Mytiske sagn fra Telemarken - Jutuler

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Mytiske sagn fra Telemarken


Jutuler


av Magnus Brostrup Landstad


Norsk Folkeminnelag

Oslo, 1926.



Paa Rauðlandstranden i Vinje Præstegjeld er et stort Vand, som heder Totak. Dette Navn antager man kommer deraf, at Vandet har to Udløb ikke langt fra hverandre. Elvene forene sig siden og danne en temmelig stor Ø, hvorpaa Gaarden Øy ligger. Totak er et slemt Vand at færdes paa for Veir og Vind; st. Olaf selv har været i Fare der. Det var engang han vilde sætte over Vandet, men da de kom midtfjords, røg der op en Storm saa hvas, at st. Olaf selv maatte tilstaa, at han ikke havde været ude i værre Veir. Men med Guds Hjelp kom de til Lands og fik springe op paa en Odde ved Gaarden Haddeland, hvor de fik fast Fod, men Prammen knustes mod Klipperne. Da takkede Olaf Gud for sin Redning og lyste de Ord: at mange skulde leiðest men fá látest pá Totak. Det skal ogsaa være Tilfældet, at saa tidt og ofte Folk end er i Fare paa Totak, saa hænder det dog sjelden at Nogen omkommer. Men st. Olaf og hans Følge traadde hart til da de sprang paa Land; deres Fodspor vises endnu dybt i Berget. Deels vises der Spor af uhyre store bare Fødder, og man skal i Stenen tydelig kunne skjælne Aftrykket af Tæerne; deels Spor af Skohæle som have været forsynede med Spiger-Nudder. Berget har derfor faaet Navn af Farodden[1]

Fotsåle i fjellet på Sporaneset som stikker ut i Totak, helt i østenden av vannet. Fotsålen er en del av et helleristningsfelt fra bronsealderen. (Foto: Bohuslen, 2014. Commons.)

Men som Beviis for at Folk siden den Tid ræddes paa en vidunderlig Maade fra at drukne paa Totak, faaer vi fortælle følgende Historie. Der var engang en Pige som forliste idet hun vilde sætte over Vandet for at komme til Kirke. Hun sank til Bunds, blev borte, og Ingen tænkte paa at faa see hende igjen mere. Men Pigen var reist i et fromt Erinde og til Guds Huus, og hendes Liv blev derfor opholdt paa en forunderlig Maade af Ham som Alt formaar. Hun blev siddende i en Bergskorte paa Havsens Bund og der dannede sig et med Luft opfyldt Rum omkring hende, saa at hun levede og aandede. Men hvorledes skulde hun komme op igjen? Hun raabte og skreeg, men Ingen svarede, hun græd, men Ingen hørte det; hun saae, at der blev soknet efter hende, men Soknet gik saa langt fra hende, at hun ikke kunde naae det. Der sad hun tre "Messeganger" ved Raudlands Kirke![2] Hun hørte Klokkerne ringe til Messe; da lagde hun sammen sine Hænder og bad de Bønner, hun kunde, gav sig Gud i Vold og ventede mere paa Døden, end Livet. Ganske uden Levnetsmidler var hun ikke i denne lange Tid, thi hun havde grebet fat i "Kyrkjemeisen" og den var fulgt med hende til Bunds. Dette er en Indretning til at bære paa Ryggen, hvori der er fastbundet en Kurv med Niste for flere Dage. I gamle Dage nemlig, naar man reiste langveis til Kirke, forsynede man sig med Levnetsmidler, tog det bedste man havde af Kling og Kage, Ost og Smør, bandt over Kurven et kniplet Plagg saa at den skulde see staselig ud, og drog afsted med sin Famillie i et festligt Tog, Konen til Hest holdende i Fanget sit spæde Barn, der skulde til "Christnan"; Manden ledende Hesten ved Tøilen og bærende Kyrkjemeisen[3] paa Ryggen. Bagefter fulgte de øvrige yngre Medlemmer af Famillien. Pigen levede da af Kyrkjemeisen saa længe dens Indhold varede, siden blev hun opholdt paa underlig Maade. Endelig traf det sig saa, at En som rodde derover hørte en forunderlig Lyd i Vandet; det sang dernede Psalmetoner med menneskelig Stemme. Saa tog Folk paa at sokne paa ny efter den bortkomne Pige, men der var forskrækkelig dybt og de maatte bruge lange Touge. Omsider fik hun fat i Touget og blev halet op, da var hun levende og uskad[4].

