Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Qilâituaq, den store Troldtromme

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Qilâituaq,
den store Troldtromme

Man fortæller, at Qiláituaq havde Land ved Sermilik. Han havde tre Sønner og en Svoger; hans største Lyst var at gaa paa Fangst langt tilsøs, hvor han jagede Bjørne og Sælhunde. Engang da han var ude paa Bjørnejagt sammen med Sønnerne og Svogeren, blev de overfaldne af en Fralandsstorm. Forgæves søgte de at ty ind til Land, men ingen Steder fandt de Vej mulig; al Isen var allerede revet op. Saaledes kom de i Drift og maatte tilsidst ty op paa et Isfjæld. Her gravede de sig en Hule af Sne for at have Ly og tog Hundene med ind for at have det varmere. Tre Dage igennem saa de intet, saaledes føg Havet; først den fjerde Dag bedagedes Vejret, og de gik ud for at undersøge, hvor de var kommen hen. Men forgæves spejdede de i alle Retninger uden at opdage noget som helst Land; der var Hav til alle Sider. De maatte finde sig i deres Skæbne og blive paa Havet, og saa lang Tid gik her, at Aaret tilsidst vendte sig; det begyndte at blive Sommer, uden at det var lykkedes dem at komme bort fra Isfjældet. De spiste deres Hunde og havde snart ikke flere, og saa megen Is havde de spist for at slukke deres Tørst, at deres Læber og Tunge var hudløse. Tilsidst begyndte Sønnerne at blive utaalmodige og gjorde deres gamle Fader Bebrejdelser, idet de sagde: "Man fortalte altid, at Qiláituaq var en Mand, der pralede af, at han forstod sig paa al Slags Trolddom." Mange Bebrejdelser gjorde de ham, men Qiláituaq svarede ikke derpaa. Endelig sagde ogsaa Svogeren: "Qiláituaq ved mange Ting!" Og først da svarede han:

"Det er sandt, jeg kan en Tryllevise, der kan skaffe Vand: den brugtes af Konebyttere engang."

Saa tog Qiláituaq et .Stykke af sin Slæde og gav sig til at snitte Dukker deraf; Dukkerne blev færdige, og den ene havde kort Haar og den anden langt Haar. Saa gik han ud med Dukkerne og begyndte at hugge en Fordybning paa Toppen af Isfjældet; han vilde lave et Hus, et Ishus. Da det var færdigt, lagde han Dukkerne ind paa Briksen. Derpaa lavede han en anden Fordybning paa den anden Side af Huset og begyndte at synge Trylleviser. Da Trylleviserne var sungne, var det allerede bleven hen mod Aften, og de forlod Huset, gik ind i deres eget og gik alle til Ro.

Næste Morgen tidlig løb de alle hen for at se paa det fortryllede Ishus, og de saa da, at Dukkerne virkelig havde byttet Koner. Nu var der ingen, der tvivlede om, at de vilde faa Vand at drikke — og ganske rigtigt, Hullet ved Siden af Ishytten var fyldt med Vand. De havde løbet saa hurtigt derhen, at den gamle var bleven et Stykke tilbage; en af Sønnerne vilde derfor drikke først, men da Faderen saa det, raabte han:

"Du, som ikke har sunget Tryllevisen, maa ikke drikke først!" Men Sønnen vilde ikke lystre, og da han atter forsøgte paa at drikke, forsvandt alt Vandet.

Qiláituaq sagde derpaa: "I er unge Mennesker, der blot skal vente; jeg har her gjort et Arbejde for at hjælpe jer, og I er nu Skyld i, at dette Arbejde har været forgæves. Men jeg kan endnu en anden Tryllesang; den vil jeg nu synge for jer, men I andre skal tie stille og blot vente."

Han tryllede nu ganske paa samme Maade som den foregaaende Dag. Og det gik atter, som det skulde. Dukkerne havde holdt Konebytning, og Kummen, der var bygget i Isfjældet, var fyldt med Vand. Atter forsøgte den ældste af Sønnerne at drikke først. Men den gamle Fader greb ham i Hælen, før han fik drukket, kastede ham til Side og gav sig selv til at drikke. Han drak alt, hvad han orkede, men Vandet i Kummen syntes ikke at svinde. Saa rejste han sig og sagde: "Saa, nu kan I andre drikke." Og Sønnerne drak, lige saa meget de kunde bælge i sig, uden at Vandet syntes at svinde. Først da Svigersønnen gav sig til at drikke, svandt det ind, men da Kummen var tømt, var han heller ikke i Stand til at drikke mere.

