Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Kunuk med Tilnavnet Uiartoq: Jordomsejleren
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Kunuk
med Tilnavnet Uiartoq:
Jordomsejleren
Der var engang to Brødre, der boede i Telt sammen. De havde hver en Søn, og Kunuk, som var Søn af den ældste af de to Brødre, legede altid sammen med sin Fætter.
Engang kom der rejsende Folk til og tog Land ved samme Boplads. Manden hed Nuerniagaq, "Tejsten", og havde en Plejesøn, som hed Nuerniagakajik, "den lille Tejst". Nuerniagakajik blev nu ogsaa Kunuks og hans Fætters Legekammerat, og de tre Drenge var uadskillelige.
Efteraaret kom og Sneen begyndte at falde, og en Dag, da der havde lagt sig Driver paa Landet, byggede Drengene sig en Snehule, Qapigaq. Her kom de op at skændes, og det endte med, at de to Fætre smed Nuerniagakajik ud.
Nuerniagakajik gik grædende hjem, idet han undervejs stak sig i Kroppen med spidse Træstykker. Paa den Maade vilde han hævne sig paa de andre. Han traf ikke sin Plejefader hjemme, han var ude at hente en Sæl, der var gemt hen paa Land; men da Plejemoderen saa den blodige Dreng, troede hun, det var Legekammeraterne, der havde stukket ham med Knive, og blev meget angst.
"Ingen maa omtale dette til Nuerniagaq; han holder saa meget af sin Plejesøn, at han aldrig vil lade det uhævnet," sagde hun til sine Husfæller.
Men da Nuerniagaq lidt efter kom kørende over Land med den Sæl, han havde hentet, skyndte Konen sig at gaa ham i Møde; thi naar hun havde opfordret Husfællerne til intet at sige om det, der var hændet Drengen, var det kun, fordi hun selv vilde være den første, der fortalte Nyheden til sin Mand. Næppe var derfor Manden kommen saa nær, at han kunde høre, hvad hun sagde, før hun begyndte at fortælle om den Ulykke, der var hændet deres Plejesøn. Og hun overdrev endog, hvad Drengen selv havde fortalt, og sagde, at hvis Drengen ikke var flygtet, vilde han være bleven stukket ihjel af de to Fætre.
"De skal faa den Behandling, de selv har ønsket sig", sagde "Tejsten". Og derved blev det.
Da det blev mørkt og Folkene i Huset sov, gik "Tejsten" op til Bopladsfællernes Hus, aabnede Taget i alle fire Hjørner og skød med sin Bue alle Husets Beboere ihjel. Kun Kunuk reddede sit Liv ved at rulle sig ind i et Brikseskind og trille ind under Vinduet. Derpaa gik "Tejsten" hjem i den Tro, at han havde udryddet alle sine Bopladsfæller. Da alt var bleven stille, rejste Kunuk sig fra sit Skjul og sagde:
"Er jeg den eneste levende?"
"Nej, jeg lever ogsaa," sagde en Stemme inde under Briksen. Det var hans Fætter.
"Jeg lever ogsaa, men jeg er skudt saadan, at nogle af mine Indvolde hænger ud af Underlivet." Det var Kunuks lille Søster, der havde gemt sig inde bag Skindtapetet.
"Er du meget daarlig?" spurgte Kunuk.
"Nej, jeg føler mig ikke daarlig," sagde den lille Søster.
"Saa maa vi alle se at komme bort; thi bliver vi her, vil vi blive dræbt," sagde Kunuk. Hurtigt gjorde de sig rede til Opbrud og de gik nu ind over Land paa den Maade, at Kunuk og hans Fætter skiftedes til at bære den lille Søster. De bar hende paa Ryggen, men skønt de var meget omhyggelige for hende, døde hun dog inden ret længe af sine Saar. Saa stensatte de hende, og Kunuk sørgede meget over Tabet af sin lille Søster.
