Mytiske sagn fra Telemarken - Sagn om Tusserne

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Mytiske sagn fra Telemarken


Sagn om Tusserne


av Magnus Brostrup Landstad


Norsk Folkeminnelag

Oslo, 1926.



Føyton Ormen

Det hændte sig engang at et stort Følge af Riddere og Svende rede ud paa Jagt. Mange staselige Fruer og Jomfruer var der ogsaa med. Da de nu en god Stund havde hisset efter Fugl og Dyr, traf de paa en Hind, som de jagede ind i en fremmed og ukjendt Skov. De fleste begave sig da, og vilde ikke forfølge Hinden længere, men der var en Ridder som slet ikke vilde holde op, han vilde jage efter Hinden hvor langt det endog skulde bære afsted, sagde han. Saa var der En af Følget, en gammel Ridder, som havde lang Erfaring om slige Ting, han raabte til ham og raadede ham fra at ride længere ind i Skoven, for, sagde han, det er ikke godt at jage i ukjendt Mark, og helst i denne Skov, hvor han altid havde hørt at der skulde være fuldt af vilde og stygge Dyr og alskens Troldskab. Men det hjalp ikke. Stolende paa sin Styrke, og drevet af sit store Mod rendte han ganske alene ind i Skoven og var saa hidsig paa at fange den udmærkede Hind, at han ikke endsede nogen Ting. Men de Andre vendte om og reed hjem igjen.

Da nu Ridderen kom langt ind i den mørke Skov, som der ikke syntes at være nogen Ende paa, saa mødte han saa mange stygge Dyr, som han aldrig havde seet før, det Ene værre, end det Andet, og han fik et svært Arbeide med at værge sig for dem. Men formedelst sin Styrke og Tapperhed fik han dog Bugt med dem; somme laae døde paa Marken og somme rendte læmlæstede fra ham ind i Skoven. Men nu begyndte han at synes ilde om denne Leeg. Træt og afgiven var han efter det haarde Arbeide, han havde havt med de glubende Dyr, alene var han og reent forvildet, saa han vidste hverken ud eller ind, og Vei var der ikke det mindste Spor af, undtagen Blodveien efter Dyrene, og den havde han ingen Lyst til at følge.

"Han hænger i det store Dovre-hornet paa Væggen." Illustrasjon av Erik Werenskiold, 1878.

Nu begyndte ogsaa Natten at falde paa, der blev mere mørkt i Skoven, end der var før, og det var ikke frit for, han begyndte at angre paa, at han ikke havde fulgt sin Kammerats Advarsel. I denne Stilling blev han raadvild, steeg af Hesten og førte den ved Tøilen. Da han havde gaaet saaledes til Fods en Stund for bedre at kunne see om han ikke skulde opdage nogen Fodsti, blev han var et meget gammelt Huus, og udenfor Døren stod en gammel Mand paa Knæ og hugg Veed paa en Stabbe. Ridderen blev da meget glad at han saae Folk, skyndte sig hen til den gamle Mand, hilsede og bad at han kunde faa Huus hos ham om Natten. "Spørg Far," sagde den Gamle. "Har du Far i Live du som er saa gammel," sagde Ridderen, "og hvor er han da?" "Gak ind i Stuen, der sidder han," svarede Gamlingen medens han knartede og huggede paa en Brand. Da Ridderen kom ind i Stuen, sad der en Mand paa en Stabbe graa som en Due og hakkede med Hovedet. Ridderen hilsede og bad om Huus, men Svaret blev ligesom før: "Spørg Far". Det var da forskrækkelig, tænkte Ridderen, "har Du ogsaa Far i Live; hvor er han da?" "Han ligger i Kvila," var Svaret. Ridderen gik bort til Sengen; der laae en Mand, det var mere ligt til Ved og Træ, end Kjød og Been, ham bad han om Huus. "Spørg Far," sagde han. Der var ikke andet Svar at faae af ham. "Hvor er han da henne?" "Han hænger i det store Dovre-hornet (dovre-honni) paa Væggen." Ridderen blev underlig tilmode herved, som vente var, gjorde Kors for sig og gik hen til Hornet paa Væggen, hilsede og bad om Huus, hvorpaa den i Hornet hængende Mand svarede ja. Han slog sig da ned her, og blev vel beværtet, men han syntes det saae noget underligt ud med disse Gamle, som gjerne kunde have været til ligefra Syndfloden.

Om Morgenen skyndte han sig derfor tidlig afsted og red ind i Skoven uden at sandse paa at spørge Gamlingerne om Veien. Han fandt derfor heller ingen Vei, alt hvad han ledte, og alt hvad han red saa var det forgjæves, han kunde paa ingen Kant komme ud af Skoven, men maatte ligesom den foregaaende Dag bruge al sin Kunst og Kraft for at forsvare sig imod de mange vilde og glubende Dyr, som med gabende Kjæft satte ind paa ham. Jo flere han slog ihjæl, desto flere kom der igjen, saa at der var ingen Ende paa dem, og endda var det ikke det værste. Men da det led ud paa Kvelden og det tog til at skumre, saa kom der en forfærdelig stor Orm imod ham, som sprudede Edder og Ild. Den kaldtes Føyton Ormen. Nu stod det aldeles om Livet med ham; thi om han tappert værgede sig for Ormens Mund, saa stod han mest i Fare for Ormens Hale. I denne Nød flygtede han bag nogle store Trær, men Ormen slog saa hart imod Træerne, at somme flagnede Barken af og somme knuste han med sin Hale, saa at Stumperne fløi langt udover Marken. Her kæmpede Ridderen for Livet, men med lidet Haab, hvorfor han sprang og raabte af al Magt om Hjælp. I det samme kom der løbende en liden Dværg med et Horn i Haanden. Han satte Hornet til Munden og blæste i det. Saa forfærdelig graadig og stærk som Ormen var, saa havde han dog en Overmand og Fiende, hvis Mæle lignede dette Horns Lyd, hvorfor Ormen blev forskrækket og tog Flugten, saasnart han hørte Dværgen blæse i sit Horn.

Nu var Ridderen frelst fra Ormen, men af den haarde Kamp og formedelst al den Edder og Gift som Ormen havde sprudet paa ham var han bleven saa afmægtig at han faldt om i Besvimelse og laae som om han var død. Dværgen stod en Stund og saae paa ham, løb derpaa i Hast bort, og kom strax igjen med et Horn fuldt af vederkvægende Drik. Han havde ogsaa et Horn med Salve, som han smurte ham med. Derved kom Ridderen til Live igjen, stod op, takkede Dværgen venligen, og bad om han for den kommende Nat kunde laane ham Huus. Men Dværgen svarede; "Nei det maa jeg ikke, men du er nu i Nærheden af det forrige Natteherberge, som jeg nu skal vise dig Veien til, og saa skal du gaae lige hen til den Gamle i Hornet og bede om Huus, som du ogsaa sikkert faaer. Imorgen naar du haver ædet Dogurd, skal du gaae til Væggen, hilse og takke den Gamle i Dovrehornet og bede om Fred paa Hjemveien. Lyder du nu dette Raad, saa gaaer det dig vel; hvis ikke, saa kommer du aldrig levende ud af denne Skov, thi du har endnu ikke forsøgt det Værste." Ridderen syntes nu ikke det var raadeligt længere at stole paa sin egen Klogskab og Styrke; han fulgte Dværgens Raad i alle Dele, fik om Morgenen da han reiste Fred paa Hjemveien af den Gamle i Dovrehornet, og kom saaledes uskad hjera til Borgen, som han var redet ud fra.[1]

Skaane Bringsaas

Der var en Mand, som gik paa Skorve og ledte efter Hesten sin, men han kunde ingensteds finde den. Saa blev der en tyk Taage saa at han ikke kunde see frem for sig, men bedst som han gik kom han ind paa en grøn Vold. Han syntes dette var rart, for han var vel kjendt paa Skorve og havde aldrig seet andet, end Myrer og Stenrøser der. Da han kom længere frem, saae han Huse og fuld Gaardsgreien. Udenfore saae han en gammel Mand, som stod paa Knæ, hakkede og huggede Ved. Han gik hen til ham, hilsede og spurgte om de havde seet noget til Hesten hans. "Spørg Far," sagde han, "han sidder inde i Gruven." Manden gik ind og saae en gammel graa Kall sidde foran Gruven og stegte Flesk paa en Pinde. Hovedet slang og Armene skalv paa ham, og han saae ud som en Tørgran med tykt Lav paa. Manden spurgte ogsaa ham om Hesten, som var bleven borte, men han svarede: "Spørg Far; han hænger i Hornet paa Væggen." Han vendte sig da til Væggen; der hang et uhyre stort Horn og deri en Mand saa gammel, at han hverken kunde gaae eller see. "Aa stakkels dig," sagde Manden i Hornet, "du leder efter Hesten din, vi maatte tage og sætte den ind for den gik i Ágeren vores, men den har ikke naudet noget. Men hvor er du fra da?" spurgte han. "Fra Sælgjord," svarede Manden. "Er Sælgjordingerne saa stærke nu som de var i gamle Dage? ræk mig Haanden din saa jeg faaer prøve om der er Marv i Fingrene paa dig," sagde Gamlen. Men den, som sad ved Gruven advarede Manden, og sagde at dersom han vilde have hele Hænder saa var det ikke Mon i at han lod dem komme i den Klemme, men fly ham den Jernstangen, som der staaer, sagde han. Manden saa gjorde. Da klemte Gamlen i Hornet saa hart at "Vatnit taut" af Jernstangen. "Hau," sagde han, "deð er ’ki annat sauðmjokk[2] i fingann pá Sælgjordingann no imot hát deð var i gamle dagar. Hev du einki høyrt getið meg? Deð er eg som hefter Skáne og bygde Sælgjords kyrkja fer St. Olaf, dá budde eg i Bringsás, men dá den store bjølla kom i kyrkja, dá laut eg taka ut, der var ’ki verandes dá. Eg var sterk, men St. Olaf var sterkare, eg vreid vatten or stáli, men Olaf vreid vatten or heiðeitill[3] liksom han kryste pá ein ystill[4]."

Manden blev der om Natten og fik baade Mad og Drikke. Saa sad han om Kvelden og snakkede med de gamle Tusserne, og de fortalte ham meget og mangt, blandt andet om deres Slægts Oprindelse. Da Eva skjulte sig for Vorherre i Edens Have, havde hun et Par Børn, som hun ikke vilde, han skulde see; derfor fordømte han dem og deres Afkom til at leve under Jorden.

Da Manden reiste advarede de ham, at han ikke maatte see tilbage, men skynde sig samme Veien som han var kommen. Hesten var bleven saa fed at det skinnede paa lang Vei af den. Han ledte den ned over Tunet: "Tak for Laanet," sagde Tussen! "Sjøl Tak," svarede Manden, satte sig paa Hesten og sagde: "Nu i Guds Navn da!" Men da han saa skulde see sig om, saae han ikke andet end Hestmandnuten, og graa og svart var den, som den altid har været.[5]

Sagnet om Tussen, som hjalp St. Olaf med at bygge Selgjords Kirke fortælles ogsaa paa en anden Maade.

Seljord kirke er en langkirke fra 1180. På nordsiden av kirken kan man se et ansikt i veggen. Det skal ifølge sagn være Olav den hellige. Et annet sagn sier at kirken ble bygget av en tusse, og da han skulle sette på plass spiret på toppen av kirketårnet, datt han ned og døde. Der han datt ned vokser det ikke gress den dag i dag. (Foto: Jkschriwer, 2005. Commons.)

Der boede en Tusse i Bringsaas, som heed Skáne; Andre sige at han heed Vínfell. St. Olaf havde mange Kirker at bygge og han maatte have Folk med sig som fore fort. Han gjorde da den Aftale med Skáne Bringsás, at han skulde bygge Selgjords Kirke og have den færdig inden en vis Tid, men hvis ikke St. Olaf inden Kirken var færdig gjættede Tussens Navn, saa skulde Tussen have Sol og Maane og St. Olafs Hoved. Det gik nu som man kunde vente fort med Arbeidet, men Olaf kunde ikke faae vide, hvad Tussen heed. Det leed mens det skred og Kirken var færdig, saa nær som Spiret og Fløiet, som skulde paasættes næste Dag, men Olaf vidste endnu ikke Navnet paa Tussen. Da kom han i stor Vaande og bad til Gud om Oplysning. Siden gik han om Kvelden op i Bringsaas for at hugge et Emningstræ, som han skulde have til Kirkespiret, og da hørte han at det sang inde i Berget, lusse kjærringen byssede sit Barn og kvad:


"By, by bánne
imorgo keme Skáne[6]
með sol og með máne,
og med sanct Olafs hovud
til leikur fer bánne.


Nu var St. Olaf hjulpen. Da nu Tussen næste Dag havde reist Spiret og Kirken var færdig, sad han deroppe stolt af sit Arbeide og vis paa sin Belønning. Da raabte han til Olaf og spurgte; "Hossi vender kyrkja no Olaf?" "Aust og vest Skáne," svarede Olaf, men da blev Tussen saa vred at han datt ned af Kirketaget og slog sig ihjæl. Kirken staaer den Dag idag og har altid været kaldet St. Olafs Kirke, men ved Siden af den og paa samme Kirkegaard har der ogsaa staaet en anden og mindre Kirke, der kaldtes Haralds Kirke[7], hvoraf man nu blot seer Tuften. De vare i sin Tid begge paa engang i Brug. Tussekvindens Kvad er bleven en almindelig Barnetull, hvormed Bondekonerne bysser sine Børn i Søvn, og saaledes vil Sagnet om St. Olaf og Skáne Bringsás ikke let glemmes.

Aki og Tussen

Et af de høieste Fjelde i Thelemarken næst Gaukstoð er Vindeggen i Hjartdals Præstegjeld. Det ligger langt oppe i Hjartdølsheiðerne og er berygtet som et Opholdssted for Tusser og Trolde.

Der var en Gut fra Hjartdal, som heed Aki (Akje); han skulde have Bryllup om nogle Dage, og gik op i Heiden for at hente hjem sin Faders to Heste, som gik der i Sommerhavn under Vindeggen. Han gik att og fram og ledte og ledte, men Hestene kunde han ikke finde. Men som han nu gik der langs med Vindeggen syntes han at han hørte Mandemaal; der var flere Stemmer som talede. Derpaa hørte han deilige Toner og en Sang, der lød saa urimelig vent. Han hørte da paa dette en Stund, gik derpaa efter Lyden og vidste ikke af før han stod tæt ved en Kirke. Der var mange Folk inde, og der gjorde de baade sang og talede. Han gik da ind i Kirken. Der var indrettet aldeles som i vore Kirker, men han saae intet Alter, og han forstod intet af, hvad der blev talet og synget. Da han havde seet paa dette en Stund, gik han ud, og saa kom der en ung Karl efter ham og sagde: "Du leder vel efter Hestene dine?"


"Fylg meg heim til fa’r,
han hev dei i sit forvar."


Han fulgte da med; og hvorledes det nu gik, saa kom de pludselig ind paa den anden Side af Fjeldet. Der sad en meget gammel Mand med skinnende hvidt Skjæg, som rak langt ned paa Brystet. Han holdt en Stav i Haanden, som han syntes at støtte sig paa. Øverst paa Staven var nys udsprunget Løv; men Staven saae tør og gammel ud. Aki var forundret over alt dette, og spurgte den Gamle, hvorledes det kunde have sig at der var grønt Løv paa ormstukket Træ. Den Gamle sagde: "Er du forviten? Jeg gik engang i min Ungdom og hugg Myrtorv, som Fader min skulde brænde Jern af, saa kom der en Mand, som havde et langt hvidt Plagg omkring sig. Han leverede mig denne Staven og sagde, at jeg skulde gaae omkring alle Bygderne og pege med Staven paa alle Huus og sætte ´Storedauden´ paa dem. De Huus jeg ikke skulde endse naar jeg kom til dem, saa skulde Staven blive grøn, ellers blev den svart, og svart var den paa de fleste Steder. Det er længe siden nu, og der er bleven folketykt igjen i Mandheimen. Jeg har havt mange Koner, men ingen Børn forend jeg fik denne vesle Genten, som gaaer ude hele Dagen og sanker Blom. Hun er saa glad i Blomerne, at hun ikke kan see sig mæt paa dem, og saa er der en Blom, som de kalde Marieblom, den synes hun er saa umfram fager, og hun vil saa endelig vide hvad det har paa sig med det Navnet, men der er ingen her som kan sige hende det. Da hun kom til blev Staven grøn i Toppen, og har været saa siden. Nu har jeg faaet Bud igjen, at jeg skal gaae omkring, men nu er jeg ikke saa spræk, som jeg dengang var."

