Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Eskimoisk fantasi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Introduktion
Eskimoisk fantasi
Skumringen var kommen bag paa os, og da det trak op med sorte, truende Skyer fra Vest, søgte vi ind til en lille Vig og slog Telt. Det var ikke raadeligt at sætte over Fjorden i optrækkende Uvejr.Til Trods for den hvide Nysne, der laa over Landet, var det usædvanlig mørkt. En frisk Østen havde i Dagens Løb fejet al Storisen ud i Atlanterhavet, og Fjordens fjældhegnede Vand laa derfor sort, uden Genskær og Liv fra glidende Isflager. Himlen var revet op i tunge Skyer, der drev for Storm; engang imellem skar Maanen igennem for blot i et Strejf at aabne for det store, vilde Landskab, der med eet havde mistet sit straalende Smil og nu laa nedsænket i barsk Unærmelighed. Høje Fjælde med sylhvasse Tinder skød truende i Vejret; de havde strøget al Skønheden af sig og stod der, nøgne, som blottede Nerver i Uvejret. Man hørte allerede Vindens Sang hen over Afgrundens Svælg; alt varslede Opgør, og en stum Uhygge bredte sig om os. Ude fra de yderste Skær begyndte Brændingen at bryde; det var et Varsko for dem, der endnu var ude; alle Mennesker maatte nu søge Dækning og skjule sig for Uvejret.
Ingen af os vidste, hvor længe vi skulde være vejrfaste paa den lille Klippeø, hvor vi foreløbig havde slaaet os ned, og alle var vi paa en mærkelig Maade beherskede af den Stemning, Himlen og Landskabet lagde over os. Mørket sluttede sig tættere og tættere omkring os, og det var, som om der kom en stærk Længsel efter Lys op i os alle.
I Hast blev store Dynger af Dværgpil og Kassiope samlet sammen, og snart brændte et stort knitrende Baal ud for den lille Fjældkløft, hvor vi havde lejret os. Det var, som om Ilden, Lyset og Varmen med eet rykkede os ud af Uvejrets Stemning; vore Øjne, der var blændede, saa ikke længere Truslerne omkring os, al Uhyggen var kastet paa Baalet. Der kom atter Liv i vor Samtale, men besynderligt nok var alle vore Tanker alligevel bundne til det, vi søgte at undfly. Det hviskede og puslede omkring os, en fantastisk Atmosfære drog os ind i hele Efteraarsnattens Mystik; det var, som om vi hørte selve Jordens Hjerte slaa, og jeg forstod, hvorfor en Eskimo aldrig bliver ene med sig selv, selv om han søger Ensomheden ude mellem Fjældene. Hans Omgivelser gør ham til Aandemaner, om han da har Mod nok til at træde i Forbindelse med det overnaturlige. Naturen selv dikterer ham hans Religion, alt bliver levende omkring ham, og Æventyr og Troldskab, Jætter og besværgende Aander springer ud fra de Omgivelser, der altid er vældige nok til at slaa ham i Knæ.
Derfor er ingen Æventyrverden saa mangfoldig og fuld af gøglende Uhygge som den, der bliver til heroppe mellem Fjæld og Hav og Bræer i det store Polarmørke. Menneskeaanden forkrøbles ikke, den vokser med de utrolige Syner, som en frodig Enfold giver Vinger. Verdens Undere tager sig Skikkelser paa; de store Gaader kommer frem i Dagen, iklædt Troldes og Jætters Gestalt, og ud af denne Overnaturlighed bliver Sangene til, midt i den haandgribelige Virkelighed, som er Eskimoens daglige Liv. Og de tror selv paa alle disse Fantasiens Orgier som Bud ude fra den store Verden, intet Menneske forstaar. – – – Det var første Gang i mit Liv, jeg var i Angmagssalikernes Land. Mit første Indtryk havde været blandet med Skuffelse, fordi jeg var begyndt ved Kolonien, hvor en ufordøjet Civilisations Forlorenhed altid falder stærkest i Øjnene.
Min første Tanke havde derfor været den — om det virkelig skulde blive muligt for mig i disse Omgivelser og hos disse Mennesker at arbejde mig ind til den uberørte Oprindelighed, som jeg var rejst saa langt for at finde; derfor var jeg hurtigst muligt søgt ud til de smaa Bopladser, hvor det gamle Liv altid har sin dybeste Rod.
