Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Manden, der tog en Ræv til Kone

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Manden,
der tog en Ræv til Kone

Der var engang en Fanger, som boede ganske alene paa en Boplads. Ingen Kvinde havde han til at hjælpe sig, og naar han tog ud paa Fangst og kom hjem med Sæler, maatte han selv flænse dem og berede deres Skind.

En Dag, da han kom hjem fra Fangst og ikke vidste, hvad han skulde fordrive Tiden med, roede han paa maa og faa ind over en Fjord. Her saa han paa en Fjældskraaning en lille Ræveunge, gik i Land, fangede den og bragte den med sig hjem; her tog han den op i sit Hus og bandt den ved Husstolpen. Siden havde han den bunden i sit Hus og kælede for den og passede den vel og gav den Kød, hver Gang han selv spiste, og den lille Ræv voksede hurtigt og blev stor ved den gode Behandling, den fik. En Dag, da han kom hjem fra Fangst og som sædvanlig skulde til at gøre alt det Arbejde, som ellers er en Kvindes, saa han, at alle Skindene, han havde lagt hen til Beredning, var færdige og vel behandlede. Og da han derefter gik op i sit Hus og skulde til at koge Kød, var Kødet allerede kogt og alt lagt saaledes til Rette, at han bare kunde spise. Han kunde slet ikke begribe, hvorledes alt dette var gaaet til, eller hvem der havde gjort det, men han spiste sin Mad og gav som sædvanlig Ræven et godt Maaltid Kødben.

Dagen efter tog han som sædvanlig ud paa Fangst, men da han var kommen et godt Stykke ud, roede han ind i en lille Vig i Nærheden af sin Boplads og gik i Land. Saa listede han sig forsigtigt, stadig med god Dækning, hen til sit Hus og lagde sig i Skjul der for at se, hvem det var, der beredte hans Skind og kogte hans Kød. Bedst som han laa der, kom der en dejlig ung Pige ud af hans Hus og gik i Arbejde med de Skind, han havde lagt frem til Beredning. Han listede sig ganske varsomt hen til hende og kom bag paa hende, uden at blive opdaget, og greb hende. Det var en meget smuk Kvinde med ualmindelig langt, sort Haar. Han bar hende ind i sit Hus, og her blev hun hans Kone. Saa glad var han over at have hende, at han slet ikke lagde Mærke til, at Ræven var forsvundet. Om Natten laa de sammen og snakkede og havde det hyggeligt og rart, men idet hun smilede til ham, opdagede han, at hendes Tandkød var helt ophovnet. "Hvad er det?" sagde han. "Hvorfor er dog dit Tandkød saa ophovnet ?" "Aah," sagde hun og pegede hen paa Husstolpen, "kan du ikke huske, at dengang jeg stod bunden derhenne, fodrede du mig altid med Kødben? Det er af at gnave alle disse Kødben, at jeg nu har det svulne Tandkød." Nu var det for sent, han opdagede, hvorledes han havde pint sin rare lille Kone, dengang hun var Ræv, ved at give hende alle de mange Kødben at gnave; herved var nu intet at gøre. Siden levede de lykkeligt sammen, og Manden begyndte igen at gaa paa Jagt, som han plejede.

En Dag mødte han ude tilhavs en Kajakmand, som han kendte, og de slog Følge med hinanden og begyndte at snakke sammen.

"Har du faaet dig en Kone?" spurgte Manden. "Ha, ha," svarede den anden, "det kan du tro, jeg har." "Er hun smuk?"

"Om hun er smuk? Hun er den dejligste Kvinde, jeg nogensinde har set."

"Skal vi lege Konebytningsleg?" spurgte saa den anden.

Og inden Manden vidste af det, havde han svaret Ja, for han var en ung Mand, der ogsaa gerne vilde ligge hos en fremmed Kvinde, og saa aftalte de en Dag og skiltes.