Her taug den gamle Skjæggemanden, og Aki turde heller ikke spørge videre. Derpaa saae Gamlingen op og sagde: "No lyt du gange ut og røda med dotter mi; hon vilde sá gønni høyre nokot um Marias son; hon meinar deð er han som hev gjort alle desse fagre blomann, som vexe pá jori; kan du vøtá nokot um honom, sá segg hennar deð, du veit." Aki gik da hen til Datteren, og hendes Broder, som havde ledsaget ham fra Kirken, førte ham til hende. Det var en forskrækkelig vakker Pige, og hun gik med en stor Dusk Blomster i Haanden. Aki talede længe med hende, og sagde at hvis hun vilde følge ham hjem, saa skulde han sende hende til en Mand, som vidste langt bedre at fortælle hende om Marias Søn, end han kunde. Men da sagde den Gamle: "Det gaaer ikke an; jeg vil ikke Du skal tage Datter min, for jeg veed at Du skal have Bryllup om et Par Dage, og jeg vil beholde min Datter selv. Men den anden Dagen, du holder dit Bryllup, saa vil jeg besøge dig, og naar de da sidde ved Brudebordet og den tredje Retten er sat, saa maa du møde mig i Kjælderen, der findes vi. Nu kan du tage dine Heste, og du skal see at jeg ikke har faret ilde med dem."

Aki blev dernæst trakteret, og efterat han havde spist og drukket godt Øl, tog han Afsked og reiste. Derefter holdt han Bryllup. Den andre Gjæstebudsdagen, da de sade ved Bordet og den 3dje Retten var sat, gjorde Brudgommen sig et Erinde i Kjælderen. Der sad den gamle Tussen med sit hvide Skjæg og sin Stav, hilsede og sagde at han vilde drikke Brudeskaalen. Brudgommen skjænkede ham en Bolle af det bedste Øl, Tussen drak og tømte Bollen, men saa tog han frem en stor Skaal fuld af Sølvpenger, gav Brudgommen og sagde; "Det skal du have i Brudeskjænk."

Aki vilde endelig have den gamle Tussen med sig op i Stuen, men det vilde han paa ingen Maade, han maatte gaae derhen igjen, hvorfra han var kommen, sagde han. De skildtes da ad, og Aki gik hen og gjemte sine Sølvpenger. Men efterat han var kommet op af Kjælderen erindrede han sig først, at han ikke saae noget Grønt paa Staven, og derover blev han ilde tilmode. Kort Tid efter Bryllupet døde hans Kone, men aldrig saae han den Gamle mere, eller hans Datter. Om denne Tildragelse er lagt en Vise, som vi dog alene have hørt Begyndelsen af, og efter denne at dømme synes den hverken at være gammel eller god.


Aki tok si kufte pá
vilde seg at skogin gá
og etter hestann leite;
og som han kom ein fjòrðung veg
sá kom han til ein kyrkjevægg,
i bringa vart en heite.


Og kyrkjedynni opin stòð
han vilde in, han had´ ’ki ro
før han fekk sjá derinne.
o. s. v.


Tussen i Vindeggen

Birgit Berge gæte engang sin Buskap under Vindeggen. Der blev en Kalv borte for hende, som hun ledte efter og lokkede paa, men kunde ingensteds finde. Som hun nu gik der, fik hun see to smaa Drenge, som gik med noget Blankt i Haanden, der saae ud som en Sølvstang. Birgit raabte til den Drengen, som havde den største Hat paa Hovedet og spurgte om han havde seet noget til Kalven hendes, som var bleven borte. Men han gav intet Svar. Derimod slog han med sin blanke Stav i Fjeldet saa at Gnisterne sprudede omkring og syntes længe efter baade i Fjeldet og paa Jorden! I det samme var han borte, og hun saa ikke mere til ham. Men den anden Dagen fandt hun Kalven igjen, efterat hun tre Gange havde sagt høit: Jeg giver den bort i Guds Navn. Naar man siger dette, saa kommer ethvert Kreatur igjen, som ikke er taget af Skrubb eller andet Udyr, thi Troldene kunne ikke beholde det da længere, og have ingen Magt over det, som er givet bort i Guds Navn.

En anden Gang hun gæte der kom der til hende et Kvindfolk. Hun havde en Hat paa Hovedet med bred Skygge; den saae ud næsten som den Halmhat Kongsberg-Fenterne bruge. Kjolen var broget og i det Hele lignede hun en fanteklæd Jomfru. Men i Ansigtet var hun svartflækket ligesom hun havde været brændt. Birgit spurgte hende hvorledes hun havde faret siden hun saae saa ledes ud i Ansigtet. "Aa bryd dig ikke derom du," sagde hun, "vi ere nu saaledes skabte vi; det er bare Fødflekker." I det samme hørte hun en Latter og Klang af Bjelder i Liden. Hun troede at det var Bølingen fra Fyribod Stølen og vendte sig om for at see efter dem, men hun saae Intet, og da hun igjen snude sig til Pigen var hun borte, men hun syntes at hun saae et Skimt af hende idet hun smat ind i en Revne i Fjeldet.

Der i Vindeggen ligger ogsaa store Skatte gjemte. Der er Flere som have kommet over tilmurede Steder i Røyserne, somme have endog faaet seet Hanken paa Pengekjedelen, men saa har enten en Rædsel overfaldt dem, saa at de have maattet flygte, eller ogsaa have de ikke kunnet bare sig for at tale, og øieblikkelig er Alt forsvundet.


__________


Den samme Birgit Berge har ofte seet og talt med Hougefolkene. Hun laae i sine yngre Dage ofte til Støls under Vindeggen, og der saae og hørte hun saa mangt Underligt. En gang det var en stille vakker Sommerkveld sad hun i Sælsdøren. Hun havde gjort fra sig alt sit Stell, hun havde kjernet, ystet og kogt Kabrette, hun havde baket og skuret sine Felingstroug, Koller og Ryngjer, havde mælket og silet. Kørene havde kvaret sig, de laae og jortede rundt omkring paa Stølsvolden, Gederne paa Sælstaget og Sauderne rundt omkring Sælsvæggen. Alt var saa stille, saa stille, Solen var gladd af de høieste Nuter og en let Dunkelhed bredte sig over de vide Fjeldsletter. Da sad Birgit i Sælsdøren og sang Psalmen:


Mit Barn, frygt den sande Gud
misbrug ei hans Navn og Bud,
hellighold din Hviledag,
ær Forældre uden Nag,
dræb ei Nogen, driv ei Hor,
stjæl ei vær ei falsk i Ord,
sky Begjærlighed paa Jord.


Jeg paa Gud den Fader troer,
som Alt skabte med sit Ord


Da hun havde endt sin Sang kom en af hendes Nabokoner hen til hende i Sælsdøren; hun kjendte hende saa grant, det var hun Aaste saa skinbarlig som du saae hende for dine Øine. Hun hilsede og bad at Birgit vilde laane hende den hvide Geden sin en Stund; hun vilde have den for Melkens Skyld og betale Leie af den. "Spellevi mener du," sagde Birgit, "ja den kunde du nok faae, men den er til liden Nytte for dig, for den har ikke melket noget i hele Sommer. Jeg vil hellere lade dig faae en af de andre som melke, men saa maa Du ikke lade Manden min faae vide det." "Det behøver du ikke at være bange for," svarede Konen; "du skal nu ingen Skade have af det, men faaer jeg ikke den hvide Geden, saa vil jeg ingen have." "Ja saa tag den du," sagde Birgit. I det samme blev Konen borte, hun saae omkring Sælet om hun kanske var faret hen efter Spellevi, men Konen var borte og Geden med.

Det leed udover til Krosmesse og Birgit flyttede med sin Buskap hjem af Stølen. Saa traf hun en dag da det led udpaa Høsten sin Nabokone og spurgte hende om hun vilde beholde Geden Vinteren over. "Geden, hvad for en Ged?" spurgte Aaste forundret. "Spellevi veed du, som du var oppaa Stølen i Sommer og laante af mig." "Nei nu skulde du aldrig have hørt sligt før i Verdens Rige! Jeg mener du er forstyrret, jeg har aldrig været paa Stølen hos dig i Sommer og aldrig laant nogen Geed af dig." Da skjønnede Birgit hvorledes det hang sammen. Hun vilde ikke sige Manden sin, hvorledes det var gaaet til; hun var bange for at han ikke skulde like det, eller tro at hun for med Fabel; saa sagde hun, at Geden var bleven borte for hende i Marken.

Det stod saaledes Vinteren over, Spellevi var borte og kom ikke igjen. Den næste Sommer da det leed udover til Jonsok drog Birgit atter til Langheiðar med sit Bunøyte og laae der til Støls under Vindeggen. En Dag, hun gik og gæte Buskapen, kvad nogle gamle Stev og spandt paa sin Haandteen, fik hun see den hvide Geden henne i en Skorte, hvor hun gik og græssede og havde to store deilige Kid. Birgit kaldte paa den og lokkede; "Spellevi, Spellevi, ketsal, ketsal geiti mi!" Strax begyndte den at brækte, kom løbende, kjendte hende saa vel, og slikkede hendes Fingre. Birgit var baade forundret herover og glad ved at faa Geden sin igjen og det med to saa deilige Kid.

Men samme Kvelden, just som hun vilde lægge sig, saa kom den samme Konen til hende igjen og sagde: "Nu skal du have Tak for Laanet af Geden; du skal heller ingen Skade have af at jeg har laant den, godt har jeg fødd den i Vinter og nu skal det blive den bedste Geed." Birgit vilde gjerne komme til Tals med hende om Et og Andet, og spurgte hende hvem hun var. Da fortalte hun dette. "Min Fader," sagde hun, "tog Mo’r fra Mandheimen af Eders Folk, og af hende hørte jeg den samme Vise, som du kvad den Kvelden, jeg kom og bad dig om Geden. Men Mor maatte aldrig synge den saa Far hørte det, for han slog hende med en Kjæp over Haanden, saa maatte hun tie. Det var bare naar Far var borte, saa sad hun græd og kvad den for mig. Men siden Mor døde har jeg aldrig hørt den, og det er nu længe siden. Da blev jeg saa glad den Kvelden jeg hørte Du kvad den, og fornam at der var flere som kunde den siden Mor døde. Og nu maa du kvæde den for mig naar jeg kommer igjen, saa vil jeg lære den, men nu maa jeg skynde mig hjem igjen. Far vil til Tredjungen og faae sig en Kone, og da kommer jeg til dig." Men hun kom aldrig igjen mere.

Men om Aftenen naar alt var stille hørte hun ofte klagende Toner, da satte hun sig i Sælsdøren og sang: "Mit Barn frygt den sande Gud"; saa blev det stille, hun hørte ingen Klage mere. Saa gik hun ind og korsede sig og lagde sig i Jesu Navn. Men Spellevi var og blev den bedste Geed, hun nogensinde har havt. Alt dette fortæller den gamle Birgit Berge selv med Overbeviisningens fulde Præg.[8]

Tussebryllup

"Tussebryllup", postkort av Th. Kittelsen utgitt ca. 1948. Foto: Nasjonalbiblioteket.

Paa Gaarden Kurverud i Nummedal staaer der en Stue, som er 1200 Aar gammel[9]. Det er en Røgstue med Ildstedet (áren) midt paa Gulvet og Bjelkerne ere af Jern. Den staaer nu ubrugt, men vedligeholdes for Syns Skyld. Der maa have boet store Folk i den Stue, thi for nogle Aar siden fandt man under en Tilje der en Støvel, som tog to Skjepper Byg.

I denne Stue holdt engang Tusserne Bryllup. Folkene vare reiste til Støls og der var kun en gammel Mand hjemme, som ikke orkede at være med og som heed Tarkild. Som han nu sad der alene kom der en Dag en Tusse til ham og bad om de maatte faae Lov at holde Gjæstebud i Stuen hans. Ja Tarkild lagde saa lidet til, men sagde at han ikke raadede for Stuen da den nu ikke længere hørte ham til. Tussen bad da meget at de maatte faae holde til der for de skulde ikke skade Stuen et Gran. Tarkild mente da nok de kunde faae Lov, naar de vilde fare fiint. Da det saa leed ud paa Kvelden, kom der saa mange Tusser, som skulde stælle til Stuen. De begyndte at behænge den med Tjeld omkring alle Væggene, strøde Halm paa Gulvet og stasede paa alle Viis, saa at Stuen aldrig havde været saa gild, end ikke dengang Tarkild selv havde Bryllup. Og det forunderligste var, at de udvidede den i Lafterne, saa at den blev dobbelt saa stor som den havde været før.

Da nu dette var færdigt saa kom Brudefærden. De rede paa gilde Heste, vare allesammen staselige, men Bruden var saa besat med Guld og Sølv at det lyste lang Vei af hende. De brugte samme Skikke, som Bønderne bruge i Brudfærd, de havde Hjásetsmenn, Bru´resvein og Bru’rker’ingar, mødte Færden ude paa Veien med Ølskaalen, hilsede dem velkommen o. s. v. Saa dansede de og drak og holdte sig lystige udover Natten. Der var en gammel stor Tusse, som sad øverst i Bænken, i Høisædet og heed Thronde; ham beviste de stor Ære, skjænkede ham først, og alle vilde skjænke ham. De spurgte som tidest hverandre; "Har du skjænket Thronde[10]; har du skjænket Thronde?" Tarkild sad i Veggekrogen ved Gruven og saae paa dem, men de spanderede ogsaa paa ham og gav ham mange Øldrykker, og han syntes det var godt stærkt Øl, de havde. Men de advarede hverandre for ham og sagde: "Du maa passe dig for gamle Tarkild for han er vond med Kniven." Da det leed ud paa Morgensiden reiste de sin Vei, og Stuen var i sin gamle Stilling.

Tussernes vilde Julfeiring

Paa Hemmestveit i Morgedal var der saa fuldt af Tusser og Troldskab at Folk ikke fik Fred for dem. Om Juleaften maatte Gaardens Folk gaae til Kallok at ligge, og overlade Tusserne Stuen. Men saa hændte det en Julekveld at der kom en Saalbotsmand[11] og bad om Huus. "Gud bedre os," sagde Hemmestveit Bonden, "vi har ikke Huus selv ikveld; vi maa gaae af Gaarde for Tusserne; de vil nu have sin Styr alene de". Saa fortalte han hvorledes Tusserne huserede der og klagede sig jammerlig for dem. Saalbotsmanden sagde at dersom han fik Lov, saa vilde han prøve at ligge der. "Du faaer legge dig op paa Trevet da sagde Bonden, men du maa passe dig at de ikke seer dig."

Da det leed ud paa Kvælden gik Folkene til Kallok, men Saalbotsmanden blev igjen, hængte paa en Gryde med Vand, havde Aske op i og kogte en Ludgrød. Ret som det var kom der ind saa tykt, saa tykt som "Mug i Skug", Store og Smaa, Karle og Kvindfolk, stasede med Guld og Sølv, dansede og drak. De bare op af Kjælderen Bondens Julekost og gjorde sig tilgode dermed. Den fornemste af dem var en gammel, fælt stor Tusse, som heed Throne (Þrymr). Han sad i Høisædet, og alle vilde skjænke ham. "Nu skjænker jeg Throne, nu skjænker jeg Throne," sagde de alt i et.

Saalbotsmanden havde skjult sig saa godt han kunde i Gruvekrogen, og listede sig nu i den almindelige Forvirring frem til Ludgryden, øste fuldt et Felingstroug[12] med kogende Ludgrød og gik hen til Bordet. "Nu skjænker jeg og Throne," sagde han, og skvættede i det samme Ludgrøden lige i Ansigtet paa Throne og de andre Gjæster.

