Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Pigen, der dræbte Pebersvenden med sin Skønhed
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Pigen, der dræbte Pebersvenden
med sin Skønhed
Der var engang en Pebersvend, som udelukkende levede af andre Mænds Fangst. Han havde vel engang faaet en Kajak, men siden han den første Gang havde været ude for at prøve den, havde han aldrig oftere været ude at ro. Han saa derfor aldrig sin Kajak og vidste ikke en Gang, hvor den laa.Engang kom der et Rygte til Bopladsen om, at der østerpaa skulde leve en Pige, der var saa skøn, at de, som saa hende, maatte dø.
"Hende maa jeg se," sagde Pebersvenden og gav sig til at søge efter sin Kajak.
"Hvor er min Kajak?" raabte han.
"Hvor, hvor?" Aldrig havde han været saa ivrig.
Han søgte hele Bopladsen igennem og fandt den tilsidst skjult og helt overgroet med Urter.
"Smaapiger," raabte han, "hent Spæk og spis alle disse Urter, der vokser hen over min Kajak!"
Østgrønlænderne regner det for en Delikatesse at spise Spæk til Fjældurter.
Smaapigerne kom løbende med store Stykker Spæk; thi saa mange Urter var der, at der maatte meget Spæk til. Der var Syrer og Koklearer og Troldurter og mange andre spiselige Ting; alle Smaapigerne var forspist, da Kajaken endelig kom frem for Dagen og blev afdækket.
"Saa, nu kan det være nok!" sagde Pebersvenden og bar sin Kajak ned til Vandet, og saa roede han østover og kom frem til den Boplads, hvor Pigen boede.
"Nu kommer der en gammel Pebersvend!" raabte Folkene, da de saa ham komme roende. Pebersvenden kravlede ud af sin Kajak og gik ind i Huset. Men næppe fik han Øje paa den skønne Pige, før han faldt besvimet om.
"Aah, der besvimede Pebersvenden!" Og Folk kom til og trak ham i Haaret for at faa Liv i ham. Da han kom til sig selv igen, satte han sig yderst ude paa Sidebriksen og turde slet ikke se hen paa Pigen; hver Gang han saa derhen, besvimede han. Men lidt efter lidt vænnede han sig dog til at være i Huset, og tilsidst sad han ikke længere yderst paa Briksen, men midt paa og turde nok skele hen til Skønheden.
Aftenen kom, og da man var ved at lægge sig til at sove, løste Pigen sit lange Haar, og idet det faldt ned over hendes Skuldre, smilte hun hen til Pebersvenden gennem sit stride, sorte Haar.
Der var aldrig nogen Kvinde, der havde smilet til ham før, og da han nu saa Pigens Smil, fik han ondt og besvimede og blev denne Gang liggende saa længe, at man nær aldrig havde faaet Liv i ham igen. Da han kom til sig selv igen, var det næsten mørkt i Huset; Folk havde lagt sig, og han kunde lige se, at Pigen beredte Leje til to. Næppe havde han set det, før han atter besvimede.
Da han kom til sig selv igen, besteg han hendes Leje, men næppe havde hun rørt ved ham, før han besvimede.
Da han atter kom til sig selv igen, lagde han sig tæt ind til Pigen; men saa stor var hans Iver og Forfjamskelse, at han helt forsvandt gennem Kvindens Skød og blev borte.
Da man vaagnede i Huset næste Morgen, undrede man sig over, at Pebersvenden var gaaet saa tidligt; men da man saa hans Kajak, blev man klar over, at han endnu ikke var rejst, og gav sig til at søge efter ham.
"Pebersvenden er forsvundet!" raabte man, og han var ingen Steder at finde.
Først langt hen paa Formiddagen vaagnede den skønne og rejste sig for at gaa ud og lade sit Vand, og Husfællerne undrede sig over, at hendes Underliv var saa svært. Hun blev ude en Stund, og da hun kom ind igen, havde hun atter sin almindelige Skikkelse. Der var ikke længere noget mærkeligt at se.
Men da man gik om bag Huset, fandt man Pebersvendens Skelet paa det Sted, hvor Pigen havde ladet sit Vand. Han var ganske opløst, man saa kun en Bunke Knogler, og midt i det hele laa hans Hoved. Saa voldsom havde hans Elskov været.
Og saaledes døde Pebersvenden, fordi en skøn Kvinde smilede til ham og lod ham søge ind til sit Skød.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 305-307. København, 1921.
