Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Kamikínak
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Kamikínak
Man fortæller, at Kamikínak var en sølle Dreng, der aldrig voksede; saa lille var han, at da han var udvokset, var han ikke større end et Barn. Hans Forældre plejede at leve ved Nôrssît i Nærheden af Kap Dan.
Kamikínak fik sig en Kajak, men gik aldrig paa Sælfangst; det eneste, han kunde binde an med fra Kajak, var Tejstunger, og det eneste Sted, han kunde ro til, var en Ø lige uden for Nôrssît; her drev han Jagt paa Tejstungerne.
En Dag bebrejdede hans Forældre ham, at han aldrig gik paa Sælfangst, idet de sagde til ham:
"Hvad er Kamikínak dog for en sølle en! Han gaar aldrig paa Fangst, og dog vigter han sig med at have en Kajak."
Saaledes talte de til ham, og omsider blev Kamikínak da vred og besluttede at forlade Menneskene. Han kom hjem fra Tejstejagt og lagde sine Vanter ind i Bagstavnen af sin Kajak. Men hjemme sagde han:
"Mine Vanter sank for mig i Vandet."
Man spurgte ham:
"Hvad er det dog, du siger?"
"Mine Vanter sank for mig i Vandet; de gled ud i Vandet for mig, da jeg skulde i min Kajak, og saa sank de."
Man syede nu et Par andre Vanter til ham, og siden gentog det samme sig stadig; ustandselig fyldte han sin Kajak med Vanter, idet han, hver Gang han kom hjem, lod, som om han havde mistet sine Vanter. Hans Kajak var omsider helt fyldt med Vanter fra Mandehullet og til Agterenden.
En Dag roede han lige ud til Havs. Kajakerne, der laa paa Fangst længst inde mod Land, saa ham komme og sagde til hinanden:
"Hvem er dog det, der kommer der? Det ligner jo Kamikínak; hvad mon han dog vil her? Han maa jo være gaaet fra Forstanden."
Kamikínak saa ikke engang til dem, idet han passerede dem, saa vred var han; han roede blot udefter, indtil han kom til de næstyderste Kajaker, der laa og passede Sæler op. De saa ham komme og undrede sig over ham, hvad der kunde være gaaet af ham, siden han vovede sig saa langt ud; men han passerede dem blot, uden at se til dem. Saa kom han ud til de Kajaker, der laa længst ude tilhavs; ogsaa dem passerede han, og alle troede, han var bleven gal.
Han roede nu lige ud i rum Sø og blev borte i Horisonten.
Siden da Kajakerne vendte hjem, spurgte man dem, om de ikke havde set Kamikínak, og de svarede alle, at de havde set ham ro til Søs, og at de tilsidst havde tabt ham af Syne, stadig med Kursen ud mod det aabne Hav. Og de sagde alle:
"Kamikínak maa være bleven gal, han maa have mistet Forstanden!"
Men Kamikínak roede ud i rum Sø og blev ved med at ro, indtil han fik et stort Isfjæld i Sigte. Han troede, det var et Isfjæld, men opdagede saa, at det bevægede sig; først da blev han klar over, at det var en Maage, en Maage fra Akilineq-Landet paa den anden Side. Den laa paa Vandet og søgte Føde, og saa stor var den, at Kamikínak ikke turde passere den, da han var bange for, at den skulde spise ham. Han roede derfor udenom i en stor Bue, og videre roede han, langt ud over Havet, og nu fik han en stor Ø i Sigte. Han roede nærmere og opdagede, at det, han havde anset for en Ø, var en Mand, der var ude i Kajak, Manden fra Akilineq. Han talte med sig selv, idet han ustandselig gentog:
"Bid Maddingen, bid Maddingen!"
Manden var ude for at fiske Ulke.
Kamikínak lagde til ved Siden af ham og begyndte at raabe op til ham, men det ringede kun for Mandens Ører. Men da det havde varet ved i nogen Tid, begyndte han at se sig omkring, idet han sagde:
"Hvorfra er det dog, jeg hører det kalde? Hvorfra er det dog, jeg hører en Lyd?"
