Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Mardluliat
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Mardluliat
Tvillingerne, der lærte at dykke
Der var engang en Fanger, som var stor og vældig i al Idræt; men han havde ingen Børn, og det var hans højeste Ønske at faa en Søn."Om jeg engang fik en Søn, ved jeg ikke alt det, jeg kunde finde paa!"
Og han begyndte at spørge sig for rundt om ved Bopladserne: "Hvorledes bærer man sig ad med at lære Børn at holde Vejret lige saa længe som en Sæl?"
Og som Svar paa sit Spørgsmaal fik han følgende at vide af en gammel Mand:
"Din Kone skal føde dig Tvillinger, men før de bliver født, skal du træffe dine Forberedelser. Fra de yderste Isfjælde skal du hente Smeltevand og Opgylp af en Tejst; dernæst skal du søge til et Fuglefjæld og hente noget af Tejsternes Føde. Saa snart Tvillingerne fødes, skal de drikke Vand fra det yderste Isfjæld og spise Tejstens Opgylp og Tejstens Føde fra Fjældet. Derefter skal du putte deres Hoveder i Vand, og hvis de begynder med at holde Vejret lige saa længe som en Tejst, skal der nok blive noget ud af dem. Under deres Opvækst maa de aldrig nogensinde faa varm Mad og ikke lege med Lampe eller Tørvefakkel."
Der gik nu en Tid efter dette, saa skete det virkelig, at Konen blev frugtsommelig. Manden fik travlt med at hente en gammel Kone nordfra, der kunde hjælpe til ved Fødslen, og da Konen fødte, fik hun virkelig ogsaa Tvillinger.
Manden fik nu meget travlt.
"Børnene maa ikke faa noget at spise, før jeg kommer tilbage," sagde han til sin Kone og roede bort.
Konen blev baade bedrøvet og vred herover; thi hun troede, at han var misfornøjet med deres nyfødte Børn.
Da Manden kom tilbage, medbragte han Vand i sin Vante fra det yderste Isfjæld og en opgylpet Torsk og en Angmagssæt fra Fuglefjældet. Dette fik de nyfødte at spise, og straks derefter fik de Hovedet puttet i Vand og holdt Vejret lige saa længe som en Tejst. Først da rystede de paa Hovedet for at komme op igen og blev da ogsaa taget op med det samme. Nu var Manden glad, thi de nyfødte havde holdt Vejret lige saa længe som en Tejst; og de var ikke mere end en Maaned gamle, da de kunde holde Vejret lige saa længe som en Fjordsæl. Under deres Opvækst fik de kun koldt Kød at spise, og aldrig maatte de komme i Nærheden af Lamperne; det Vand, de fik at drikke, skulde være iskoldt, og altid skulde de være nøgne, selv om de gik ude.
Undertiden hændte det, at Drengene forsvandt og blev borte hele Dage ad Gangen; naar de kom hjem igen, fortalte de da intet om, hvor de havde været, men altid var de vaade i Haaret.
En Dag sagde Faderen til dem: "Det er paa Tide nu, at I viser jeres Fader og Moder, hvad I har lært; vi vil følge med jer op til en Sø for at se paa jer."
De gik derpaa op til en Sø. Der løb en Slette langs med den ene Bred, og her blev Forældrene; Drengene gik op paa et højt Fjæld paa den anden Side, hvorfra der gik en stejl Skrænt ned i Søen; herfra styrtede de sig ud. De dukkede straks under, og da de havde været under Vandet lige saa lang Tid, som en Klapmyds kan holde Vejret, begyndte Forældrene at blive ængstelige, ja, de var endog saa smaat begyndt at græde, da Sønnerne endelig langt om længe skød op af Søen.
"Vis os, hvordan I vil flygte for en Fjende," raabte Faderen; og i det samme tog han en Sten og slyngede ud efter dem. Men da Stenen ramte det Sted, hvor de havde ligget, var de forlængst dukket under. Denne Gang blev de helt borte. De gamle havde opgivet alt Haab, da de pludselig skød op igen ganske paa samme Sted, som de var dukket under. Faderen var svært glad over, hvad han havde set, og paa Vejen hjem sagde han til dem:
"Nu skal I lære at fange Sæler i Havet. Det er paa Tide, I begynder at bringe Fangst til Huse."
