Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Urene menneskers bod
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Eskimoisk mytologi
Urene menneskers bod
– livet og døden
I Naturmenneskenes usammensatte Sjæleliv spiller Forestillingerne om Liv og Død en afgørende Rolle. Men betragter man Forholdet nærmere, viser der sig her en paafaldende Forskel mellem deres virkelige Livsførelse og deres Livsopfattelse. Sorgløst og modigt leger de med Livet i deres spinkle Kajak og gaar i Døden med en Frygtløshed og Resignation, som Kulturmennesket ikke mere kender til.Men saa snart de begynder at reflektere over Dødens Mystik, over det korte Skridt, som fra det haandgribelige Liv fører ind i det ukendte, lægger Dødens Alvor og Uhygge et Tryk over Sindene, skaber en Modsætning og Selvmodsigelse mellem Livet selv og Livsanskuelserne og faar Eskimoen til at omgærde Livets Indtræden og Ophør med et Utal af vigtige Regler og Ceremonier, som alle maa overholdes for at afvende onde Anslag, baade fra Menneskene selv og fra overnaturlige Magter.
Hvilken Betydning der tillægges Overholderen af disse, vil fremgaa af følgende Skildring af de forskellige Ceremonier.
Naar et Menneske fødes
Fødslen foregaar i det store Beboelseshus, hvor alle Husets Beboere, ofte indtil et halvt Hundrede Mennesker i Tal, opholder sig lige til det Øjeblik, selve Fødslen foregaar og Fostret kommer til Syne.
Naar en Kvinde føler Fødselsveerne komme, tilkaldes nogle ældre Kvinder, der skal hjælpe til ved Fødslen; den egentlige Fødselshjælperske sætter sig bag ved Kvinden paa Briksen og hjælper til her, især ved at trykke og presse om Kvindens Liv for at fremme Fødslen.
Baade den Kvinde, der skal føde, og de Kvinder, der skal hjælpe hende, maa ikke som til daglig bære Haaret i en Top, men skal alle have udslaaet Haar.
Alle de Ejendele, der findes i Huset, navnlig Skind, saavel nye og ubrugte som Brikseunderlag og Dyner, maa bringes ud, hvordan Vejret saa end er. Forløber Fødslen normalt og Barnet er levende, kan alle de udbragte Ting atter bringes ind i Huset. Kommer Barnet derimod dødfødt til Verden, eller dør det umiddelbart efter Fødslen, skal de blive uden for Huset, utildækkede og udsat for Vejret i tre Dage.
Jordemoderen søger paa en veltalende og indtrængende Maade at underholde den fødende, saa at hun glemmer Smerterne. Hvis der er Udsigt til, at Fødslen kan vare ud over sædvanlig Tid, maa Jordemoderen give sig til at kalde paa Fostret med hurtige Fløjtelyde, som hun udstøder ind i Kvindens Skød. Dette maa hun holde paa med hele Tiden, selv om det tilsyneladende ikke hjælper. Trækker Fødslen stadig ud, skal hun faa tilkaldt et Barn, en Dreng eller Pige, som har faaet en hurtig Fødsel. Hun tager da smaa Stykker Senetraad, stryger dem hen over den fødende Kvindes Liv og giver dem til det hurtigt fødte Barn, som derpaa, stadig medens Jordemoderen kalder paa Fostret, skal løbe ud af Huset, saa hurtigt det kan, og lægge Senetraaden paa Muren ved Husgangens Indgangsaabning. Efter Senetraaden tages smaa Stykker Kød, siden igen smaa Stykker Spæk. Disse Ting gnides stadig hen over den fødende Kvindes Liv og bringes hurtigst muligt ud af Huset for at anbringes samme Sted som Senetraaden.
Jordemoderen fremsiger under dette Trylleformularer, som kun en Jordemoder kender, og paa en mystisk og for Mennesker uforklarlig Maade skal de smaa Stykker Senetraad da hjælpe til med at hale Barnet ud af Moderens Liv, medens Kødstykkerne og Spækstykkerne skal lokke det i al Almindelighed. Dette Middel med at bringe Senetraad, Kødstykker og Spæk ud gentager sig med korte Mellemrum, og ofte kan da alle Fordybninger og Smaahylder uden for Husgangen være helt fyldt med Lokkestykker.