Men vi have ført vore Læsere til Totak for at vise dem hvor ledes Jutulerne fordum færdedes der, og vi tør ikke længere friste deres Taalmodighed ved at fortælle alskens andre Ting. Vi gaar altsaa til Sagen idet vi ville fortælle om hvad der hændte.


1. Goðe Greip Vá


Saaledes heed en Mand, der boede paa Gaarden Vá længere oppe ved Totak. Han havde Ord for at han ikke var ræd for nogen Ting; han var derfor heller ikke bange for at lægge fra Land om det stormede paa Totak. Han var ingen bestaltet Færgemand, men da der ofte fór Folk, som vilde til Fjelds eller til Møstranden, maatte Greip finde sig i at sætte dem over. Efter den gamle gode Regel, som endnu i Thelemarken baade er i Folkets Mund og i deres Hjerter at "den lyt fram, som færdast" ansaae Greip det for sin Pligt at hjelpe færdende Folk over, og han gjorde det i Almindelighed med stor Beredvillighed. Men stundom var det blot Nykken eller andre Trold som skreeg derover og narrede ham. Saa hændte det en Kveld seent udpaa Høsten, der blæste og var et stygt Veir da raabte det paa den anden Side Vandet: "Sætt over!" Men Greip var ikke meget hugad paa at ro den Kvelden, og der blæste sagtens saa hardt, at enhver Anden vilde have syntes at det var "livhætt" at tage paa Totak i sligt Veir og Mørke. Da han ikke kom, fór det til at skrige saa jammerlig derborte at det var stygt at høre. Men Greip tænkte, det var ikke vandere i det, der var Høsæl nok og Stølsboder, hvor Folk kunde ligge til det dagedes. Han gik ind og lagde sig til at sove. Næste Dag roede han over, da fandt han en fattig Kone liggende død paa Stranden. Hun havde sat Livet til den samme Nat. Da Greip fornam dette, blev han ilde ved og tregede paa hvad han havde gjort. Han svor da, at sligt aldrig skulde hænde saalænge han kunde holde en Aare, men at han skulde ro Enhver, som raabte enten det var Fattig eller Rig, Troll eller kristen Mand, enten det var Nat eller Dag, Virke eller Heilagt. Fra den Tid roede han flittigt alle færdendes Folk og tog aldrig saameget som saa for det. Derfor blev han kaldet Goðe-Greip.

Saa var det om Julekvælden just som han skulde stige i Laugen, da raabte det paa den anden Side Vandet: Sætt over! Greip syntes dette var en ubeleilig Tid, men han lod Laugen staae, gik ned til Prammen, lavede Tofte og Øsekar til Rette og roede over. Da han kom der saae han Ingen; han raabte, men der kom Ingen, hvorfor han roede tilbage igjen. Men med det samme han skulde lægge til Lands, raabte det igjen: Sætt over! Det var et hardt og stygt Skrig. Greip snude atter Prammen, roede hvast til og kom paa hiin Side Vandet. Der var fremdeles Ingen at see; mørkt var det, og blæste gjorde det og Greip syntes ilde om denne Færd. Da kvad han:


Kom no skjótt
du seine selli!
tungt er tvirótt
jolkveldi[5].


Ingen svarede, og Ingen kom. Greip lagde atter Aarene ud og reiste tilbake. Just som han steeg paa Land, raabte det tredje Gang endnu styggere og stærkere, end før: Sætt over! Da blev Greip ærgerlig over sligt Narreværk, men han ihukom sit Løfte og foer atter over. Nu var det ganske bælmørkt, og han saae fremdeles Ingen. Da raabte han ind paa Land, at han ikke vilde lade sig narre en Gang til, men dersom der var Nogen saa maatte de nu komme eller ogsaa selv see til hvorledes de kunde slippe over. Kom no, sagde han, anten deð er týras[6] hell troll!

Da steeg der En i Baaden saa tung at den vilde synke, men Greip kunde ikke see ham. "Lett deg, din dævel!" raabte han. Saa lettede det sig. "Lett deg meir!" sagde Greip, saa lettede det sig endnu mere; og Greip syntes nu Farkosten til Nød kunde flyde, han tog stærke Tag med Aarene og Pram men skød Fart.