Saa saa han til Siden og fik Øje paa Kamikínak, og han tog sin ene Vante af og øste Kamikínak op i den og stak ham ind under Tværremmene oven paa sin Kajak; derefter tog han sine Aarer og roede hjemover, og en saa vældig Fart havde han paa, at Haaret stod lige op paa Kamikínak! Saaledes roede de ind til Land, og da de kom til dette Land, saa Kamikínak et højt Fjæld; men da han kom nærmere, opdagede han, at det havde Form som et Hus.
Kæmpen lagde til ved Strandkanten og raabte paa sin Kone. Hun kom straks ud, en vældig Kvinde. Hun gik ned til Kajaken, og hendes Mand sagde til hende:
"Jeg har fanget et Plejebarn til dig."
"Hvor er det henne ?" skyndte Konen sig at spørge.
"Her!" svarede Manden.
Og Konen saa sig om alle Vegne, men opdagede intet. Da tog Manden Kamikínak frem fra sin Kajak og rakte ham til hende. Hun lagde ham i sin hule Haand, bar ham op til Huset og lagde ham op paa en Hylde, uden at tage ham ud af hans Kajak. Heroppe blev Kamikínak staaende i tre Dage. Han regnedes for sjælden Fangst, og derfor maatte der ikke røres ved ham før efter tre Dages Forløb. Først da tog de ham ned paa Gulvet, hvor de atter lod ham staa i tre Dage. En Nat opdagede han et vældigt Uhyre, et sort, modbydeligt Uhyre, der kom hen imod ham. Kamikínak skreg af alle Kræfter og kravlede ud af sin Kajak, og det lykkedes ham at slippe hen til Briksen, hvor hans Plejefader laa og sov. Men det var ganske umuligt at komme op paa Briksen; heldigvis var der et Haar, der hang ned, og det begyndte han at klatre op ad, idet han stadig raabte:
"Et forfærdeligt Uhyre forfølger mig!"
Det varede længe, før det lykkedes ham at raabe sin Plejefader op, og da han endelig fik ham vækket, svarede denne:
"Ja, men hvor er det?"
Kamikínak svarede: "Ser du da ikke det store, væmmelige Uhyre, der kommer hen imod mig?"
Plejefaderen spurgte ham igen: "Det skulde da vel ikke være den lille Jordloppe der?"
"Jo," sagde Kamikínak, "det er det store, forfærdelige Dyr der."
Saa sagde Plejefaderen atter til ham: "Naa, er det den lille Jordloppe der, saa flyt dig lidt til Siden!" Og saa pustede han til Jordloppen, saa den blæstes bort og ganske forsvandt.
Derpaa sagde den vældige Plejefader: "Du maa hellere komme op til os her."
Og Kamikínak lagde sig paa Briksen og faldt i Søvn. Han havde sovet godt og tungt, da han atter vaagnede ved en Lyd og opdagede et stort, hvidt Dyr, der var vældigt som en Bjørn, men ellers ikke lignede en Bjørn.
Og atter raabte han fuld af Angst:
"Hvad er det for et stort, forfærdeligt Dyr, der kommer der?"
Hans Plejefader vaagnede langt om længe, og da han fik Øje paa Dyret, sagde han:
"Aa, det er bare en Edderkop!" Og atter pustede Kæmpen blot til den, saa var den borte.
En Dag lavede hans vældige Plejefader en Bro af Træ, som gik fra Hovedbriksen hen til Sidebriksen under Vinduet, saaledes at Kamikínak, der ikke kunde klatre fra Briksen ned paa Gulvet, nu kunde gaa hen til Vinduet og se ud; her var Udsigt til to Fjælde, der var skilt fra hinanden ved en Kløft.
Og Plejefaderen sagde: "Naar denne Kløft en Dag bliver helt fyldt op af et stort hvidt Dyr, saa skal du raabe: Bjørn, Bjørn! af alle Kræfter!"