Hjælper disse Forholdsregler ikke, maa Jordemoderen tilkalde Kvindens Mand; han skal da, saa længe Fødslen staar paa, uafbrudt løbe ud og ind af Huset for at forsøge paa at faa sit vordende Barn til at komme efter sig, og medens Faderen saaledes løber ud og ind, saa hurtigt han kan, skal Jordemoderen blive ved at fløjte paa Barnet, idet hun samtidig raaber ind i Kvindens Liv:
"Kom nu, skynd dig nu at komme løbende efter din Fader, og lad ikke din Moder lide unødvendig længe, medens hele Huset venter i Spænding!"
Jordemoderen understøtter stadig sine Formularer ved at trykke den fødende Kvinde om Livet og ved at føre sine Hænder ind til Fostret; og naar hun blot bliver ved med det, vil Fostret forlade sin Moders Liv, enten levende eller dødt.
Saa snart Veerne for Alvor begynder, skal alle Husbeboerne holde sig klare til at flygte, og naar Hovedet kommer til Syne, er det Jordemoderens Pligt at raabe:
"Nu kommer det, nu kommer det, nu kommer det!"
Straks maa da alle flygte ud af Huset, og dette foregaar ofte under en saadan Panik, at de klemmer hinanden fast i Husgangen, saa at de hverken kan komme ud eller ind.
Denne Flugt for Fødslen foretages for det Tilfældes Skyld, at Barnet kunde være dødfødt; thi i saa Tilfælde vilde alle Husbeboerne have været i Hus sammen med en død, og dette bør for enhver Pris undgaas af dem, som ikke staar den døde meget nær.
Foregaar Fødslen normalt og er Barnet levende, kommer alle Husbeboerne ind i Huset igen; men er det dødfødt, maa Liget først bringes ud.
Tre Dage efter Barnets Fødsel maa en Moder ikke spise af samme Fad som de andre, hun maa have sit eget Kødfad, som kun benyttes af hende. Hun maa ikke selv tage Vand fra Vandbeholderen, men andre skal øse det op til hende og føre hendes Drikkeskaal til hendes Mund.
Barnet skal have sit Navn umiddelbart efter Fødslen. Har det en Bedstemoder, skal hun give det Navn, ellers er det Jordemoderens Pligt. Hun renser Neglen paa sin Guldbrand og kommer en lille Draabe Vand under Neglen. Denne ene Draabe lader hun falde ned over den nyfødtes Mund, tager Barnet om dets højre Guldbrand med venstre Haand og fremsiger det Navn, det skal have.
Skal Barnet hedde Kivê, faar det Navnet paa følgende Maade:
- "Qaut — Qaut — Qaut — Qaut!
- Kivêtâqaut.
- De har, de har, de har,
- de har faaet en Kivê!"
De nærmeststaaende afdøde opkaldes, men der skelnes ikke mellem Drenge- og Pigenavne, de bruges i Flæng.
En svanger Kvinde maa ikke sy Tøj til det Barn, hun skal føde, da det jo kunde være dødfødt, og en Kvinde maa saa vidt muligt undgaa at sy Tøj til et Lig; først naar Fødslen er vel overstaaet, sys Sælskindstøj til Barnet, der midlertidig dækkes til med hele Skind.
Hvis Barnet er en Dreng, der skal gøres modstandsdygtig over for Livets Ondskab og Farer, synger Faderen eller Bedstefaderen straks Trylleviser over ham.
Naar Folk, der er kyndige i Trolddom, faar et Barn, som de sætter særlig Pris paa og nødig vil miste, kan de give Barnet en "Ukutsuk", en afskaaret Sælnæse, som sys fast øverst paa Hætten, og Drengen faar derved sin første Evne til at bekæmpe Tupilait eller Ulykkesdyr, men maa saa til Gengæld være meget afholdende under sin Opvækst og overholde en Række Diæter, som kan volde ham Besvær.
Barselgilde for en Dreng
Den Dreng, som ved sin Fødsel forsynes med en Ukutsukamulet, skal yderligere fejres ved et Barselgilde, ligesom der under hans Opvækst skal holdes Festmaaltider ved særlige Lejligheder.
Naar de første Ceremonier, der knytter sig til hans Navngivning og Amulet, er foretagne, skal Faderen bringe en hel Sæl ind fra sit nærmeste Vinterdepot; denne Sæl skal flænses af Jordemoderen og siges at være Drengens første Fangst. Naar den skal flænses, maa dette derfor gøres paa den Maade, som senere skal følges, naar Drengens egen Fangst flænses.
