Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Puvia, der blev bortført af to store Indianerkvinder
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Puvia, der blev bortført
af to store Indianerkvinder
Der var engang en Storfanger, som levede hos sine Forældre, og skønt han forlængst var voksen og vældig til al Slags Idræt, gik han dog aldrig nogensinde ud paa Fangst, uden at Forældrene først spurgte ham, hvor han tog hen. I enhver Retning var de meget omhyggelige for ham og ængstelige for, at der skulde hænde ham noget; thi han var deres eneste Søn.
En Dag roede han som sædvanlig ud paa Fangst; medens han var ude paa Havet, blev han pludselig overfaldet af en uforklarlig Angst. Han var bange hele Dagen igennem og roede tilsidst hjem. Saaledes gik det ham i flere Dage, indtil Angsten endelig en Dag gik over igen og han var rolig, som han plejede at være. Dagen efter havde han ligget ude for at passe Sælernes Træk op og var nu paa Hjemvejen, da en uforklarlig Magt drog ham ind imod Land. Han forsøgte at skodde, men det nyttede ikke det mindste. Naar han skoddede med Aarebladet lodret i Vandet, var det, som om han kunde mærke en lille Smule Modstand, men det forslog dog alligevel ikke, og saaledes førtes han mod sin Vilje med stærk Fart ind mod Land. Her saa han to store Kæmpekvinder, som stod og halede ham ind, idet de gjorde Bevægelser, som om de havde en Line i ham. Paa denne Maade førtes han op til dem, og næppe var han kommen ind paa Land, før de greb ham og bar ham indover. Puvia søgte at gøre Modstand, men formaaede intet, og brast tilsidst i Graad af Rædsel over det, de gjorde ved ham. Men da Kvinderne hørte det, sagde de blot:
"Hold bare op med at græde, det nytter dig ikke det allermindste! Vi tager dig alligevel med, og du vil aldrig nogensinde komme hjem igen."
Hans Forældre ventede længe forgæves paa hans Hjem-komst, og tilsidst gav de sig til at søge efter ham; men da han ingen Steder var at finde, begræd de ham som død.
Imedens bar de to Kvinder ham ind over Land, langt, langt indover, indtil de kom til en stor Sø. Ved Bredden laa der et Hus, og hertil bragte de ham. De havde baaret ham hele Vejen uden at tage ham ud af hans Kajak, og saaledes bar de ham nu ogsaa ind gennem Husgangen. Da de kom ind med Manden i hans Kajak, sagde Pigernes Forældre:
"Hvad er dog det for noget, I kommer med? Hvad skal det til? Hvad skal I bruge ham til?"
"Han skal være vor Mand!" svarede Pigerne.
Og da Forældrene hørte det, blev de meget glade og til-fredse.
De to Kæmpekvinder satte ham nu op paa en Hylde paa Væggen og lod ham staa der. Puvia havde en Følelse af, at han sad midt oppe paa et stejlt, stejlt Fjæld, hvorfra han hverken kunde komme op eller ned. Her lod Kvinderne ham blive i tre Dage, idet de blot rakte Mad op til ham. Derpaa tog de ham ned og havde da syet Klæder til ham, og da han skulde prøve dem, passede de ham ganske nøjagtigt; de havde blot behøvet Øjemaal for at sy disse Klæder, saa dygtige var de!
Efter at have klædt ham paa, stillede de ham midt imellem sig, og skønt han stod op, var han meget mindre end sine Koner, der sad ned. Med Gysen tænkte han paa, hvorledes det vilde komme til at gaa, naar disse Kvinder blev vrede eller gnavne paa ham, og i sin Rædsel gav han sig af alle Kræfter til at ønske, at han maatte vokse. Og nu skete det, at han ganske langsomt begyndte at vokse; efter nogen Tids Forløb var han lige saa stor som sine Koner, og da der var gaaet nogen Tid endnu, var han større end disse. Siden begyndte han ogsaa at ønske, at han havde en Kajak, idet han tænkte paa, hvor dejligt han havde haft det, da han drev Fangst paa Havet.