Hele Sommeren gik til Ende, og de var endnu paa Isfjældet; saa kom Efteraaret, og de havde ikke længere noget af leve af. Det eneste, der nu var deres Skæbne nærmest, var det, at de kunde dø.

Saa begyndte Sønnerne atter at knurre, idet de sagde: "Man hørte altid om Qiláituaq, at han ikke vilde staa tilbage for andre."

Men den gamle svarede ikke paa deres Bebrejdelser. Tilsidst sagde Svogeren: "Ogsaa jeg hørte altid, at Qiláituaq ikke stod tilbage for nogen i Trolddomskunst."

Da først svarede den gamle:

"En Tryllevise kan jeg, der kan føre mod Land, en Tryllevise, der kan give Hjemkomst."

Og saa gik Qiláituaq ud af Ishulen, og de andre fulgte efter ham. Han krøb op paa den Side af Isfjældet, hvor det stod brat ned mod Havet; her standsede han og fremsagde en Tryllevise, hvorpaa han kastede sig paa Hovedet ud i Havet. Længe ventede de andre ængsteligt paa, at han skulde komme op igen; det tog hele hans Aandedræts Længde, og da han atter viste sig i Vandskorpen, var han forvandlet til en Bjørn. Faderen og alle Sønnerne var klædt i Bjørnehuder, alt var af Bjørn, Pels, Bukser, Kamiker og Vanter.

"Ligner jeg en Bjørn ?" brølte den gamle op.

"Du er en Bjørn!" svarede de andre.

"Ogsaa I skal paa samme Maade kaste jer i Havet!"

Og Sønnerne kastede sig ud og blev alle til Bjørne.

Kun Svogeren blev staaende oppe paa Fjældet og turde ikke kaste sig i Vandet; og da Tiden gik til ingen Nytte, raabte den gamle Svigerfader utaalmodigt op til ham:

"Du har hørt mig omtale som en, der ikke stod tilbage for nogen i Trolddomskunst, og nu staar du selv vantro og er ræd for at give dig i min Magt!"

Først ved disse Ord kastede Svogeren sig ud. Men da han var bange for at gaa ud paa Hovedet, lod han sig falde baglænds ud i Havet. Da han dukkede op igen i en Bjørns Skikkelse, raabte han til de andre:

"Ligner ogsaa jeg nu en Bjørn?"

"Vel ligner du en Bjørn, men din Bagkrop er næsten uden Haar!"

Det var, fordi han ikke havde Bukser af Bjørneskind, men af Sælskind. Da Svogeren hørte det, dukkede han atter ned, thi han var kommen i Tanke om, at han havde en Hvalros som Amulet. Han blev meget længe under Vandet, og da han kom op igen, var han i en Hvalros’s Skikkelse.

"Ligner jeg nu en Hvalros?" raabte han til de andre.

"Ganske," svarede de andre, "du er en Hvalros!"

"Saa er det vist bedst, vi svømmer mod Land," befalede Qiláituaq, og de svømmede mod Land. Men hurtigst af dem alle var Hvalrossen, der kunde gaa saa længe under Vandet.

Lang Tid gik der nu, uden at de saa Land. Langt om længe skød dog Fjældene op af Havet, og da de naaede frem til disse, befandt de sig ved Mundingen af en stor Fjord, hvor Vinterisen laa fast indefter. Bjørnene kravlede straks op paa Isen, medens Hvalrossen blev liggende i Vandet lige ud for de andre. Næppe var de kommen op paa Isen, før de fik Øje paa en Mængde Mennesker, som kom løbende ud imod dem; nogle havde Kajaker med, andre blot deres Harpuner.

"Nu gælder det om at redde Livet," sagde den gamle. "Blot vi kunde finde et Stykke Is, som vi kunde skjule os bagved!" Og de flygtede til en Isskosse, bag hvilken de i stor Hast trak Bjørnehammen af sig; saa var de atter Mennesker. Hvalrossen nøjedes med at kravle op paa Isen og forvandledes straks til et Menneske.

Men de fremmede Folk, der kom løbende, blev meget forbavsede ved at se Mennesker i Stedet for Bjørne.

