Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Om Sange og Nidviser

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Om Sange og Nidviser



»Alle Sange fødes hos Mennesket ude i det store Øde. Snart kommer de til os som Graad, dybt inde fra Hjertets Ve, snart som en kaad Latter, sprunget ud af den Glæde, man ikke kan lade være med at føle over Livet og Verdens dejlige Lande. – Uden at vi selv ved hvorledes, kommer de med Aandedrættet, Ord og Toner, som ikke er daglig Tale, og de bliver det Menneskes Ejendom, som forstaar at synge for andre.« – (Gamle Kilimê).


–––––––––


En Eskimo er i sin daglige Færden paa Jagterne at sammenligne med en Forsker, der drager fra Land til Land for at opdage nyt, stadig med det ene Maal for Øje at se flere og flere Egne, hvor han kan give sig hen i det, som paa en genial Maade er baade hans Videnskab og hans Erhverv.

Men den eskimoiske Opdagelsesrejsende drog aldrig ud med betryggende Udrustninger, han maatte jage til Føden undervejs og samtidig have Kvinder og Børn med sig og kendte som Regel intet til de Kyster, hvortil han drog. Sammen med Bopladsfæller brød han op paa hele Folkevandringer, naar Lysten til Forandring kom over ham, og ofte bar det saa langt fremover, at han byggede Hus fjernt fra sit gamle Fangststed og blev Landtager i fremmede Egne.

Dette Liv, hvoraf han daglig øste Spænding og Indhold, udviklede en ganske ejendommelig Evne til at optage og bevare Indtryk af Begivenheder, og han fik sine Traditioner, der groede op som levende Hegn om alt det, der oplevedes. Om alle Minder hægedes samvittighedsfuldt fra Slægt til Slægt gennem gamle Menneskers Hukommelse, og da man intet Skriftsprog havde, der kunde fastholde Hverdagenes nøgterne Prosa, voksede Historierne, der kom paa Afstand, i Farver og Undere og blev til de Myter og Sagn, vi allerede har lært at kende.

Og den dyriske Enfold, hvormed Eskimoerne gik op i deres Stemninger, har givet dem en Særstilling blandt Naturfolk.

Ganske samme Evne til at give sig hen faar Udtryk i de eskimoiske Sange.

Som vilde Fjældblomster skyder de op af frodige Sind og former sig til en ubevidst Kunst, der bliver til med hele Instinktets Styrke.

Man kan dele deres forskellige Former for Sang i:


  • Stemningssange.
  • Nidviser.
  • Kajakviser, der ogsaa kan være en Slags Stemningssange, men oftest har til Formaal at korte Tiden paa lange og ensformige Kajakfærder. De synges oftest som Korsange af Fangerne, naar disse efter en anstrengende Dag ror hjemover mod Land.
  • Uâjêrutit, en Slags Sangspil, der kræver en virkelig Udfoldelse af Skuespilkunst.


Det er svært at give noget rigtigt Indtryk af Sangene og hele den Rolle, de spiller for Eskimoerne, blot gennem Tekstgengivelser; det er noget, der maa opleves inden for Eskimoernes eget Milieu.

Jeg skal derfor forsøge paa gennem Skildringen af en Sangfest at skabe den Ramme, der maa til, for at man kan forstaa den ejendommelige Stemning, der kan være over Mennesker og Omgivelser.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 335-336. København, 1921.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Myter_og_sagn_fra_Grønland_–_I_(KR)_–_Om_Sange_og_Nidviser&oldid=74048»