En Dag gik han ud for at se paa sin Kajak, og denne var ikke større, syntes han, end en lille Legetøjskajak. Øjeblikkelig gav han sig derfor til at lave en anden, der passede til hans Størrelse, og da han var færdig med den, sagde han til sine Koner, at de skulde betrække den.
"Hvorledes skal vi bære os ad med det? Vi har jo aldrig før betrukket en Kajak."
"I røvede mig selv, og nu skal I ogsaa finde ud af, hvorledes man betrækker en Kajak."
Kvinderne var i stor Forlegenhed med, hvorledes de skulde bære sig ad med at betrække en Kajak, men gik dog tilsidst i Lag med at sy Skind uden om Stellet. Da Puvia kom tilbage for at se, hvad de havde lavet, opdagede han, at de havde syet Kajaken helt til; der var ikke en eneste Aabning til Mandehullet.
"Hvor er da Mandehullet?" spurgte han. "Hvordan skal jeg bære mig ad med at komme ned i Kajaken?"
"Ja, men, hvad er et Mandehul for noget?"
"Husker I da ikke, at der var et Mandehul i min Kajak, det, som jeg selv sad i?" spurgte Puvia.
Og pludselig kom Konerne i Tanke om, at der hørte et Mandehul til en Kajak, og skar et rundt Hul igennem Skindet, hvorefter han selv lavede det til, saa det blev et rigtigt Hul.
I Begyndelsen roede han blot rundt i den Sø, der laa nær Huset, men snart roede han ogsaa længere ud, og en Dag han kom hjem, sagde han:
"Det var dejlige Tider, dengang jeg gik paa Edderfuglejagt! Blot jeg kunde komme paa Edderfuglejagt!"
Da Svigerfaderen hørte det, sagde han: "Jeg skal tage paa Edderfuglejagt i Morgen med dig, du kan bare følge med mig op til en stor Sø."
Men Puvia spurgte: "Hvorledes skal du bære dig ad med at gaa paa Edderfuglejagt sammen med mig, naar du ingen Kajak har?"
"Overlad du bare det til mig!" sagde Svigerfaderen.
Dagen efter tog de af Sted. De gik op til en Sø, der var endnu større end den, der laa ved Huset, og idet Indlandsboen satte sit ene Ben ud i Vandet, begyndte han at synge som en Edderfugl:
"Avô, avô, avô!"
Næppe havde han gjort det, før der kom en vældig Flok Edderfugle og satte sig paa Søen. Øjeblikkelig roede Puvia ud og begyndte at harpunere dem med sin Fuglepil. Han blev ved, lige indtil han tilsidst var ganske træt i Armene, og da de nu havde alt, hvad de kunde bære, tog de hjem; saaledes skaffede Puvia sin Svigerfader en Føde, som han spiste med den allerstørste Appetit.
Der gik nu atter nogen Tid, saa begyndte Puvia at tænke paa de Tider, hvor han plejede at gaa ud paa Narhvalsfangst, og han fik en saadan Længsel efter denne Fangst, at han tilsidst sagde til sin Svigerfader:
"Aa, det var dejlige Tider, dengang jeg opholdt mig nede ved Kysten, naar man kunde ro ud paa Havet og sætte fast i de store Narhvaler."
"Ikke andet end det?" sagde Svigerfaderen. "I Morgen gaar vi to paa Narhvalsfangst."
Dagen efter gik de ned sammen til den store Sø, der laa ved Huset, og her satte den gamle Indlandsbo sit ene Ben ned i Vandet, hvorpaa han lagde sit Hoved under Vandskorpen og lod det komme op en Gang imellem, idet han blæste som en Narhval. Næppe var han kommen op af Søen igen, før denne fyldtes med en vældig Flok Narhvaler; overalt hørte man dem komme op til Overfladen for at puste, og mange iblandt dem var store Dyr med lange Stødtænder. Puvia gik straks ud i sin Kajak, søgte en af de største ud og satte fast i den. Det var midt ude paa Søen, og da han var bange for, at det vilde tage for lang Tid for ham at bugsere sin Fangst ind til Bredden, roede han hen til en lille Ø midtvejs ude i Søen og bandt den fast der.