De to Fætre flygtede langt ind over Land; de gik og blev ved med at gaa, indtil de kom til en Fjord. Det indre af Fjorden var islagt, og Isen syntes aldrig at bryde op. De fulgte en Tid Iskanten langs med det aabne Hav i Mundingen og saa mange Sæler i Vandet. Havde de blot haft en Kajak, vilde de have faaet god Fangst.
"Vi maa hellere gaa ind over Isen. Det er ikke til at udholde at se alle disse Sæler, naar vi selv ingen kan faa!"
Og saa gik de indefter i Fjorden. Fjorden var dyb og endte med en stor Bræ; de gik stadig indefter for at se, om ikke Heldet skulde skaffe dem noget spiseligt, da de fik Øje paa noget, der lignede et Menneske.
"Nej — umuligt, ikke herinde!"
Men da de kom nærmere, saa de, at det var en Mand og hans Kone. De drev Isfangst omtrent helt inde ved Bræen. Manden laa ned og kiggede gennem et Hul i Isen efter Sæl, og Konen stod parat til at støde, naar Manden gav Signal. De kom helt frem til dem uden at blive opdagede, og først da de var ganske nær, saa de fremmede dem. De var saa gamle, at de var helt bøjede af Ælde.
"Hvor kommer I fra?"
"Langt ude fra Havet."
"Hvad vil I?"
"Vi er flygtede, fordi "Tejsten" har dræbt alle vore Husfæller."
"Saa kan du blive min Plejesøn," sagde den gamle Kone til Kunuk.
"Og du min," sagde Manden til hans Fætter.
De fulgtes derefter ad ind til Bopladsen. I Huset fandt de stor Overflod af Kød, og flænsede Sæler laa ved Siden af hinanden paa Gulvet. Det var dem en Gaade, at de to gamle saaledes kunde drive Storfangst inde paa den ubrudte Fjordis.
Konen tog straks Kunuk op paa sit Skød, idet hun anbragte ham som et Spædbarn og sang Trylleviser over ham. Da han havde ligget en Stund saaledes, satte hun ham foran sig og sang en ny Tryllevise.
»Du er en stakkels Flygtning, og disse Tryllesange vil gøre dig til en stor Hævner og gøre din Krop haard mod Angreb. Men nu skal vi have det Maaltid, som altid bør følge efter en Tryllesang!"
Og hun gik ud og hentede et Sælskind, der var fyldt med spæksyltede Bær, og de spiste dem allesammen.
Herefter blev de to Fætre hos de to gamle og gik paa Fangst sammen med dem. De fangede altid fra Isen og gik aldrig i Kajak.
"I er to stakkels Flygtninge med Fjender, der maaske søger efter jer for at dræbe jer. Men den Dag skal komme, hvor I hævner jer, og derfor skal I opøve jeres Kræfter!"
Og de to Fætre hærdede sig nu daglig og opøvede deres Kræfter, og der fandtes ikke Sten saa store, blot de kunde fatte om dem med Armene, at de ikke løftede dem og legede med dem, som om de slet ikke var tunge.
Kunuks Fætter blev snart den stærkeste af de to, og det, skønt Kunuk langtfra var nogen Sinke. Han mente selv, at der ikke fandtes noget Menneske, undtagen Fætteren, som han ikke straks kunde slaa ned. Ja, med almindelige Mennesker skulde det være som en Leg, for de Folk, de boede hos, var jo Indlandsboer.
Da de nu var bleven stærke og hærdede Mænd, lod den gamle Plejefader dem faa Kajaker, og de gik nu ogsaa paa Fangst paa Havet. De havde faaet Kajakerne paa samme Dag og øvede sig daglig sammen. Tilsøs var Kunuk den dygtigste, men tillands kunde han stadig ikke maale sig med sin Fætter.
En Dag gik Fætteren alene ud i Kajak, fordi Kunuks Søtøj var gennemvaadt og trængte til at tørres; men Natten faldt paa, og Fætteren kom ikke tilbage. Og han kom aldrig igen, thi det var gaaet ham saaledes:
Han havde mødt en fremmed Kajak, og denne havde spurgt: "Hvem er du?" Kunuks Fætter havde nævnet sit Navn og var saa bleven harpuneret i samme Øjeblik. Den fremmede havde ikke været nogen anden end "Tejsten", der mange Aar igennem forgæves havde søgt efter Drengene, der var sluppet levende fra ham.
