Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Storfangeren Navagiaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Storfangeren Navagiaq
hvis sjæl efter Døden vandrede gennem
alle Dyr, indtil den atter tog Bolig i et Menneske
Der var engang en Storfanger, der hed Navagiaq. Han var ikke blot en dygtig Mand til at fange Sæler, men ogsaa en god Mand, som gav Kød til alle dem, der intet havde; og derfor var han elsket og agtet af alle paa det Sted, hvor han havde Land.Men en Dag blev han syg og døde efter faa Dages Forløb. Da skete det mærkelige, at han selv efter Døden var ved sin Bevidsthed og hørte og saa alt, hvad der foregik omkring ham, og da han havnede i de dødes Land, tænkte han som saa:
"Aa, jeg, som saa gerne vilde have levet en lille Stund endnu! Jeg, som syntes, at det var saa dejligt at leve, jeg er nu i de dødes Land; blot jeg dog kunde blive levende igen!"
Han forlod derfor de dødes Land og vendte tilbage til Jorden og opsøgte sin Boplads; men da det ikke var ham muligt at blive Menneske igen, krøb han ind i sin Hunds Legeme, og her tog da hans Sjæl Bolig.
Hver Aften kom hans Kone ud for at fodre Hunden, og naar Navagiaq saa det, tænkte han altid, at det var Synd for den stakkels Enke, at hun, som ingen havde til at fange for sig, oven i Købet skulde opfodre ham. Men herved var intet at gøre!
Medens han var inde i Hundens Legeme, kunde sommetider alt blive borte for ham, og der kunde ske Ting, som han ikke forstod og som han senere intet Minde havde om. Det var, naar han var helt Hund og ikke tænkte som et Menneske inde i Hunden. I Længden havde han derfor ingen Glæde af at være Hund og tænkte paa at blive noget andet. Han lod sine Tanker fare andre Steder hen, saa at Hundens Natur helt fik Overhaand, og da han kom til sig selv den næste Morgen, var han i Færd med at spise af sin Kones Kødgrav. Herover blev han endnu mere bedrøvet, thi nu stjal han jo ogsaa fra hende. Saa snart Folkene vaagnede og opdagede, hvad Hunden havde gjort, kastede de sig over den og pryglede, og disse Prygl gjorde saa ondt, at Navagiaq sprang ud af Hundens Legeme; og i samme Øjeblik døde den.
Navagiaq tog derefter Bolig i en Ravn og levede længe som Ravn. Det var et fornøjeligt Liv; han kom viden om i Verden og kunde stjæle, lige saa meget han vilde, uden at faa Prygl derfor. Men tilsidst blev han ogsaa ked af at være Ravn og krøb ud af dens Legeme. I samme Øjeblik døde Ravnen, og Navagiaqs Sjæl for ind i et Græsstraa.
Det var et mageligt og behageligt Liv at være Græsstraa; man holdt sig ganske stille paa et Sted, og der stod man og bestilte slet ingenting. Men da det blev Efteraar, forandrede alt sig; thi da Stormene kom og begyndte at fare hen over Græsset, fik Navagiaq sit Hoved saa gennemrystet, naar han maatte staa og nikke i Vinden, at han altid havde Hovedpine. Derfor blev han ogsaa efterhaanden ked af at være Græsstraa og forlod det, saa det visnede i samme Øjeblik.
Nu havde han opholdt sig saa længe paa Landjorden, at han fik Lyst til at komme ud paa Havet. Han tog derfor Bolig i en Laks; men han blev en meget stor Laks og havde det derfor ikke nær saa bekvemt som de smaa, naar de skulde op over Elvene; thi medens de smaa med stor Lethed sprang over de store Sten, var han tung og langsom i sine Bevægelser og havde svært ved at naa op i Søerne. Hele Vinteren tilbragte Laksene oppe i en Sø; naar Isen blev tyk, tyede de ud til de dybeste Steder. Da Foraaret og Sommeren kom, længtes de alle ud mod Havet og opholdt sig saa paa det Sted af Søen, hvorfra Elven havde sit Udløb, og fordrev Tiden med at staa og synge Trommeviser. Da endelig Isen gik op omkring det Sted, hvorfra Elven havde sit Udløb, for Navagiaq sammen med alle sine Kammerater ud i Havet, men var nu saa træt af at være Laks, at han ønskede at blive til en Sæl. I samme Øjeblik han forlod Laksen, døde den.
Navagiaqs Sjæl for en Tid hjemløs omkring, indtil han bestemte sig til at blive en Sortside, og saa krøb han da ind i en almindelig stor, gammel Han-Sortside. Den fulgte med Kammeraterne, naar de svømmede omkring paa Havet, men der var kun een Ting, som kneb for den, og det var, at den ikke kunde komme saa hurtigt ned som de andre, naar de pludselig skulde dykke under. Engang da de svømmede i Flok, blev de overraskede af en Kajak, der kom lige hen til dem og nær havde harpuneret Navagiaq, fordi han ikke var hurtig nok i Vendingen. Da han kom ned paa Havets Bund, spurgte han derfor sine Kammerater, hvordan de bar sig ad med at komme hurtigt ned. De spurgte ham da, om han ikke, naar han skulde ned, satte af ved at sparke til Horisonten mellem Himmel og Hav. Nej, det gjorde Navagiaq ikke! Og saa lærte de andre ham det. Siden naar Navagiaq skulde ned, satte han derfor altid af ved at slaa Baglufferne mod Horisonten mellem Himlen og Havet, og øjeblikkelig for han ned i Dybet, og kun nogle Bobler viste det Sted, hvor han havde været! Det var et dejligt Liv at være Sortside; bedst af alt var det at rulle sig paa Vindsiden af de store Dønninger og lade sig suge helt ind af Havet.