Saa begyndte Greip en Samtale med sin usynlige Reisefælle og spurgte som sædvanlig hvor den Karen var fra og hvor han agtede sig hen, samt hvad han heed. "Eg heiter Dyre," svarede Troldet, "og kem raglands frá Rukkegjuv, og aktast at Hellegjuv halde jol med Hellegjuvmøyanne. Dei skal leike messing-skerann i Hellegjuv no!" føiede Troldet til, "dei tikist eg vert sein."

Rukkegjuv er beliggende i Mo Sogn og Hellegjuv[7] paa Møstranden ovenfor Argehovde ved Kvænna Elven. Begge ere frygtelige vilde Fjeldkløfter. Jutulen havde altsaa gaaet temmelig langt, beklagede sig over at han var suiten og ønskede;


"trú Totak var saup
og Gaukstá var graut!
sá fekk eg eta metta."


Greip var vant til at give mange af dem Mad, som han rodde over, [og] vilde nok ogsaa have indbuden Dyre til at dele Nattverden med sig saameget mere som det var Juleaften, men da han fornam at der skulde saa meget til, syntes han ikke det var Mon i at bænke Dyre til Bords. Han vilde have ædt op al hans Julekost og endda været lige suiten.

"Syn deg!" sagde Greip, "at eg fær sjá storleiken din." Nei det er ikke raadeligt, svarede Dyre, du vil bare blive rædd, men jeg skal lægge et Mærke efter mig i Prammen, hvoraf du kan skjønne Storleiken. Da de saa kom over takkede Dyre, roste Greip og sagde:


Høyrt hev eg getið
goðe Greip Vá
han ferjer farar
báð vonde og goðe,
deð kan eg no sjá.


Derpaa skiltes de; Dyre drog til sine Moer i Hellegjuv, og Greip til sin Gaard[8]. Næste Dag gik Greip ned til Prammen for at see hvad Mærke Rysen havde lagt igjen efter sig; da laag der en Handsketomme paa Toften saa stor at den tog en halv Tønde Byg.


2.


Ved den øverste Ende af samme Vand ligger Gaarden Urábø ved Udløbet af Songa Elv; og der er den mærkelige Urd, som fremkom ved at Guden Thor, som blev fornærmet paa et Par Brudefolk, der ikke gav ham at drikke af Tønden, men af en almindelig Ølbolle, gik op i Nuten for som han sagde at gjøre et lidet Rassel, og slog til med "tungum hamri" saa hardt at hele Nuten rasede ned, begrov flere Gaarde, Kirken og alle Mennesker paa et Brudepar nær, som havde vidst bedre at til fredsstille Thors Tørst og ladet ham drikke af Knaggen[!]. Hvor Kirken skal have staaet ligger nu en uhyre stor Steen, der kaldes Kirkestenen, og der seer man paa hellige Aftener Lys brænde. Dette mærkelige Sagn, som ikke burde savnes i en Samling af Sagn fra Thelemarken, ville vi dog blot nævne, da det er fortalt saa mange Gange før paa Tryk og vi intet væsentligt Nyt har at tilføie[9].

Men ved Totak færdes nok Jutulerne endnu. Det er ikke mere, end 3—4 Aar siden at der saaes friske Fodspor efter En ved Vomartveit Tjønnen. Han var kommet ovenfra Fjeldet og var gaaet ud i Tjønnen. Paa Bredden af denne viste sig i den bløde Grund 3 Spor aldeles liig en bar Menneskefods, men saa store at de umulig kunde være et Menneskes. Foden var 1/4 Alen lang og Stortaaen saa tyk som en voxen Mands Træskohæl, og vel saa det. Folk reiste lang Vei for at see dette Syn, og Sporene vare saa faste og dybe at de saaes i lang Tid. Men heraf seer man, at det er med Jutulerne som med Menneskene at de i den senere Tid er minkede betydelig i Væxten; thi stor maa Vomartveit-Rysen have været, men større vare de dog i gamle Dage.