Saalbotsmanden havde ogsaa en hvid Hund med sig; den pussede han paa dem, saa han rev dem mest sund. Da fore de ud med Hui og Skrig, og borte vare de.

Bonden fik det Raad at han skulde lægge sig til to borkede Foler og slippe dem ud om Juleaften, saa vilde nok Tusserne blive borte.

Næste Julekveld kom en Tusse frem paa Geitenatten, et Bjerg ovenfor Hemmestveit, saae ned i Gaarden og blev var de 2 borkede Foler, som sprang og kjæte sig der. Da raabte han: "Her er ’ki komands til Skottveit no, fer no hev den kvite bikja yngt." Siden fik Manden være hjemme og havde Fred for dem i sit Huus. Men for at hævne sig byggede Tusserne en Dam ovenfor Hemmestveit Jordet ved en Myr, som kaldes Hestemyren; den er endnu synlig, bestaaer af sammenkastet Steen og Jord og kaldes Hestemyrdammen. Der stemte de op Vandet og slap det ned over Gaarden, saa at det rev bort baade Ager og Eng og ødelagde over Halvdelen af Jordet. Formedelst denne Skade blev der afslaaet en Halvdeel af Gaardens Skyld, og Bonden blev forarmet. Siden kom der ny Folk, og de begyndte at komme sig igjen, derfor blev Gaarden kaldet Hemmestveit[13], før heed den Skottveit og Grænden Skottveitgrænd.


__________


«Tussefolk», postkort av eventyrtegneren Theodor Kittelsen (1857–1914) utgitt 1908 Foto: Fra Nasjonalbibliotekets samlinger.

Høit oppe paa Brokefjeld ligger Brakandalen, en Støle, som nu hører til Næs i Sundebygden, men i gamle Dage var det en beboet Gaard, og der var mægtige Folk. Men de vare meget plagede af Tusserne, der toge sig samme Frihed hos dem som hos Hemmestveit Bonden. Da der ingen Naboe var og Gaarden laae eensomt midt i Fjeldet, maatte Brakandals-Manden med Kone og Børn holde til i Fjøset om Julekvælden medens Tusserne raadede Stuen. Fra disse besværlige Gjæster bleve de dog befriede paa samme Maade som nylig er fortalt.

En Julekvæld kom der en "Student" eller som Andre sige en Saalbotsmand, som havde med sig en Hvidbjørn, bad om Huus og fik samme Svar som paa Hemmestveit. Han lagde sig dog til der, gjemte sig i et Skab, og lod Hvidbjørnen gjøre det af med Tusserne. De stegte Flesk af Bondens Julekost og dryppede Fedt paa Bjørnens Næse, hvorover han blev vond og jagede dem ud. Vi ville ikke omstændelig fortælle dette Sagn deels fordi det ganske ligner det foregaaende, og deels fordi det før er fortalt paa Tryk[14]. Men vi ville kun bemærke at saaledes som vi have hørt det, forekommer ogsaa hiin Tussernes Øverste her. Der sad i Høisædet, heder det, en gammel graa Tusse, som alle gjorde Ære af. Da de havde spist, begyndte de, siddende omkring Bordet, at drikke Einskildskopper, ligesom Bønderne i Thelemarken endnu bruge. Enhver som drak skjænkede først den gamle Tusse i Høisædet og sagde: "Nu skjænker jeg Thron, nu skjænker jeg Thron." "Nu skjænker jeg og Thron," sagde Studenten; saa skjød han, og Hvidbjørnen som i det samme blev brændt paa Snuden, kom og for paa dem, saa at de løb med stort Skrig afsted.

Efterat Brakandalen blev øde for Folk, havde Tusserne faaet raade sig selv, og der er endnu fuldt af dem. Der var en Mand paa Næs som sendte sine Gutter derop en Vinter for at kjøre Tømmer. Han nistede dem ud for hele Ugen. Guttene reiste, men lagde sig fore og bestilte intet. Om Løverdagen kom Næsmanden selv derop for at see hvorledes det var gaaet med Kjørslen, men han blev ikke lidet forundret da han kom der, og saae kun en Vei fra Stuen til Stalden, men ingen Vei til Skovs, hvor Tømmeret var. Han gik da ind og fandt Gutterne der i god Ro, blev vred paa dem for deres Dovenskab og skjændte dygtig paa dem. Men En af dem sagde, at det var bedre han taug stille og pakkede sig fortest han kunde ellers var det farligt for hans Liv. Tømmeret skulde nok komme ned til Helgen aligevel, han behøvede ikke at bryde sig om det. Manden blev aligevel staaende skjeldte og smeldte, som vente kunde Være. Tilsidst sagde Gutten, at det var rene Alvor, at dersom han ikke fløi fort som en Fugl kom han aldrig til Næs i sin Livstid mere. Nu blev Manden forskrækket og tog til Beens fortest han kunde udover Fjeldet. Men han var ikke kommen langt før der kom Stok efter Stok durende udover Fjeldet. Han skreg og sprang og tænkte aldrig at komme levende hjem, den ene Stokken fløi over Hovedet paa ham, den anden i Hælene, og høit paa en Bjergknat stod Tussen og raabte:


"No genge brukit[15] i Brakandalen,
no genge brukit i Brakandalen!"

Heibergsgubben

Der var en Mand, som skulde have sit Barn til Christen, og drikke Barsøl. Da de nu havde brygget og laget til, sagde Manden til sin Kone: "Hvad skal vi nu gjøre med Heibergsgubben? Bede vi ham, saa kan vi ikke have flere, og det var dog morsomt at have sine Skyldfolk hos sig en Gang; bede vi ham ikke, saa er det galt, saa har vi ingen Lykke af nogen Ting." Heibergsgubben var nemlig en Jutul eller Tusse, som boede i et stort Berg ovenfor Gaarden. Det var ikke godt at fornærme slig en Mand, og Bonden maatte altid fare fint med ham. Nu kom han i den største Forlægenhed, dersom han bad den Ene, saa fornærmed han den Anden. Men saa var der en kløgtig Skjelm af en Gut, som sagde: "Lad mig kun gaae hen og bede Heibergsgubben til Barsøls, jeg skal nok bede ham saa at han ikke kommer."

Ja, Gutten skulde da prøve hvorledes det vilde gaae. Han tog en Sæk under Haanden og traskede afsted op til Berget. Han bankede paa saa at det dundrede i Fjeldvæggen, og Heibergsgubben kom ud; stor og diger var han. "Jeg skulde hilse fra Husbond og bede at du vilde komme til Barsøls," sagde Gutten. "Ja jeg tænkte ikke andet paa, jeg havde nok kommet aligevel," svarede han. "Der bliver nok en stor Plaser, der kommer saa mange Storfremmen." "Hvem er det da?" spurgte Gubben. "Aa det er Jomfru Maria, sancte Peder, og Verdens Frelser Jesus og mange Andre." "Hu!" sagde han, "vi kan ikke være ihop, nei da kan jeg ikke komme." "Aa han kan nok komme for det," sagde Gutten, "det er brave Folk." "Ja du faaer hilse hjem at jeg skal prøve om jeg kan komme." "Det var ret vel," sagde Gutten, "for du skal faae slig Moro, der bliver en for færdelig gild Leik og Spil." "Hvad er det for Spil?" "Aa deð er Langeleikar, Langelurar og Tamburar." "Hu! der kan jeg ikke komme," sagde Tussen; "jeg var ude forleden Dag, det var skyet paa Himlen, det var ikke meer end saa at jeg kom levendes ind igjen. Der kom han Thor Tambur og slog saa hart, at det endnu durer i Ørene mine. Jeg sprang alt det jeg orkede, men saa kastede han Kolven efter mig og slog af mig Laarbenet. Nei hils du hjem og siig at jeg ikke kan komme. Men kom hid med Sækken din, saa skal jeg sende Vuggegaven med dig." Saa tog han en Skuffe Sølv og kastede i Sækken: "Mon Nogen giver meer?" spurgte han. "Aa nei," sagde Gutten. "Jomfru Maria giver ikke mere, men St. Peder han giver vel lidt meer. Heibergsgubben tog Skuffen igjen og øsede i Sækken: "Mon der er Nogen som giver mere nu?" "Ja Jesus han giver endnu mere han," sagde Gutten. Heibergsgubben øsede igjen i Sækken: "Nu troer jeg ikke han heller giver mere," sagde han, "og der har du endnu en Skuffe til." Da blev Gutten saa forlæsset med Penge, at han knapt orkede at gaae hjem.

Hugaros og Haugeros

Kristian Haugæne i Hjartdal gik engang op i Langheiden for at hente hjem en Mysekjerne, som hans Kone havde sat igjen da hun flyttede hjem med Kreaturene om Høsten. Det var langt derop og Kristian kom ikke til Stølen før ved Afdages Tid. Da det blev for seent for ham at komme hjem, maatte han beslutte sig til at ligge der Natten over. Han var just i Begreb med at tilberede sig en Seng, da hørte han der blev saadan Støi ude paa Stølsvolden, Bjeldene klang, Kørene rautede, Hestene trampede og Folk raabte og talede høit. Det var at høre til aldeles som naar man flytter til Støls med en Bøling. Men Kristian vidste nok hvad dette var for Folk; han skyndte sig op i Sengen og grov sig ned i noget Hø, som laae der, og vilde see hvorledes dette gik. I det samme kom der en høi og rank Kone ind med et Barn paa Armen, "Hu!" sagde hun, "her lugter kristen Mands Blod." Saa blev hun var Mysekjernen, som stod borte i en Krog. "Den skal de ikke faae noget godt af," sagde hun, tog saa Mysen og vaskede sit Barn i den. Derpaa kom der ind en overordentlig vakker Gente og efter hende to store brandede Køer, som havde en Melkerynge hver hængende paa sine Horn. Der var blanke Sølvgjurder om Ryngerne, og Hankene (hefillar) vare af purt Guld, saa det lyste og skinnede lang Vei.

Dette var altfor fristende; Manden kunde ikke bare sig, han tog Kniven og kastede over Kørene. Da blev der en ynkelig Jammer paa begge Kvinderne, de beklagede sig saa hjertelig og bad at de maatte faae Kørene tilbage, men nei, Kristian syntes bedst om at beholde dem selv, men Ryngerne fik de efter mange Bønner Lov til at beholde. Da henvendte Konen sig til sin Datter og sagde: "Det var endda godt at Staalet ikke rammede dig, du havde været for fiin for slig en Stakkar, som stjæler; intet Godt skal han heller have af dem saalænge han ikke veed hvad de hede." Derpaa reiste de, og drev sine Kreaturer bort.

Kristian oppebiede Morgenen, slog Mysekjernen ud og tog begge Tusse-Kørene med sig hjem. Det gik som Konen havde sagt, han havde ikke noget Godt af dem, de trivedes ikke og melkede lidet, han kaldte dem snart med et Navn, snart med et Andet, men det hjalp ikke, han traf aldrig det rette. De stode hele Vinteren og vantrivtes, lidet var det ogsaa de vilde æde, saa Manden var ganske ked af dem.

Næste Vaar drog Kristian og hans Kone som sædvanlig til Støls med deres Buskap. Den første Dagen havde Konen meget at stælle tilrette i Sælet, og Kristian skulde derfor selv gæte for hende den Dag. Tidlig om Morgenen lokkede han ud Bølingen og drog afsted. Som han kom et godt Stykke hen i Marken blev han var en Pige, som gik med et Spiit[16] i Haanden, Sneiserne[17] vare blanke som Sølv og gik saa fort saa fort. Han saae paa denne Genten og syntes at drage Kjendsel paa hende. Men hun lod til ikke at bemærke ham, hun spitede[18] og sang en Vise, hvoraf han dog ikke kunde høre mere end dette:


"Tvo gángur Jøkul hev beðlað til meg,
tvo gángur Jøkul hev beðlað til meg."


Hun sang saa urimelig vakkert, at han havde aldrig hørt slig Sang. Han gik efter hende og fæstede hende med Øinene saa fast han kunde, og da hun kom ned i en Dal, hvor der var deilig Græs og Blomster, satte hun sig paa en Steen, begyndte at flette sit lange deilige Haar og lokke paa alle sine Kør. Da kvad hun:


"Komi no alle Kyrinne mine,
som geng norð i fjøllo sá fine.
Her er gras, her er blomar sá fine."


"Ku Ringreið, Rangreið
Húsbreið, Spangreið
Vingebót, Vebót
Dúkereið, Fribót
Sólfokk, Jólbót,
Hønnfokk, Lauvfokk
Anebót, Svanebót
Heder, Kveder
Nikka, Nadder
Leika, Ormo,
Mórlik og Kvinkereið!"


"No hev eg alle mine kýr uti leite,
nær som Húgarós og Haugerós,
dei geng att’ uti Hauge-beite.
Húsbreið rautar sá deð lýdest ivir Haukelid-Fjølli
Dúkereið geng fyrir með si store sylv-bjølle,
hon syrgjar ivir makan, hon hev mistað."


Kristian Haugæne var ikke lidet glad i denne Sang; baade var den vakker at høre paa, og saa fik han her vide Navnet paa sine Køer. Han hørte denne Gyvretull oftere den samme Sømmer, naar han vankede der i Marken, men hende saae han ikke mere. Fra den Tid trivtes Kørene godt, og melkede mere, end andre. Af disse Køer lagde han sig til en Buskap, større og bedre, end den fandtes nogen andensteds i Bygden.


__________


Hulder som budeie med ku, illustrasjon av Hans Gude 1879.

Thorstein Smøyterud skulde seent om Høsten op i Høiden for at fiske og lægge ned Rakaure[19] til Vinteren. Han gik til Tangen-Vandet og lagde ud sine Garn. Saa stod han der ved Strandkanten og skulde fæste en Paale i Jorden for deri at binde Garnsnoren, og idet han bøiede sig ned for at tage en Steen til at slaae Paalen fast med saae han en Mand staae ved Siden af sig, som bød ham en Snuusflaske og sagde: "Thorstein, tek deg ein snus!" Ja, Thorstein, som brugte Tobak paa alle Viis, takkede og tog. Han dryssede af Snuusflasken en god Ladning for sin lange Næse, og da han paa sin venstre Haandbag og udover langs Pegefingeren havde dannet en stor Vold med Snuus, lagde han først det høire Næsebor til med en Bevægelse af Hovedet mod Venstre, og derpaa det venstre Næsebor med en Bevægelse af Hovedet mod Høire, og hans rummelige Næse havde da slugt hvert Snuuskorn. Under denne saare behagelige Beskjæftigelse havde han ikke lagt Mærke til Manden, og da han nu vendte sig for at levere ham Snuusflasken, saa var han borte; han saae ham ingensteds. Thorstein Smøyterud stak Snuusflasken i sin Lomme og tænkte: han kommer vel igjen siden.

Da det saa leed ud paa Aftenen gik Thorstein og hans Kamerad hen under en Haug og lagde sig ned der for at hvile. Bedst som de laae der fik de høre Grynten af en Griis. De hørte det saa tydelig og den var ikke langt borte. "Hvad er det for Noget?" sagde Thorstein, "gaaer her Griser nu saa langt nord i Heiden efterat alle Stølsfolk længesiden er flyttet hjem, saa maa det være et 'Mytekretur'[20] af en Griis." Han reiste sig i det samme op i en siddende Stilling for at see efter Griisen. Han fik ogsaa see den, det var ikke Fare for det, men det var nu ikke saa laget med Griisen som han tænkte. Han fik ogsaa see det som var vakrere at see, end en Griis. Der stod en høi, rank og deilig Gente; i den ene Haand havde hun noget Blankt, en Kjep af Sølv eller hvad det nu var, i den anden holdt hun en lille Bytte som hun satte hen til Grisen for at lokke den til sig. Grisen var kolsvart heelt igjennem og meget mindre, end vore Sviin. Pigen rakte frem Bytten, lokkede paa Grisen og sagde:


"Kvit, kvit súle,
gøym deg i skjúle!
Krist-mann tek deg
og hev deg i búre!"