Sælen regnes for at være den nyfødtes Fangst, og Faderen ønsker, at Gæsterne virkelig skal tro det. Spækket paa Maven skal skæres ud i smalle Strimler med Skind paa, senere udskæres Strimlerne i Terninger, og hver af Husets Beboere, baade voksne og Børn, skal have et Stykke. Faderen uddeler selv disse Tyggestykker til de tilstedeværende, idet han siger til hver enkelt: "Dette er min Søns første Fangst, dette er virkelig min Søns første Sæl."
Østgrønlænderne spiser mange Urter, syltede i Spæk. Med Hensyn til Spækket fra en nyfødts første Fangst gælder den Regel, at det ikke maa spises sammen med Jordens Planter og Bær, før tre Dage efter at Sælen er flænset. Dette overholdes siden og gælder for alle de Sæler, som en Mand, der har en Ukutsuk, kommer til at fange.
Saa snart alle Spækstykkerne er uddelt, siger Faderen:
"Nu maa I spise Sælen, spis den helt op! Dog maa ingen Ben gnaves eller tygges i Stykker."
Man maa vel sørge for ikke at beskadige noget af denne Sæls Skelet; thi den skal Drengen fange hele sit Liv igennem.
Dyrene anses for at være udødelige ligesom Menneskene, og den Sæl, som første Gang dræbes af en Mand, holder sig siden altid til denne og lader sig dræbe af ham, hver Gang den skal dø; men overgnaver man respektløst nogle af Knoglerne paa en Sæl, der er fanget af en nyfødt, kan Sælens Sjæl hævne sig ved at lade Drengen opæde af et eller andet Uhyre.
Denne Ceremoni med en nyfødts første Fangst gentages, medens han er lille, hver Gang han skal have nyt Tøj, indtil han bliver saa stor, at han selv kan optages blandt Fangerne.
Derefter maa Madgilde-Ceremonien gentages, saa ofte den unge Fanger nedlægger sit første egentlige Bytte af et eller andet Fangstdyr, en Maage, en Edderfugl, en Alk, en Sæl, en Klapmyds, en Narhval, en Bjørn o. s. v.
Børn, som ikke er særlig velkomne til Livet, faar ikke saa mange Amuletter og Farebeskyttere og kan leve et langt friere Liv end de, Forældrene ganske særligt vil værne om. Naar Forældrene har mistet Børn i en tidlig Alder, søger de at beskytte de øvrige mod Sygdom og Død ved at gøre dem til Piârqusiat, ved at gøre dem latterlige i Klædedragten, ud fra den Tankegang, at medens de anvendte al Omhu, for at deres første Børn, som døde, skulde være smukke og velklædt, saa vil de nu klæde de senere fødte latterligt og grimt, i Haab om, at Døden da ikke vil faa saa megen Lyst til dem. En Piârqusiaq er klædt saaledes, at den ene Side af ham aldrig maa ligne den anden; har han laadne Kamiker paa det ene Ben, skal han have Vandskindskamiker uden Haar paa det andet Ben. Gaar Haarene opad paa hans ene Bukseben, skal de gaa nedad paa det andet, og paa samme Maade søger man at variere og gøre Pelsen komisk ved at sy den paa en saadan Maade, at de Stykker af Skind, den er sammensyet af, har forskellig Haarfarve eller modsat Retning af Haarene. Stik imod den eskimoiske Skik skærer man ofte hele Forsiden af Pelsen op og forsyner den i Stedet for med en Mængde smaa Benknapper, saa at den er til at knappe sammen. Der er ogsaa dem, der anbringer en Hundehale paa den nederste Del af Pelsen bagpaa eller syr Stumper af Hundeskind eller Bjørneskind ind i Pelsen, saa at Udseendet gør Drengen latterlig.
Naar et Menneske dør
Naar et Menneske er ved at dø, maa man sørge for at bringe alle Ejendele ud af Huset, inden det har udaandet.
Saa snart dette er sket, snøres Liget ind i et Skind, hvorpaa det lægges paa det Skind, det laa paa, medens det var sygt, og slæbes hen til den Skrænt, hvorfra det skal styrtes i Havet, eller til den Stendysse, hvor det skal have sin Grav.
Er det en Mand, der er død, iklædes han sin Fangstdragt. Pelsen snøres godt fast om Halslinningen og ved Haandleddene. Er den døde en Kvinde, bindes Pelshætten sammen om Halsen paa hende med et Reb; det gøres, fordi Pelsen her af Hensyn til Amauten er meget aaben. Tøjet bindes ligeledes fast om Livet paa hende og ved Haandleddene. Disse Baand tjener til at slutte fastere om Kroppen paa hende, for at hun ikke skal fryse.