Derpaa vendte han tilbage til Narhvalerne og harpunerede endnu tre af de allerstørste. Medens han roede ude paa Søen, lagde han Mærke til, at der ligesom voksede en Taagestribe op fra Øen, hvor han havde bundet Narhvalen, og derfra førte den lige hjem til deres Hus. Han ordnede nu de tre andre Narhvaler til Bugseringen og roede hen til Øen for at tage den fjerde; men da han kom derhen, var den ingen Steder at finde. Han roede da hjem, og her saa han til sin store Forbavselse, at hans Koner stod og flænsede netop den Narhval, der var bleven borte for ham.
"Hvordan har I dog faaet fat paa den?"
Hans Koner svarede: "Saa du ikke en lille Taagestribe vokse op fra Øen og føre hen til vort Hus? Den var vor Vej, dengang vi hentede Narhvalen; det er os selv, der har hentet den."
Saa levede de højt paa Narhvalerne, han havde fanget, og særlig Svigerfaderen glædede sig over den dejlige Spise.
Der gik atter en lang Tid, hvor Puvia ikke foretog sig noget særligt; men saa kom der pludselig en stærk Lyst over ham til at rejse hjem paa Besøg for at se, hvorledes hans gamle Forældre havde det. I den Anledning foreslog han da ogsaa sine to Koner at rejse med ham ned til Kysten, idet han vilde gaa ned til det Sted, hvor hans Forældre plejede at gaa paa Bærtogt. De gik derned og blev staaende længe oppe paa et højt Fjæld og saa ud over Havet, men da de ingen Konebaad kunde opdage, tog de atter tilbage til deres Hus.
Der gik atter en Tid, saa foreslog Puvia igen sine Koner at tage med ned til Havet. Atter valgte han den Fjord, hvor hans Forældre plejede at tage paa Bærtogt om Foraaret. Da de kom derned, satte de sig paa et Fjæld, der hældede svagt ned mod Fjorden, og medens de sad her, fik Puvia langt, langt ude paa Fjorden Øje paa en Konebaad, der kom roende indefter. Saa snart han saa den, gjorde han, hvad han kunde, for at hans Koner ikke skulde opdage den; han lagde sit Hoved i deres Skød og bad dem, om de ikke vilde lyske ham. Det gjorde de, og medens de omhyggeligt pillede Lusene af ham, stak han en Arm i hver af deres Kamiker. Nu var det saaledes, at hans yngste Kone var den smukkeste, men hun syede ikke saa godt som den ældste.
Hvor megen Umage han end gjorde sig, for at de ikke skulde se Konebaaden, fik de dog Øje paa den alligevel og blev meget forskrækkede. De for op og sagde:
"Se der, se, der kommer jo en Konebaad!11 Men Puvia beroligede dem og sagde:
"Nej, det er ikke nogen Konebaad; her i dette Farvand gaar der en meget stærk Strøm, og det er Tangen, der har samlet sig i en stor Dynge og nu driver for Strømmen."
Tilsidst kom Konebaaden ind under Land og forsvandt for deres Øjne, men da den kom endnu nærmere, kunde Puvia høre dem synge ude i Baaden, og han genkendte ganske tydeligt sin Faders og Moders Stemme.
"Hvad er det? Det lyder som Sang fra Mennesker!" sagde hans to Koner og blev atter forskrækkede.
"Nej," sagde Puvia, "paa denne Tid er der mange Maager her paa Stedet, og det er dem, I kan høre."
Lidt efter hørte Puvia ganske tydeligt Latter nede fra Baaden, og atter for hans Koner op:
"Der var nogen, der lo! Jeg kunde tydeligt høre, at der var nogen, der lo!"
Men Puvia beroligede dem og sagde: "Nej, det er ikke nogen Menneskelatter, I kan høre; paa denne Tid er der fuldt af Ræve, og det var en af de unge Ræve, der skreg: Ká, ká, ká, ká!"
Et Øjeblik efter kom der oppe fra Fjældet lige ved Siden af dem en Kone med et Barn paa Ryggen, og lidt efter kom der andre Folk til ganske nær ved det Sted, hvor Puvia sad.
Denne gav sig straks til at raabe:
"Jeg er Puvia, jeg er Puvia! Tag dem, grib dem, disse Kvinder! Det er dem, der bortførte mig!"