Saaledes blev Kunuk alene. Hans Plejeforældre flyttede nu ud til det aabne Hav, efter at Kunuk havde opnaaet stor Færdighed i Kajakfangst; og medens de saaledes boede ude ved Kysten, fik de en Dag Besøg af en Kajak. Kunuk var hjemme og iagttog den fremmede fra Land og genkendte straks "Tejsten". Han gik derfor ikke ned til Stranden, da han lagde til, men blev inde i Huset. Den gamle Plejemoder derimod gik ned og tog imod Gæsten. Denne gik op i Huset, og næppe havde han faaet Øje paa Kunuk, før han spurgte ham, hvad han hed. Kunuk skulde lige til at sige sit Navn, da Plejemoderen kom ham i Forkøbet:
"Han hedder Qaqipiluarteq, "den langsomt voksende"."
"Det var mærkeligt! Han ligner livagtigt en Dreng, som hedder Kunuk og som jeg kender."
"Ham her kan du ikke kende. Det er vor Søn, og det er første Gang, vi ser dig."
"Det var dog mærkeligt; jeg var saa sikker paa, at det var Kunuk."
"Det kan, som du nu forstaar, ikke være Kunuk."
"Nej, det kan det jo ikke."
Og saaledes blev "Tejsten" narret. Han fortalte nu, hvorledes han havde myrdet hele Kunuks Familie, men at denne og en Fætter var undslupne. Fætteren havde han mødt en Dag paa Kajakfangst og dræbt; nu søgte han efter Kunuk, for at der ikke skulde være nogen Hævner tilbage. Han blev kun kort Tid hos de gamle og roede saa bort ad samme Vej, som han var kommen.
Kunuk var nu en stor og stærk Mand, vældig i alle Idrætter og fremragende som Fanger. Han roede ud for at finde sig en Kvinde, og altid søgte han efter en, der havde store og hængende Bryster, saa at Brystet kunde naa bagud over Skulderen. Thi en saadan Kvinde kan slynge sit Bryst bagover og give sit Barn Die, medens det sidder i Amauten, samtidig med at hun selv ror i Konebaaden. Langt om længe fandt han en skøn og saare dejlig Kvinde, der opfyldte den Fordring, han stillede, og hende tog han til Kone.
Kunuk fik Konebaad og levede glad og lykkelig med sin Kone, indtil han fik Melding om, at en frygtet Sangkæmpe, Ualagtarit, sang Nidviser over ham; thi Rygtet om hans smukke Kone var allerede naaet viden om. Kunuk bestemte sig til at modtage Udfordringen, men da han aldrig havde været med til en Sangkamp, vilde han først sætte en ny Sang sammen.
"Du skal ikke digte nye Sange," sagde den gamle Plejemoder, "du skal synge den Sang, jeg sang for dig, den første Dag du var hos mig, da jeg tog dig paa mit Skød og du laa hos mig som et lille Spædbarn. De Ord, jeg der sang over dig, skal du synge i en Sangkamp."
Og hermed var Kunuk tilfreds og gjorde sig rede til at rejse til Sangkamp. Men først ønskede Plejemoderen at give ham gode Raad:
"Naar Ualagtarit synger dig paa, vil han kaste sin Langkniv efter dig, naar han har endt sin Sang. Første Gang han gør det, skal du under Sangen gøre dig saa stor, du kan; Ualagtarit vil da sigte højt. Men i samme Øjeblik han kaster Kniven, skal du gøre dig saa lille, du kan; han vil da ramme oven for dig. Næste Gang han skal kaste, skal du blot gøre dig lille, saa lille, du kan, og naar han saa kaster Kniven, skal du springe i Vejret. Kniven vil da ramme neden for dig. Han vil forsøge paa at give dig Trommen allerede efter første Sang, men da maa du ikke tage den; det maa du først gøre efter den anden Sang. Siden naar du har dræbt Ualagtarit, skal du foruden ham ogsaa tage Livet af en Kvinde og en Hund."