Den aftalte Dag kom den fremmede roende til Bopladsen, og da han kom, gik den anden til sin Kajak og roede hen til hans Boplads for at lægge sig hos hans Kone. Men idet den fremmede Mand nu kom ind i Huset, slog der ham i Møde en underlig Lugt af Ræv, og denne Lugt var saa skarp, at det brast ud af ham: "Uf, hvor her dog lugter af Ræv! Hvad er det for noget? Hvad er det af?"

I samme Øjeblik rejste den smukke Kvinde sig op, og inden Manden vidste et Ord af det, var hun bleven til en Ræv og sprang ud af Husgangen, idet hun skreg: "Kâ-kâ-kâ-kâ!" Manden stod aldeles maalløs af Forbavselse, og da han havde opholdt sig lidt i Huset ganske alene, var der ikke andet for ham at gøre end at gaa tilbage til sin Kajak og ro hjem.

Dagen efter kom Ægtemanden hjem igen og kunde ikke finde sin Kone noget Sted. Han gav sig til at søge efter hende og fandt saa et Rævespor, der førte opover; dette fulgte han. Pludselig blev Rævesporene til Menneskespor, og da de havde været Menneskespor nogen Tid, kunde han se, at det ene Spor var af en Ræv, det andet af et Menneske. Lidt efter blev de begge til Rævespor igen, og da han stadig fulgte dem, naaede han op til en Klippe. I denne Klippe var der en Spalte, og ind i denne Spalte forsvandt Sporene. Han lagde sig paa Lur, og da han havde ligget lidt, kunde han høre dem snakke inde i Klippehulen. Da han havde hørt efter nogen Tid, raabte han ind: "Kom dog ud, jeg er her for at hente dig!" Saa blev der stille derinde, men lidt efter kunde han høre hende sige, at hun vilde ikke vende tilbage til ham. "Gaa du ud, gaa du hellere ud til ham," sagde hun til en anden, og lidt efter kom der en Kvinde ud. Uf, hvor hun dog saa ud, med store, store Øjne, der stod hende ud af Hovedet! Og hun kom leende hen til ham og sagde: "He-he-hê — hun sagde, at du skulde hellere tage mig." "Nej," sagde Manden, "dig vil jeg ikke have. Uf, du har alt for store Øjne." Saa lo Kvinden igen, vendte ham Ryggen og gik ind i Hulen, og han hørte hende le derinde og sige: "Mig vilde han ikke have, for jeg havde saa store Øjne."

Det var en Spyflue i Menneskeskikkelse.

Saa sad han udenfor en lille Stund og raabte saa igen ind: "Kom dog ud til mig, jeg sidder og venter paa dig!" Atter hørte han hende sige, at hun vilde ikke, men at en anden skulde gaa ud, og saa kom der en fremmed Kvinde ud. Havde den første været styg, var denne endnu forfærdeligere, en gammel, rynket Kvinde med en forfærdelig Bunke Ben. Hun sagde: "He-he-hê — hun sagde, du skulde tage mig i Stedet for." Men Manden svarede: "Nej, dig vil jeg ikke have, du har alt for mange Ben." Saa vendte hun sig om og gik ind i Hulen igen, og han hørte hende sige: "Mig vilde han ikke have, for jeg havde alt for mange Ben."

Det var en Orm i Menneskeskikkelse.

Saa gav han sig til at raabe paa sin Kone igen og hørte hende atter sige: "Nej, jeg vil ikke ud til ham, men gaa du ud!" Og lidt efter kom der ud en lille sort Kvinde med lange, lange Ben, forfærdelig at se paa, og hun sagde: "He-he-hê — jeg skulde sige, at du hellere maatte tage mig." "Nej," sagde Manden, dig vil jeg ikke have til Kone, du har saa forfærdelig lange Ben." Saa gik Kvinden ind i Hulen igen, og han hørte hende leende sige til de andre: "He--he-hê — mig vilde han ikke have, for jeg havde alt for lange Ben."

Det var en Edderkop i Menneskeskikkelse.

Saa sad han atter ude og raabte paa hende, men hun svarede: "Nej, du har jo hørt, hvad jeg siger; jeg kommer ikke ud til dig, men kom du ind til mig."