Gutten, som var med Thorstein, vilde da tage Kniven sin og kaste over dem, men Thorstein forbød ham det, og sagde at der var ikke nogen Lykke med Sligt. "Lad dem have sit Styr og Stæll for sig selv," sagde han, "det er Synd at gjøre dem Fortræd." I det samme var altsammen forsvundet, men de hørte Grynten af Grisen langt, langt ind igjennem Hougen. Han skreeg saa kvast som naar man tager et Sviin i Ørene, men saa blev det svagere og svagere eftersom det bar ind i Hougen. De lagde Ørene ned til Marken og lyttede længe, tilsidst blev det stille.

Den anden Dagen holdt de paa med Fiskeriet, men saae ikke mere hverken Manden som eiede Snuusflasken eller Genten med Grisen. Det regnede og tog til at blive stygt Veir, og da det leed mod Kvelden besluttede de at gaae hen til et i Nærheden staaende Sæl, gjøre op Ild der og lægge sig til at sove. De sade da der ved Eisen og fik sig Mad, og snakkede om den store Fisken, som slap, om den svarte Grisen og om Manden, som eiede Snuusflasken; Thorstein var just beskjæftiget med at tømme den sidste Rest af dens duftende Indhold. Da faldt det ham ind, at han burde ud og sanke et Fang med Troseveed, førend han lagde sig til at sove, saa at Ilden kunde holdes oppe. I denne Hensigt gik han da afsted bort i Hougene, og kom hændelsesviis ned om samme Houg, hvor han forrige Aften saae Genten og Grisen. Bedst som han gik, tog En ham hart i Armen og drog ham med sig. Det var bare et Øieblik om at gjøre, saa befandt han sig i en stor Bondestue. Der var Spis og Krak og Kubbestoler og fuldt Tilbehør. En gammel Kone sad og spandt paa Haandteen, den gamle Manden, han fik Snuusflasken af, sad i Kubbestolen, og en høi vakker Pige stod og spikkede Tyripinder, hvormed en liden Dreng med ildrødt Haar stod og lysede tvende Skomagere, som sad og syede Sko. Da Thorstein Smøyterud kom ind sloge de alle op en Skoggerlatter. Forresten blev han venlig modtagen. Han vilde levere Manden igjen Snuusflasken, men han vilde ikke tage imod den. "Du kan beholde den saalænge," sagde han, "vi træffes vel altid." Han havde vel sin Mening med det, den Gamle, for saalænge Thorstein havde Flasken saa havde Hougefolket ham i deres Magt. Den vakre Gjenten, som stod og spikkede Tyrifliser begyndte at synge, og da gjenkjendte Thorstein den samme Stemme, som sang for Grisen. Da kvad hun dette:


"Tysbas og Tjørugras,
Viervand og Marihand,
deð er gott fer alle ting,
deð gev eg kyrinne mine
sá mokkar dei dubbelt up mót dine."


Thorstein Smøyterud havde ikke hørt saa vakkert Maal og saa væn Sang i hele Hjartdals Gjeld, han var ganske indtaget deri, og bad Pigen vilde synge mere før ham. Men hun sagde: "Nu har Mo´r laget til lidt Mad for dig, tukke deg no inor bóri og et." Ja Thorstein bad den have Tak, som bød, satte sig til Bords og tog for sig bedst, han kunde. Den gamle Hougebonden kom med en Ølskaal og sagde, idet han bød ham drikke: "Tak skal du have for du ikke tog Grisen min i Gaarkveld, du gjorde som en bra Mand." Ølet var stærkt og Thorstein drak, Pigen sang og Thorstein drak saa gik Stuen rundt, han blev fuld og faldt i Søvn. Da han vaagnede laae han i det tomme Sæl; Snuusflasken var borte og Ilden var slukket, koldt var det inde og vaadt var det ude, men bedre var det i Hougebondens varme Stue.

Sølvkongen paa Medheiden

Der var en Mand i Vestbygderne, som var kommen i stor Gjeld, saa at han stod Fare for at miste sin Gaard. Han kunde ingensteds i Hjembygderne faae laane Penge, og reiste derfor til Christiania for at høre om der skulde være noget Raad til Redning; men nei, han var lige nær. Mismodig tog han paa Hjemveien. Nisteskræppen var tom, men han syntes aligevel at han havde Tungt at bære paa, Mod og Magt var borte, og han vidste ikke hvorledes det skulde gaae med Kone og Børn. Med disse tunge Tanker var han omsider kommen op paa Medheiden. Han blev træt og gik hen og satte sig paa en Laag ved Siden af Veien. Medens han nu sad der og sturede og hængte paa Hovedet kom der en gammel Mand og satte sig ved Siden af ham paa Laagen. De kom da i Snak sammen og den gamle Manden viste sig saa venlig og deeltagende, at Vandringsmanden blev ganske glad i ham, og vilde gjerne spandere paa ham, hvad han havde. Han tog derfor op sin Snuusflaske, vederkvægede først sin egen Næse og bød dernæst den Fremmede med sig. Han takkede og tømte hele Snuusflasken. Saa kom de til Tals om det Ærende, i hvilket Manden reiste, han klagede sin Nød og sagde ham Besked om alt sammen, hvorledes det var gaaet ham fra først til sidst. Da de saaledes havde siddet og snakket en god Stund, sagde den Fremmede; "Her stunder til Aften, og du har langt frem til Bygdar, vil du følge med saa skal du faae Huusvære hos mig i Nat." "Ja du skal have Tak," sagde Vestmanden, "jeg har gaaet fra Branæs idag og er meget af given." De stode da op og gik. Det bar tvers af Veien og langt ind i tykke Granskoven.

Det var allerede bleven noget mørkt og som de nu gik der blev det saa rart under Benene paa Vestmanden; det var ligesom han gik paa en Bro, hvor der laae løse Tranler, den ene gik op den anden ned under Benene paa ham. Men da de vare komne over der, saae han en stor vakker Gaard, og mange Gaarde rundt omkring, det var som en stor By. "Der er jeg hjemme," sagde den Fremmede. "Saa har du saamen en gild Gaard," bemærkede den Anden, og drog et dybt Suk. "Aa ja jeg er nu Konge her i disse Bygderne jeg," svarede han. Da lagde Vestmanden først Mærke til at han havde Sølvbelte om sit Liv og en Sølvstav i Haanden samt at det blinkede af hans Hælringer, som om de vare af purt Sølv. Som de nu kom ind i Stuen, sagde Gamlingen til sin Kone: "Jeg bad denne Manden hjem med mig, jeg fik saa godt Snuus af ham." "Ja lad mig nu see," svarede hun, "at du gjengjælder ham Snuusen." Han skulde nok prøve det, mente han. Men Vestmanden kunde neppe faae Øinene op og saa blinkede og skinnede det derinde rundt om alle Væggene af Guld og Sølv. Han blev vel modtaget og herlig trakteret baade med Mad og Drikke; Gamlingen viste ham al sin Herlighed, og sligt Syn havde havde han aldrig seet, hørt eller spurgt. Men midt paa Gulvet stod der en forfærdelig stor Stabbe, som fyldte ud næsten alt Rummet i Stuen, og over den var kastet et svart Klæde. Vestmanden undredes paa dette, og sagde, tilsidst; "Naar jeg var slig Mand som du er, saa vilde jeg ikke have staaende denne stygge Stabben her midt paa Gulvet." Gamlingen gik hen og tog Klædet af, da var den al pureste Sølv, og det saa blankt at det skinnede som en Sol. "Dette er Stuven," sagde han, "Rødderne have de faaet fat i paa Kongsberg." Om Morgenen da Vestmanden skulde reise, fyldte Sølvkongen hans Skræppe med Sølv, og bad ham løse ind Gaarden sin dermed, "og dersom du reiser oftere denne Vei," sagde han, "saa maa du komme indom til mig." Vestmanden takkede for alt godt og lovede at komme igjen, hvis han kunde linde ham. "Aa jo," svarede han, "Folk har fundet Farveien til mig nu."


__________


Der var en Mand i Sandsver, som havde 3 Døttre. Den Yngste heed Aase. Det var en vakker liden Gjente, men stille og sagtfærdig al sig, og Forældrene vare slemme imod hende. Hun maatte altid gjøre det værste Arbeide, og naar de to ældste Døttre fik ny og staselige Klæder, saa maatte Aase nøies med de gamle Filler, som de Andre kastede af sig. Hun maatte altid følge med Kreaturene til Skovs enten Veiret var stygt eller vakkert, og naar hun bad om at slippe en Gang imellem fik hun bare haarde Ord baade af Forældrene og af sine Søstre. De jagede hende afsted som en anden Bikkje, og spottede hende til.

Saa var det en Dag, hun var gaaet grædende hjemmefra, og var kommen op til Jerpetjønn paa Medheiden med sin Buskap. Det var seenhøstes og meget koldt. Hun satte sig paa en Stuve, tog frem sin Niste, der bestod i en halv Leiv Fladbrød og et lille Stykke Ost, og vilde til at holde sit tarvelige Maaltid. Lammene kom og slikkede hendes kolde Hænder, og Gedebukken stod og brystede sig ligeover for hende begjærlig efter at dele Fladbrødsleven med hende som han var vant til. Men saa bemærkede hun nogle Tyrifliser, som laae der, og da hun frøs saa forskrækkelig, faldt det hende ind at slaae lld og gjøre op en Varme. Men da Kulden havde stivnet hendes Fingre, mistede hun Fyrstaalet. Hun bøiede sig ned og karede med Fingrene i det frosne Lyng for at finde det igjen, da fik hun Øie paa Noget, der blinkede som Guld; hun tog det op, og medens hun holdt det i Haanden og betragtede det, kom der springende en liden vakker Dreng og spurgte hende om hun vilde følge med ham hjem og varme sig. Der var ikke Mange, som havde talt saa venligt til Aase som den vesle Gutten, hun fulgte ham derfor strax uden Betænkning.

De havde ikke gaaet langt før hun befandt sig i et prægtigt Huus. Alle Vegge saae ud som de vare tømrede af store Sølvstokke, og intet Drikkekar eller Madfad var der af andet, end pureste Guld eller Sølv. Aase gjorde store Øine, og kunde ikke noksom forundre sig over alt det hun saae, men den lille Gutten spurgte hende om hun ikke vilde blive der hos ham, hun skulde have det saa godt, saa godt. Aase betænkte sig ikke længe, hun havde det saa slemt hjemme, galt var det naar hun kom og galt var det naar hun gik, inde var det hedt og ude var det koldt og hun vidste ofte ikke hvor hun skulde gjøre af sig. Naar Fuglene fløi og sang omkring hende i Skoven, Ikkornet hoppede i Træerne og hun sad i en Bergskorte og saae paa dem de syntes alle at være saa glade da brast hun ofte i Graad. Nu fandt hun for første Gang Folk, som brydde sig om hende, og Gutten sagde; "Stakkars dig Aase, jeg har holdt af dig saa længe, og jeg har seet du har grædt og havt saa vondt af dig, men vil du nu være her, saa vil jeg have dig til min Kone, og alt det jeg har skal være dit, og vi skal være saa glad, saa glad! Min Fader er Sølvkongen, maa du vide, men han har just ikke noget Sølv igjen nu. Siden alle de slemme Folk fra fremmede Lande kom her og begyndte at hakke i Berget har de taget saameget Sølv fra ham, at han ikke kan være Konge længere, og jeg som er hans eneste Barn, har dette Lidet at leve af som du her seer, men jeg tænker nok det skal række til for os."

Da nu Aase gav sit Samtykke drog han hende med sig ind i et langt mørkt Værelse og sagde at han maatte vise hende frem for sine Forældre. Aase spurgte hvorfor Forældrene skulde være inde i dette stygge mørke Rum, der mere lignede en gammel Stoll, end et Huus, sagde hun. "Det har sig saaledes," sagde Drengen, "at Far og Mor ere saa gamle at de ikke taale al den Glimmer for deres Øine, som er hermde, men de kan godt see dig i Mørke, og du behøver slet ikke at være bange." Men nu begyndte det at drage efter med Aase, og hun sagde at hun dog nok maatte drive Kreaturene hjem først til sine Forældre ellers kunde de blive borte i Skoven, men den lille Kongesønnen sagde at det skal en af mine Svende gjøre; "Kreaturene skal nok komme hjem, men dersom du gik fra mig, saa var det ikke saa vist at du kom igjen." Det blev da saa, at Aase gav sig til at være der. Da Buskapen kom hjem var Aase ikke med, men da der for Resten ikke manglede saameget som et Lam eller en Geed, toge de sig ikke meget nær af at Aase var borte; der var ingen som rørte saa meget som en Klokkestræng for at faae hende ud igjen. At hun var taget ind i Berget kunde de nok skjønne. Aase blev da Kone til Sølvkongsønnen, men han blev ikke Konge i sin Faders Sted, thi eftersom Bergværksdriften tog til, saa tog hans Kongemagt af.

Da det leed om en Tid begyndte Aase at længes efter Kirke og kristne Folk, og Manden hendes syntes heller ikke at han kunde holde sig der i Berget længere; der var saadan Uro rundt omkring med Dunder og Drøn, de hakkede og hakkede seent og tidlig og kom alt nærmere og nærmere ind paa Væggene hans. Aase talte Meget og Mangt for ham, og hvorledes det nu gik, saa fik hun ham med sig en Dag, og saa gik de til Præsten. De kom aldrig mere tilbage til deres gamle Hjem, for Aase lod sin Mand døbe i Hedenstad Kirke og han blev et christent Menneske. Da var Aase først rigtig glad, og hun forærede til Kirken en stor Sølvkalk, som endnu er der i Hedenstad Anexkirke. Samme Dag skulde en af Aases ældre Søstre have Bryllup. De skulde ogsaa til Hedenstad Kirke for at vies, men da de vare komne ned i Dalen og for langs med Fjeldet, var ogsaa Aase og hendes Mand paa Veien til Kirken og Aase bar Sølvkalken i sit Forklæde. De vare komne ned paa den anden Side af Dalen og befandt sig lige over for Søsteren og hendes Brudefærd. Da styrtede pludselig et heelt Sandbjerg ned og begrov Bruden og hele hendes Følge, saa at ikke en Eneste kom derfra med Livet. Stedet, hvor dette skede, kaldes endnu Brudedalen og er i Nærheden af de syv Kroner. Aase og hendes Mand maatte see paa denne skrækkelige Straffedom.

Byttingen Svørte

Der var en Skolemester, som slet ikke vilde troe at der var Jutuler, Nisser, Tusser eller andet saadant Troldskab til; han sagde at sligt Folkesnak var blot Uvidenhed og Overtro, og ivrede strengt derimod. Men nu var det Ulykken, at paa en af de Støler, som hørte hans Forældre til, var der værre end noget andet Sted med Nisser og Tusser, og der kunde intet christent Menneske være i Fred for dem, saa de fik knapt Folk til at være der.

Engang de laae paa den Stølen med Buskapen spurgtes det hjem at der var saa ufredt, og Budeien hilste med at hun kunde ikke holde ud at være der længere. Skolemesteren tog sin Søndagskufte paa og en Bog under Armen og sagde at han vilde gaae derop selv for at overbevise Budeien og alle andre om, at det var intet andet, end Fabel og Fjas altsammen. Han traskede afsted.