Saaledes talte den gamle Plejemoder, og derefter satte hun sig uden for Teltet, trak Pelshætten over sit Hoved og gav sig til at fremmumle Trylleord, medens Kunuk gjorde sig rede til Rejsen. Ved Ankomsten til den fremmede Boplads var Kunuk næppe kommen i Land, før han opdagede, at man allerede havde røvet hans Kone ud af Konebaaden og bragt hende op til Ualagtarits Telt. Han lod, som om han fandt sig deri af Frygt og ventede nu blot paa at blive udfordret til Sangkamp. Men det trak ud, og det var sen Nat, næsten paa Vej til Morgen, før Opfordringen kom.
Da Tilhørerne var samlede, fik Ualagtarit straks travlt med at faa fat paa en Tromme. Han søgte under Briksen og tog en frem med hvidt Trommeskind; den kastede han fra sig igen og tog saa en anden frem, hvis Trommeskind var helt blodigt; den beholdt han, for det var den, han plejede at bruge, naar han myrdede sine Modstandere.
Og saa begyndte de. Kunuk passede nøje paa at følge sin Plejemoders Anvisning. Først sang Ualagtarit. Han sang sin Nidvise helt igennem, uden at nærme sig Kunuk, og først dhan var færdig, løftede han sin Langkniv, som han havde benyttet til at slaa Trommen med, i Vejret og sigtede paa Kunuk. Kunuk gjorde sig stor, og da han i Forvejen var en høj Mand, naaede han helt op til Loftet. Modstanderen sigtede derfor højt, efter Hovedet, og kastede Kniven. I samme Øjeblik sank Kunuk sammen, og Kniven røg ind i Skindtapetet, netop ud for det Sted, hvor hans Hoved lige havde været.
Dette Fejlkast blev hilst med Latter og Raab fra alle i Huset.
"Ej — ej — Ualagtarit, som aldrig kaster forkert, ramte ikke!"
Nu vilde Ualagtarit give Kunuk Trommen; men denne, som huskede den gamle Plejemoders Ord, lod, som om der slet ikke blev talt til ham.
"Ak, han bryder sig ikke om mig, han vil ikke gøre Modstand!" tænkte Kunuks Kone, da hun saa, at Manden vægrede sig ved at modtage Kniven og Trommen.
Saa maatte Ualagtarit atter til at synge, og det gik som før. Da Smædesangen var til Ende, løftede han den store Kniv for at kaste den mod sin Modstander; men da var Kunuk bleven ganske lille. Den anden maatte sigte meget lavt for at ramme Hovedet, men i det Øjeblik Kniven røg ud af Ualagtarits Haand, sprang Kunuk i Vejret, saa at den lange Kniv borede sig dybt ind i Husets Væg et Stykke oven for Gulvet. Atter blev der raabt og let:
"Ej — ej — Ualagtarit, der aldrig kaster forgæves, har nu fejlet to Gange!"
Først nu tog Kunuk Trommen og Kniven for at svare, og han passede nøje paa at følge Plejemoderens Raad:
"Du skal synge hele din Sang igennem uden at kaste; det er først, naar du synger anden Gang, at du skal dræbe Ualagtarit." Dette havde hun sagt.
Kunuk sang nu hele sin Nidvise igennem, og da han stadig ikke gjorde noget Forsøg paa at kaste sin Kniv, tænkte hans Kone, der sad oppe mellem Ualagtarits tre Koner:
"Han lader sig bare slaa ihjel. Han lader sig slaa ihjel uden Modstand!"
Kunuk tog saa fat for anden Gang, og da han havde sunget sin Sang til Ende, løftede han den store Kniv og sigtede paa sin Modstander.