Han opfordrede dem derfor til at kaste sig ud i Havet; de havde hidtil kun øvet sig i Indsøer. De kastede sig ud fra en Klippe, og denne Gang viste de sig slet ikke igen. De blev længe borte, og det var Aften, da de kom hjem. Den yngste kom først ind. De havde fanget en Sæl. Den ældste af Brødrene havde først opdaget den, og saa var de svømmet efter den, lige til han havde set sit Snit til at gribe fat i dens Bagluffer. I samme Øjeblik var den yngste Broder kommen til og havde givet den et Slag i Hovedet, saa at den var død. Saaledes fangede de deres første Sæl, og siden fik de mange. Hver Dag kom de hjem med Sæler, og tilsidst holdt den gamle Fader helt op med at gaa paa Fangst i Kajak.
En Dag, da Drengene kom hjem, fortalte den yngste, at de maatte vende om, fordi Broderen frøs.
"Ak, har du spist varmt Kød?" spurgte Faderen.
"Nej."
"Har du været ved en Fakkel eller ved Lamperne ?"
"Nej."
"Jo, du maa have gjort en af Delene, for ellers vilde du ikke fryse."
Og saa maatte Drengen gaa til Bekendelse og fortælle, at han havde spist varmt Kød; det saa saa lækkert ud.
"Ej — det var Skade," sagde Faderen, "nu vil du ikke længere kunne holde ud som din lille Broder, naar I er ude."
Det var nu rygtedes til andre Bopladser, at de to Drenge var vældige til at dykke og kunde svømme under Vandet lige saa længe som Sæler. Og der kom Bud om, at mange Kajaker vilde komme og se Drengene lege i Vandet. Da Faderen hørte det, sagde han: "Mange Kajaker kan altid betyde mange Fjender. I maa holde jer parat, thi det er ikke sikkert, at de kun kommer for at se paa jer."
Saa kom der da en Dag en Mængde Kajaker til Syne, og alle styrede de mod Bopladsen. Saa snart Drengene saa det, løb de straks ned til Fjæren og styrtede sig ud i Havet.
"Se, se, se! Der var de!" raabtes der i Kor fra alle Kajakerne; og øjeblikkelig begyndte man at jage dem. Da Drengene blev klare over, at man var kommen for at dræbe dem af Misundelse over, at de fangede saa mange Sæler, begyndte de straks at svømme udefter, ud mod det aabne Hav.
De to Brødre førte Kajakerne længere og længere ud, ud paa det aabne Havs Dybder, og da de var kommen tilstrækkelig langt til Søs, sagde den ældste:
"Nu vil jeg rejse en Storm, for nu begynder jeg at fryse."
Saa gik han til Bunds paa den vældige Dybde, opsøgte og fandt et hult Stykke Tangrør og blæste i det. Derpaa gik han atter op til Overfladen, og da sagde Broderen til ham: "Svøm du nu blot hjem, jeg skal nok opholde dem."
Saa dykkede Broderen ned, og man saa ikke mere til ham.
Der var nu begyndt at rejse sig Vind ind over Landet, og nu og da kom et Vindpust farende hen over Havfladen. Den yngste af Brødrene svømmede i forskellige Retninger for at opholde Kajakerne, og saaledes kom Stormen over dem, medens de endnu var langt ude fra Land. Mange af Kajakerne kæntrede med det samme, og de, som holdt sig oppe, kastede Drengen sig over. Han tog Aarerne fra dem, greb fat i deres Kajaker og vendte Bunden i Vejret paa dem; og naar de saa rejste sig igen med de bare Næver, slog han atter Kajaken om paa Siden, kæntrede den og holdt den nede, indtil Manden druknede. Saaledes svømmede han fra Kajak til Kajak, indtil alle var druknede, og satte derefter Kursen ind mod Land. Omtrent helt inde traf han en Kajak, der var lige ved at redde sig i Land; ogsaa den kastede han sig over, rev Aaren fra ham og væltede Kajaken. Manden kom op igen med de bare Næver; men saa trykkede han atter Kajaken ned og holdt den nu saa længe med Bunden i Vejret, at der tilsidst ikke var mere Livstegn at spore.
Saaledes dræbte de to Brødre alle deres Fjender, og der var siden aldrig nogen, som vovede at angribe dem.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 203-205. København, 1921.