Den døde Mand faar sin Kajak og alle sine Fangstredskaber med sig i Søen. Kajaken bliver dog først knust, forinden den kastes ud. Skal Manden ikke kastes i Havet, men stensættes, bliver den derimod ikke knust, men man skærer Skindene af og lægger dem over den døde og Sten ovenpaa igen. Har den døde været en stor Fanger og har man nok af Skind, lægger man andre Skind over Liget, ruller Kajakskindene sammen og lægger dem ved Siden af Graven.
Paa samme Maade faar den døde Kvinde alle sine Sygrejer og Kødfade og sine Perler, hvis hun har sat stor Pris paa dem. Sin Lampe maa hun derimod ikke faa med sig, fordi der er Tran paa den, og det vilde sinke hende og volde Besvær paa hendes Fart til de dødes Land.
Man maa sørge vel for ikke at komme til at berøre den døde. Ingen uden de allernærmeste maa eller tør være til Stede og forrette Ligbegængelsen.
Hele Huset maa renses umiddelbart efter et Dødsfald, og alle Husfællerne maa vaske sig over hele Kroppen. Den, som har rørt ved Liget, skal bortkaste alle sine Klæder og iføre sig nye.
Mandens Bod
Har en Mand haft med Lig at gøre, maa han i tre Dage holde sig i Baggrunden af Briksen med bortvendt Ansigt og Ryggen til Gulvet. Han maa inden for denne Tid overhovedet ikke komme ned paa Gulvet; sin Nødtørft maa han da forrette inde i Huset i dertil indrettede Bakker. Han maa ikke tale med nogen, og den Mad, han skal spise, maa gives ham af andre.
En saadan Mand kaldes en Alitsîssoq: En, der venter paa at faa det paa Afstand igen; thi enhver, der har været i Berøring med en død, regnes for uren og farlig. Han skal i denne Tid hver Morgen og Aften udstøde Veraab og begræde den afdøde. Baade Mand og Kvinde maa i disse tre Dage beholde alt Tøjet paa inde i Huset og endog have deres Pelshætte opslaaet. Da der som Regel er en trykkende og umaadelig Varme i alle Eskimohuse, regnes det for en Tortur tre Dage at skulle være pelsklædt i en Atmosfære, hvor alle andre er nøgne; men dette maa gøres, for at der ikke skal trænge Urenhed ud fra de sørgende til Husets øvrige Beboere.
Naar de tre Dage er forløbne, kan han atter gaa ud og jage som sædvanlig, men maa forinden foretage en Række Ceremonier og kaldes saa en Tigussissoq: En, der tager sine Vaner igen.
Den første Gang han gaar ud efter at have ventet sine tre Dage paa atter at faa Dødens Urenhed paa Afstand, skal han ledsages af en gammel Mand eller Kvinde, der forstaar sig paa Trylleord. Den gamle fører ham hen bag Huset, og her foretages da en Ceremoni, som kaldes for Ardlarsaitsut. De vender Ansigtet mod hinanden, medens den gamle fremsiger Trylleord.
Hvis Manden vil paa Fangst, gaar de derefter ned til Havet, og her skal der atter fremsiges Trylleord; men i Modsætning til Ceremonien bag Huset maa den urene, der skal renses, nu vende Ryggen til.
Før den første Sæl er harpuneret, maa den urene Fanger ikke ro til Søs, men altid følge Kysten langs med Land eller inde i Fjordene; han maa ikke selv udtage Fangelinens Harpunod, men skal lade denne og Fangelinen blive siddende i Sælen. Heller ikke maa han stikke de sædvanlige Huller omkring Sælens Snude og fastgøre en Bugserline, men skal nøjes med at slaa en Line omkring Halsen paa Sælen og bugsere den paa denne Maade. Saa snart han naar sin Boplads, maa han straks forlade sin Kajak og overlade baade denne og Sælen til andre.
Naar denne Sæl flænses inde i Huset, maa det nøje iagttages, at ikke en Bloddraabe kommer paa Gulvet. Sælens Kød tilhører ikke Manden selv, men skal fordeles mellem alle Husbeboerne, endnu medens det er nyflænset og raat; men man maa meget nøje iagttage, at dette Kød ikke koges sammen med noget andet.