Da han kom op til Stølen sammenkaldte han saamange Budeier og Hjuringer som han kunde faae fat paa og holdt en fyndig Tale til dem. "Værer ikke lade, hvor Flittighed udkræves," saa begyndte han, talede om deres hæderlige Bedrift og om Flidens Frugter, der modnedes ligesaavel paa Fjeldet som i Dalene og forestillede dem hvor vigtigt det var at de toge vare paa sin Bestilling og ikke agtede paa Fugleskrig og Fanteri. Derved banede han sig Overgang til at tale om det som egentlig laae ham paa Hjertet, og nu blev han svært høitravende: "Her," sagde han, "i Naturens blomstrende Moderskjød, i et Land som flyder af Melk og Honning, her hvor Firmamentet udbreder sig med skinnende Sol og blinkende Stjerner, hvoraf nogle kaldes Fixstjerner fordi de staae faste paa samme Sted og ere at ansee for Sole, men andre ere Planeter som gaae omkring Solen i Cirkelbuer, som deles i 360 Grader, hver Grad i 60 Minutter o. s. v. her, sagde jeg, skulde Tusser og Trolde faae Lov at gaae paa Guds grønne Jord, nei det kan ikke gaae an, for have de nogensinde havt Magt, saa ere de nu nedstødte til Helvede, og der faaer de nok blive. Al den Snak er blot stinkende Overtro og rygende Pestilense, det er Djævelens Blændværk og Fantasifostre, saaledes som naar du seer paa en Stud og indbilder dig at det er en Ko. Vogter Eder for saadanne Fantasier, som helst overfalde Folk i Mørke og paa eensomme Steder, de ere de værste Spøgelser og de farligste Nisser for de skræmme ofte Livet af Folk. Fantasien skal jeg sige os er en forunderlig Ting, som det ikke er godt at blive klog paa, den er en Datter af Menneskets udødelige Sjæl, men en Moder til de styggeste Vanskabninger, som nogen kan see for sine Oine, for de høre hverken til Fugl eller Fisk som man siger for et gammelt Ord."

Skolemesteren endte sit Foredrag med en Bøn og sang en Psalme. Alt dette var bra nok, men Budeierne kunde ikke begribe, hvad der var vundet ved at forkaste Troen paa Tusserne og istedet for dem at faae at bestille med de Vanskabninger, som kunde skræmme Livet af Folk, og som Skolemesteren havde talt om. Nisserne og Tusserne vare dog snilde og hjelpsomme naar man for snildt med dem og ikke gjorde dem Fortræd, men hine Fantasifostre, som Skolemesteren kaldte dem, saae ud til at være nogle forfærdelige Bester, som ingen kunde hytte sig for.

Da det nu leed ud paa Kvelden bad Budeien Skolemesteren lægge sig til Ro, for sagde hun, "vi pleier altid kvare os tidlig her." Ikke heller likte hun, at Skolemesteren havde glemt at korse sig og den Mad, som var igjen da han havde spiist. Men den samme Skolemester var tillige Tambur og var ofte med som Trommeslager i Brylluper. Ved i lang Tid at udøve denne Kunst var han bleven saa indtaget deraf og saa vant til den derhenhørende Haandbevægelse at han gjerne trommede med de knyttede Næver eller to Træpinder paa Bord eller Bænke eller hvad det var, han kom nær, eller i Mangel deraf blot ristede de tomme Hænder i Trommetakt. I Sælet var fuldt af Bytter og Spand, og Skolemesteren kunde ikke fornægte sin gamle Vane, han begyndte lystig at tromme paa en tom Smørholk, gik fra det ene Kar til det andet for at prøve hvor der var bedst Klang og holdt et frygteligt Huus. Da blev Stølsgjenten ganske forskrækket og bad ham endelig holde op, da de Folk, som ere her under os, sagde hun, ikke taaler sliig Uro efterat Solen er gaaet ned; "ellers spaar jeg dig, du faaer ingen god Nat." Men Skolemesteren mente, at det havde ingen Nød, og trommede nu med Forsæt end mere.

Omsider lagde de sig til at sove, og Skolemesteren strakte sig paa en Bænk saa lang han var. Da de nu havde ligget en Stund og vel vare sovnede, begyndte der en Trommen saa forfærdelig at Sælet ristede og alle vaagnede i Forskrækkelse. Skolemesteren vilde reise sig, men han kunde ikke, hans hele Legeme var ligesom naglet til Bænken; han vilde skrige om Hjelp, men han fik ikke Maal for sig, de saae blot at han geiplede med Kjæften og sprettede med Benene. Omsider kom han da op, men da var han saa sved at det silede af ham og saa afkræftet at han knapt kunde røre sig. Budeien sagde at det var Mararefá, og at hun skulde give ham et godt Raad derimod dersom han vilde tro paa det. Han skulde tage en Kniv og lægge ind i et Liigkors[21] , lade den paa en vis Maade gaae tre Gange om Livet, og sige disse Ord:


"Múru, múru minne,
er du her inne
sá skal du her út
her er sox, her er spjút,
her er Simon svipu inne."


Forresten lovede hun næste Dag at see til at finde en Murukvast[22] (Simon-Svipu) og hænge over ham, der han laae, saa meente hun han skulde slippe saadanne Besøg. Men Skolemesteren blev harm over at hans Tale den foregaaende Dag havde virket saa lidet til Overtroens Udryddelse, skjændte paa Budeien og tog hendes velmeente Raad ilde op. Han vilde ikke vide af sligt Gjøgleri, sagde han, og hvad der var kommet over ham i Nat havde sine naturlige Aarsager. Men Budeien, som var vel erfaren om slige Ting, mente at han nok fik andet at erfare. Da de saa havde siddet en Stund ved Eisen (eisa)[23] og varmet sig hørte de at Kreaturene udenfor Sælet stok[24], og der blev et frygteligt Braak og Brøl. De spang da ud og skreg og tænkte at Bjørnen var kommen ind i Kveet. Men de saae intet Udyr; derimod saae de at den største og Bedste af Skolemesterens Køer laae paa Knæ med Forbenene, strittede og stangede som om hun brødes med en usynlig Magt. Hun brølede og bar sig frygtelig som om det stod om Livet, men ingen kunde see hvad det var som havde fat paa hende. Skolemesteren begyndte at tromme paa Bufarkjedelen saa at det skranglede i alle Fjeldene, men det hjalp ikke førend Budeien kom bort og fik Koen løs. Koen vilde ikke æde paa mange Dage derefter og mistede Melken for hele Vinteren, saa at Skolemesteren leed stor Skade deraf, og den blev ikke god igjen førend hans Moder maatte bruge mange Kunster og gjøre Løfter til de Usynlige.

Skolemesteren var forlovet med en Pige, som heed Asgerd. Den samme Vinteren fik han hende i Huset hos sin Moder, men hun var af samme Mening som Skolemesteren om Jutulerne og Tusserne troede ikke paa dem, og vilde ikke høre paa sin tilkommende Svigermoders Raad og Advarsler desangaaende. Kari bad hende saa mange Gange at hun skulde være forsigtig, for hun kom ellers til at træge det, men Asgerd brydde sig ikke derom. Blandt gamle Karis Formaninger var ogsaa disse, at hun aldrig maatte helde hedt Vand ud om Løverdages Aften efter Solnedgang, samt at hun ikke maatte foretage sig noget Arbeide af Betydenhed paa Fredag, og holde helligt Løverdages Aften; men Asgerd lo bare til det og rettede sig ikke efter det.

Troen på vetter var utbredt over hele Europa. En vette (tysk: Wichtel) titter ned fra husveggen i Sophienstrasse i Berlin. (Foto: Bundesarchiv. Commons.)

Om Høsten blev Asgerd syg, og laae flere Uger til Sengs. Hun var meget ilde, saa at gamle Kari var bange for hendes Liv. Krosmessedagen da Kreaturene kom hjem fra Stølen kogte Kari som sedvanlig en "Bufargraut" og hun forsømte da ikke efter gammel Skik og Brug at bære et Fad Smørgrød ud til Tusserne. Nede i Jordet var en Vettehoug og der stod et stort Asketræ, som fra gammel Tid havde været et "Bøn-Træ". Af alt hvad Huusmoderen havde under Hænder af god Mad og Drikke, Øl og Saup, Klin og Fedgrød (feitgraut, svivar) blev der altid hensat en Portion til Vetterne ude ved Asken. Dette havde været Brug og Skik fra ældgammel Tid her som alle andre Steder i disse Bygder. Da Kari selv havde hensat Grøden, gik hun hjem, men om en Stund gik hun derbort igjen for at see om Grøden havde smaget dem. Da hun saae at Fadet var tomt, sagde hun; "Eg ser du er ’ki vreid idag; no vil eg gera deg tri spursmál og døm lyt du svara meg pá. Hoss lengi skal Asgerd vera sjuk? Hát ráð skal eg bruke fer at fá ’a goð att? og hokken hever pálagt ’a denne sjukin?" Tussen (eller som det i dette Sagn heder Jutulen) svarede hende: "Gakk først hjem efter et Plagg, som hun Asgerd har brugt, men det maa ikke være vasket siden hun havde det paa sig; det skal du "tulle kring andleti dit" saa skal du faae vide det." Ja Kari saa gjorde, kom strax tilbage med et Plagg, og tilhyllede sit Ansigt. Da talede Tussen og sagde: "Minnest du den lugurdags kvelden, som Asgerð kokað up skjurtunn sine, sá tok hon den kokands lutgryta og slog neð ivir hovuøit pá dotter mi, sá den heite luti rann ivir heile kroppen hennars. Sá lengi som mi dotter verkjer i kroppen, sá lengi skal Asgerð vera sjuk, men ettir som mi dotter berast, sá kviknar Asgerti au. Du tar einki fara met" bruke noken ting, fer dets geng som eg hev sagt."

Med dette Svar gik Kari hjem igjen og tænkte paa sine frugtesløse Formaninger. Henimod Juul blev Asgerd frisk igjen; Kari sagde hende, hvorledes det havde sig med hendes Sygdom, og bad hende passe sig en anden Gang, for nu seer du hvad det har paa sig, sagde hun, men det hjalp ikke, Asgerd kærede sig ikke det Ringeste om den Snak.

Næste Vaar skulde hun ligge paa Stølen for gamle Kari, og der var hun ofte ude for Haugebonden, som gjorde hende mange smaa Puds. En Dag mistede hun en Ko, som heed Roskold, hun ledte baade høit og lavt efter den, men ingensteds var den at finde. Omsider raabte hun: "Jeg giver den bort i Jesu Navn, har du saa Magt til at tage den, saa har du dog vist ingen Nytte af den."[25] Da kom Koen tilbage. Den samme Løverdagsaften kom hendes Kjæreste, Skolemesteren, op paa Stølen for at besøge hende. Da fortalte hun strax den Hændelse med Koen, og det var uforsigtigt gjort af hende, hun skulde ikke fortalt det, førend hun først havde sovet. Hun fik ogsaa undgjelde for det. Dagen efter, som var Søndag, vilde Skolemesteren i egen Person tage Hyrdestav og Pose og gjæte Buskapen for at hans udkaarede Brud kunde faae hvile og vederkvæge sig. Det gik noksaa godt. Men da han kom hjem til Mjølte[26], laae hans Kjæreste endnu i den dybeste Søvn. Hun pleiede altid være saa "griug um møno" han saae paa Solen, det var endog "høgt mjølte", og Asgerd sov! Han kunde ikke begribe det. Da kvad han:


"Statt up Asgerd Fagerlokk
og mokke dinom kú!
no skiner sóli i buð-dynni
og enno søver du."


Men det hjalp ikke, hun sov lige haardt. Da maatte han ind og ruske i hende og det dygtig, førend han fik hende vaagen. Hun blev da rent forskrækket da hun omsider fik Øinene op og saae hvor langt det leed paa Dagen, og kunde ikke forstaae, hvad der var kommen over hende for en besynderlig Tyngde og Døsighed. Men idet hun skulde binde op sit Haar, opdagede hun, at den ene Haarflette var afskaaret og borte. Ingensteds var den at see hverken i Sengen eller i Sælet. Asgerd var ikke lidet bedrøvet over at miste sit lange gule Haar, men Skolemesteren endnu mere, og begge syntes de at det var baade stor Skam og Skade. Da den ene Flette var borte, saa maatte den anden ogsaa af, thi hun kunde ikke gaae skakhaaret blandt Folk og mærket som en anden Geed, og Skolemesteren fik den sørgelige Forretning med sin Tollekniv at skjære den anden af. De kunde ikke begribe hvorledes dette var gaaet til. Folk havde der ikke været, og Folk kunde det ikke være, Asgerd var for afholdt til at nogen skulde ville tilføie hende den Skam. Skolemesterens Foragt for Tusserne fik et slemt Stød. Det stod saaledes hen den Sommer og hele Vinteren, der var intet Spurlag at faae paa den Mand, og Asgerd gik skautet som en anden Taus[27] for hun havde ikke noget Haar.

Men næste Sommer, da Folk var flyttet til Langheiden igjen saa var der en Hjuring-Gjente, som fandt Asgerds Haarflette langt langt bort i Marken. Det var samme gule Haaret og samme Baand, som Asgerd selv havde vævet. Men idet Gjenten vilde tage Haarfletten op hørte hun en Stemme sige: "Lat a ligge rotne! deð er hárit at hon Asgerd, eg klyfte deð af, fer at hon ekki skull hava nidslegit hár nær hon var bru’r."

Skolemesteren og Asgerd bleve gifte. Da deres førstefødte Søn kom til Verden, sagde Asgerd til sin Mand, at det var ikke brav at de havde Barnet saalænge hjemme uden at kristne det, for sagde hun, "eg hev sét ei liti kering, som gjeng kring bonnit og sviv kvor dag i kveldingi". Men Manden vilde intet høre om saadant Snak. Barsølet kunde ikke saa snart blive drukket, de maatte baade brygge og bage og have Bud til Byen, og han vilde ikke at nogen enten al hans eller hendes Slægtninge skulde være ubuden. Men hvad skulde hende? En Morgen Konen vaagnede og vilde tage sit Barn op af Vuggen fandt hun at det var saa fordreiet i Ansigtet, og det var saadan stygg Laat naar det skreeg og skreeg gjorde det bestandig. Asgerd viste sin Mand Barnet og spurgte om han kjendte det for sit, hun græd og sagde: "Guð bere meg fer bonni mit, eg fæler at eg hev fengið ein byting." Skolemesteren blev forskrækket for Barnet men han tagde kurende stille; her vidste han intet at sige. Det var nok alt for sandt, det var en fortrædelig Unge; de dængte ham mang en Torsdags Aften paa Søpledyngen, men det hjalp ikke. Han voxede op, og blev en Vantrivning og Vanskabning, og Forældrene hadede ham stedse. Engang bad han sin Fader, at han maatte gaae op til Stølen for at besøge sin Moder og sine to yngre Systkinde, som vare med hende der oppe og levede godt med sød Melk og Fedgrød, medens han hjemme maatte nøies med Primkjøre[28], suur Melk og Vatsgrød. Da sagde hans Fader: "Gakk frá meg dit bergetroll, og kom alder fer augo mine meir!" Drengen gik afsted og kom til sin Moder. Hun modtog ham med de Ord: "Kem du no her au? ger du deft oftar, skal eg taka ein branø og jaga deg berg imilljum, dit stygge troll! sett deg no et, og gakk sá heimatt!" Da Gutten havde spist, saa maatte han ikke være der længere; hans Søster den vesle Anne bad for ham, at han maatte være der og holde Moro med dem, men det hjalp ikke. Saa gik han ud i Marken og vidste ikke hvor han skulde gaae hen. Da han saaledes havde gaaet en Stund blev han træt, satte sig under en Fjeldvægg og sovnede. Da han vaagnede sad der en gammel Kone ved Siden af ham, nynnede og sang. Da hun saae, at han var vaagen, sagde hun:


"Stakkars deg goðsbonnit mit
no hev du kvorkin fa’r hel mó’r.
Deir hev visað deg ifrá seg.
Men fylg du meg du Svørte,
deð er rette namnit dit,
sá skal eg sýne deg idag
hokken du skal nemne
fer din rette fa’r og mo’r."


Drengen fulgte den gamle Kone. Hvorledes de kom ind i Berget kan vi ikke sige, men Konen førte Gutten med sig til et stort Huus. Da de traadde ind ad Døren kom en ung Kone imod ham med et stort sølvbeslaget Horn, fyldt med sød Melk, gav ham at drikke og sagde: "Drikk du sonen min, deð syner pá deg, du hev einki fengið fer mykið søt mjokk i di tið."