Mit Baadlag talte baade Mænd og Kvinder; flere Kajakmænd havde sluttet sig til os sammen med et Par forhenværende Aandemanere og nogle gamle Sagnfortællersker, der nu var kristnede og i Daaben havde faaet Navne saa fine, at de knap selv kunde udtale dem; jeg nævner her Klementine, Barbara og Apollonia, fordi de stadig maatte tolke deres Syner og derved underbyggede Stemningen i vor improviserede Uvejrslejr. – – – Her paa denne lille Ø, hvor Vejret stillede mig Ansigt til Ansigt med Naturens eget Aandedrag, følte jeg mig pludselig midt oppe i det store grønlandske Æventyr; og min Glæde herover var dobbelt stor, fordi jeg paa Forhaand ikke havde turdet sætte mine Forventninger alt for højt. Jeg stod jo her paa Arnestedet for Gustav Holms vidunderlige og banebrydende Eskimoskildringer, og fra de selv samme Egne havde William Thalbitzer samlet sit indgaaende og vægtige etnografiske Materiale.
Og dog — under Indtryk af de vældige Omgivelser begyndte jeg alligevel at haabe paa, at jeg ikke var rejst helt forgæves; for alt det, jeg nu blev Vidne til, var jo netop et Bevis for, at alle de gamle Traditioner endnu levede i Slægternes Hukommelse. Ur-Religionen og Folkets egen Historie var gaaet over i hinanden, Æventyr og Virkelighed smeltet sammen til en storladen Slægtssaga gennem Folkeminder, Folkeæventyr og Folkeviser, og det stod klart for mig, at den, som kunde vinde disse enkle og ufordærvede Menneskers Fortrolighed, ogsaa vilde komme til at se ind i et Naturfolks Sjæl. – – – Pludselig hører vi en Klynken, der som en fjern og fortvivlet Barnegraad stiger op til os fra et Stykke fjorgammel Isfod. Denne Levning fra forrige Vinter, som Sommeren ikke har haft Varme nok til at smelte, rander det indre af Vigen, og nu, da Højvandet skyller hen over det, rokkes det i sin Grund og skures op mod Klipperne. Det er som menneskelige Lyde, der fødes under vaandende Suk, og ingen af os kan lade være med at lytte. Samtalen dør hen af sig selv. Men gamle Klementine, der vil ryste Stemningen af sig, rejser sig over Ende og ser profetisk ud i Mørket. Hendes Mund mimrer, og vi ved, at det er en gavnlig Besværgelse, hun omgærder os med. Thi der er sket noget etsteds ude omkring os, Ingnerssuit, de underjordiske, græder.
Klementine, der ved meget om de Ting, som ellers er skjult for andre, fortæller os om de Møder, hun før sin Daab havde med underjordiske. Altid vilde de bjergtage hende for at faa hende til at blive, men hun var den stærkeste. Og fra det Øjeblik hun blev døbt, krydsede de aldrig mere hendes Vej, da blev de bange for hende. Ingen af os tænker paa at tvivle om, at det er sandt, det hun fortæller; thi de underjordiske lever i deres Verden, lige saa sikkert som Menneskene paa Jorden. Man skal blot være Hedning for at træffe dem.
Men værre end disse underjordiske, der er godmodige og gerne hjælper Menneskene, hvor de kan, er nogle Frænder, de har — en Slags Jætter, der pludselig kan vokse op fra Afgrunde, som staar lige ud i Havet. De fødes pludselig under Latter og Haansord, ud af den store Stilhed, ofte i hele Konebaadsbesætninger — lutter Mænd, der kaster sig over ensomme rejsende.
Eller ogsaa optræder de i en halv Kajak og ombringer alle dem, de møder. Jætten i den halve Kajak kaldtes Sarqiserasak og er gift med en Kvinde, der er endnu farligere end han selv; hun bor oppe mellem Fjældene, har lange Negle af Jern paa Hænder og Fødder, hvæssede som skarpe Knive og saa hærdede i deres Eg, at hun med Lethed graver sig Huler ind i den haardeste Granit. – – –
Klementine tier, da hun synes, at hun har givet sit Bidrag til Uhyggen; men Apollonia, der er yngre og derfor har ventet paa sin Tur, tager nu sin Chance og beretter om det overnaturlige Liv ude i Ødemarkerne.