Ualagtarit holdt begge Hænder ud for Ansigtet, paa Kant, saaledes at Kniven, hvis den ramte der, kunde glide til Siden uden at naa Ansigtet. Men Kunuk, som havde øvet sig meget i Kast og derfor var meget træfsikker, sigtede og kastede Kniven saaledes, at den gik gennem begge Hænder og spiddede Ualagtarits Strube fast til Væggen. Da blev der stort Røre i Huset.
"Lad den, som ønsker en saadan Behandling, faa den! Det er kun, hvad han selv har villet!" raabte alle tidligere Venner i Munden paa hverandre og flygtede ud af Huset. Men Kunuk gik roligt op til Briksen og tog den smukkeste af sin Fjendes Koner og bar hende lige forbi Manden, der vred sig i Smerte og Raseri og lige fik sagt: "Det er min Yndlingskone. Hende maa du aldrig vende Ryggen til om Natten; hun tillader ikke, at man vender Ryggen til hende om Natten."
Det rallede han frem i afmægtig Skinsyge, medens Kunuk bar hende ned mod sin Konebaad. Men ude paa Stien blev han pludselig grebet bagfra af et Par Arme saa stærke, at han aldrig nogensinde syntes, han havde mærket et saadant Greb. Da han vendte sig om, saa han, at det var en lille Mand, hvis Hoved helt gik i eet med Skuldrene. Det var Usugsumiarteq — Ualagtarits Hævner.
Kunuk overlod den røvede Kvinde til sin Kone og begyndte at brydes med Usugsumiarteq. Aldrig havde han følt saadanne Kræfter. Selv om han svingede sin Modstander rundt, var han som vokset fast til Jorden. De brødes meget længe, og Kunuk var endelig ved at faa Overtaget, da han gled i noget frossent Hundepis. Han var lige ved at falde og klemte derfor til af alle Kræfter om Livet paa sin Modstander. Denne vred sig i Smerte og slap sit Tag i Kunuk, da han var ved at miste Vejret. Usugsumiarteq faldt besvimet om paa Jorden, og det varede meget længe, før han kom til sig selv igen. Saaledes sejrede Kunuk ogsaa i denne Kamp. Og Usugsumiarteq har siden fortalt, at af alle de Mænd, han havde prøvet Kræfter med, var der ingen, der kunde maale sig med Kunuk.
Derefter roede Kunuk hjem. Da han naaede frem til sin Boplads, sad den gamle Plejemoder endnu uden for Huset med Hætten over Hovedet og sang Tryllesange.
"Kunuk har dræbt ham!" raabte de op til hende.
Dette gjorde hende straks meget angst, idet hun hørte fejl og troede, at det var Kunuk, der var dræbt; men bagefter blev hendes Glæde blot saa meget større.
"Har du saa dræbt Mand, Kvinde og Hund?" spurgte hun.
"Aa — det glemte jeg helt, jeg har kun dræbt Manden," svarede Kunuk.
"Det skal du ikke bryde dig om; det er alligevel en god Begyndelse paa dem, vi skal dræbe," sagde hun blot.
Kunuk vidste nu, at han var en stærk Mand, og bestemte sig til at omrejse Jorden for at finde sin Fjende, "Tejsten". Han fik med sig en Fangstfælle, der boede ved samme Boplads, og de blev saaledes to Konebaade i Følge. Kunuks Baad roedes af hans to Koner.
Hans første Kone havde et lille Barn, og da den Vej var meget lang, som de skulde fare for at komme rundt om Landet, kunde de ikke standse, hver Gang Barnet skulde have Die. Moderen havde derfor sine store Bryster slynget hen over Skulderen, saa at hun stadig ammede, samtidig med at hun roede.