Herefter gik Kamikínak hver Dag hen til Vinduet og spejdede ud. En Dag, da han som sædvanlig var kommen fra Briksen og hen til sit Udkigssted, saa han et stort hvidt Dyr komme frem mellem Fjældene. Straks raabte han, at der var Bjørn, Bjørn! Hans Plejefader skyndte sig hurtigt hen til ham og spurgte ham, hvor den var henne.
Da svarede Kamikínak: "Se derhen, der er den."
Plejefaderen fik nu Øje paa den og svarede:
"Aa, det er jo bare en Ræv; men gør dig nu blot i Stand, saa skal jeg gaa med dig."
Kæmpen tog ham derefter og lagde ham ned i en Fold i sin Kamik og løb bort efter Ræven. Han indhentede den og fangede den; saa flænsede han den og gav Drengen et lille Stykke af dens Fedt; men dette var en stor Byrde for Kamikínak, og han tog det paa sin Ryg og slæbte det hjem.
Plejemoderen tog glad imod ham ved hans Hjemkomst, fordi hendes lille Plejesøn nu havde faaet Fangstpart, og trakterede i den Anledning med Bær.
En anden Gang var Kamikínak som sædvanlig paa Vandring fra Briksen hen til Vinduet, og da han skulde til at se ud over Fjældene, opdagede han, at Mellemrummet mellem de to Fjælde var helt fyldt ud, Fjældene gik ligesom helt over i hinanden, og da han skulde til at se nærmere til, var der noget, der bevægede sig paa det Sted, hvor Kløften havde været. Straks gav han sig til at raabe af alle Kræfter:
"En Bjørn, en Bjørn! Nu er der en Bjørn!"
Plejefaderen saa ud af Vinduet og sagde:
"Ja, denne Gang er der virkelig en Bjørn, men den er ikke ret stor."
De gjorde sig nu klare til Jagten begge to, og Kæmpen puttede som sædvanlig Kamikínak ned i en Fold af sin Kamik, ind under Snøren, for at han ikke skulde falde ud; og derefter gik han løs paa Bjørnen, saarede den og dræbte den. Saa flænsede han den og gav Plejesønnen et Stykke af dens Spæk som Fangstpart. Det var blot et eneste lille Stykke af de runde Korn, man ser i Spækket, og dog var det saa stort, at Kamikínak, da han forsøgte paa at tage det op paa Ryggen, ikke kunde løfte det, men maatte skære det midt over. Saaledes bragte han det med sig hjem. Atter modtog Plejemoderen ham med stor Glæde, fordi han havde faaet Fangstpart.
Nogen Tid efter at dette var sket, kunde Kamikínak pludselig mærke, at han var begyndt at vokse.
En Vinterdag tog den store Plejefader ud med ham for at drive Laksefiskeri; de gik ind over Land og fik Udsyn over en Sø, der var saa stor, at Kamikínak ikke kunde se over til den anden Side. Der laa Is paa Søen, og midt ude stod en vældig Skikkelse, der talte højt med sig selv.
Det var en fremmed Kæmpe, der stod og fiskede Laks. Plejefaderen lavede et Skjul for Kamikínak ved Søens Bred, gemte ham godt og sagde til ham:
"Ser du, den Mand paa Isen har kun to Tænder, og det skammer han sig over. Nu skal du raabe ud over Isen af alle Kræfter: Æ-bæ, to Tænder, han har kun to Tænder!"
Først turde Kamikínak ikke, for han var bange for at blive slaaet ihjel, men saa sagde Plejefaderen:
"Du skal ikke være bange; naar han kommer, skal jeg nok tage imod ham, jeg kan godt magte ham."
Og saa begyndte Kamikínak at raabe af alle Kræfter: "Æ-bæ, to Tænder, han har kun to Tænder!"