Da han nu havde været der en Stund begyndte han at længes saa meget efter sin Søster, Anne, som var den eneste, der brydde sig om ham hjemme og tog sig nær af at han var bleven borte. Svørte fortalte dette til den gamle Bedstemoderen og sagde, at han havde saadan Lyst til at see og tale med vesle Anne. Han fik da Lov at han maatte gaae derhen og see til at træffe Anne og lokke hende med sig, men han maatte ikke vise sig for sine Pleieforældre, og han maatte være tilbage før Solen gik ned. "I elleve Aar have de vanvyrt dig," sagde den Gamle, "nu skal du ikke længer gaae i Veien for dem, men Gjenten, som du liker saa vel, hun har altid været snild imod dig, og jeg vilde gjerne du skulde faae hende med dig hid, saa kunde dere have det saa godt sammen. Siig dem saa, at saalænge som de have plaget dig, saalænge skal de ikke faae Ro nogen Nat, eg sluttar einki før eg fær bøygd motit pá den kloke mannen." Saa slap hun Svørte ud.

Da han kom til sin forrige Søster, Anne, spurgte hun, hvor han havde været henne saa længe, "det er nu et heelt Aar siden jeg saae dig, da Mo’r jagede dig afsted fra Stølen," sagde hun, "og mang en Graad har jeg grædt for din Skyld." Men Svørte kunde ikke begribe at han havde været saa længe borte som et heelt Aar, han syntes det var bare som et Par Dage, men han fandt rigtignok Anne havde voxet svært siden han saae hende sidst. Han fortalte hende hvor godt han nu havde det, at han fik sød Melk hver Dag, at han aldrig hørte Skjend og onde Ord, for nu havde han fundet sine rette Forældre, og jeg skulde hilse din Far og Mor, sagde han, at saalænge som de have plaget mig, saa længe skal de ikke faae Ro nogen Nat. Saa bad han Anne at hun endelig maatte være med ham, saa skulde de begge have det saa godt, men naar ikke hun var der saa syntes ham ikke at han kunde trives rigtig. Anne vilde nok gjerne være med Svørte, men hun vilde ogsaa gjerne være hjemme hos sine Forældre, og syntes ikke det var godt at reise fra dem da de altid havde været saa snilde imod hende. Men Svørte bad hende saameget, de taltes ved saalænge, Solen begyndte at gaae ned, Svørte maatte afsted og Anne skulde aldrig faae see ham mere saa fulgte hun med ham et lidet Stykke, nei saa sprang hun fra ham og hjem igjen til sine Forældre; Solen sank og Svørte maatte alene ind i Berget igjen.

Da det nu leed om nogle Aar skulde Anne gifte sig, men saa er sagt, at det ikke var med hendes gode Villie, og at hun ikke var videre glad i den Gutten, hun skulde have. Anne sad paa en borket Hest pyntet som Brud, Trommeslageren slog en Hvirvel, som han kaldte Brureslaaten, Smaadrengene skjøde en Æres-Salve og Brudefølget rede rundt i Tunet med Hui og Skrig. Derpaa satte de afsted og skulde til Kirke. Som sædvanlig rede de som gale Mennesker, enhver vilde være den Første, ingen den Sidste; men da de kom til Kirken var Bruden borte. Der blev da en stor Forskrækkelse. Some rede tilbage for at lede efter hende, og some sagde, at de havde seet hende stige af Hesten ved et Fjeld tæt ved Veien, som siden den Tid bærer Navn af Brureberget. De fandt hende ikke; hun var taget ind i Berget. Hun kom aldrig mere til bage uagtet der blev ringet efter hende ved 9 Kirker saa længe til alle Klokkestrængene brast. Da kunde det ikke nytte længere. Asgerd fortalte ogsaa, at hun Aftenen før Annes Bryllup, havde seet Svørte udenfor Fjøset, hvor Anne laae paa Fjøshjelden. Da nu Anne var borte og alt Haab om at faae hende igjen var forsvundet, spurgte gamle Kari Skolemeste ren om han ikke endnu troede paa Haugebonden. Da svarede han: "Jau, eg nøydest fulla til at tru pá deð djevelskapið, som hev forfylgt meg sá hart."

Helge-Notra

Heddal stavkirke, maleri av Johannes Flintoe fra 1828, tidligere også kjent som "Hitterdals kirke". En rekke sagn knytter seg til kirken.

I Nærheden af Gaarden Hougerud i Hitterdal hæver sig et høit Fjeld, som kaldes Helgenotra[29]. Det har sit Navn af Bruden Helge, som der blev inkvervd. Hun var fra Bøe Præstegjeld og Brudgommen fra Hitterdal, og de skulde til Hitterdals Kirke for at vies. Brudefærden reed glad af Gaarde, men da de kom forbi Fjeldet blev Bruden borte for dem; Tusserne tog hende og lukkede hende ind til sig i Berget. Der blev da, som vente var, en stor Forskrækkelse paa allesammen. Some reiste da til Hitterdal for at hente Kirkens Klokker derhen og forsøge at ringe hende ud igjen, men det maatte skee før Solens Nedgang, eller ogsaa var det for seent. De skyndte sig da, det kan man nok vide, kom ogsaa tidsnok ud med Kirkeklokkerne og fik hængt dem op i Fjeldet. Der vises endnu tydelig Stedet, hvor Kirkeklokkerne hang. Saa toge de paa at ringe alt hvad de orkede, men bedst som de ringede brast Klokkestrængen. Da hørte de Helge græde yderst i Fjeldskorpen, hun var kommen saa langt, at der var bare et tyndt Skal af Berget igjen, og havde Klokkestrængen endnu holdt bare et "ørende litfá Bel" et Minut, saa havde hun været frelst. Men nu var det forbi, de hørte Helge græde, og Graaden tabte sig længere og længere indad i Fjeldet indtil de ikke kunde høre hende mere. Berget havde nu for stedse lukket sig over hende, og hun kommer aldrig mere til at see Dagens Lys; men man hører hende endnu undertiden at græde derinde, især naar hun hører en Hardangerfedle. Naar Brudefærdene fare forbi og Spillemanden spiller, saa græder Helge saa at hele Færden kan høre hende. Ketil Hougerud fandt paa for nogle Aar siden at gaae op paa Fjeldet med sin Fedle for at spille for Helge, da hørte han der gik en huul sørgelig Klang (Dur) gjennem Fjeldet, saa stærkt at Fjeldet bævede, og Ketil blev ganske bange. Det var Helge som græd.

Gagnás

Ved Gaarden Garvik hæver sig fra Silgjords Vandet et temmelig høit Fjeld, der heder Gang-nás fordi der skal gaae en Gang tvers igjennem Fjeldet. Paa Garvik-Siden er der et Hul ind igjennem Fjeldet, men som er lidet undersøgt da det er meget trangt; og paa den modsatte Side er det bekjendte Hjellstadhul i Nærheden af Gaarden Hjellstad i Brunkeberg Sogn. En lige Linje imellem disse tvende modsatte Aabninger vilde udgjøre henved en Miil. Dette Fjeld er berygtet som et Opholdssted for Nisser og Tusser, og de nævnte Gange ere Veie, som føre til dem.

Engang, siges der, slap man en Hund ind igjennem Hullet ved Garvik, den kom ud igjen gjennem Hjellstadhullet, men da var den forbrændt paa den ene Side. Rysen havde skvættet efter den. Da jeg for nogle Uger siden nærmede mig Hjellstadhullet, som jeg ønskede at tage i Øiesyn, var jeg fristet til at troe, at Thjasse selv i sin Ørneham kom mig med vred Hu flyvende imøde; men var det ham, saa havde han dog nu paataget sig den mere beskedne Skikkelse af en Tidur, thi en saadan var det, som i Hulen havde fundet et luunt Tilhold, og nu opskræmt med stort Bulder flaksede afsted lige for min Næse idet jeg vilde kige ind i Bjergets Hemmeligheder. Hulen gaaer lige ved Jorden horisontalt ind i Bjerget, og er i Aabningen ikke større, end at et Menneske kan krybe ind. Denne Indgang, der er omtrent 4 Alen lang, er bueformet, men indenfor kommer man i et større Rum af 3 Alens Høide og 4 Alens Vidde, hvor Væggene ere lodrette. Derfra kryber man atter gjennem en smal Gang noget opad i et andet mindre Kammer, og derfrá op i det 3die, som ikke er større, end at 4 Mennesker kunne staae opreiste ved Siden af hverandre. Men herfra gaaer Veien lodret ned i Fjeldets Dyb, og er nu formedelst nedfalden Steen og Gruus saa trang, at neppe en Hund, men vel en Kat kunde passere den. Dybden vides ikke, men naar man kaster en Steen ned i Hullet hører man den rulle og rasle meget længe og Bjerget klinger som om den stødte imod Metalplader. Saadanne Bjerghuler, hvoriblandt nogle af betydelig Størrelse, er her fuldt af i vore Fjelde. Den beskrevne Aabning i Fjeldet kan ikke ansees anderledes, end som Nøglehullet til den Dør gjennem hvilken Rysen passerer ud og ind, naar han faaer i Sinde at besøge Mannheimen.

Men have vi kiket igjennem Nøglehullet, saa have vi vel ogsaa lidt at fortælle om Tusserne derinde.

Hølge Hasleviken heed en Mand, som levede for henved 50 Aar siden. Han boede ved Dalsvandet langt borte paa Heiden imellem Silgjord og Hvideseid, hvor der ligger en liden Krull med Gaarde og Pladse. Der har fra gammel Tid været fuldt af Troldskab derborte, og Grænden er derfor bleven kaldet Trollebotn. Hølge Hasleviken var en Mand, som forstod sig paa noget af hvert; Folk sagde at han havde Svartebogen og for med Fandens Kunster. Men det sige de er vist og sandt at han forstod at klome[30]. Naar han gik paa Jagt fløi Fuglene lige i Hænderne paa ham, eller de sad stille og fik ikke røre sig om han kom dem aldrig saa nær. Der var Ingen som havde slig Veidelykke som han. Engang han gik ud for at skyde Fugl listede nogle Skalker sig efter ham for at see hvorledes han bar sig ad. Da de kom op paa Aasen randt Solen op og da saae de Hølge Hasleviken ligge paa alle Fire. Han bøiede Hovedet mellem Benene, saae bagvendt imod Solen og strakte tre Fingre ud imod den. Han mumlede og snakkede ogsaa noget, som de ikke kunde høre. Han var ellers ikke af dem, som vilde troe paa Tusserne og de Underjordiske, men det fik han undgjælde for. Paa Gaarden Dale var der en Vettehoug under Jordet. Der stod nogle store Bjørketrær, som Ingen turde røre, da de ansaaes hellige; der brændte Lys hver Helligaften og de bare derhen alle Slags Mad og Drikke, især Smørgrød, Klin, Saup og Øl. Men nu havde de holdt op med at dyrke dem og Hølge Dale eller Hasleviken tog sig fore at hugge Bjørkerne ned. Men da han bar hjem Kubbene, fik han en Knæk i Ryggen, hvoraf han længe var unyt, og blev krokrygget al sin Tid.

Hølge boede som sagt langt bort i Trollebotn og havde lang Vei til Bygdar. Han havde saaledes ikke godt for at komme til Kirke; sjelden var han der ogsaa. Stundom hendte det, at naar han agtede sig derhen, kom han for seent frem. Saa var det en Vende om Vaaren han stod tidlig op en Søndagsmorgen og agtede sig til "Kros og Kirke". Han drog da paa sig sin hvide Søndagskufte og røde Vest, der begge rak ned over Hofterne, spændte Læderbfeltet om sit Liv og Knæreremerne om sine Lægge, satte en rød Pikluve paa Hovedet og tog en Haslekjæp i Næven. Saaledes kom han ruggendes over Heiden til Garvik og ventede der at træffe Følge opover Silgjords Vandet til Kirken. Men da han kom ned, vare alle Kirkefolk foran og der vare ikke flere Farkoster tilstede. Buvikstranden var for lang at gaae, klevet og vrang for en gammel Mand, og om han prøvede derpaa, saa vilde han ikke "raake Messe tid". Han standsede derfor i Grovestaa. Førend han begav sig paa Hjemveien vilde han tage sig en Hvile, og lagde sig derfor ned paa en liden grøn Græsvold ved Foden af det forhen omtalte Fjeld Gangnás. Vandet, som laae foran ham, var speilblankt, Solen skinnede varmt, Fuglene sang og Fiskene hoppede i Vandet, og dunkelt hørte han Kirkeklokkens Toner glide hen over Dalen. Det varede ikke længe før han sovnede. Men som han nu laae der i den bedste Søvn, hørte han en forfærdelig Smeld som om Bjerget revnede og brødes over ham.

Han vaagnede da og sprang forfærdet op, saae sig om, og saae atter, vendte sig og vendte sig om igjen; men ingensteds kjendte han sig igjen. Han vidste, at han havde lagt sig ned i Grovestaa til at sove, men nu da han vaagnede, saae han hverken Silgjords Vandet, Garvik eller Gangnás, Litðfjeld eller Skorve. Derimod befandt han sig indenfor en stor Jernport i et smalt og mørkt Trængsle, men jo længere han gik, desto videre og lysere blev det; han saae Gaarde og Bygder, han aldrig havde seet før, men store og vakre vare de. Som han nu gik kom han til en stor Gaard, der saae ud som en Kongsgaard, for de lyste lang Vei af Guld og Sølv og alskens Kostbarheder. Der besluttede han at gaae fremom for at spørge sig fore og faae Retsleiding om Veien. Han mærkede nok, at han var indkvævd, men han vidste ikke hvorledes han skulde komme ud igjen. Da han nu kom frem i Tunet traf han der en Jente, som han syntes at drage Kjendsel paa, og hun blev ogsaa meget forundret over at see ham der. Det var da ingen anden end hans Søster, som var bleven borte for mange, mange Aar siden i hendes Ungdom. Dermed gik det saaledes til. Det var om Vaaren hun var engang ude i Marken og gæte Buskapen tilligemed en anden liden Gjentunge. Da de havde sanket Kreaturene i Murtedalen gik de ganske rolige der for der var meget at æde og "áti hadde ’ki endá kviknaft". Gjentene satte sig da under en Gran paa Gaasebrækka, og Hølges Søster lagde sit Hoved i den anden Piges Fang og sovnede. Der sov hun forskrækkelig længe. Gjenten sad længe og ventede at hun skulde vaagne, men det blev aldrig noget af; Kreaturene begyndte at rekste langt henover Liderne og hun maatte hen for at samle dem, hun kunde derfor ikke bie længere. Saa tog hun til at ruske og riste i hende, skreg og raabte hende ved Navn, men det hjalp altsammen slet ikke, hun sov lige fast. Hun blev da bange og frygtede for at Gjentungen virkelig var død, græd og bar sig som hun var vetlaus og sprang hjem for at hente Folk. Det varede ikke saa farligt længe førend Folk kom til, men da var Gjentungen borte. De hugede og raabte og ledte baade høit og lavt, men kunde ingensteds finde hende. Men der hvor hun havde ligget laae der i hendes Sted en sveden Brand. Gjenten var og blev borte, og man spurgte aldrig til hende mere.

Som vente var blev Holge Hasleviken meget forundret da han nu traf sin Søster igjen i den underjordiske Verden, i hvilken han nu var kommen. Hun fortalte ham da hvorledes det var gaaet til med hende, og at hun nu var gift med en Tusse. "Siden du nu er kommen her, saa faaer du gaae ind i Stuen," sagde hun, "her er just Barsøl idag, men du maa ikke smage paa noget af det, de byde dig, for ellers maa du blive her du og saa." Ja Hølge syntes det kunde være Moro at see hvorledes de havde det der.

