Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Migssuarniânga og Agdliartortoq

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Migssuarniânga og Agdliartortoq

Naar to Mænd var bleven Fjender, begyndte de at undgaa hinanden og var navnlig omhyggelige for aldrig at mødes alene tilhavs i Kajak, thi det kom da som Regel til at koste den ene af dem Livet. Traf de tilfældigt sammen paa en Boplads, vekslede de aldrig Ord med hinanden og lod, som om de overhovedet ikke bemærkede hinanden. Først naar den ene af dem havde udfordret til Sangkamp, forandredes Forholdet helt. De kunde da ikke blot tale sammen, men spøgte med hinanden, blev tilsyneladende helt gode Venner og gav ofte hinanden Gaver. Det siges derfor ikke sjældent om en Mand, der har ført et bevæget Liv og har mange Fjender, at han skylder den Omstændighed sit Liv, at han saa mange Gange har udfordret eller været udfordret til Sangkamp.

Saa snart man tog Bestemmelse om at afgøre et Fjendskab gennem Sangkampe eller Nidviser, der skulde foredrages under den størst mulige Tilslutning, lod man den Mand, man ønskede at udfordre, vide, at man agtede at komme til Sangkamp paa hans Boplads. Den udfordrede vidste da som Regel Anledningen og kunde begynde at forberede sig paa et Gensvar. Man lagde Vægt paa at have baade Tekst og Melodier i Orden, for at Korene kunde faa Tid til at lære dem, og da disse øgede saavel Styrken i Angrebet som hele det festlige Apparat, der krævedes iscenesat, lagde man Vægt paa at faa forberedt dem i god Tid.

De fleste Sangkampe foregik inde i Bunden af Angmagssalikfjorden, hvor en Mængde Konebaadslag mødtes hver Sommer for at samle Fisk til Vinterforraad. Det var en hel Teltby, der rejste sig her, og det Liv, der udfoldedes under Sommerens Glæder, dannede netop den Baggrund for Sangkampene, som man satte stor Pris paa. I det hele taget vurderede man det festlige overordentlig højt, og som Eksempel herpaa tjener, at alle, der mødtes ved saadanne Lejligheder, markerede det festlige ved at iføre sig nye og straalende Klæder.

Det er allerede omtalt i Skildringen af en Sangfest, under hvilke Former disse Opgør mellem Mænd fandt Sted. Den angrebne kunde svare samme Aften, hvis han havde Kræfter dertil efter de mange drøje Skaller, han havde modtaget. Hovnede hans Ansigt saa stærkt op, at han ikke kunde se ud af Øjnene, ansaa man det aldrig for urimeligt, at han bad om at maatte vente med sit Gensvar til en senere Lejlighed.

Sangkæmperne udviste som oftest en forbløffende Haardførhed, der ogsaa var nødvendig, om man med tilsyneladende Ro skulde tage imod den Voldsomhed, der kunde udarte til skaanselsløs Brutalitet. Der fortælles saaledes om en Mand, der havde faaet Næsebenet knust, saa at Næsebrusken helt stoppede for Luften i hans Næse; da han siden skulde svare, stak han blot Pegefingeren ind i Næseborene og ordnede dem, saa at han atter kunde faa Luft, og svarede nu omgaaende med en Svarsang, hvis Skaller resulterede i, at han flækkede Pandebenet paa sin Modstander.

Ellers havde man bestemte Regler for, hvor man maatte ramme, og Formaalet var da heller ikke det at ødelægge Ansigtet, men blot at fremkalde øjeblikkelige Smerter, der muligt kunde faa Modstanderen til at forløbe sig. Som en afskrækkende Undtagelse fortælles der da ogsaa udtrykkeligt om en Sanger, der altid udfoldede en saadan Hensynsløshed ved at støde sine Modstandere alle andre Steder end der, hvor han maatte, at han gjorde dem uarbejdsdygtige for lang Tid. Den Mand, der saaledes var bleven mishandlet, øvede sig derefter i Haardførhed ved at hærde sit Ansigt mod et Remmesælskranium, og siden udfordrede han den brutale og dræbte ham med Skaller under en Nidvise.