"Jeg er ganske sikker paa, at det var Bjørne!" sagde den Mand, der havde set dem først og derfor skulde have haft Skindet af den største som Fangstpart.

"Aa," svarede de andre, "det er, fordi de har Bjørnepelse paa, at vi har taget fejl. Men kom nu med ind og vær vore Gæster ved vor Boplads."

Denne Opfordring fulgte de, og de fik nu at vide, at det Land, de var kommen til, var det store Akilineq.

Inde ved Bopladsen blev de ført ind i et stort Hus og bænkede; men Tiden gik, og ingen kom og bragte dem Mad, saaledes som det er Skik over for Gæster, der er velkomne.

Saa var der en, der sagde: "Blot de nu ikke bliver forraadt, blot nu ingen omtaler vore Gæster."

Næppe var det sagt, før en ung Tøs rejste sig og gik ud. Lidt efter kom der en halvvoksen Dreng ind og sagde: "Metsarnãn tilbereder et Maaltid af Menneskehjerne, og den, som smager det, kan ikke leve."

Metsarnãn var en gammel Heks.

Lidt efter kom Metsarnãn ind; i Haanden bar hun en Hjerneskal af et Menneske, og i Skallen var en Hjernemasse udrørt. Denne Ret gav hun til Qiláituaqs Svoger og opfordrede ham til at spise deraf. Men den gamle snappede Hjerneskallen ud af Haanden paa sin Svoger og sagde: "Nej, du skal ikke begynde." Og saa spiste Qiláituaq hele den forgiftede Menneskehjerne. Derpaa lagde han Hjerneskallen ned paa Briksen med Bunden i Vejret, og da han tog den op igen, var den atter fyldt. Dette nye Indhold gav han til sine Sønner og sin Svoger og opfordrede dem til at spise. Og de spiste det uden at tage Skade deraf. Qiláituaq fyldte Hjerneskallen fire Gange paa samme Maade, og da hans egne Ledsagere alle havde spist, fyldte han den femte Gang og gav den nu til Metsarnãn selv, idet han sagde:

"Her er Mad til dig."

Men hun tog den uden at turde spise deraf og nøjedes med at holde Pegefingeren lige hen over den, ganske som om hun vilde dyppe den deri for at smage. Nu gav Qilaituaq hende et Stød i Armen, saa at Fingeren for ned i Hjernemassen. Atter holdt hun Fingeren for Munden uden at turde smage paa den forgiftede Ret; men nu gav Qiláituaq hende et Slag over Armen, saa at Fingeren røg ind i Munden paa hende. Metsarnãn brast i Latter og styrtede ud af Husgangen, men kom kun halvvejs ud, før hun faldt om og var død. Øjeblikkelig blev hendes Lig trukket udenfor af usynlige Hænder, og man hørte Klirren af Knive og Lyden af Mennesker, som flænsede den døde Krop.

"Aah, der døde vor Bedstemoder" hørte man en sige.

"Der har vi nok gjort noget galt. Det maa hævnes!"

Og atter blev der helt stille udenfor.

Der gik nogen Tid, saa kom der en Mand ind. Han satte sig mellem de fremmede og foreslog, at de skulde holde Armbrydning. Svogeren var den største og stærkeste af de fremmede, og derfor blev man enig om, at han skulde begynde. Han satte sig ogsaa straks ned og brød Arm med den udfordrende. Bedst som de brødes, hørtes et Knæk, og Svogeren faldt død om. Ganske som den gamle Metsarnãn blev han slæbt ud af Husgangen, og atter hørte man Klirren af Knive og Lyd af Mennesker, som flænsede Liget.

Nu vilde en af Sønnerne frem og hævne Svogeren; men Qiláituaq holdt ham tilbage og sagde:

"Nej, nu er det nok bedst, det bliver mig!" Og saa satte han sig frem foran Manden, som havde dræbt hans Svoger. De brødes kun et Øjeblik, saa hørtes en knækkende Lyd; den gamle rettede Armen ud paa Menneskeæderen, dræbte ham med et Næveslag i Skridtet og smed ham ud i Husgangen.

I samme Øjeblik kom der en anden ind; men ogsaa han blev dræbt, og saaledes blev den gamle ved, saa længe der meldte sig Stedfortrædere. Tilsidst kom der ikke flere.