"Hvordan skal jeg dog bære mig ad med at komme ind til dig? Jeg kan jo ikke komme gennem dette lille bitte Hul." Hertil svarede hun: "Luk Øjnene og forsøg paa at komme ind." Det gjorde han, og paa den Maade kom han ind gennem Hullet. Da han aabnede Øjnene og saa sig omkring, var han inde i et lille Hus, og der sad hans Kone. Han gik straks hen til hende og satte sig ved Siden af hende, og da han i sin Glæde gerne vilde sige noget venligt til hende, som hun kunde blive glad over, lagde han sit Hoved i hendes Skød og sagde: "Aah, det er saa lang Tid siden, jeg var hos dig; pil Lusene af mit Hoved." Hun gav sig straks til at lyske ham, og idet hun gjorde det, talte hun saaledes til ham:

"Læg dig nu blot til Ro,

læg dig nu blot til at sove.

Til Foraaret, naar Spætterne kommer,

kan du vaagne.

Læg dig nu blot til Ro,

læg dig nu blot til Ro.

Til Foraaret, naar Spyfluerne kommer,

kan du vaagne.

Læg dig nu blot til at sove.

Til Foraaret, naar Ternerne kommer,

kan du vaagne."

Og saa var det pludselig, som om han mistede Bevidstheden. Han faldt i en dyb Søvn, og da han vaagnede igen, var han ganske alene i Huset. Han kravlede ud og saa sig omkring, og se — det var Vinter, da han kravlede ind, nu var det bleven Foraar, Elvene havde sprængt deres Isdække og fossede ned over Fjældene, Spyfluerne summede rundt omkring ham, og Spætterne slog med deres Næb og snakkede i Munden paa hinanden; og nede over en lille Vig fløj Ternerne som Snefnug og styrtede sig ned i Vandet efter Fisk.

Saa gik han ganske langsomt ned mod sit Hus; men paa Vejen opdagede han pludselig en lille Legestue, saadan som Børn bygger dem, og inde i den sad en underlig Kvinde og skar i en Tørv med Skulderbladet af en Sæl. Han listede sig ganske stille hen til hende; men i samme Øjeblik hans Skygge faldt paa hendes Kind, vendte hun sig om og saa paa ham. "Aah," sagde hun, "der skyggede du rigtignok for mig! Hvad skal jeg give dig, hvad skal jeg finde paa at give dig?" Og i det samme skar hun sin ene Kind af og kastede den til ham. Saa gik han om paa den anden Side af hende, og idet han atter skyggede en Smule for hende, saa hun sig tilbage og sagde: "Der skyggede du rigtignok for mig!" Og hun skar sin anden Kind af og kastede den til ham.

"Hvad mon hun nu vil gøre, hvis jeg skygger for hende en Gang til?" tænkte Manden, og saa gik han over og skyggede for hende igen; straks skar hun sin ene Bagdel af og kastede den til ham, og saaledes blev de ved. Efterhaanden skar hun alt Kødet af Kroppen, saa at der ikke var andet end Ben tilbage; men stadig levede hun, og stadig kunde han ikke mærke noget til, at det smertede hende.

For sidste Gang gik han hen og skyggede for hende, og saa sagde hun: "Hvad skal jeg dog give dig nu? Nu har jeg ikke mere." I det samme skar hun sin Tunge af og kastede den hen til ham, og saa faldt hun død om for hans Fødder.

Saa forlod han hende og gik ned til sit Hus og begyndte at leve sit Liv paa den Maade, han havde levet det, før han fik den lille Ræv til Kone. Og han fangede som sædvanlig mange Sæler, som han selv maatte flænse, og alle Skind maatte han selv berede, og til ingen Nytte fortrød han nu, at han havde ofret sin Kone, fordi han havde villet ligge hos en, fremmed Kvinde.

Og her ender denne lille Fortælling om Manden, som giftede sig med en Ræv. Det er den allersidste Slutning paa Fortællingen, for nu kan der ikke siges mere i denne Historie.
 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 150-155. København, 1921.