Paa Kvangrenuten i Omersdal stod en Gyver. Derfra steeg hun til Rindenuten, omtrent 1/2 Miil, i et Skridt, og satte Piggstaven sin i Kokuberget, hvor der i det lave slette Berg er et rundt Huul efter Piggen paa hendes Stav, saa stort at man kan stikke en knyttet Næve deri. Fra Rindenuten steeg hun dernæst over Dalen til Blefjeld, et endnu drabeligere Skridt, men hvor hendes Vei siden faldt har Ingen kunnet sige os. Paa Hákanes-Fjeldet ved Tinnsøen stod en Jutul engang og saae over til Nummedal. Men hvorledes han nu gik eller stod saa kom han for langt udpaa, og bedst som det var, gled han udover og skred paa Hælen nedad den lodrette Fjeldvægg. Efter Hælen vises en Fure i Fjeldet fra Øverst til Nederst. Det er Hælskrido. Ved Foden af Fjeldet, som fortsætter lodret i Vandet, er et bundløst Dyb. Der plumpede han ned i med det ene Been, men faldt i det samme forover og satte det andet Knæ imod Fjeldet paa den modsatte Side af Vandet, hvor der vises et Søkk i Fjeldet efter Rysens Knæ. Da vatsskodde han sig, hvorover han blev ærgerlig og sagde: "Tvi vri slik ræpedipill!"[10]

Om det var den samme Jutul skal vi lade være usagt, men af samme Størrelse maa han have været, den som kvad:


Totak og Tinnsjá
tikist meg pøylo
men Banndag og Byggsjá
bublar i øyro.[11]


Men Jutulerne vare ikke alene selv store; stort var ogsaa deres Kvæg. Paa Brattefjeld ovenfor Gaarden Omnes ved Røysfjorden, et temmelig høit Fjeld, der gaaer lodret ned i Vandet stod en Jutul-Kvige, som lagde sig paa Knæ, rakte Halsen ned i Fjorden og drak. Herom kan jeg til en Foran dring meddele et Vers af min egen Fabrik:


Og rysekviga hon la’ seg pá kné
og drakk uti fjoren, og toggde seg ved
frá Brattefjøll der hon stod tjorad;
og vatnit deð minkad og skaplad og skvatt
og fjøllmannen treiv etter vottur og hatt:
"No trur eg en kem ifra nora!" (nordan.)


3. Gunne-Gróv


Paa den Side af Mælefjeld, som vender til Hjartdal boede en mægtig Gyver, som heed Gunne; hendes Søn heed Greip. En Dag havde Greip været borte hos en Smed og faaet ringskoet Hesten sin, som heed Sleipni, og bar altsaa samme Navn, som Odins rappe ottefodede Ganger. Det var snart at see at Greip havde noget Vigtigt i Sinde. Da han kom hjem bad han Moderen, at hun vilde fremtage hans sølvknappede Trøie og andre Stasklæder, for, sagde han, nu vilde han bort og beile til Vene Åne. Hun var Datter til en Gyver, som boede i et paa den anden Side af Dalen liggende Fjeld, der heder Heggeliðnuten. "Og einki má du verte vreid, modir mi," sagde Greip, "um eg ’ki fær ja fyrste venda, for Jøkul geng no støtt og kveð under nuti um kveldo." Men Gunne reiste sig saa lang, hun var, saae paa Greip og sagde: "Deð hev eingja nauð med deg, gakk du sonen min!"

Greip steeg altsaa til Hest og reed afsted paa sin skarpskoede Ganger saa at Fjeldet skalv og Dalen dundrede, kom til Heggelidnuten og blev vel imodtagen af Vene-Åne, men hendes Moder bød ham ikke velkommen, og likte ikke synderlig dette Besøg. Der havde nemlig været nogen Misundelse og Uenighed imellem disse to mægtige Nabokvinder; de vilde begge være den Fornemste. Vene-Åne havde desuden en anden Beiler, en Jutul, som boede i Ormeskor-Nuten vestenfor Hjartdøla. Han heed Jøkul, og ham vilde Moderen helst at Vene Åne skulde tage. Han gik der ogsaa baade tit og ofte, men Vene Åne syntes ikke at have havt meget tilovers for ham. Hun lod ham ofte staae ude og fryse naar han kom for at besøge hende. Da hørte man ham banke paa Fjeldet og synge:


Vene mi Åne du slepper meg in
deð regner og lurer[12] fram með fjøllo,
tvei gángar Jøkul han ropar pá deg,
han vilde seg verme fram med heilo.[13]


