Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Tagta
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Tagta, som druknede og levede op igen
Man fortæller, at Tagta var en Storfanger, der levede ved Umivik inde i Angmagssalikfjorden. Denne Tagta havde hørt Tale om, at der langt mod Syd skulde ligge et andet Land, som ogsaa hed Umivik; men da dette Land laa meget langt borte fra hans egen Boplads, mente han aldrig, han vilde faa det at se.En Dag var Tagta ude at ro i Kajak, og da han var kommen godt til Havs, fik han Øje paa en lille Sæl, der holdt sig lige over Vandskorpen uden at vise Tegn paa Frygt for hans Kajak. Han skyndte sig at ro hen til den og løftede Harpunen for at kaste, men i samme Øjeblik saa han, at det ikke var en rigtig Sæl, men en Tupilak, han var kommen ud for; men da havde han allerede ladet Harpunen slippe af Kastetræet og kunde ikke forhindre, at Sælen blev ramt. Da han derpaa vilde kaste Fangeblæren af, var den som klistret fast til Kajaken, og det var ham umuligt at faa den løs; saa ordnede han sin Aare og satte den godt til Rette ved Siden af Kajaken, saa at han ikke kunde kæntre. I samme Øjeblik Sælen begyndte at rykke i Fangelinen, for Kajaken af Sted hen over Vandet, men hvor meget Sælen end sled, holdt den sig dog stadig paa ret Køl. Lidt efter kom Sælen op og da den mærkede, at den ikke kunde faa hans Kajak kæmtret blot ved at rykke i Fangelinen, svømmede den hen til ham og begyndte at surre Fangelinen rundt om Kajaken, idet den samtidig bjæffede som en Hund. Næppe var den begyndt at bjæffe, før Manden blev saa underlig svimmel i sin Kajak og kæntrede rundt, inden han vidste et Ord af det; og der laa han saa med Bunden i Vejret og druknede.
Da han kom til sig selv igen, vaagnede han ved, at hans gamle Bedstefader rykkede i ham og sagde:
"Vaagn op og lig ikke der og sov saa længe; se at komme op, inden Hundene æder dig!"
Han saa sig om og opdagede en Mængde Hajer omkring sig; det var dem, Bedstefaderen kaldte for Hunde. Bedstefaderen var død for mange Aar siden og var kastet i Havet efter sin Død; nede fra Havets Bund havde han set sin druknede Sønnesøn og kom nu til for at hjælpe ham. I samme Øjeblik Tagta vaagnede, gav Bedstefaderen ham et Skub, saa han røg fremover med den Pind i Haanden, som han plejede at stikke ind mellem Tværremmene paa sin Kajak.
Tagta var en Angerdlartugssiaq, en Mand, der er tryllet saaledes over, at han kan vende tilbage til Menneskene efter sin Død.
Han for nu ved Hjælp af den lille hvide Pind, han havde i Haanden, hele Jorden rundt gennem Havet, og da det pludselig blev koldt om Hovedet og han ligesom mærkede Træk fra alle Sider, saa han sig omkring og opdagede, at han nu var oppe af Vandet og netop ved den Boplads, Umîvik, som han altid havde haft saa stor Lyst til at se. Ved Bopladsen svømmede han usynlig hen over et Hus og fik Øje paa en Kvinde, der sad og syede en Tarmskindspels sammen.
"Hvis hun forstaar sig paa Trolddom, vil hun opdage mig, inden jeg har givet nogen Lyd fra mig," tænkte han.
Og ganske rigtigt: Hun saa ud af Vinduet, og skønt han ellers var usynlig for almindelige Mennesker, raabte hun:
"Der kommer Tagta, som jeg altid har haft saa stor Lyst til at træffe."
Derpaa for Tagta ind ad Husgangen baglænds, men de kom ham i Møde og førte ham ind i Huset. De holdt godt fast i ham; thi man maa passe vel paa, at Folk, der kommer tilbage til Livet efter at have været døde, ikke slipper bort igen. Lige saa snart han kom ind i Huset, tog man Pinden fra ham og stak den ned i en Lampe; thi hvis man ikke tager den Pind, med hvilken en "hjemvendende" har faret Verden rundt, da vil intet levende Menneske kunne holde ham tilbage, men han vil atter fare ud af Huset og dø, for aldrig mere at vende levende tilbage.
Næppe var Pinden lagt ned i Lampen, før Tagta faldt om og mistede Bevidstheden. I tre Dage lod man ham beholde Klæderne paa, og først paa den fjerde Dag tog man dem af ham, og han var da atter Menneske igen og levede videre, glad over, at han nu endelig var kommen til det kære Umîvik, som han altid havde haft saa stor Lyst til at besøge.
Tagta overvintrede nu her ved det søndre Umîvik, og da Sommeren kom, lavede han sig en Kajak og brød op for at tage tilbage til sit gamle Land, det nordre Umîvik. Og da han roede hjem og nærmede sig sin gamle Boplads, blev der stor Forbavselse; thi alle syntes, at den Mand, som kom roende, lignede Tagta.
"Hvem er du?" raabte man ud til ham.
"Jeg er Tagta!"
Da man hørte dette, løb man ind til hans Kone og sagde:
"Nu kommer Tagta, nu kommer Tagta!"
Men da han jo forlængst var død, blev hun saa forskrækket herover, at hun besvimede, saa at man kun ved at trække hende længe i Haaret fik kaldt hende tilbage til Livet igen.
Saaledes vendte Tagta tilbage til sin Boplads efter først at være druknet for en Tupilak. Men Tupilak'en, der saa, at den ikke havde Magt til at dræbe Tagta, lod ham siden være i Fred, og Tagta levede i mange Aar lykkeligt indtil sine Dages Ende. Her er Slutningen paa denne Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 115-117. København, 1921.