Den mest ondskabsfulde Form for Nidviser var imidlertid den, at en Sanger tog sin Modstanders nærmeste afdøde med ind i Sangens Tekst og forsøgte paa ogsaa at gøre dem latterlige. En saadan Raahed ansaas imidlertid aldrig for fair og bragte sjældent Sangeren noget Bifald. – – –

Det her fremførte vil være tilstrækkeligt til at vise, at Trommesangene og Nidviserne kunde have deres mørke Sider og ofte gav Modstandere Anledning til at benytte Vaaben, der ikke var lige blanke. Men det er da ogsaa bleven fremhævet, at dette var Undtagelser. Reglen var en vittig og snertende Tekst, en Slags Revue over en Fjendes mørke Sider, beundringsværdigt sammensat af Mennesker, der skabte en Digtning ud af deres Rettergang; og altid tog de sig under Humorens Maske Anledning til at sige netop alle de ondskabsfulde Sandheder, som, naar de udløses, er en Forudsætning for, at Luften renses i Mands Forhold til Mand.

Saadanne Opgør gav Afløb for gammel Galde og gjorde som Regel to Fjender til gode Venner.

Migssuarniánga havde udfordret Agdliartortoq i Sangkamp, fordi Agdliartortoq havde haanet Migssuarniánga som Kajakroer og Fanger. Migssuarniánga havde Land paa en lille Ø i Nærheden af Kap Dan; Agdliartortoq paa Øen Amarme i Sermilikfjorden.

Saa snart Agdliartortoq fik at vide, at Migssuarniánga sang Smædeviser over ham, roede han til hans Boplads og udfordrede ham i følgende Sang:

Jeg var ikke ængstelig i Sind,

da jeg roede paa Havet,

da jeg padlede rundt paa Søen,

skønt jeg ingen Fangstdyr saa

og kom hjem uden Sæl.

Jeg tænkte:

Dejlige Hav,

hvilken Aandemaner skal dog

fylde dig med Sæler?

Og atter tænkte jeg:

Hvis jeg var en forældreløs

af den rigtige Slags,

beskyttet af Aander

og forfaren i skjulte Kunster,

skulde jeg snildeligt øve Trolddom

og fylde Havet med Sæler.

Men ak, jeg er blot

en ganske almindelig forældreløs,

uden Evner, uden Trolddoms Kraft.

Og atter kom Tanker til mig:

Lad ham, lad ham dernede,

Migssuarniánga,

fylde Havet med Sæler!

Og dette tænkte jeg i spøgefuld Kaadhed,

fordi jeg vidste,

at denne Migssuarniánga

bor østerpaa

og er en uduelig Aandemaner.

Det var hin kluntede Løgner,

der under en Aandebesværgelse

udgav sin egen Køter for at være

Maanens glubske Hund, der kom

for at straffe Menneskers Ulydighed.

Dengang opnaaede han blot, at hans Moster

nær var frosset ihjel,

da de godtroende Tosser

af flygtende Tilhørere

gemte hende under en Konebaad

og i barsk Vinterkulde løb til fjerne Bopladser.

Men maaske Migssuarniánga selv tror paa sine Løgne, ::siden han var blandt de fejgt flygtende!

Ak — for en Storløgn at udlevere sig med

til Latter og Foragt!

Vi, som ved, at Maanens Vagthund

har en Pels, der skinner af Skønhed

og ikke forveksles med en Køter,

hvis Haar klæber sammen af Smuds,

af Skarn og ildelugtende Møg

fra Bopladsernes stinkende Mødding!

Herpaa svarede Migssuarniánga:

Hvad skal jeg,

hvad vil jeg i Dag?

Ord fattes jeg ikke,

tavs skal jeg ikke være!

Jeg var ude i Kajak

norden for det store Sund

og saa mig ofte om mod Syd,

spejdede ofte mod Syd

i Retning af en, som jeg gerne

vilde udfordre i Sangkamp.

Og saa skulde det virkelig ske,

alt det, jeg havde ønsket!

Det skulde ske,

at jeg skulde nidsynge Agdliartortoq,

skønt han kom mig lumsk i Forkøbet

og brugte drabelig Mund

i en alt for overdreven Skældsords-Holmgang!

Tænk dig dog en Smule om,

hvem er det, du buser saadan løs paa?

Hvem er det, du vigter dig saa frækt overfor

i hæsblæsende Hastværk

og fejg Overilelse,

du, som endnu intet har prøvet af Livet,

du, som ikke kender Vestens Folk,

Havets Folk,

Kap Dans Folk,

de, som ikke er lette at kappes med i Kajakkunster,

Vestens Folk,

Dønningens Sønner,

Folkene fra Kap Dan!

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 347-351. København, 1921.