I den Tid, der forløber, før den urene har faaet en Sæl, skal hans Kajak ligge paa Land med Bunden i Vejret og bringes ned og op fra Havet af en anden, ligesom en anden maa lægge hans Redskaber i Orden paa Kajaken. Ligesaa maa den urene krybe i sin Kajak, medens den endnu er paa Landjorden, hvorfor hans Hjælpere maa skyde ham ud.
Saa snart de før nævnte Ceremonier ved den første Sæl er iagttagne, kan Manden atter tage sine gamle Vaner op igen; dog maa han et helt Aar igennem ikke vise sig glad eller deltage i nogen Sangfest, saafremt den afdøde er en, han virkelig har sat Pris paa. Hans Smerte over Dødsfaldet forlader ham ikke, før der fødes et Barn, der opkaldes efter den afdøde, og han maa ikke gifte sig paa ny, før Sørgeaaret er tilende.
De Ceremonier, der er foreskrevne en Mand, er langt lempeligere end de, en Kvinde maa underkaste sig, men det er nødvendigt hurtigere at fjerne Urenhed fra Manden end fra Kvinden; thi det er Manden, som skal ernære Familien ved sin Fangst. Man har derfor Trylleord for Manden, der har mere Kraft og virker mere rensende end de, der kan anvendes mod en Kvinde.
Kvindens Bod
Kvinden, der har haft med Lig at gøre, skal overholde den samme Bod de tre Dage igennem som Manden; dog maa hun i disse Dage kun tale hviskende. Hun maa sørge vel for ikke at komme til at bøje sig ud over Gulvet eller røre ved noget Redskab, og al Mad skal rækkes hende paa samme Maade som Manden, ligesom hun maa forrette alle sine Funktioner indendørs.
Efter tre Dages Forløb maa Kvinden atter ligesom Manden begynde at komme ud, men den strenge Sørgetid varer for hendes Vedkommende et helt Aar. I denne Tid er hun fuldstændig omgærdet af Forbud og regnes for en uren, der kan gøre megen Skade, saafremt hun overtræder Forskrifterne.
Naar hun kommer ud i fri Luft, maa hun gaa som en sørgende med sænket Blik, og hun maa hverken se ud over Havet eller op paa Himlen, hun maa hverken se paa Sol, Maane eller Stjerner, ej heller maa hun glæde sit Sind ved at se paa Kajaker, der kommer roende hjemover, eller Slæder, der kører ud eller hjem.
Hun maa ikke nævne Navn paa noget Fangstdyr; dog maa hun, hvis hun faar Øje paa et Fangstdyr, en Bjørn eller Sæl, have Lov til at sige til den, hun er ude sammen med: "Se dig omkring, se dig omkring!" Og er der ingen ude, har hun Lov til at gaa ind i Huset og ved Tegn søge at gøre sig forstaaelig.
Saa ofte hun har været ude og kommer ind i Huset igen, maa hun sætte sig med Ryggen til de andre, og hver Morgen naar hun vaagner, og hver Aften naar hun lægger sig til Ro, skal hun klage sig og jamre højt.
Hun maa ikke smile eller tale højt til andre. Naar hun bliver spurgt, maa hun gerne svare, men det skal være hviskende.
Hun maa gerne tage Mad, hvis denne Mad er inde i Huset, men hun maa aldrig selv hente noget ude fra Kødgravene; i den første Maaned maa hun ikke engang bede om noget at spise, selv om hun er sulten og ingen giver hende noget.
Til Vand skal hun have sin egen Vandbeholder, men al den Mad, hun skal spise, maa hun spise alene med Hændernes og Tændernes Hjælp; thi hun maa hverken røre ved nogen Kniv eller ved nogen Ulo.
I Sørgeaaret maa en Kvinde vel gaa ud naar som helst paa Dagen, men hun maa ikke være for længe ude ad Gangen. Bliver hun tørstig, maa hun laane en andens Kamik og drikke af denne. Skal hun passere en Elv, maa hun ikke gaa hen over den, men skal springe fra den ene Bred til den anden. Kommer hun sammen med andre paa en Rejse, der fører dem over Havis, maa hun ikke som sine Kammerater sætte sig ned og hvile sig; bliver hun træt, skal en af hendes Ledsagere sætte sig paa Hug, og hun maa da sætte sig oven paa denne og hvile sig. I Slæde maa hun ikke køre, derimod kan hun være med paa en Konebaadsfart. Hun maa ogsaa deltage i Efteraarets Bærtogter, men de Bær, hun plukker, og som skal henlægges til Vinterforraad, maa ikke blandes med, hvad andre har plukket.