Den anden Baad roedes af Mandens to Koner og en Plejesøn. Ogsaa de havde et diende Barn med sig, og i Begyndelsen maatte de standse, hver Gang Barnet skulde have Bryst. Men da Kunuks Baad af den Grund stadig fik større og større Forspring, maatte man opgive at standse for Barnets Skyld, der tilsidst sultede ihjel. Under Konebaadsfarten blev det siden Forældrene umuligt at overholde al den Bod og alle de Bestemmelser, der skulde iagttages i Anledning af Barnets Død, og det vakte Maanemandens Raseri i en saadan Grad, at han kun tænkte paa at bringe dem i Ulykke. Dette opnaaede han omsider ved at rejse en vældig Strøm inde i en Bugt, som de maatte forbi. Havet fossede som en Elv inde i denne Bugt, hvis Indre var af Jord. Jorden blev af Strømmen udhulet saa dybt ind, at man ingen Bund saa, og Strømmen rev Konebaadene med sig og opslugte den ene. Kun Kunuk, der kunde ro sin Konebaad med samme Lethed, som var det en Kajak, slap over.
Paa den modsatte Bred skulde de hvile sig, og her faldt en af Kunuks Hunde i Vandet. Han havde nogle smaa, grimme Hunde, hvis Haar var helt skjult af Smuds. Da han nu vilde tage den Hund op, som var faldet i Vandet, var den allerede bidt midt over af en stor Havulk.
Saa fortsatte de videre langs med Landene, og længe roede de langs en Kyst saa stejl og utilgængelig, at de om Natten, naar de skulde sove, maatte nøjes med at fæste et Stykke Træ i en Spalte i Klipperne og fortøje Baaden hertil. Saaledes sov de da i Baaden om Nætterne uden at kunne komme paa Land og slaa Telt.
Paa Farten videre frem kom de til et Sted, der hed Kitdlavârssuit. Her boede en Mængde Mennesker, og da Kunuk var bange for, at de skulde være farlige, bestemte han sig til om Natten at undersøge deres Kajaker, før de gav sig til Kende. Han fandt deres smaa Trædaaser, de plejede at have Proviant i paa Kajakrejser. Da han aabnede dem, laa der øverst en Menneskehaand og derunder Ormekød, Narhvalsmátak og Bjørnekød. Han gik nu ud fra, at det, der laa øverst, maatte være det, de holdt mest af, og da de altsaa maatte være Menneskeædere, turde han ikke ro forbi, men bar Konebaaden bag om Bopladsen over Land. Saa stærk var han, at han kunde bære hele Baaden uden at tage Godset ud af den. Siden for de videre og kom til et Sted, hvor der ogsaa holdt en Mængde Mennesker til. De havde hverken Hus eller Telt, men sov under udslaaede Teltskind; de laa paa Fangst borte fra Bopladsen. Der slog de sig ned. Om Aftenen hørte han Folk raabe:
"Ej — ej! Der kommer "Tejsten" med Fangst!"
Kunuk blev saa glad, at han næsten ikke kunde tro, det var sandt. Han var bare bange for, at det kun skulde være en Navne til den "Tejst", han søgte. Men da Kajakerne kom nærmere, begyndte han at skælve af Glæde, thi han genkendte nu selv sin gamle Fjende. "Tejsten" kom bugserende med en Narhval og lagde til. Saa snart han fik Øje paa Kunuk, der stod inde paa Land, spurgte han:
"Hvem er du?"
"Kunuk!"
"Nej, er det virkelig Kunuk? Saa har jeg fanget en Narhval, hvis hele Tand er til dig; den kan du lave en Harpunspids af!"
Kunuk svarede ved at vride Tanden rundt i Hovedet paa Narhvalen og trække den ud med eet eneste Ryk, hvorpaa han smed den ud i Havet. "Tejsten", der saa, hvor stor og stærk Kunuk var bleven, tænkte nu paa at flygte. Men Kunuk vidste, at det vilde være for sent, om han opsatte sin Hævn til næste Dag; derfor havde han kun Tanke for at faa fat i en Kniv, som han kunde stikke ham med. Han gik ind over Land for at se, hvad han kunde finde, og traf der en ældre Mand, der stod og lavede en Konebaad.
"Hvem er du?"
"Jeg er Nuerniagakajik, "Tejstungen"."
»Og jeg er Kunuk."
"Nej, se, er du virkelig Kunuk?"
"Vil du laane mig din Kniv?"
