Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – En Fortælling om to Søskende, der havde Erqilik’er til Plejesøskende
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
En Fortælling om to Søskende
der havde Erqilik’er til Plejesøskende
Der var engang en Fanger, som havde en Søn og en Datter og to Erqilik’er som Plejebørn. Den lille Dreng og Pige holdt meget af deres Plejesøskende, og om Vinteren, naar Sneen faldt, plejede de at lege Slædekørsel med dem, idet de spændte Erqilik’erne for en lille Slæde.En Dag, da Foraaret nærmede sig, blev de to Erqilik’er oppe, da de andre var gaaet til Ro, og gav sig til at skære lange Remme ud. I Begyndelsen sad de oppe paa Hovedbriksen, men saa gik de ud paa Gulvet, og tilsidst kom de ud igennem Husgangen og naaede helt ud. Da de var færdige og havde skaaret meget lange Remme ud, lagde de sig til at sove.
Næste Morgen legede Børnene som sædvanlig Slædekørsel med Erqilik’erne som Hunde; men denne Gang førte Erqilik'erne dem meget langt bort, længere og længere bort, indtil de tilsidst var meget langt borte fra Huset. Det blev Aften, og Forældrene ventede forgæves paa Børnenes Tilbagekomst, ængstelige og urolige. Men Børnene kom aldrig tilbage igen, og hvor meget der end blev søgt, var de intetsteds at finde. Erqilik’erne havde ført deres Plejesøskende bort til en stor Afgrund, og her havde de bagbundet dem med de Remme, de havde skaaret om Natten, og firet dem ned over Klippen med Hovedet nedad. Der hang de nu paa Fjældsiden, uden at kunne komme hverken op eller ned, og de led forfærdelige Kvaler af Tørst og Sult.
De to Søskende søgte i Begyndelsen at gaa i Armene op ad Remmene, men kunde ikke naa op over Afgrundens Kant, og de var ved at dø af Tørst, da det lykkedes Broderen at lade sit Vand saaledes, at han kunde drikke det; men Søsteren kunde ikke gøre ham det efter, fordi hun var Kvinde, og hun døde derfor snart af Tørst. Men Broderen blev hængende midt i Foraarstiden og holdt Livet oppe ved at læske sin Mund med sit eget Vand. Medens han hang der og ventede paa Døden, naaede der en Dag en Lyd frem til ham, og det var, som om Lyden kom fra Mennesker. Han saa sig omkring og opdagede da langt nede under Klippen en Konebaad, der kom roende under Sang ud over Fjorden. Han brast i Graad ved Synet og raabte af alle Kræfter, men de hørte intet og roede bort, uden at have opdaget ham. Saa hang han der igen overladt til sig selv og sine Pinsler, medens Konebaaden svandt ud af Syne.
Nogen Tid efter naaede der atter Lyde op til ham, og da det ogsaa nu lød som Menneskestemmer, kiggede han nedover og opdagede langt, langt nede en Konebaad, der roede syngende forbi. Det var Baade, der rejste ud for at holde Sangkamp. Atter raabte han af alle Kræfter, men de hørte intet og roede blot forbi ham. Men saa kom der en tredie Konebaad til Syne; de sang ingen Sange i denne Baad, og da han begyndte at raabe, var der en af dem, der sagde:
"Det er, ligesom jeg hører en raabe langt, langt borte."
De holdt op at ro for at lytte og hørte saa lidt efter Raab oppe fra Klippen og opdagede nu højt oppe over Afgrunden en Dreng, der hang i en Line med Hovedet nedad. Saa snart de saa ham, raabte de i Munden paa hverandre:
"Den, som først rører ved ham, skal faa ham til Plejebarn!"
Saa roede de ind til Klippen og klatrede opover. Et barnløst Ægtepar var først oppe paa Toppen, og Manden lod sin Kone fire sig ned med en Line; da han ikke kunde naa Drengen, øgede han Snoren med sin Fangeline, og saaledes halede de ham op. Der var endnu Liv i ham, men Søsteren var for længst død. Saa bar de ham ned til Konebaaden og roede hjem.
Drengen blev derefter Plejesøn hos det Ægtepar, der havde reddet ham, og da han voksede til, begyndte han at opøve sine Kræfter for at blive stærk nok til engang at hævne sig. Han fik Hunde og opdrættede dem til at blive meget bidske og farlige.
Engang om Vinteren, i den Tid hvor man kører mest i Slæde, kom han en Aften sent hjem og gav sig til at lave nye Piske, hvoraf der paa nogle af Snertene var anbragt ganske smaa runde Benstykker, der skulde volde dobbelt Smerte, naar man slog med dem. Da han var færdig med Piskene, gik han til Ro og sov vel Natten igennem. Næste Morgen kørte han ud og tog alle sine nye Piske med sig. Han kørte langvejs ud, kørte og blev ved med at køre, indtil han kom til Mundingen af en stor Fjord. Her satte han Kursen indover, men da han var kommen et Stykke ind, kom han op i vældig Skrueis; men samtidig opdagede han ogsaa frem for sig to smaa sorte Prikker. Dem kørte han efter, og da han var kommen nærmere, opdagede han, at det var to Mennesker. Saa snart han genkendte dem og saa, at det var hans to Erqilik-Plejebrødre, gemte han sine Hunde bag et Isfjæld og gik hen imod dem. Han saa nu, at de var paa Sælfangst, Itsuarniartut, og listede sig hen til dem; da han var ganske nær ved dem, hørte han den ene sige:
"Hvad er det, du gerne vil fange?"