Hun maa overholde en streng og meget vigtig Diæt; overtræder hun denne, er det skæbnesvangert for hendes Bopladsfæller og deres Fangst.
Det er hende forbudt at spise al Indmad af Sæl, heller ikke maa hun spise Fugle eller Fisk, dog undtages Laks; ingen Æg maa hun spise, ingen Bjørnekød, ingen Matak, intet Kød af Narhval eller Hvalros.
Det eneste, hun maa spise, er almindeligt Sælkød, dog ikke Tungen, Øjnene og Snuden; hun maa vel tage sig i Agt for aldrig at gnave paa de Ben, hvis Kød hun spiser.
Naar man atter naar frem til den Dag, da Dødsfaldet indtraf, regnes Sørgeaaret for at være omme. Kvinden skal da atter iføre sig nyt Tøj, og hun skal ledsages ned til Havet af en gammel Mand eller Kvinde, der forstaar sig paa Trylleord. Her skal rensende Trylleord fremsiges over hende; naar hun derfra atter gaar op til Huset eller Teltet, skal hun medtage en Tangplante som Tegn paa, at hun nu ikke længere kan besmitte nogen af Havets Dyr. Den ældste i Huset sammenkalder derefter sine Bopladsfæller og siger til dem:
"Tássa una arnaq nutãngorpoq: Nu er denne Kvinde bleven et nyt Menneske."
Om nogen vil gifte sig med hende, kan dette nu ske.
Det siges, at dette Sørgeaar er meget vanskeligt at komme igennem. Det føles tilsidst som en Sygdom ikke et helt Aar at kunne være sammen med glade Mennesker, ikke at turde le frit, ikke at turde nævne de kære Fangstdyr ved Navn eller løbe ned til Stranden om Sommeren, naar muntre Kajakmænd kommer hjem med Dagens Fangst, eller om Vinteren, naar Bopladsens Slæder mange i Følge kommer susende hjemover. Naturen eksisterer ikke for dem, kun det Sted paa Jorden, hvor de skal sætte deres Fødder, maa de beskue, og nogle sygner hen og dør, fordi de ikke kan udholde midt iblandt glade Bopladsfæller at være udelukkede fra alt, hvad der er Liv.
De døde Menneskers Ejendom
En fuldstændig rask Mand eller Kvinde kan i levende Live bortgive nogle af sine Ejendele til et Barnebarn eller en Søn eller Datter, men han eller hun skal da samtidig bede dem om at betragte disse Ting som Amuletter, naar de engang er døde. De kan da senere beholdes, selv om Giveren er død, og faar efterhaanden den Kraft, at de kan bruges som Vaaben mod Maanen som den, der vaager over, at urene Mennesker overholder deres Bod.
Jo ældre disse Amuletarvestykker bliver, desto stærkere bliver deres virkende Kraft.
Ganske modsat Virkning har de Ting, man beholder efter en afdød uden først at have faaet dem som Amuletter; de fortørner den straffende Maane mere og mere, jo ældre de bliver, og vedbliver man at beholde dem, ender det med, at Maanemanden kommer ned til Bopladsen og dræber Menneskene.
En Enke maa intet arve efter sin Mand, selv om hun har en Søn, der kan bruge hans Kajak, hans Konebaad og hans øvrige Redskaber. Dog undtages herfra alt det, der er af Jern, saasom Knive, Harpunspidser, Sidevinger til Fuglepile o. l.
Handler en Enke mod disse Bud, vil enten Maanen eller Tordenmanden komme ned over Bopladsen og skræmme Menneskene ihjel. Herom berettes følgende Overlevering:
Engang sad en Del unge og legede i et Hus den Leg, der bestaar i, at man sætter sig saa mange som muligt i Rundkreds omkring et Skind og forsøger paa at trække det til sig. Den, som ender med at faa Skindet, faar en Belønning af alle de andre.
Under en saadan Leg var der en Enke, der gav dem et Stykke Kajakskind, et Underlagsskind fra hendes afdøde Mands Kajak. Umiddelbart efter Legen udbrød der et saa voldsomt Tordenvejr, at der nær var gaaet Ild i Himlen. Selv Fjældtoppene brændte med en Flamme over sig.
Alle Bopladsbeboerne vilde dengang være omkomne, om der ikke havde været en gammel Aandemaner til Stede, som havde fremsagt saa kraftige Trylleord, at Tordenmanden tilsidst maatte opgive at straffe Menneskene.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 34-45. København, 1921.