Da det nu leed om en Stund og Greip havde frembaaret sit Erinde kom ogsaa Jøkul og vilde gjøre sine Fordringer gjældende. Det var ikke godt at vælge; Greip var den mægtigste; han raadede over hele Mælefjeld og alle dets gyldne Skatte, men Jøkul var den nærmeste Nabo og havde et ældre Bekjendtskab i Huset. Omsider afgjorde Moderen sin Datters Skjæbne paa den Maade, at hun sagde til Beilerne: "Den af dekkon, som fyrst kan ráke dotter mi nær mánen er mett, han skal fá ´a." Med denne Afgjørelse maatte Beilerne lade sig nøie. De droge da hver til sit Hjem for at oppebie den fastsatte Tid. Der sad de nu hver i sin Nut og gloede paa Maanen for at see om den ikke snart blev mæt. Greip havde sin Hest, Sleipni, staaende opsadlet for ikke at forsømme det vigtige Øieblik, Jøkul derimod havde ingen Hest, og indsaae at han let kunde blive den Tabende i denne Færd. Under Heggeliðnuten løber en skummende Elv (Hjartdøla) som Beilerne maatte passere; derover besluttede Jøkul at bygge en Bro. Han kunde ikke vatssko sig, syntes han, naar han gik paa Frieri, og for at undgaae dette maatte han ellers gjøre en Omvei af en heel Miil. Han skred da til Arbeidet, og man kan nok tænke sig at det var ikke Smaa-Stene, han kastede frem over Elven. Maanen var imidlertid nær paa at blive mæt, og førend han fik lagt Slutstenen i den byggede Buebro seer han Greip komme farende i flyvende Fart paa sin graa Ganger Sleipni. Da kastede Jøkul mod Greip det Klippestykke, han just havde i Haanden, gjorde et Hop over Bro-Aabningen og raabte:


Einki denna gangen
Greip skal du vinne!


Han fik saaledes et Forsprang, og da Greip kom op paa Broen saae han at den var afbrudt og at han vilde komme for seent ved at søge et Vadested i Elven, thi Jøkul var allerede oppe under Nuten. Da vendte han i Vrede sin Hest saa hvast at Steenbroen skjalv, og Sleipni traadde med Staalskoen saa hardt i Steenhellen at Mærket efter den endnu tydelig sees. Der staaer Skoen baade med Græv og Hager synlig til Dommedag. Jøkul vant altsaa og fik Vene-Åne, men Greip red skamfuld hjem og syntes ilde om sin Færd. Da hans Moder Gunne fik høre dette, blev hun forfærdelig vred og svor Jøkul et bestandigt Had. Hun tog et stort Klippestykke i Haanden og kastede det mod Heggeliðnuten i den Hensigt at ramme Jøkul. Stenen tørnede imod Fjeldet og skvat tilbage ned under Gaarden Riisvold, hvor den endnu ligger. Det er et uhyre Bæst af en Steen, og der vises Mærker i den efter Gyvrens Fingre. Men Gunne kastede saa hart, at hun datt paa Rumpen. "No fekk du ein hard smeld mo’r!" sagde Greip. "Aa dets nauðar einki, eg fekk bere ein klatt i fúði"," svarede Gunna. Men ved sit Fald slog hun et dybt Søkk i Fjeldet, som deraf endnu kaldes Gunne-Grov.


__________


Vi have allerede flere Gange omtalt Fod-Spor i Steen af Dyr og Mennesker. Saadanne forekomme meget hyppig, og fortjente en nærmere Undersøgelse. Det turde da maaskee findes tvivlsomt om alle disse Feet ere blot Naturspil. Vi ville ikke tale om saadanne uhyre Labber som Svartsko-Fetet ovenfor Gaarden Ækre i Mandal, hvor en Jutul skal have staaet og kastet efter Flatdals Kirke, men der ere Andre, hvor en Fod af naturlig Størrelse synes aftrykt. Saaledes skal der paa Liðfjeld ved Veien til Bø Præstegaards Sæter ligge en Steen, hvori en Barnefod livagtig synes afpræget. Ved Gaarden Nystøl i Ordal er der et Berg, i hvilket der er en Mængde Spor af Geder eller Faar; man seer Kløverne meget tydelig og temmelig dybt indtrykte i Stenen. Ovenfor Flatdal er der høit oppe paa Skorve en Afsats, som kaldes Bukkeberget. En Buk skal have hoppet did fra en Nute paa Mælefjeld, altsaa fra det ene Fjeld til det andet, tvers over Dalen. Men paa Bukkeberget staaer alle dens fire Been aftrykte i Stenen saa livagtig som om de havde været formede i det bløde Leer.


