Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Manden, som fangede Sæler i Garn og brugte Konebaad i Stedet for Kajak
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Manden, som fangede Sæler i Garn
og brugte Konebaad i Stedet for Kajak
Nu skal jeg fortælle jer en Historie om en Mand, der brugte Konebaad i Stedet for Kajak. Det maa være en meget gammel Historie, for i de allerældste Tider, fortæller de gamle, var der ikke saa stor Forskel paa en Kajak og en Konebaad. Dengang var Kajakerne helt aabne og uden Tipêt, de smaa Spanter, der holder Kajakens Køl fast til Overdelen. Vi tror derfor, at disse Kajaker var lavet af et helt Stykke Træ.
Dengang kendte man heller ikke Kastetræ; naar man skulde kaste sin Harpun, havde man en lille Tværpind, som man satte Pegefingeren imod, naar man skulde give Afstød. Det gav ikke saa lange Kast som med Kastetræet, og derfor maatte Kajakfangere ofte øve sig i at kaste. Der vises endnu et højt Skær ud for Naujánguit ved Kap Dan, hvor man øvede sig i at kaste sin Harpun over Skæret.
Dette var nu i de allerældste Tider, og den Historie, jeg nu skal fortælle jer, stammer maaske fra de Tider, hvor der ikke var saa stor Forskel paa en Kajak og en Konebaad.
Der var engang en Mand, som var ung og stærk, men aldrig nogensinde gik paa Fangst i Kajak. Han kunde ikke lide at gaa i Kajak, men i Stedet for roede han ud med en Konebaad, idet han padlede sig frem med Styreaaren. Han fangede ikke Sæler paa samme Maade som andre Mennesker, men han bandt Garn af tynde Sælskindsremme, Ikartautit, og spændte disse Garn ud over smaa Sunde, og naar han roede paa Fangst, plejede han som oftest at komme hjem med Konebaaden fyldt med Sæler; saaledes havde han sine egne Maader at fange paa og levede i Velstand og Overflod.
Engang da han skulde paa Fangst, kom en lille Pige og bad, om hun maatte faa Lov til at følge med ham i Konebaaden. Hun var eneste Barn af en af hans Bopladsfæller og var højt elsket af sine Forældre. Hun fik Lov til at følge med, og da de kom hen til det Sted, hvor Manden havde sine Sælgarn, bad hun, om hun maatte gaa i Land. Dette fik hun ogsaa Lov til, men Manden bad hende komme hurtigt tilbage igen. Da han var færdig med at tage Sælerne ud af sine Garn, raabte han paa den lille Pige, og da hun ikke kom, gav han sig til at søge efter hende; men hvor meget han end søgte, var hun ingen Steder at finde. Det var Indlandsboerne, der havde røvet hende.
Manden bestemte sig nu straks til at rejse til Indlandsboernes Land for at bringe Pigen tilbage. I den Anledning lod han sin Kone sy ham en Dragt af det tykkeste Remmesælskind, han kunde skaffe. Skindet maatte ikke være beredt, det skulde være saa stift og saa haardt som muligt; kun lige de Steder, hvor Stingene skulde være, maatte beredes en lille Smule, for at det skulde være muligt at sy det. Hætten skulde være skaaret saaledes til, at den sluttede fast om Hovedet og ikke kunde trækkes ned.
Denne Dragt iførte han sig, og saa begav han sig ind over Land, langt, langt indover, indtil han kom til et stort Hus, hvor Indlandsboerne levede. Han saa straks den lille Pige, og da hun løb ind i Huset, gik han hen til Vinduet og raabte ind, at de skulde give ham hende tilbage; men de svarede, at nu havde Pigen været saa længe hos dem, at hun ikke længere var hans, men deres. Samtidig kom tre store Indlandsboer ud for at kæmpe med ham. Manden var meget stor, bred og stærk og var ikke bange for Indlandsboerne, og han brødes med dem paa den Maade, at han snoede Anorakhætten rundt og blev ved med at sno den rundt, indtil han kvalte dem i deres Halslinning. Forgæves søgte de andre at gøre det samme ved ham; men da Hætten sluttede saa tæt om Hovedet, kunde de ikke faa den smøget ned. Tilsidst lykkedes det dem dog at faa den smøget ned, men da den var saa stiv, kunde de ikke faa den drejet rundt, og saaledes kom han dem i Forkøbet og dræbte dem alle sammen. Derpaa gik han ind, tog Pigen og førte hende med sig hjem.
Ved Hjemkomsten var hans Pels saa blød, at det var, som om den altid havde været tilberedt som det blødeste Skind; saa voldsomt havde Indlandsboerne taget paa ham, og saa haard havde Brydekampen været, at den stenhaarde Pels var bleven blød som det tyndeste Skind.
Her er denne Historie ude, og gid alle I, som hører den, maa komme til at sejle i isfrit og aabent Vand.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 228-230. København, 1921.