Konerne blev herover saa forskrækkede, at de gav sig til at sprælle af alle Kræfter, men de kunde ikke komme løs, fordi Manden havde stukket sine Arme ned i deres Kamiker. Men pludselig gik hele Sidesømmen op paa den yngstes Kamik. Det var hende, der ikke syede saa godt som den ældre, og saaledes undslap hun, idet hun løb op over Fjældet saa hurtigt, at ingen kunde følge hende. Den ældste fangede de derimod. Men Kvinden, som undslap, satte sig oppe paa Fjældet og gav sig til at raabe paa sin Mand:
"Du maa komme op med min Kamik, jeg har skaaret mine Fodsaaler."
Men det var der ingen, der brød sig om; de stødte blot Konebaaden fra Land og sejlede hjemefter til Bopladsen. Den anden Søster havde man lagt ud midt i Baaden, og hun var saa stor og saa tung, at hun tyngede den ned, som om den var fuldt lastet, og sprællede saaledes af Angst og Vrede, at hun hvert Øjeblik var ved at kæntre den. Derfor sagde Puvia til hende:
"Hvis du vil dø paa Havet, skal du blot sprælle saa meget, du har Lyst til; men ønsker du at leve, da lig stille."
Saa blev Konen bange og laa ganske stille.
Men oppe fra Toppen af Fjældet raabte den yngste og smukkeste af hans Koner: "Min Kamik! Kom med min Kamik! Jeg har skaaret mig i Foden."
"Kom selv og hent den," svarede Puvia og sejlede videre. Tilsidst maatte hun selv hente sin Kamik og gik derefter hjem, medens den anden blev sejlet ud til Bopladsen. Denne laa paa en Ø, og her blev de boende en Tid.
Indlandsboerne har Evne til at kunne forsvinde lige ned i Jorden, og en Dag, da Puvia ikke havde passet paa, var hans Kone bleven borte. Han søgte efter hende paa Øen og fandt hende allerede i Jorden lige til Hovedet. Han greb hende og sagde:
"Her kan du ikke forsvinde, her er det umuligt for dig at forsvinde."
"Hvorfor?" spurgte Konen.
"Det skal jeg fortælle dig, naar vi engang kommer hjem," svarede Puvia; "men hvis du nu vil være medgørlig, skal jeg forære dig mange smukke Perler."
"Hvad er Perler for noget?" spurgte Konen.
"Det skal du faa at se," svarede Manden og sendte Bud rundt til Bopladsen og købte en Mængde Perler, som han forærede sin Kone. Og man fortæller, at naar en Indlandsbo modtager Perler som Gave, kan vedkommende ikke længere forsvinde i Jorden. Indlandsboerne har ogsaa Evne til pludselig at rejse Taage, men den Evne mister de, hvis de spiser tørret Kød. Puvia gav hende derfor en Mængde spæksyltet tørret Kød at spise, og straks mistede hun Evnen til at omgive sig med Taage.
Da hun saaledes mærkede, at det ikke kunde lykkes hende at flygte bort, slog hun sig omsider til Ro og længtes ikke mere hjem.
En Dag foreslog hendes Mand hende, at de snart skulde tænke paa at komme hjem, for at hendes Forældre ikke skulde blive ængstelige for hende; men dertil svarede hun kun:
"Dine Forældre har længe været ængstelige for dig, det er derfor kun retfærdigt Gengæld, at mine Forældre er ængstelige for mig."
Tilsidst maatte dog Manden selv fastsætte Dagen for Hjemrejsen; med Konebaad bragtes de ind i Fjorden, og herfra gik de saa hjem og kom frem til deres Hus. Søsteren kom dem i Møde, og straks raabte den anden:
"Aa, jeg har faaet saadan en Mængde dejlige Perler."
"Hvad er Perler?" spurgte Søsteren.
"Se her, det er Perler! Saadan nogle havde du ogsaa faaet, hvis du ikke havde været saa bange og var flygtet din Vej."
Men da Søsteren blev meget bedrøvet herover, delte de Perlerne og var begge glade igen.
Herefter slog Puvia sig til Ro hos Indlandsboerne, og man har siden aldrig hørt noget til ham.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 237-244. København, 1921.
