land, steg ud af sin Kajak og tog saa voldsomt fat i Hvalrossen, han havde paa Slæb, at han trak den helt op til Brystet over en ujævn Klippe, og saa sagde han: "Lad mig først gaa op og faa noget andet Tøj paa." Han skyndte sig op, og imedens lod Ulîvaitsiaq den store Hvalros plumpe ud i Vandet og trak den op paa et andet Sted, som var endnu mere ujævnt. Han halede den op med eet eneste Ryk, og snart var den helt oppe af Vandet, og en saadan Kraft havde han lagt i sit Tag, at Hvalrossens Nakkeskind blev revet op! Siden gik Kâgtagtuks Søn ud, men da han kom til det Sted, hvor han havde trukket Hvalrossen op, var den forsvundet; han søgte efter den, og da han fandt den, trillede han den ned i Vandet og førte den tilbage til det Sted, hvor han før havde lagt den.

Men Ulîvaitsiaq gik langsomt op til Kâgtagtuks Hus og krøb ind.

Lidt efter kom Kâgtagtuks Søn og sprang ind gennem Husgangen. Han blev kun siddende et Øjeblik, saa gik han ud gennem sin Faders Husgang og ind ad sin egen; og saaledes holdt han paa længe, idet han smuttede ud ad sin Faders Husgang og ind ad sin egen. Nu opdagede Ulîvaitsiaq et stort Benstykke oppe over Husindgangen, et Vaaben af Ben med et Træhaandtag, der var helt gennemtrængt af Blod. Det var det Vaaben, hvormed Kâgtagtuks Søn plejede at knuse de besøgendes Hoveder.

Da nu Kâgtagtuks Søn som sædvanlig vilde til at smutte ud ad Husgangen, saa Ulîvaitsiaq, at han gjorde omkring og pludselig sprang ind i Huset igen, greb det store Benstykke og slog efter Ulîvaitsiaqs Hoved; men denne parerede med sin Haand, saa at han kun ramte den. Den anden søgte at svinge Benstykket en Gang til; atter parerede Ulîvaitsiaq, og saaledes blev de ved. Men da Ulîvaitsiaq endelig fik et Slag, der gjorde ondt, sprang han frem og rev Vaabnet fra den anden; og idet han satte sig ned, stemte han Modstanderens Arme og Ben fast ind mellem sine egne Ben og frigjorde sin ene Haand. Saa tog han det store Stykke Ben og førte Spidsen deraf ganske langsomt ned til den andens Øjne; han trykkede til, og da han syntes, det kunde være nok paa det Sted, flyttede han Benstykket, idet han stadig holdt det haardt presset ind i hans Ansigt, der hovnede voldsomt op. Først da han var bleven ganske ukendelig, slap Ulîvaitsiaq ham igen.

Medens dette stod paa, aandede Kâgtagtuk saa tungt og dybt, at det suste hen over deres Hoveder, for han troede, at hans Søn nu skulde dø.

Da Ulîvaitsiaq slap ham, var hans Ansigt saa ophovnet, at han intet kunde se, og han maatte derfor føle sig frem og søge Tilflugt henne paa sin Briks.

Ulîvaitsiaq sad kun et Øjeblik inde i Huset, saa gik han ud og besøgte Bopladsfællerne. Da han kom ind til dem, var de alle meget forbavsede over, at Kâgtagtuks Søn endelig havde haft en Gæst, som han ikke havde dræbt. Ulîvaitsiaq sad lidt og sagde derpaa til en forældreløs Dreng, der kravlede rundt paa Gulvet:

"Gaa hen og se til Kâgtagtuks Søn; der er vist nok noget at se paa derhenne."

Da Drengen kom derhen, sagde Kâgtagtuk til ham:

"Hvad skal du? Vil du se, du kommer ud igen i en Fart!"

Drengen gik derpaa hjem og sagde:

"Kâgtagtuks Søn ser meget pudsig ud; der maa være hændt ham et eller andet, for hans Ansigt er saa ophovnet, at man slet ikke kan kende ham igen."

Drengen var kun inde en lille Stund, da Ulîvaitsiaq atter sagde til ham:

"Gaa nu igen hen og se paa Kâgtagtuks Søn."

Drengen gik atter ud, og da han kom ind igen, sagde han:

"Nu er han bleven helt svimmel, det løber vist rundt for ham."

Noget efter gik han atter hen og saa paa Kâgtagtuks Søn og kom tilbage og sagde:

"Nu er han lige ved at kvæles. Kâgtagtuk har anbragt et Haar foran ham for at se, om han drager Aande."

Først senere hen paa Aftenen, da man vidste, at Kâgtagtuks Søn ikke vilde blive daarligere, rejste Ulîvaitsiaq hjem.

Men siden da Kâgtagtuks Søn atter blev rask, blev han et godt og fredsommeligt Menneske, der aldrig dræbte nogen af dem, som kom for at besøge ham.

Det havde Ulîvaitsiaq vænnet ham af med.
 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 188-194. København, 1921.