Men den Tid kom ogsaa, da han var ked af det, og saa forlod han Sortsiden, der døde i samme Øjeblik.
Han bestemte sig da til at krybe ind i en lille Fjordsæl, og da det var ved Vintertid, var det et dejligt og nyt Liv, der nu begyndte for ham. De havde Aandehuller i Isen og havde travlt med at holde dem aabne, for at de kunde komme op og trække Vejret en Gang imellem. Havet saa morsomt ud nedefra, naar man havde den vældige Is over sig. Navagiaq lagde ofte Mærke til, at hans Kammerater, naar de kom hen til Aandehullerne for at drage Aande, blev harpunerede af Mennesker, der var paa Aandehulsfangst. Det vilde han nødig, og saa svømmede han længere ud paa Fjorden og fandt et gammelt Aandehul, der var forladt; dette kradsede han op, aabnede det og holdt saa til her.
Man kunde ligge nede under Isen og se Fangerne komme gaaende, og naar blot man var vaagen og passede godt paa, kunde man udmærket tage sig i Agt for at blive stukket. Men naar Navagiaq saa Fangerne inde paa Landjorden, var der altid en af dem, der blev borte for ham, saa snart han kom ud paa Isen. Det var en Fanger, som havde en Amulet under Fødderne, en Amulet, som skjulte ham for Sælerne, naar han drev Aandehulsfangst.
En Dag, da Navagiaq som sædvanlig var søgt op til sit Aandehul for at puste, følte han pludselig en Smerte i sin Krop og vidste med det samme, at han nu var bleven harpuneret af ham, der blev usynlig paa Isen. Han søgte at holde Vejret saa længe som muligt, men da han var lige ved at blive kvalt, var der ikke andet for ham at gøre end at søge op til Aandehullet igen, og i samme Øjeblik han viste sig der, dræbte Manden ham og trak ham op paa Isen. Som sædvanlig var det dog ikke Navagiaq, der døde, men kun Sælen.
Navagiaq levede videre i Kroppen paa den og havde megen Spas, da han blev trukket ind til Bopladsen, for det var en underlig kildrende Fornemmelse at blive slæbt hen over den ujævne Is. Saa blev han halet ind i Huset og lagt frem til Flænsning; en Kvinde traadte hen til ham for at flænse ham. Nu maatte han stadig tage sig i Agt for den skarpe Ulo, og han flygtede fra det ene Sted af Sælen til det andet, indtil han tilsidst blev tvunget helt op i Struben paa den. Her laa han nu og kiggede op i Kvindens Indre, hver Gang hun skrævede over ham, og da han saa, at hun indvendig var fyldt med noget, der lignede hvide Isstykker, syntes han, det kunde være ganske morsomt at forsøge paa at kravle ind i hende. Som sagt, saa gjort! Navagiaq hoppede ind i Kvinden. Flere Dage gik med at rense hendes Indre, han fejede al den Is ud, som han fandt derinde, og samtidig med at dette Arbejde stod paa, var Kvinden ofte upasselig og sløj; men da han saa endelig var bleven helt færdig med det, var Kvinden atter rask igen og blev svanger med det samme.
Under Kvindens Svangerskab længtes Navagiaq ofte ud, navnlig om Morgenen, naar de øvrige Husfæller gik ud for at se paa Vejret, medens Kvinden, som han boede i, blev liggende meget længe og først gik ud langt op ad Dagen. Dette angrede Navagiaq meget. Endelig fik Kvinden Fødselsveer, og Navagiaq skulde fødes. Saa tænkte han ved sig selv: "Nu vil jeg dog hævne mig en Smule! Saa ofte jeg gerne vilde ud, blev hun altid liggende paa sin Briks, og nu vil jeg til Gengæld se at holde mig inde saa længe som muligt!" Og saa skete det, at Kvinden trods voldsomme Veer ikke kunde føde. Men da opdagede Navagiaq pludselig inde i hendes Liv en lille Mand med en skæv Mund; ham blev han meget bange for. Lidt efter kom nogle modbydelige Jordemoderhænder frem, og samtidig hørte han en Stemme kalde, saaledes som Jordemødre plejer:
"Forlad nu dit Hylster, forlad nu dit Hylster!"
Over alt dette blev Navagiaq saa forskrækket, at han skyndte sig ud af Kvinden; men næppe var han kommen ud af hendes Liv, før han blev grebet af en brændende Tørst, og saa kom Jordemoderen hen til ham med en klar Vædske, som han vædede sine Læber med. Det var det Vand, Jordemødrene plejede at hælde i deres Lillefingers Negl for at give de nyfødte det.
Saaledes blev Navagiaq Menneske igen, og saa skulde han have sit Navn. Selv havde han ikke Tanke for andet og ønskede blot, at de vilde kalde ham for Navagiaq, saaledes som han altid havde heddet. Men hver Gang han forsøgte paa at sige sit Navn, kom der ikke andet end et Barns Skrig ud af ham: Ungâ, ungâ, ungâ! Og hver Gang de andre forsøgte paa at give ham et Navn, var det et helt andet og ganske almindeligt Navn, som Navagiaq slet ikke vilde have, og derfor græd han ustandselig.
Tilsidst samlede han alle sine Kræfter og sagde det ene Ord: Navagiaq, Navagiaq, Navagiaq! Og næppe havde han sagt det, før hans Moder sagde:
"Han siger Navagiaq! Maaske han vil opkaldes efter den afdøde; lad os forsøge paa at give ham det Navn."
Saaledes kom han til at hedde Navagiaq, og først da blev han tilfreds og glad og gav sig til at vokse, og da han blev stor, gik han ganske i den gamje Navagiaqs Spor og blev en stor og dygtig Sælfanger.
Her ender denne Historie
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 118-122. København, 1921.