Det varede længe, før Lyden naaede frem til Laksefiskeren, og saa var det endda, som om det blot kimede for hans Ører; men da han hørte, hvad der blev sagt og saa Kamikínaks Plejefader, blev han rasende og gik hen imod ham for at brydes med ham. De kastede sig over hinanden, men det varede ikke længe, før Kamikínaks Plejefader slyngede Laksefiskeren i Jorden og slog ham ihjel; derpaa tog han alle de Laks, han havde fanget, og bar dem med sig hjem.
Atter kunde nu Kamikínak mærke, at han voksede stærkt, og saa sagde hans store Plejefader en Dag til ham:
"Det er bedst, du besøger de yderste Folk paa Akilineq, for at du kan komme til at vokse ved Hjælp af de Tryllemidler, de har."
Og saa drog han en Dag af Sted sammen med Kamikínak, idet han medtog sine Náitut, korte Indendørsbukser. De gik og gik og fik Udsigt over en Mængde Huse; men da den store Plejefader satte Ild til sine Náitut, forsvandt alle de mange Huse, og saa gik de atter hjem.
Nu begyndte Kamikínak at vokse saa stærkt, at han snart var lige saa stor som sin Plejefader.
En Dag spurgte Plejefaderen ham, om han da slet ingen Familie havde.
"Jo," svarede Kamikínak, "mine Forældre er sydpaa."
"Hvorhenne?"
"De har Land ved Nôrssît, og er de ikke der, saa bor de ved Anordliuitsoq, "den stille Boplads"."
Plejefaderen sagde til ham: "Men hvorfor vil du da ikke besøge dem?"
Saa drog Kamikínak af Sted paa Besøg. Han roede og roede, og da han fik Land i Sigte, var det Orssuluviaq i Mundingen af Angmagssalikfjorden. Da han kom frem og lagde til, var han saa stor, at han kunde lægge sin ene Haand op paa Tinden af det store Forbjerg.
Folkene saa Kamikínak og raabte i Angst:
"Hvad er det dog for en vældig Kajak dernede ?"
Kamikínak raabte til dem: "Jeg er den sølle Kamikínak, jeg er den sølle Kamikínak."
Han roede frem og lagde til ved sine Forældres Telt; men saa stor var han nu bleven, at han kun kunde tale med dem ved at lægge dem op i sin hule Haand. Om Natten maatte han sove ude, da der ikke var Plads til ham inde i Teltet.
Siden gik han paa Fangst for at skaffe Føde til sine Forældre. Han roede langt til Søs, hvor han kom over store Flokke af Sortsider; han øste dem saa hurtigt op med Haanden, at han fik dem allesammen og lagde dem op paa sin Kajak. Naar de sprællede alt for meget, tog han dem i Baglallerne og dunkede Hovederne imod hinanden, saa de døde.
Saaledes samlede han Forraad af Sæler sammen, og da der var saa mange, at hans Forældre ikke kunde spise dem op, gjorde han sig klar til at rejse bort. Og han bad sine Forældre om at gaa op paa det højeste Fjæld (Sømandsfjældet) bag ved Orssuluviaq; deres Telt skulde de tage med. Han var bange for, at de Søer og Strømhvirvler, som han rejste med sine Aarer, skulde trække dem med ud i Havet.
Der var dengang mange Telte ved Anordliuitsoq, men mange troede ikke paa, at det var sandt, det, Kamikínak sagde. Under Opbrudet bragte han sine Forældres Telt op paa Toppen af det store Fjæld bag Orssuluviaq sammen med en Mængde Sæler; nogle af de gamles Bopladsfæller gjorde det samme, kun de vantro blev nede ved deres sædvanlige Teltplads.
Saa kom Afrejsens Dag. Kamikínak satte sig i sin Kajak, og idet han kløvede Bølgerne med sin Aare, skyllede Hvirvlerne op over Land og det vrimlede helt sort af Mennesker ud over Søen, og saa højt gik Bølgerne, at de nær var naaet op til Toppen af det Fjæld, hvor hans Forældre og de andre Folk havde opslaaet deres Telt.
Saaledes roede Kamikínak bort, og siden har ingen set noget til ham.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 194-201. København, 1921.
