Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Kvinden, som giftede sig med en Ræv

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Kvinden,
som giftede sig med en Ræv

Der var engang en ung og smuk Pige, som ikke vilde giftes. Ofte kom Fangere og bejlede til hende, og gerne vilde hendes Fader, at hun skulde tage en af dem, naar det var stoute Fangere af dygtige Forældre; men altid afviste Pigen dem. Og paa samme Maade som Faderen beklagede, at han ikke kunde faa en af de mange dygtige unge Mænd, som meldte sig, til Svigersøn, var der rundt omkring ved Bopladserne en Mængde Mænd, der sørgede over, at de ikke kunde faa saadan en skøn og dygtig Svigerdatter.

Tilsidst sagde Faderen en Dag til hende i Vrede:

"Gid du maa blive gift med en Ræv, du, som vrager alle Mænd!" Og saa blev der ikke talt mere om den Ting.

Men en Dag saa man Rævespor lige op ad Huset og undrede sig over, at en Ræv saa frygtløst havde sprunget omkring lige ved Vinduerne. For hver Dag der gik, kom den nærmere og nærmere. Næste Morgen saa man Sporene helt inde i Husgangen. Morgenen efter opdagede man den lige ved Pigens Leje, men den sprang bort, saa snart Huset vaagnede. Endelig en Morgen vaagnede Kvinden ved, at noget haaret gned sig op ad hende, og da hun skulde se sig om, var det en lille Blaaræv. Og med denne Blaaræv blev Pigen gift.

Ræven blev saa i Huset sammen med Pigen og levede af det, de andre fangede. Men en Vinter faldt det ind med stærk Kulde, alle Vaager frøs til, hele Havet lukkede sig, og man begyndte at lide Sult paa Bopladsen.

Saa sagde Faderen en Dag:

"Hvad skal man i Grunden med denne Rævesvigersøn? Han bestiller jo ingenting, fanger ingenting og fortærer blot det, vi andre fanger."

Da Ræven hørte det, bad han straks sin Kone om at sy sig en lille Taske, som han kunde bære om Halsen, og det gjorde hun. Næste Morgen, da de vaagnede, var Ræven borte, og de unge Mænd i Huset spurgte Konen, hvor han var taget hen; men ingen vidste det, thi han var taget af Sted midt om Natten. Han blev borte hele Dagen, og først ud paa Eftermiddagen kom han tilbage; de saa ham fra Huset komme travende et lille Stykke fra Land, og de kunde se paa hans Gang, at Tasken, han havde om Halsen, var fyldt. Et Øjeblik efter var han oppe ved Husgangen, og da Konen gik ud for at tage imod ham, var Tasken helt fyldt med Muslinger. Saaledes skaffede han for første Gang Mad til sine Husfæller, der var begyndt at sulte, og da disse nu saa alle de dejlige Muslinger, bestemte de unge Mænd i Huset sig til selv at bryde op næste Dag og samle Muslinger. Men da Ræven hørte det, sagde den:

"For Folk, der ikke er hurtige til Bens, lader det sig ikke gøre at naa frem til det Sted, hvor jeg fandt disse Muslinger."

Da de andre hørte det og vidste, hvor hurtige til Bens Rævene er, opgav de Tanken om selv at tage ud.

Saa gik der atter nogen Tid, hvor Ræven som sædvanlig holdt sig hjemme og havde det godt; men Vinteren var lige streng, og man fik intet at spise i Huset. Saa sagde Svigerfaderen en Dag:

"Hvad skal vi dog med denne Rævesvigersøn, som intet bestiller? Han er ingenting til og hjælper os ikke med noget."

Ræven hørte det, men lod som ingenting. Da man vaagnede i Huset næste Dag, var den væk.

Ræven drev hen over Isen et Stykke uden for Strandkanten, vejrende til alle Sider med spændt Opmærksomhed. Da den havde løbet et langt Stykke, standsede den pludselig og vejrede lige ned i Isen, og her blev den staaende længe, indtil den vidste, at der laa en død Sæl lige under den. For at være sikker paa, at den atter kunde lugte sig frem til Stedet, satte den sig ned og lavede sine Ekskrementer lige hen over det Sted, hvor Sælens Hoved skulde ligge, og et lille Stykke derfra ladede den sit Vand, der hvor Sælens Bagkrop maatte ligge. Derpaa løb den hjemover af alle Kræfter. Da man saa den fra Huset, havde den en saadan Fart paa, at det somme Tider saa ud, som om den løb helt sidelænds hen ad Isen.

"Der kommer Ræven, Ræven, der kommer Ræven!" raabte man i Huset; men næppe havde man raabt det, før den allerede var naaet frem til Husgangen og kom skrigende ind i Huset: "Kâk, kâk, kâk, jeg har fanget en Sæl! Tag jeres Isfangstredskaber med, Tuk og Itsuartûtit og følg mig."

Og straks gjorde de unge Mennesker sig klare og løb med Ræven foran sig hen over Isen, indtil den kom frem til det Sted, hvor den vidste, at Sælen laa. Der standsede den og sagde: "Her, her er Sælen." Men ved disse Ord blev de unge Mennesker meget forbitrede og sagde: "Vi ser kun en Lort, og nu vil denne elendige Ræv bilde os ind, at det er en Sæl."