Da han kom ind var der et prægtigt Huus og det glimrede af Guld og Sølv allevegne. I Høisædet sad en fælt stor gamme! Tusse. Han reiste sig op da Hølge kom ind, tog op en stor Ølbolle, drak selv en vældig Slurk og bød dernæst Hølge at drikke sig en Tørstedrik. Da han ikke vilde, satte Tussen Bollen ned igjen og saae ud til at være vred. Derpaa bad de ham sætte sig hen til Bordet for at faae sig noget Mad. Det vilde han heller ikke; han vilde nok hellere faae Lov at reise hjem igjen sagde han. Da blev den gamle Tussen stygt vond, men Hølges Søster tog da paa at bede for ham: han har Kjering og mange smaa Børn hjemme, sagde hun, lad ham reise hjem igjen, for ellers komme Smaabørnene til at græde saa saart for Far sin. Tussekjeringen, som laae i Sengen og havde et Barn i Vuggen hos sig saa stort som et voxent Menneske, lagde ogsaa sit Ord til og sagde: "aa ja, lat en liksásnart reise!" Saa syntes ikke Tussen længere Mon i at holde paa ham, men gav ham Lov at gaae. Søsteren sagde at hun vilde hen og see til Smaakalvene som gik bort i Hougen, og fulgte saaledes Broderen for at vise ham Veien. De begyndte da at tale sammen; "Jeg reiste saa ubetænkt fra Eder," sagde hun, "de kom saa hastig og hentede mig, men du faaer hilse hjemme at jeg har det godt her." "Ja, men nu er det bedst at du følger med hjem til Dale," sagde Hølge, "for du har vel ikke Hug til at være her længere." Men hun syntes ikke at det gik an nu, da hun havde været saa længe borte; hun vilde blive der, hun var. Hun kunde ikke forlade Smaabørnene sine, og hun vilde længes til dem igjen naar hun fornam at de græd inde i Berget. Ikke heller kan det nytte noget, sagde hun, for de vilde snart komme og hente mig tilbage igjen. Da hun nu ikke vilde lade sig overtale til at følge, bad Hølge hende gaae tilbage og vilde tage Afsked med hende; men hun sagde: "Her er vanskeligt at komme frem, jeg maa følge dig forbi den store Jerngrinden hvor der staaer en stor Hund; den kan du ikke komme forbi." Saa fulgte hun med ham. Da de kom til Jerngrinden, sagde hun: "Her finder jeg Kalvene mine," saa var hun bort og talte til Hunden og gav ham noget, saa at han ændsede dem ikke. "Nu maa vi skilles ad," sagde hun, "og nu maa du skynde dig alt hvad du orker for Tussen kunde komme til at angre paa, at han lod dig fare; ikke heller maa du see dig tilbage." End videre sagde hun: "Naar du kommer til Murtedalen, til en Bæk der, saa er du meget tørst, men dersom du drikker af Bækken saa døer du." Saa bad hun Farvel med Hølge, lukkede Grinden igjen efter ham og gik tilbage. Aldrig fik nogen Levende see hende mere.

Hølge sulede da af sted det bedste han kunde, og han for igjennem en smal og mørk Gang. Bedst som han sprang, hørte han bag sig en forfærdelig Susen og Brusen; han løb da endnu fortere og kom saa vel undaf at der blot skvættede nogle Draaber paa ham, men disse vare saa stærke at de brændte Hul paa hans Klæder. Det var Tussen, som skvættede efter ham. Langt om Længe saae han sig tilbage, og da saae han intet andet, end et stort Vand, men foran sig havde han den samme smale Gangen i Berget. Omsider kom han ud igjennem Hjellstadhullet paa den modsatte Side af den, paa hvilken han var tagen ind, men først da han traadde ned i Randbek og vædte Benene sine kom han til Sands og Samling. Saa lakkede han udover Heiden for at komme hjem, og da han kom til Bæk ken i Murtedalen var han forfærdelig tørst, men han gik forbi den og turde ikke drikke. Men da han var gaaen et lidet Stykke, maatte han tilbage og drak. Strax blev han syg, og det varede ikke længe efter før han døde.

Den vanføre Bondegut Nerift Gonge, som har forsøgt at behandle dette Sagn i Versemaal, ender sin Vise saaledes:


Høyr du deð, du gamle tusse
du som stel ’kon gentum frá:
kan ’ki ári deg snegt knúse
no du er vist mosagrá?
Vít og klókskap folk intaka
segn og røður sanne bli’!
dá burt-døyr, sá er deð snakkað,
sássá-vori tusseri.


__________


Siden vi nu have fortalt om Hølge Haslevigen, saa faaer vi med det samme fortælle et Par Historier om hans Broder Sundred Dale, som ligeledes boede i Trollebotten.

Vetter i brødrene Grimms eventyr (1915).

Paa Dale var der meget uroligt og slemt med Tusser og Nisser. De taalte ikke at Folk havde noget støiende Arbeide fore om Aftenen, der maatte være saa stilt saa stilt. Naar Sundred havde været i Smidjen og slaaet Hesteskosøm ud paa Kvelden, saa bankede og braakede det i Smidjen hele Natten bagefter.

Der stod en gammel Stue, som Tusserne ganske vilde have Raadighed over; en gammel Mand Olaf Gullbek, som holdt til der, kunde ikke faae Fred for dem, de kom der næsten hver Dag, og han havde mange Samtaler med dem. Sundred Dale laae paa en Støle paa Brokefjeld, som heder Løyningen, og havnede sine Kreature der om Sommeren. Bort i Liden var der et Grøde, hvor Sauene saa gjerne vilde gaae, for der var baade meget og godt Græs, men saasnart de kom der var det ligesom de bleve jagede, de maatte strax rømme derfrá. Somme Tider saae de ogsaa en Tussegut, som jagede dem.

Saa var det en Gang om Høsten efterat de vare flyttede hjem med Buskapen, at Sundred gik derop en Dag for at skyde Bjørn. Han lagde sig fore i Sælet om Natten og gjorde op Ild paa Eisa. Da det saa leed ud paa Kvelden kom der en liden Tussegut og satte sig paa Dørstokken. Han spurgte om Sundred havde seet noget til Saudene hans. Nei, det havde han ikke, "men er det du," sagde han, "som jager Saudene mine af Grødet?" Ja Gutten kunde ikke nægte at han havde jaget dem, Fader hans havde bedet ham om at gjøre det, sagde han. "Hvor boer Fader din da?" spurgte Sundred. "Han boer her bortenfor Tjønnen op i Liden," svarede Gutten. "Saa faaer du bede din Fader komme herned at jeg faaer tale med ham." Ja, det skulde han.

En liden Stund efterat Gutten var gaaet kom Tussen selv, satte sig paa Dørstokken og spurgte hvad det var han vilde siden han havde sendt Bud efter ham. "Er det du," sagde Sundred, "som jager Saudene mine af Grødet, saa at de aldrig faaer gaae i Ro der?" "Ja," svarede Tussen, "det vilde du ogsaa gjøre naar anden Mands Smaalog gik i din Ager og Eng." "Det var da rart det," sagde Sundred, "jeg veed ikke andet, end at det er min Eiendom dette, og jeg vilde gjerne selv have Raadighed over den." Men Tussen paastod at han ogsaa havde sin Eiendom der, og Sundred turde ikke andet end give efter og tale snildt med Tussen for han vidste at de vare gode at have til Venner, men slemme Fiender. "Nu vil jeg bede dig," sagde Tussen tilsidst, "at du vil slutte med at sidde til Støls her med din Buskap, saa skal du have Løn der for al din Livstid." Dette Tilbud gik Sundred ind paa, og de bleve vel forligte. "Nu ligger du her for at skyde Bjørn," sagde Tussen, "men her faaer du ingen. Men imorgen tidlig, saa skal du gaae hjem igjen og tage Veien gjennem den store Dalen, naar du saa kommer i den lille Dalen der træffer du en Elg, den skyder du; og passer du dig vel og er svindt til at lade saa faaer du Stuten ogsaa. Saa gaaer du over en Bek og op paa en Bakke, der staaer Grisen (Bjørnen). Passer du dig, saa skyder du den." Sundred takkede for godt Raad og de skildtes gode Venner. Næste Dag gik det akkurat som Tussen havde sagt, han skjød to Elger og en Bjørn paa en Dag. "Da kom der Kjød i Huset paa Dale du!" pleiede Sundred at sige, naar han fortalte denne Historie. Men Vaa ren efter størtede tre Naut for ham; det havde han igjen for at han havde skudt Elgene og Bjørnen.


Deð genge alstøtt sá,
der vinst ’ki nokot veiði upá;
deð som kem or skogi með skot
geng burt otor bú heller bás.
Lat fuglanne flakse og fljuge,
og dýri pá viddinne druge![31]


__________


Saa var det en Vaar der var trangt for Saakorn og Sund red var kroksen[32] for en Halvtønde, som han ikke vidste nogen Raad til at faae. Men saa kom den samme Tussen til ham og sagde at han skulde skaffe ham en halv Tønde Saakorn til Laans; han kunde betale det tilbage til Høsten. "Jeg sætter det under Buret, der kan du hente det imorgen tidlig," sagde han, "og der kan du sætte det igjen naar du faaer mat reið[33] dig til Høsten, men passe dig at du ikke tomler[34] det."

Ja Sundred var glad for Hjelpen han fik, og takkede Tussen for "Velgjorði". Om Morgenen stod der en Sæk under Buret fuld af det deiligste Korn. Sundred saaede det, og det voxede fortræffeligt; det blev en Ager saa tyk og langexet at Ingen skulde have seet slig Ager, og et Korn saa stort og tungt som Ærter. Men Sundred var ingen plent Mand til at betale. Om Høsten tærskede han matreide sig og aad, men forsømte at betale Tussen Kornet tilbage. Da det saa leed imod Juul kom Tussen til Sundred og var vred for han ikke havde faaet sit Korn igjen. "Nu maa jeg have det til Julemalt," sagde han, "og du maa endelig skaffe mig det, men kom ihu at du ikke tomler Sækken." Ja han skulde da faae det næste Dag.

Om Kvelden tog Sundred Tussesækken, som han havde for varet vel, fyldte Kornet i og satte det under Buret. "Der faaer det staae i Guds Navn," sagde Sundred. Næste Morgen da Sundred vilde see til om Tussen havde hentet Sækken, stod den der endnu, næste Nat stod den der ogsaa og den blev ikke hentet siden heller; Tusserne havde ingen Magt derover for Guds Navns Skyld. Men saa var det en Nat Tussen kom til Sundred og da var han forfærdelig vred. "Hvorfor gjorde du ikke som jeg bad dig," sagde han, "og lod være dine Kunster, og nu skal du slippe for at jeg skal hjelpe dig oftere. Fra nu af og i niende Leed skal der ikke være Velstand paa Dale, men Mangel baade paa Mad og Saakorn." Der har ogsaa siden indtil denne Dag været Fattigdom paa Dale. Du kjender vel Nils? han er ikke for feed han Stakkel.

Huldrene og Tusserne paa Frieri

«Huldra», pennetegning av den norske eventyrtegneren Theodor Kittelsen 1892.

Der var en Gut fra Nordbø i Hjartdal som gik til Stølen. Det var en varm Sommerdag, bratte vare Bakkerne og Tungt havde han at bære; han blev træt og lagde sig etsteds i Skyggen for at hvile. Det var bare et Øieblik om at gjøre, saa sov han saa tungt som en Steen. Da han omsider vaagnede, stod der en deilig Pige ved Siden af ham og viftede med en Løvkvist Fluerne fra hans Ansigt. Han syntes dette var snildt gjort og han havde aldrig seet saa vakker Gjente før, men han mærkede dog snart at det var en Hulder, og vilde derfor ikke indlade sig videre med hende. Hun gav tilkjende at hun gjerne vilde have ham, men for at undgaae Fristelsen flygtede han det forteste han kunde fra hende, og kom op til Stølen til sin Søster, og fortalte hende, hvad der var hændt ham. Hun syntes ilde om dette Møde, og bad ham passe sig vel at Hulderen ikke skulde faae Magt over ham. Næste Dag skulde han følge sin Søster ud i Marken for at lede op en Ko, som var bleven borte. De ledte hele Dagen, men fandt ikke Koen. Da det nu leed mod Kvelden og de vare gaaede hver paa sin Kant, hørte han en Lur blæse langt bort i Liden. Det lød saa vakkert:


"Marikoll er her,
Marikoll er her!"


Da han saa kom did, var det den samme Hulder eller Tussepige, som sad og passede Koen, han ledte efter, og saa vakker var hun at det var stygt at see. Nu fridde hun atter til ham, og forsikrede at hun blev aldrig glad, hvis hun ikke fik ham, men han skulde blive saa og saa riig dersom han vilde tage hende. Men Tarjei[35] Nordbø lod sig ikke lokke, han vilde ikke vide af hende, sagde han, tog Koen og reiste med. Fra denne Tid fik han ingen Ro eller Fred for Hougepigen, uagtet Søsteren brugte alleslags Kunster for at bortskræmme hende. Hun hentede Arvesølv, som var gaaen i Arv i niende Leed, og lod deraf gjøre et Kors, som han maatte bære paa sig, ja hentede endog en Stump af et Liiglagen fra en gammel hellig Præst i Ligkjælderen, brændte det og røgede ham dermed.

Men han mødte hende hvor han gik, snart sad hun i Engen og bandt Blomster, snart stod hun i Skoven og sang for ham. Ogsaa Tussen selv, hendes Fader friede for hende til Tarjei Nordbø, lovede ham store Rigdomme og sagde, at han skulde faae 6 Køer og 7 Køer og saamange Geder og Bukke som han vilde have. Han forsikrede at hans Datter græd saa at Øinene hendes var ligesaa røde som "Tyriboð vatnit nær soli gladde". Tarjei Nordbøs Forældre vare meget forskrækkede over dette Frieri, og vilde paa ingen Maade at han skulde tage Huldren, som han selv mere og mere begyndte at faa Hug til. De fik ham derfor til at gifte sig med en Pige fra Nabogaarden Hougene. Men da bleve Tusserne vrede og for udsagde en Ulykke paa Gaarden, som ogsaa siden indtraf.

Samme Dag Tarjei holdt Bryllup, reed ogsaa Tussepigen Brudefærd. Man hørte dem sige, at paa Nordbø kunde de ikke hvile for der var alting tomlet, men paa Hougene der var fredagsbaget Brød og søndagsraget Hø, der kunde de holde til[36]. Men fra den Tid, han var bleven gift, saae han ikke mere til Huldren. At Tarjei Nordbø saaledes blev fristet af Hougefolket og nær var kommen i deres Magt, det kom sig deraf, at hans Gudmoder havde glemt at korse ham og sige "i Jesu Navn" da hun første Gang gik ud med ham af Huset for at bære ham til Daaben.


__________


Paa gaarden Fjone i Nissedal boede en Enke, som hed Gunild, hun var Moder til Iisle Thoraf Fjone. Til hende kom engang en Huldrepige, som skulde beile til Gunild for sin Fader. Hun frembar sit Erinde med god Beskeed. Hun skulde spørge fra sin Fader, sagde hun, om ikke Gunild vilde have ham; han var Enkemand ligesom Gunild Enke, skulde hun sige, om det ikke da kunde falde sig saa, at de kunde komme sammen. "Min Fader er en riig Mand," tilføiede hun, "see der bort til Sandnæs, saa seer du buit hans." Da Gunild saae derhen var der saa tykt af Kreature af alle Slags baade store og smaa at der paa hele Næsset ikke kunde rummes flere. "Hvor skal jeg træffe Fader din da," spurgte Gunild Fjone. "Naar du banker paa den hvide Flekken i Kvithammar[37] saa lukker han op for dig," sagde Huldrepigen. Men Gunild bad hende hilse ham med at hun ikke vilde have ham om han var aldrig saa riig, hun vilde hellere da sidde Enke al sin Tid. Fra den Tid var Gunild Fjone saa bange at hun aldrig turde reise forbi Kvithammar, for hun tænkte Tussen kunde komme og tage hende. Huldrepigen var urimelig vak ker, havde langt nedhængende gult Haar og blaa Klæder.

Gunild Fjone gav hende Mad og Drikke, men Brødet kunde hun ikke æde førend det var brændt paa Gløder. Melken der imod drak hun uden videre.

Moder til Anne Budeie var i sin Ungdom meget forfulgt af en Tusse, som beilede til hende, han bød hende saa mange Herligheder, og sagde at han sørgede saa fordi han ikke kunde faae hende. Han var stor og vakker og havde gult langt Haar, der lyste som Guld naar Maanen skinnede derpaa, og det var helst i Maaneskin at han var ude paa sit Frieri.

Paa Hougene i Hjartdal var ogsaa en Pige, som var plaget af en Jutuls Frieri, men hun viste han tvert fra sig, og skræmmede ham bort ved at synge uforskammede Stev.