"Jeg vil gerne fange en Narhval," svarede den anden.
Hertil sagde den første igen: "Nej, en Narhval maa du endelig ikke fange!"
Saa gik der en lille Tid, og atter spurgte den første:
"Hvad vil du nu fange?"
"En Hvidhval," svarede den anden.
Heri var den første enig med ham og sagde:
»Ja, gør alt, hvad du kan, for at harpunere en Hvidhval."
Saaledes talte de to med hinanden, indtil den ene af dem opdagede Manden, der kom hen imod dem.
"Nej, se der, vor Plejebroder er bleven reddet!"
Ved disse Ord sprang den ene, der laa og kiggede ned gennem et Hul i Isen, op og sagde:
"Nej se, hvornaar er dog vor Plejebroder bleven reddet?"
De blev straks urolige og mistænksomme; thi de vidste, at han kom for at hævne sig. Og da han vilde tale til dem, sagde de derfor:
"Vent et Øjeblik, vi kommer lige straks igen; lad os blot gaa hen og se til en Sæl, som vi har dækket til med Sne et lille Stykke herfra."
Dette sagde de og gik derpaa bort. Den første af dem var der ikke noget mistænkeligt ved, da han gik bag om et lille Næs, men idet den anden var ved at forsvinde, kastede han sig ned paa Armene, saaledes at han sprang paa alle fire, og saa vidste Plejebroderen, at de var ved at flygte. Han skyndte sig derfor tilbage til sine Hunde og satte efter dem, idet han gav dem Fartsignal. En saadan Fart havde han paa, at han saa ud som en Fugl, der sejlede fremover paa ud-bredte Vinger. Da han naaede frem til det Sted, hvor de var bleven borte, fik han lige akkurat Øje paa dem; de var da allerede naaet op over Indlandsisen og flygtede indover. Saa gav han sine Hunde Fartsignal og satte efter dem, og snart kom han op i deres Spor, der førte lige ind i en Mængde Kalvis. Her vidste han først ikke, hvad han skulde gøre, men gav sig saa til at fremsige Trylleord, der fremkaldte Søvn. Saa spændte han sin ældste Hund fra og forsøgte at faa den til at gaa ind i Kalvisen efter Sporene; men den kom tilbage igen. Da den kom igen, gik han selv frem og opdagede nu et lille Hul oppe i et Stykke Kalvis; herigennem gik han ind og fandt nogle Erqilik’er sovende. Dem stak han i Ørerne, saa de døde, og gik derefter ud igen. Sine Plejebrødre saa han ikke, men nu opdagede han deres Spor, der gik videre langt opover. Han gav atter sine Hunde Fartsignal, og de satte af Sted i en saadan Fart, at det suste for Ørerne. Da de havde kørt et langt Stykke, tabte de Sporene, der førte ind imellem nogle Sten. Her vidste han ikke, hvad han skulde gøre, og gav sig derfor til at fremsige Trylleord:
"Sten, gaa midt over; Sten, gaa midt over!"
Trylleordene begyndte da at bevæge Stenene, og lidt efter gik de midt over og rullede bort, og frem kom der to Erqilik’er, som forsøgte paa at smile, rystende af Angst. Plejebroderen talte nu til dem:
"Husker I, hvor morsomt det var, dengang vi var Børn og legede Hunde? For at mindes gamle Tider er det nu bedst, I igen leger, at I er Hunde og løber foran min Slæde."
De to svarede: "Nej, nej, vi er bange for dine Hunde!"
Hertil svarede Manden: "Mine Hunde skal I ikke være bange for, I skal blot løbe foran dem, de vil ikke kunne naa jer."
Og saa greb han dem, skønt de strittede imod, gav dem Seler paa med Skagler, der var længere end hans Hundes, og spændte dem for sin Slæde; men Skaglerne lod han være ud i eet, blot stukket gennem Forremmen, saaledes at den ene, naar han trak til, maatte bevirke, at den anden sakkede bagud. Da han var færdig, piskede han løs paa alle sine Hunde, og saa for han af Sted med Erqilik’erne foran Hundene; men de løb saa hurtigt, at Hundene ikke kunde naa dem. Da trak han lidt i Skaglen paa den ene, og straks vendte Erqilik’en sig om og sagde:
"Du trækker mig jo tilbage i Skaglen!"
Hertil svarede Manden: "Nej, det er din Broder, der er hurtigere end du og derfor trækker dig tilbage."
Da han nu syntes, at de havde løbet længe nok, tog han sine nye Piske frem og begyndte at piske løs paa Erqilik’erne. Naar han ramte dem med Pisken i den ene Side, vred de sig om af Smerte paa den anden, idet de blottede et blødende Saar; men saa ramte han dem øjeblikkelig i den anden Side, og saaledes blev han ved at piske løs paa dem, indtil den ene af dem faldt om. Idet Slæden kørte forbi ham, løftede han Hovedet en Smule op, men faldt saa atter forover og rørte sig ikke mere. Derefter piskede Manden løs paa den anden. Piskens Slag skar store, blødende Saar ind i Kroppen paa ham, og det varede ikke længe, før ogsaa han faldt om. Idet Manden kørte forbi ham, havde han lige Kræfter til at aabne Øjnene en Smule, saa faldt han forover og var død.
Saaledes dræbte Manden begge Erqilik’erne og hævnede baade sin Søster og sig selv.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 205-210. København, 1921.