"Nej," sagde Ræven, "slaa Hul i Isen, saa skal I bare se." Og de slog Hul gennem Isen med deres Tukke, og ganske rigtigt — der laa en død Fjordsæl! I en Fart fik de den halet op og bragt hjem, og saaledes gik det til, at Ræven for anden Gang bespiste Huset.

Men Vinteren holdt sig lige streng, og ingen Fangst var der at faa, og skønt man sparede paa Sælen saa meget som muligt, slap den dog tilsidst op, og atter sad Folkene i Huset uden Føde. Saa sagde Husfaderen igen:

"Ak, om vi dog havde et rigtigt Menneske til Svigersøn, saa kunde han maaske skaffe os noget spiseligt; men denne elendige Ræv, han sidder jo blot her i Huset og driver og skaffer intet til Huse."

Og der sad Ræven og spidsede Øren og lyttede, men lod som ingenting.

Da man vaagnede næste Morgen, var Ræven væk.

Denne Gang travede den ud over Havisen til Søs, indtil den et Stykke fra Land kom til en lille Revne. Her satte den sig ned og begyndte at kigge ned i Vandet. Nede paa Havets Bund laa der nogle hvide Sten hen over Sandet og bevægede sig ganske smaat, hver Gang der kom en stor Dønning udefra. Medens den sad her og saa paa dette, hørte den Knirken i Sneen lige i Nærheden, og da den rejste sig op og saa sig omkring — naada! Saa var det en vældig Bjørn, der kom luntende hen imod den.

"Hvad gør du her, Ræv?"

"Jeg sidder og morer mig over de hvide Sten dernede i Sandbunden. Hver Gang jeg stikker min Tunge ned i Vandet og slikker af det salte Vand, er det ganske, som om jeg løfter Stenene nærmere op til mig; det er saa morsomt."

Idet Ræven sagde disse Ord, tænkte den ved sig selv: "I den Tid jeg bare var en Ræv og ikke var besvogret med Mennesker, havde min Tunge Kraft; jeg vil dog prøve, om den ikke har det endnu." Og den vendte sig mod Bjørnen og sagde:

"Du skulde engang prøve, Bjørn. Stik Tungen dybt ned i Vandet, saa skal du se; det er ganske, som om du løftede Stenene op til dig."

"Er det virkelig sandt?" spurgte Bjørnen og blev nysgerrig, "saa vil jeg ogsaa forsøge." Og den satte sig ned ved Revnen; men graadig som den var, stak den sin Tunge langt, langt ned i Vandet. I det samme sagde Ræven:

"Revne, luk dig till"

Og straks lukkede Revnen sig til om Bjørnens Tunge, saa at den ikke kunde komme løs.

"Ryk til af alle Kræfter og se, om du kan komme løs!" skreg Ræven.

Og Bjørnen rykkede til, lige saa haardt den kunde, men den kom ikke af Stedet, for Isen havde klemt sig fast om Tungen helt oppe ved Roden. Da vidste Ræven, at Bjørnen ikke kunde komme løs, og saa løb den, alt hvad den kunde, indover mod Land. Konen kom netop ud af Huset for at se ud over Isen. Da hun saa sin Mand komme løbende, sprang hun straks ind i Huset og sagde: "Nu kommer Ræven, og han har en saadan Fart paa, at det ser ud, som om han fløj gennem Luften."

Næsten samtidig med Konen kom Ræven springende ind i Huset og sagde: "Kâk, kâk, kâk, jeg har fanget en Bjørn! Nu kan I komme og hjælpe mig med at faa den hjem." Og straks greb alle de unge Mænd deres Harpuner og løb med Ræven foran sig ud over Isen, og de blev ved med at løbe, indtil de naaede frem til Bjørnen, der stadig sad paa samme Sted med Tungen klemt fast i Isen. De behøvede blot at jage deres Harpuner ind i Siden paa den, saa var den deres, og de slæbte den hjem og havde nu Mad nok for lange, lange Tider.

Men den Tid kom, da ogsaa Bjørnen var opspist og Folk atter begyndte at sulte, og da begyndte Svigerfaderen som sædvanlig at haane Ræven, idet han sagde: "Hvad gør denne dumme Ræv her i Huset? Hvad gør han andet end at varme sig hos sin Kone om Nætterne? Aldrig gør han dog den ringeste Smule Nytte." Og Ræven sad henne paa sin Briks og lod, som om han intet hørte og intet forstod, men næste Morgen, da Folkene i Huset vaagnede, var den forlængst forsvundet.

Den lille Ræv løb først langt til Havs ud over Isen, langt, langt ud, saa han tabte Kysten af Syne, og travede omkring herude en Stund for at finde noget spiseligt. Men da der intet fandtes, vendte den om og løb atter ind mod Land. Her kom den langt om længe til en lille Revne og begyndte at undersøge den. Den satte sig ned og gav sig til at kigge ned i Vandet og opdagede saa en stor Mængde Smaadyr, der svømmede rundt dernede. Uden en Tanke i Hovedet sad den der og saa paa det myldrende Liv nede i Vandet, da der lød Knirken i Sneen lige ved Siden af den; den saa sig omkring og opdagede, at en Bjørn, saa stor, at den ikke kunde blive større, kom luskende hen imod den.