"Hvad skal du bruge den til?"
"Jeg vil slaa "Tejsten" ihjel."
"Du skal ikke slaa "Tejsten" ihjel."
"Vil du laane mig din Kniv?"
"Nej."
"Saa skal jeg selv tage den fra dig."
"Nej, nej, nej! Her er den."
Og saa fik Kunuk Kniven og gik ned til Folkene igen. Men da var "Tejsten" forsvundet. Saa gik han søgende ind over Land og fandt ham oppe paa et Fjæld, hvor han laa og sov, kun dækket af Underlagsskindet til sin Kajak. Kunuk rev Skindet til Side med sin Kniv og vækkede ham. "Tejsten" forsøgte paa at smile, men Kunuk svarede ved at stikke ham med Kniven — Saar, der ikke var dødelige, men blot skulde smerte. Han stod bare og pirkede ved ham med sin Kniv, idet han sagde:
"Her har du noget, fordi du dræbte min Fader. Og her noget, fordi du dræbte min Fætter!" Men da han nævnede sin lille Søsters Navn, overvældede Vreden ham, og han jog Kniven tværs igennem ham. Saaledes hævnede Kunuk sig paa "Tejsten", der havde myrdet alle hans Slægtninge.
Derefter rejste Kunuk videre. Han havde som alle stærke Mænd for Skik at dræbe alle de Kajaker, han mødte paa sin Vej; thi Fædrene siger, at kun saaledes kan en Høvding sikre sig bestandig Rigdom paa Fangstdyr.
Det var hen paa Efteraaret, og Vinteren var ikke langt borte, da Kunuk en Dag fik Øje paa en Kajak, der kom frem fra nogle Isskosser. Han gik straks i sin Kajak og roede den i Møde. Allerede paa lang Afstand kunde han se, at Vandet ligesom krusedes af Vind lige foran den fremmedes Stævn. Det skete, hver Gang han stødte Luften ud af sine Næsebor, der var meget store. — Og nu genkendte Kunuk ham og saa, at det var den berømte Slagskæmpe Kâgtagtuk; hans store Næsebor stammede fra hans Barndom, dengang man plejede at løfte ham op i Husgangen ved Næsen alene.
Kunuk vidste, at Kâgtagtuk som Høvding ogsaa plejede at dræbe alle de Kajaker, han mødte paa sin Vej, og de roede nu tæt ind paa hinanden; men hver Gang de greb til deres Harpuner, skete dette saa samtidigt, at ingen af dem kom til at kaste. Saa drejede de Kajakerne til Side, men altid saa samtidigt, at der aldrig blev Mulighed for noget gunstigt Kast for nogen af Parterne. Da de havde holdt længe paa med dette, sagde Kâgtagtuk:
"Lad os hellere gaa op paa Land og brydes."
"Nej," sagde Kunuk, "hvorfor skal vi slaa hinanden ihjel? Lad os hellere blive enige om, at næste Gang vi mødes, skal vi haane hinanden i en Sangkamp."
Det blev de enige om, og saa skiltes de i Fred.
Kunuk tog Land i Nærheden af Kâgtagtuks Boplads, og da det blev Vinter, ventede han kun paa Indbydelse til Sangkampen. Men Kâgtagtuk lod vente længe paa sig. Endelig kom han da kørende med Hunde saa store, at de lignede Bjørne. Kâgtagtuk kom ind i Huset og satte sig ned og ventede paa, at der skulde blive budt ham Velkomstmad.
"Der vil ingen Mad blive givet dig her; den maa du selv hente. Uden for Huset ligger en fastfrossen Narhvalslalle; den er til dig!"
Kunuk havde, da han ventede Kâgtagtuks Besøg, stukket den ned i Sne og hældt Sneen over med Vand, saa at Lallen nu var fuldstændig frosset fast i Is.
Kâgtagtuk gik ud for at trække Lallen op, men da han blev væk og ikke kom igen, gik Kunuk ud for at se til ham. Da han kom ud, stod Kâgtagtuk og halede i Lallen, der var bleven helt optøet paa det Stykke, der stak op af Isen.