4. Gyvretrappin


Ved den øverste Ende af Fladsjá er der ved Foden af Skorve et Gjuv og tillige et stort Hul ind i Fjeldet. Der boede i gamle Dage en Jutul og en Gyver, hvorfor det ogsaa kaldes Gyvrehullet. De havde sine Kreature om Sommeren paa Skorve, hvor de havde Støle og fuld Stelling. Derfra hentede Gyvren Fløde, Melk, Kabrette og andre deslige Sager, som behøvedes for dem, som vare hjemme. Men hun havde en overmaade brat Vei at vandre, og engang hun kom ovenfra Stølen og bar paa en "Rjome-Kinne", skred hun paa Foden, faldt og slog Kjernen i Knas saa at "Rjomen flaut" udover Fjeldet. Da blev hun vred og lod ilde paa Manden sin som ikke grov Stiig for hende til Støls, og truede ham afsted for strax at skaffe hende Vei. Da gik han op og karede lidt i Fjeldet, saa at der blev en Trappe, der bestaaer af 5, 6 Trin eller Sæter (Terasser) og ved Hjelp af disse steeg Gyveren i sex Skridt op paa det 4500 Fod høie Fjeld, og kom siden uskad ned med sin Rjome-Kinne. Det er Gyvretrappin.

Fotnoter

  1. Sandsynligviis har i sildigere Tid st. Olaf i dette som i flere Sagn indtaget Thors Plads. Thor færdedes meget her i gamle Dage og han traadde vel tungere end Olaf, (f. E. da han drog paa Midgardsormen).
  2. Mindst 6, 8 Uger.
  3. Den indeholdt ogsaa sædvanlig det Smør Præsten skulde have for Introduction eller i Rede.
  4. Af lignende Begivenheder fortælles her flere. Saaledes faldt den forhen omtalte Klokker i Fyrisdal Halvor Johansen Spranget overbord i Fyrisvandet idet han satte ud sine fire Fiskegarn. Han sank til Bunds og blev borte. Men ved et Guds Mirakel levede og aandede han i Vandet, men kunde ingensteds komme, da han ikke turde forlade den ham omgivende Luftkreds. Han sad der Døg og saae flere Gange i Frastand det Sokn, hvormed hans Venner søgte efter hans Liig. Omsider kom Soknet saanær, at han fik kaste sig over det og gribe i Touget. Han kom uskad op og levede mange Aar derefter. Dette forsikres at være ganske sandt. Her lever en Mand i Silgjord, som paastaaer at noget Lignende hændte ham engang han faldt ud i Silgjords Vandet. Han havde en Ko i Prammen, som hvælvede den. Manden sank paa et Sted, hvor Vandet er meget dybt, og gik til Bunds, men det forekom ham som om der dannede sig en stor Luftblære om hans Ansigt, saa at han kunde aande, og han var sig fuldkommen bevidst. Han flød op igjen og sank 3de Gange siger han, men den tredje Gang, han kom over Vandet blev han reddet af Folk som vare ilede til Hjelp. Paa Nordsøe har En i samme Tilfælde krabbet tillands paa Søens Bund; i Tinnsøe ligeledes. Relata refero.
  5. For at være oprigtig tilstaaes, at jeg har pyntet lidt paa dette Vers, men de følgende forekomme ganske som de ere meddelte, og vise at man er berettiget til at restaurere lidt de gamle Former, hvor de ere forkvaklede.
  6. Oldn. tyrar, Helte, fagre Folk.
  7. I Hellegjuv bor endnu Tussemøer; Kristopher Argehovden skal ofte have seet dem.
  8. Navnene forekomme hos Andre i en omvendt Orden, saa at Jutulen heder Greip og Manden paa Vaa Dyre.
  9. See Faye, Folkesagn.
  10. Sølepuds.
  11. Verset forekommer ogsaa i denne mere ufuldkomne Form: Totak og Tinnsjá er einki fer meg men Banndag meg bublar i øyro.
  12. Oldn. lura, gjøre træt; være dorsk, blunde. Ordet bruges her iaktivisk og noget forskjellig Betydning.
  13. Visen skal være meget længere, men det har ikke lyktes mig at bekomme mere af den; thi Hjartdølerne, som vel have bevaret deres Sagn have derimod glemt deres gamle Kvad.