Naar Fangeren har sat fast i sit Bytte, plyndres han af Makakajuit, smaa nøgne Væsener, der fra Fjældtinderne har holdt Udkig med Menneskene for at røve deres Fangstdyr.
Der er Aqajarorsiorpua, den levende Sten i Jætteskikkelse, der skræmmer hele Bopladser til Døde, blot han viser sig.
Der er Erqigdlit, halvt Hunde, halvt Mennesker, Eskimoernes allerfarligste Fjender, fordi de slaar ihjel, bare for at dræbe.
Men mest af alt frygtes Maanen.
Hvis nogen ikke vil bøje sig for Forfædrenes Visdom og Skikke, stiger Maanen ned til Jorden for at revse de ulydige, og findes der da ikke en Aandemaner med mange og mægtige Hjælpeaander, er Menneskene Dødsens.
Maanen raader over Ebbe og Flod; kom ikke Ebben og afdækkede al Tangen langs med Kysterne, havde Menneskene intet at spise i Trangstider. Ogsaa over Havets og Jordens Fangstdyr har han Magt; thi han sørger for, at Dyrene formerer sig og bliver mangfoldige, for at ikke Menneskene skal mangle Føde.
Saa er der Havets Moder, Imap ukûa, som bor paa Havets Bund. Menneskenes Forseelser samler sig som Smuds og Skarn i hendes Haar og paa hendes Leje, og af Vrede herover kan hun tilbageholde Fangstdyrene. Da maa en Aandemaner opsøge hende og rense ud, hvorpaa hun af Taknemlighed atter lader Fangstdyrene vende tilbage til Menneskene.
Og lad os ikke glemme Asiaq, der hersker over Vejr og Nedbør og som maa formildes, naar Isen ikke vil bryde op om Foraaret. Aandemaneren maa da opsøge hende og formaa hende til at lade Regnen strømme ned over Jorden og Føhnvinden blæse Isen til Søs. – – –
Barbara taler uden kvindelig Tungefærdighed; hun gør højtideligt Rede for noget, der virker som fjerne Minder — og alle oplever vi Uhyggen i de mange overnaturlige Væsener, som den eskimoiske Fantasi har befolket Jorden med. – – –
Et stort Isfjæld sejler langsomt forbi Mundingen af vor Vig og staar med sin hvide, skarpe Silhouet ude i Mørket som et Sendebud fra Natten; det glider langsomt forbi og vugger sig som et levende Uhyre i Atlanterhavsdønningerne, der nu er begyndt at skyde deres vældige Rygge ind gennem Fjorden. Isfjældet hidser Barbaras Fantasi op, og hun tror at se Havets Bjørn, det største af alle de Uhyrer, Sagnene ved at berette om. Af Ydre ligner den en Isbjørn, men saa vældig er den, at den kommer vadende ind i Fjordene med hele Overkroppen oven Vande, som gik den i en Vandpyt. Og blot den strækker sin lange Hals en Smule fremover, slikker den Bræerne af Fjældtoppene; blot den trækker Vejret, rejser der sig Hvirvler paa Havet, og store Isstykker og hele Konebaade med Besætning og alt flyver ind i Næseborene paa den, naar den indaander Luften. – – – Mere Ved kastes paa Baalet, og idet vi fodrer Flammerne med Spækstykker, slaar Luerne knitrende op i Luften og kaster vore Skygger langt ud i Fjældet, hvor de bliver til levende Jættespøgelser, der slaar Kreds omkring os.
Det virkede virkelig helt befriende, da Snestormen langt om længe kom over os. Vindenes Beherskerinde betænkte sig ikke mere, nu tudede hun sin Opsang af Lungernes fulde Kraft ud over Kløften og slukkede vort Baal i en Hvirvel af Sne.
Havet kom væltende ind i tunge, hvide Bjerge, der knustes mod Klipperne og faldt ned for vore Fødder.
Man hørte ikke længere de underjordiskes Graad, den overdøvedes af Orkanen, der trak Vejret ind over Fjældene og slog sit hvide Snefog over alle Udsyn.
Og vi, som nu atter igen var lysvaagne Mennesker, fjernt fra Troldtøj og syge Drømme, løb ind i vort Telt for at finde os et Ly for Natten.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 1-6. København, 1921.