Nu var det Tid for Qiláituaq og hans Sønner at forsøge paa at slippe ud af Huset; men ude i Husgangen var der sort af Mennesker, og hele Huset rundt, ved Vinduerne og Udgangen; alt var omringet, og ingen Vej var der ud. Det var Hjælpere og Hævnere for dem, der var dræbt, som allerede var strømmet til. Qiláituaq og hans Sønner maatte derfor foreløbig blive i Huset.

"Giv mig mine Overtrækskamiker!" sagde den gamle.

"Han vil rejse," mumlede Mændene, som havde omringet Huset, "han vil rejse."

Og man gav ham hans Kamiker. Han undersøgte dem nøje og tog derpaa en Tand af en Ræv ud af det ene Skaft, og den gav han sig til at trylle over. Tanden blev til en Ræv, og denne Ræv sendte han ud, idet han befalede:

"Tag nu de bedste først."

Ræven sprang ud. "Hej — en Ræv, en Ræv! Fang den! Lad os fange den!" hørte man dem raabe ude.

Og de sprang om efter Ræven, men der skete intet. Ræven kunde ikke gøre dem noget, og den kom tilbage uden at have dræbt nogen.

Qiláituaq tryllede den atter til en Tand og puttede den ned i Støvlerne.

"Kom med min Bjørneskindspels!" Og de gav ham hans Pels. Fra dens Halslinning udtog han nu et Skæghaar af en Ravn og tryllede over det, saa at det blev til en Ravn, en farlig og kamplysten Ravn, som det var helt vanskeligt at holde Styr paa inde i Huset.

"Tag de stærkeste først" befalede Qiláituaq, idet han puffede den ud i Husgangen. Og man hørte et Raab derude : "Ak, han faldt! Han er død, han ogsaa! Den har taget Tarmene ud gennem Rumpen paa ham, den trækker Tarmene ud!" Og saaledes raabte de længe, indtil der blev ganske stille.

Saa kom Ravnen ind, og alle Mændene var dræbt. Ravnen havde faaet et Slag over Næbbet, saa at den ene Side af Skægget var løsnet, og herover var den saa vred, at den næsten ikke var til at berolige; Qiláituaq maatte kæle for den, før den blev saa rolig, at han atter kunde trylle over den. Saa gjorde han den lille — saa lille, at den tilsidst kun var et Skæghaar, og puttede den igen ind i Linningen af sin Bjørneskindspels.

Da Qiláituaq og hans Sønner derefter gik ud, laa der fuldt af døde Mennesker overalt; alle var døde. Kun i et Hus fandt de en Dreng, en forældreløs Dreng.

"Kan du styre en Konebaad?"

"Ja," sagde Drengen.

"Kan du vise os den hurtigste af alle Baadene?"

Og Drengen viste dem den.

"Du skal styre for os i Morgen. Men du maa selv passe os op, naar vi sejler; nu har vi sagt dig det."

"Ja," sagde Drengen, "jeg skal nok selv passe Tiden." Og saa gik han hjem og sang hele Dagen:

Styre skal jeg,

jeg skal styre en Konebaad,

og jeg skal styre saa længe,

 :|: til mine Skuldre gaar af Led. :|:

Næste Morgen brød Qiláituaq ganske tidligt op. Drengen var der ikke, og de roede derfor uden ham.

Hen paa Dagen hører de Barneskraal bag sig, Graad af et nyfødt Barn.

"Han har nok været en troldkyndig, den forældreløse. Den forældreløse har nok været en troldkyndig," sagde Qiláituaq. "Og nu har han sendt en Ulykke efter os, for at vi skal gaa under."

Derpaa trak han Armen ud af det ene Ærme og raabte tilbage gennem det tomme Ærme: "Vend tilbage! Gaa tilbage til dit Opland!"

Og straks tabte Lyden sig igen, og Ulykkesskræmslet vendte tilbage til den forældreløse, der mistede Forstanden og aad sig selv i Løbet af Dagen.

Qiláituaq roede derpaa hjemover sammen med sine Sønner, og de kom frem til deres Boplads uden at møde flere Hindringer. Stor vilde deres Glæde have været, hvis de alle havde faaet Hjemkomst, men længe sørgede de over den store og dygtige Svogers Død.
 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 180-187. København, 1921.