"Hvad gør du der, Ræv?" spurgte Bjørnen.

"Aah," svarede Ræven, "jeg sidder her og morer mig. Der er saa mange smaa, grinagtige Dyr dernede i Vandet, og det er dem, jeg sidder og morer mig over; jeg har allerede siddet her i lang, lang Tid. Kunde du ikke ogsaa have Lyst til at se paa det?"

"Jo," svarede Bjørnen, for den var meget nysgerrig, og saa satte den sig ned ved Revnen og begyndte at kigge ned paa Smaadyrene; men i samme Øjeblik gav Ræven sig til at stænke Vand hen over Bjørnens Pels, og Bjørnen var saa optaget af alt det, den saa paa, at den slet ikke lagde Mærke til det. Men Ræven blev ved med at stænke og stænke og stænke Vand op over Bjørnen, saa at der tilsidst laa et tykt Dække af Is hen over den og ned paa Isen. Det var den Dag bidende koldt, og Vandet frøs til Is med det samme. Da Ræven omsider mente, det kunde være nok, gik den hen foran Bjørnen og sagde:

"Se engang op, Bjørn!" Og Bjørnen rejste sig saa smaat og saa op i Luften. I det samme slog Isdækket om Bjørnen en Revne, og Ræven skyndte sig at raabe:

"Aah, det var ingenting, det var slet ingenting! Bliv du bare ved med at more dig over det, du ser paa." Og saa begyndte Bjørnen paa ny at kigge ned i Vandet, medens Ræven blev ved med at stænke og stænke og stænke, indtil Bjørnen tilsidst gik helt ud i eet med Isen, og da den syntes, det kunde være nok, løb den atter hen foran Bjørnen og sagde: "Naa, Bjørn, se nu, om du kan rejse dig op!" Bjørnen gjorde et Forsøg; men det eneste, der bevægede sig paa den, var dens Øjne. Nu var den fuldstændig frosset fast til Isen og ganske ude af Stand til at røre sig.

Da Ræven saa det, sprang den atter ind mod Land af alle Kræfter — en saadan Fart havde den paa, at Konen, da hun kom ud og fik Øje paa den, syntes, at den ligefrem svævede sidelænds hen over Isen; thi naar Rævene har rigtig stærk Fart paa, er det næsten, som om de løber sidelænds. Konen sprang straks ind i Huset og raabte:

"Aah, I skulde se, hvor Ræven løber i Dag! Det er næsten, som om den flyver sidelænds hen over Isen." Næppe havde hun sagt disse Ord, før Ræven allerede var inde i Huset og skreg af alle Kræfter:

"Kâk, kâk, kâk, jeg har fanget en stor Bjørn! Følg nu med og hjælp mig med at faa den hjem; I skal tage baade Lænsere og Istukke med."

Og straks brød Svogrene op og løb, alt hvad de kunde, hen over Isen med Ræven foran. Men Ræven løb fra dem og var snart helt ude af Sigte. Den naaede Bjørnen, der endnu sad fastfrossen og ude af Stand til at røre sig, stænkede den for en Sikkerheds Skyld endnu godt over med Vand, saa at der ikke var Spor af den at se, og løb saa atter tilbage til Svogrene.

"Hvor er Bjørnen, hvor er Bjørnen?" raabte Svogrene.

"Længere fremme," svarede Ræven, og travede foran dem, indtil de naaede det Sted, hvor Bjørnen var.

"Her er jo ingen Bjørn!" raabte Svogrene.

"Jo," svarede Ræven og pegede paa Isklumpen. Saa brød Svogrene Hul paa Isen med deres Tukke og jog deres Lænsere ind i Bjørnens Krop og dræbte den; men da de skulde til at flænse den, sagde Ræven: "Aah, skær et lille Stykke af til mig, skær et lille Stykke af til mig, blot en lille Lækkerbidsken til hende, der ligger og varmer mig om Natten."

Saa skar Svogrene et Stykke Bjørnebryst af til Ræven, og den puttede Kødstykket ned i den lille Taske, den havde om Halsen, og løb saa af Sted, alt hvad den kunde. Det varede ikke længe, før den kom springende ind i Huset og lagde sin Taske foran Konen. Men Svogrene, der ikke var saa hurtige til Bens, kom først hjem langt ud paa Natten med deres Flænseparter. Kødet af denne Bjørn varede lige saa længe som Vinteren, og saaledes gik det til, at den lille Ræv frelste sine Svigerforældre og Svogre fra at dø af Sult, og siden talte Svigerfaderen aldrig mere om den dumme Ræv, der slet ikke var til noget. Og man levede lykkeligt sammen paa Bopladsen og holdt aldrig op med at beundre den snedige og opfindsomme lille Ræv.
 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 137-144. København, 1921.