Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Opfattelse af sjælen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Eskimoisk mytologi
Opfattelse af sjælen
Den eskimoiske opfattelse af sjælen griber saa dybt ind i hele aandemanerens virksomhed, at det vil være nødvendigt straks at komme nærmere ind herpaa.
Østgrønlænderne deler ligesom andre eskimoer mennesket i et navn, et legeme og en sjæl.
Navnet opfattes som en afdøds navnesjæl, der skal blive paa jorden og som derfor, naar et menneske dør, maa tage bolig i et andet legeme. Dette nye legeme forlenes da med de kræfter og den dygtighed, som knytter sig til navnet. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvilket navn en nyfødt faar; thi man tænker sig altid, at det er en bestemt sjæl, som ønsker at tage bolig i det nye menneske. Det overlades da enten til gamle mennesker, som altid menes at være vise og kloge, eller til aandemanerne at bestemme, hvilken afdød barnet skal opkaldes efter.
Navnet har derfor livskraft og evne til at forny sig, saa længe der lever mennesker paa jorden.
Legemet derimod betragtes kun som navnesjælens og den egentlige sjæls ganske midlertidige opholdssted. En østgrønlænder forklarede mig dette paa følgende maade:
»Et legeme er forgængeligt og raadner ligesom alt andet kød, derfor kan sjælen ikke være knyttet til det. Et menneske har mange sjæle, fordelt over hele legemet; ethvert led har sin sjæl, og hver sjæl lever i lignelse af et menneske, et ganske lille bitte menneske paa størrelse med en tommelfinger. Disse sjæle samler hele menneskets livskraft, der udstraales gennem munden. Naar et menneske dør, holder det derfor op med at aande.
Menneskets sjæle er skabt som smaa mennesker, fordi hver enkelt del af legemet, som de opretholder, er at ligne ved et selvstændigt stykke menneske.
Naar et menneske vil et andet noget ondt, søger han derfor altid at røve en af dets sjæle; thi da maa det sted i legemet, som berøves sin sjæl, blive sygt. Det regnes for en aandemaners vigtigste opgave at skaffe røvede sjæle tilbage til menneskene.
Ikke alle sjæle er lige store; der er navnlig tre store, hvoraf den ene findes i struben og de to i lysken; disse sjæle er omtrent paa størrelse med en lille spurveunge. Dette er, hvad vore forfædre har forklaret os om sjælens væsen og betydning. Vi mennesker, der lever nu, forstaar ikke længere de ting, som stod klart for de gamle.
Der er ogsaa dem, der fortæller, at qarlimaatut, de døde, kan vende tilbage til graven og legemet længe efter døden for at tage bolig her om sommeren, i den tid jorden er varm og grøn. Men om dette er sjælen, der vender tilbage for en tid, ved vi ikke bestemt; det hele er gaadefuldt og dunkelt, saaledes som det fortælles i sagnene.«
I tilknytning hertil er der grund til at omtale to overgangsformer for en tilværelse efter døden, som ligeledes ofte nævnes i sagnene. Den ene er arnattoq, den anden angerlartussiaq.Arnattoq betyder »en, som gaar i sin moder igen«, og omtales i sagnet om navagiaq, hvis sjæl genfødtes i alle dyr, indtil den atter endte hos et menneske.
Man tænker sig saaledes visse tilstande, hvor sjælen i stedet for straks at søge til »de dødes land« først tilbringer en længere tid paa jorden under andre livsformer end menneske.
Ved angerlartussiaq forstaar man derimod et menneske, der er tryllet saaledes over, dengang det blev født, at det bliver i stand til at leve flere liv, idet sjælen, efter at have foretaget en eventyrlig jordomrejse gennem havet, kan vende tilbage igen til sin boplads i menneskelig skikkelse.
Denne tilstand skildres i sagnene om Aloruttaq og Tatta. Man lægger mærke til, at det kun er mennesker, der omkommer paa havet og hvis legeme aldrig er blevet begravet, som kan genopstaa paa denne maade.
Naar man i det daglige liv ellers synes at partere menneskets sjæl ud i smaa dele, maa dette vistnok i almindelighed forstaas saaledes, at alle disse smaa sjæle forener sig til en hovedsjæl, naar mennesket dør. Den alene kommer da til at gøre rejsen til de evige jagtmarker, hvor den atter materialiserer sig i et legeme af samme udseende som dets jordiske hylster. Man siger, at det er, for at de døde mennesker kan genkende hinanden.
De efterlevende maa ved en bod, der omtales andetsteds, søge at lette dødsrejsen; øves denne bod ikke, kan sjælen blive hjemløs og optræder da som et genfærd, der skræmmer alt ihjel paa sin vej.
Alle mennesker tilbringer et aar med at arbejde sig fra døden ind i det nye liv, thi det er nødvendigt at komme af med alle de safter, der hørte jorden til. Det er derfor, sørgetiden og de efterlevendes bod varer et aar.
Der er forskellige versioner for, hvorledes man bærer sig ad med at befri legemet for de jordiske safter.
Der er dem, der fortæller, at man gennem et helt aar skal arbejde sig fra den ene side af et udbredt teltskind til den anden. Saa snart det lykkes at komme over denne overgangstilværelse, er hele legemet som et aandelegeme. Dets udseende er vel som et rigtigt menneskes, men griber man fat i det, er det uden stof og materie.
Andre derimod vil vide, at overgangstiden tilbringes paa en mægtig »verdensskraaning« et sted ude i rummet, hvor mennesket forbløder ved stadig at glide ned over den stenede skraaning; her opbruges det jordiske legeme paa en saadan maade, at man, naar et aar er gaaet, er blevet til et luftigt væsen uden kød og uden knogler, men af udseende ganske som den, man var før døden.
Østgrønlænderne er ikke bange for at dø, derfor foretrækker de ofte under en lang sygdom selv at gøre ende paa deres liv; deres slægtninge styrter dem da i havet oppe fra en klippe, indsyede i ligskind, eller lægger dem paa stranden, saa at højvandet tager dem med sig.
De mennesker, som omkommer paa havet, farer ned til »de dødes land« under havet.
Østgrønlænderne elsker havet som den moder, der giver dem føden og alle livets spændende oplevelser; derfor vil de helst fortsætte livet her i »underverdenen«, hvor aandemanerne paastaar, at jagterne drives under langt gunstigere forhold end under jordelivet.
De mennesker derimod, som dør paa land og begraves i en stendysse, kommer op i himlen. Dette opholdssted er dog ikke saa attraaet, da der ikke findes sæler eller andre havdyr og derfor heller intet spæk, saa at man hovedsagelig maa spise sig mæt i bær og ravne.
Man søger altid at følge sin slægt, ogsaa efter døden, saaledes at de, der har mænd, forældre eller brødre, der menes at være kommet ned under havet, ogsaa sørger for at komme samme sted hen; omvendt lader de, der har nære slægtninge, som er begravede paa land, sig stensætte for at kunne mødes med dem i himlen.
Der findes dog en maade, hvorpaa man kan komme begge steder. Man lægger liget et lille stykke over højvandsbæltet og lader det blive liggende der i tre døgn, først da kastes det ud i havet. Den døde kan da komme baade i himlen og under havet.
Men drukner en mand paa havet, saa kan han, selv om hans lig føres til land, ikke komme andre steder end under havet.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 11-14. København, 1921.