"Jeg kan ikke hale den Narhvalslalle op," sagde Kâgtagtuk.
"Ej — kan du ikke det?" sagde Kunuk og trak den op i eet Tag, saa at Isen røg omkring dem.
Derpaa gik Kâgtagtuk ind igen og fik Mad, og om Aftenen holdt de Sangkamp og sang Nidviser over hinanden. Først hen paa Morgenen rejste Kâgtagtuk hjem igen.
Da der var gaaet en passende Tid, spændte Kunuk sine Hunde for Slæden og tog paa Besøgsrejse til Kâgtagtuk. Hans Hunde saa som sædvanlig elendige ud, ganske smaa og fulde af Smuds, usle at se paa; men der var ikke en af dem, som der ikke var sunget Tryllesange over.
Da han kom frem til Kâgtagtuks Boplads, gik han ind i hans Hus, og der gik nu en meget lang Tid, hvor han blot ventede paa at faa noget at spise. Endelig langt om længe sagde Kâgtagtuk:
"Der bliver ikke givet dig noget Mad, det maa du selv hente. Der er en Hvalroslalle derude, som du kan hente."
Saa gik Kunuk ud og fandt en Hvalroslalle, der var frosset fast i Isen, paa samme Maade som Narhvalslallen hos ham selv.
Kunuk lod, som om han ikke kunde faa den op, og da der var gaaet lang Tid, sendte han Bud ind til Kâgtagtuk. Denne kom glad ud; thi han troede nu, det var en Tilfældighed, at Kunuk havde kunnet trække Narhvalslallen op ved sit eget Hus.
Nu vilde Kâgtagtuk dræbe ham og greb fat i ham bagfra.
"Hvorfor gør du det? Slip mig hellere, du vil ingen Vegne kunne komme med mig!"
Men da Kâgtagtuk stadig holdt fast og syntes bestemt paa at gøre et Forsøg paa Drab, rev Kunuk med et Ryk Hvalroslallen op af Isen og kastede den efter Kâgtagtuk, der sprang til Side og kun med Nød undgik at faa Hovedet knust.
"Ej — ej, hvad er det? Det var jo min Bas, der faldt!"
"Ja, det gjorde jeg, fordi du forsøgte paa at myrde mig."
Kunuk samlede nu sine Hunde for at køre hjem igen, og da Kâgtagtuk saa det, pudsede han sine vældige Hunde paa Kunuks elendige Køtere. "Ki-ki-ki-ki!" raabte han.
Da Kunuk saa det, greb han fat i sin Bas og hviskede til den: "Bid de store Hunde ihjel."
Og Hundene kom nu op at slaas. Men allerede et Øjeblik efter raabte Kâgtagtuk:
"Ej — ej, hvad er det? Det var jo min Bas, der faldt! Hvad kan der være fat med den? Ej — ej! Indvoldene er ude af den."
Og paa den Maade blev alle Kâgtagtuks Hunde bidt ihjel.
Kunuk tænkte nu, at det kunde være rart at jage lidt Skræk i Livet paa Kâgtagtuk, og pudsede sine smaa Køtere paa ham.
De styrtede alle løs paa Kâgtagtuk, der i stor Skræk sprang op paa sin Konebaad, hvorfra han af alle Kræfter piskede løs paa dem. Snart røg der et Øre, snart en Hale, men det var, som om det slet ikke gjorde noget Indtryk paa Hundene. Da de ikke kunde naa Kâgtagtuk, gnavede de løs paa Træstøtterne, der bar Konebaaden oppe, og med deres smaa skarpe Tænder havde de næsten gnavet Støtterne over, da Kunuk syntes, at den store Kâgtagtuk nu havde faaet Skræk nok i Livet. Først da kaldte han leende Hundene til sig, spændte dem for og kørte hjem.
Dette er det sidste, man har hørt om Kunuk og hans Bedrifter. Derfor maa Historien ogsaa slutte her.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 156-169. København, 1921.