"Gakk ifrá meg du stygge jutul,
gakk ifrá meg du bergetrutul,
gakk ifrá meg dit stygge troll!
sér eg pá deg lenger, eg dett i koll."

Lonar-Ætten

Paa Gaarden Lonar i Hjartdal har i lang Tid været en Slægt af store, sterke Kjemper, og der er sagt at de vare af Tusse- eller Jøtun-Æt. Der var i gamle Dage forfærdelig mange Tusser omkring i Hougene og Bergene der, og saa er Folks Snak at baade Tusserne toge Koner fra Lonar og at Lonarbonden engang fik sit Gifte hos dem. Det er meget længe siden det hændte, men det skal være ganske sandt, at Konen paa Lonar engang sendte sin Datter ned til Raudbek for at hente Vand. Gjentungen var dengang 9 Aar gammel. Kjæringen stod og ventede paa at hun skulde komme tilbage, men aldrig kom hun, og da hun skulde see derned, saa saae hun rigtignok Gjenten, men det var ikke meer end saa, for idet samme forsvandt hun lige for hendes Øine. Hun kunde ikke begribe hvor det blev af Gjentungen, raabte flere Gange paa hende og skreg at hun maatte komme med Vatsbytten, men hun fik intet Svar. Saa gik hun selv ned for at see hvorledes dette hang sammen, men hun hverken saae eller hørte til Gjentungen. Der var heller ingen Rimelighed for at hun kunde være kommen til Skade paa naturlig Maade, thi Ufser var der ikke, som hun kunde falde udover, men bare slette Volden, og der var paa den Tid saa lidet Vand i Bækken at intet levende Kryb kunde drukne der.

Moderen blev da meget bedrøvet for hun holdt saa urimelig af den samme Gjentungen. Hun sendte Bud omkring i Bygden og bad Folk komme og lede, og der kom forskrækkelig mange, men hvor "fjøllmennt" der var og hvor længe de ledte rundt om alle Haugene, saa vare de dog lige nær. De skjønnede da at hun var taget ind i Haugen (inkvervd) og alle sandede hvad mange alt iforveien havde sagt, at det nyttede slet ikke at lede efter hende. Men Moderen skulde koste Kirkeklokken, kunde ikke det hjelpe, saa var der ingen Raad. Hun skulde lade ringe ved 9 Kirker paa den Tid af Dagen Gjentungen blev borte, og da skulde Moderen staae paa samme Sted, Datteren forsvandt, og sige at hun i Guds Navn vilde have sit Barn tilbage. Ja, hun gjorde da saaledes. Der blev ringet rundt omkring og Konen stod ved Raudbek og raabte, at hun i Guds Navn vilde have sin Datter igjen. Strax hun havde sagt dette blev der svaret hende, at hun nok kunde faae sit Barn igjen, men ikke med Livet. Hun syntes ikke der var nogen Mon i det, da fik hun hellere være der hun var. Hun bad dem derfor holde op at ringe, da hun hørte at det gjaldt Livet.

Saa var det syv Aar derefter, Lonar-Kjærringen sad en Dag ude paa Tunet og spandt paa sin Haandteen. Da hørte hun Hestetrampen og Musik ligesom naar en Brudefærd kommer ridende til Kirke. Det for lige forbi hende, men hun saae intet; derimod hørte hun en Stemme og hun kjendte Datter sin paa Maalet som sagde: "Syt einki fer meg moð, eg hev deð sá gott, at eg vilde ’ki byte um eg fekk den gævaste kar i heile Hjartdal."


__________


Tømmerhogger og hulder med hale bak. Tegning fra svensk eventyrsamling utgitt 1882. Den kvinnelige huldra kalles i sydsvensk folketro Skogsrået.

Mange Aar derefter boede en Mand paa Lonar, som heed Ambros[38], og han var ugift. Da han havde gjort Vaaraanen gik han en Dag ud paa Jordet med sin Øx for at hugge ned noget Holt af Or og Brisk som stod udover en stor Vold, som han agtede at bryde op til Ager. Da han havde hugget en Stund syntes han dette blev et tungvindt Arbeide, og besluttede heller at prøve paa at brænde Skogen bort.

Næste Dag tog han Ild og tendte Varme paa Skogen. Der havde længe været tørt Veir, Lyng og Mose stod snart i lys Lue; derefter begyndte ogsaa Skogen at brænde. Men strax Ilden tog til at gribe om sig, hørte han et ynkeligt Skrig og saae en liden Mand, som med en Bytte i Haanden sprang ned til Bækken efter Vand. I det samme vidste han ikke af før der stod foran ham en ung deilig Pige. Hun rakte ham en lille Sølvbolle fuld af sød Fløde, "drikk," sagde hun, "og du hev einki sinn’ til at brenne alle mine folk up, som hev sit bu her undir".

Ambros blev reent fortomlet, han kunde ikke faae Øinene af den deilige Pige, men stod og betragtede hende uden at sige et Ord. Ilden greb voldsomt om sig og den lille Mand sprang med Bytten, bar Vand og slukkede. Omsider fik han ogsaa Magt over den, og Branden ophørte. Da blev alle Stenene i Bækken, som flyder tæt ved, ganske røde af Blod, og Bækken, som endnu ikke har formaaet at vaske Blodet af Stenene, kalded fra den Tid Raudbek.

Haugepigen græd fordi hun nu havde mistet sine Skyldfolk, som havde brændt inde i Haugen, og Ambros syntes ondt om hende. Saa vakkert et Kvindfolk havde han aldrig seet, og hun var dertil baade stor og sterk voxen. Da han fik Maal for sig spurgte han hende strax om hun vilde blive hans Kone. Han bød hende Guld og gode Dage og sagde at hun skulde blive Gardmandskjering paa Lonar, et Tilbud som han meente ingen af de stauteste Gjenter i Bygden vilde slaae Vrag paa. Men hun bad om Betænkningstid i 8 Dage, og da skulde de mødes igjen ved Raudbek.

Ottende Dags Dagen var Ambros tidlig ude, gik att og fram ved Raudbek og ventede længe førend Pigen kom. Omsider lod hun sig see og Ambros sagde: "eg sér du vil hava kryss, men du er deð au verb". Han gjentog da sit Frierie, og spurgte om det ikke kunde lave sig saa at de To kunde komme sammen. Hun svarede da, at hun nu havde besluttet at gifte sig med ham, men paa den Betingelse, at hun vilde have al Raadighed selv i Huset, at han ikke maatte komme i Fjøset om Vinteren og at han maatte vogte sig for at gjøre hende Fortræd, "for det vil jeg sige dig," tilføiede hun, "at jeg er stygt hastig til Sinds."

End videre sagde hun, at hun nok skulde følge med ham til Kirke, men til Alters kunde hun ikke gaae, heller ikke vilde hun lade sig indlede af Præsten naar hun havde ligget i Barselseng. Ambros var saa indtaget i hende, at han lovede hun skulde faae altsammen aldeles som hun vilde, og hun skulde ikke høre et ondt Ord af ham saa langt som Aaret var. De bleve da saaledes enige og vel forligte, bleve gifte og levede godt sammen i mange Aar[39]. Hvad hendes Navn angaaer, saa sige Somme at hun heed Anne, andre kalde hende Joron; vi ville ogsaa kalde hende saa. De fik mange Børn sammen og alle vare store og stærke Kjæmper. En af dem bar da han var ni Aar gammel to store Stene hjem fra Fjeldet, en i hver Haand. Disse Stene staae endnu som Grindstolper ved Ledet til Lonar, og enhver som reiser Landeveien der forbi kan see hvad Marv der var i Lonar-Lurkerne i gamle Dage. Men de havde ogsaa Stort og Stærkt at slægte paa. Der fortælles at Joron engang var nødt til at give et Beviis paa sin Styrke for at sætte sig i Respekt hos Manden. Hun syntes at han begyndte at tiltage sig for stor Raadighed, og hun fik ikke altid sin Villie frem. Dette likte hun ilde, men sagde ikke videre om det. Men en Dag der havde været nogen Ugreide imellem dem, Ambros stod i Smidjen og slog ud nogle Hestesko, saa gik hun bort i Smidjen til ham, tog en Hestesko i Hænderne, tøiede den ud og vred den omkring som om det havde været en Bjørkevidje. "Her sér du hát eg duger til," sagde hun, "eg er nauftig til at sleppe sinne pá meg, derfer beð eg deg at du ’ki ger meg vreid oftare." Fra den Dag lod Ambros hende styre som hun vilde, og han havde ingen Skade deraf for Joron var en gaste Kjæring.

Meget havde hun bragt med sig til Gaards og det blev ikke mindre medens hun var der. Der er endnu mangesteds i Bygden Syljer og Staup af det Sølv, som Joron førte med sig til Lonar, men det er nu kommet ud paa Vandring. Mange store og gilde Køer havde hun ogsaa med i ´Heimanfylgje´. Hun stullede selv i Fjøset, og der maatte ingen Anden komme, men de havde saadan Lykke af Kreaturene og saameget Melk og Smør havde der aldrig været paa Lonar, og kommer vel heller aldrig mere.

Den første Vinteren var Ambros utilfreds med at hun lod slagte alle Kalvene; efterhvert som en Ko bar, saa slagtede hun Kalven, men Ambros meente, at de dog burde lægge paa nogle. Det var nu ikke videre at gjøre ved det, for Ambros havde lovet at lade hende raade selv. Men om Vaaren da Joron slepte ud Buskapen var alle Kørene saa fede at det glindsede af dem og hver Ko havde sin Kalv, og den som kaat var. Ambros blev baade glad og forundret for nu havde han lige saa mange levende Kalve som velfødde Kør, og han havde dog slagtet dem allesammen. Men det kom deraf at Tussekørene altid have to Kalve, eller som Andre sige at alle Køer have Tvillinger, men at Tusserne altid tilegne sig den ene. Joron derimod fik beholde dem begge. Naar Joron Lonar var i Lag sad hun og drak om Kap med Karfolkene og tede sig meget mandhaftig. Man hermer efter hende at hun da sagde til Manden sin: "du tenkte vel hava skom af meg du, men eg trur no einki du tar". Fra hende nedstammer en Slægt af Kjæmper og Slagsbrødre, og der er endnu Tusseæt paa Lonar.

Joron Lonar var stærk, men stærkere enda var en Tussegjente som blev gift med en Vinjebygg. Han fandt hende paa Heiden en Sommer han var gaaen op for at flette Næver, kastede Kniven over hende og fik hende saaledes uden videre i sin Magt. Hun kom i Barselseng og fik et vakkert og fedt Barn. En Dag som hun sad ved Skorstenen og vaskede og varmede det, sagde hun; "Dette skulde være en god feed Steeg at æde." Derover blev Manden saa vred at han lagde hende for Had, og talte aldrig siden et venligt Ord til hende, uagtet hun strax angrede hvad hun havde sagt og var bestandig blid og venlig imod ham.

En Dag Manden stod i Smidjen gik Konen til ham et Erinde og snakkede snildt til ham som hun pleiede, men han var vred og gav hende Fantord. Da greb hun en Jernstang, som stod der, vred den rundt som en Vidje, snurpede den omkring Livet paa Manden og skyvede ham frem og tilbage som om hun holdt en Muus i en Ildtang. "Du er støtt saa vond imod mig du," sagde hun, "men der seer du hvad jeg kunde gjøre med dig, om jeg vilde." Da gav Manden godt, og fra den Tid turde han ikke tale et ondt Ord til hende.

Saa var der en Gjente paa Lonar, som heed Ragnild; det er ikke saa meget længe siden. Hun var Fæsterpige og skulde snart have Bryllup. En Kveld skulde hun ned til Raudbek og hente Madvand, men da hun kom ned til Bækken stod der en liden Karl, som rakte Haanden ud efter hende. Hun blev saa forskrækket, at hun kastede Bytten og sprang tilbage fortest hun kunde. Den vesle Fyren fulgte efter og vilde faae fat i hende. Da de, som inde vare, hørte Skrig, kom de ud paa Tunet og saae da hvad Nød hun var i. Hendes Fæstermand sprang da til, tog sin Tollekniv og kastede over hende og saaledes blev hun frelst. "Havde du ikke gjort dette," sagde den lille Manden, "saa skulde jeg strax iaket hende." Ragnild turde siden aldrig saalænge hun var Fæstermø gaae ud ai Huset uden at hun havde Staal paa sig; men da Præsten havde lagt Haand paa hendes Hoved i Kirken og hun var ægteviet, saae hun aldrig den lille Karlen mere.

Rysen i Stryfjeld

I Stryfjeld ligeover for Haukum i Hvideseid boede en Ryse, som tog ind til sig en liden Gjentunge fra Hommene. Barnet blev borte og der var ingen som hørte eller spurgte til hende førend hun var bleven voxen; da var hun bleven gift med Rysen.

Da hun skulde i Barselseng vilde hun endelig have sin Moder til sig og bad Rysen at han maatte hente hende. Ja Rysen havde ikke noget imod det, han hentede Moderen og hun hjalp sin Datter. Da Barnet var fød tog Rysen det og smurte det ind med en Salve. Efterat alt vel var overstaaet takkede de Moderen for god Hjelp, og hun kom hjem igjen i sin Stue uden at hun selv vidste hvorledes det gik til.

Nogen Tid derefter blev Moderen farlig syg, og Folk troede at det var hendes Helsot. Rysen spurgte da sin Kone om hun ikke vilde see til sin Moder medens hun var syg, for hun skulde nok faae Lov til det, naar han bare kunde være sikker paa at hun kom igjen. Jo det vilde da Konen gjerne, og hun skulde nok komme igjen, sagde hun. Saa reiste hun og kom til sin Moder. Men for at være sikker paa hende, saa havde Rysen knyttet et Baand om Livet paa hende. Der stod han i Fjeldet og holdt i Toug-Enden, og da Tiden var udløben saa rykkede han i Touget og saa maatte hun ind igjen. Moderen spurgte hende om hun ikke gjerne vilde komme ud af Fjeldet igjen, men hun forsikrede at hun der havde det meget bedre, end ude blandt kristne Folk. Siden den Tid har hun aldrig været seet. De som saaledes vare indtagne i Fjeldet forblive bestandig unge og vakre saalænge de ere der, og kunne leve i mange hundrede Aar, men komme de ud igjen saa blive de saa græsselig stygge og see saa gamle ud, som de virkelig ere. De kjende heller ikke der til nogen Beregning af Tiden.

Padden paa Goutholt

Der var en Kone paa Gotuholt i Sundsbygden som gik og skar paa Ageren. Da kom der væltende en fælt stor og styg Padde frem for Benene paa hende. "Tukke deg du," sagde Konen, "og gakk or vegi, sá skal eg vera di nerkjering nær du kem i barseng." Padden krabbede da bort. Om Natten da alle laae og sov bankede det paa Døren saa haardt at Gotuholt-Kjæringen vaagnede, stod op og gik ud for at høre hvad der var paa Færde. Da hun kom ud stod der en liden Mand med en stor bredbremmet Hat paa Hovedet. "Du lovede Konen min," sagde han, "at du vilde være ´Nerkjæring´ for hende, og nu skulde jeg bede at du vilde komme og skynde dig for det staaer om." Konen kunde ikke mindes at hun havde givet saadant Løfte til noget kristent Menneske, men den lille Mand erindrede hende om, hvad hun havde sagt til Padden, "det var min Kone det," sagde han. Ja der var ingen Raad til at slippe, Gotuholt-Kjæringen maatte følge med ham og forrette det, hun havde lovet.

Da hun var færdig dermed, vilde hun som Skik og Brug er blandt kristne Folk koge ´Nauðegrauten´, men der fandtes ikke Meel i det Huus hvor hun nu var. Saa bad hun en af Huldrepigerne at de vilde gaae hjem til Gotuholt og hente noget Meel og hun sagde dem, hvor de skulde finde det. En Gjente gik da afsted, men en liden Stund efter, saa kom hun tilbake med den Beskeed, at Melet var tomlet, hun kunde ikke faae det med sig. Kjæringen maatte da selv afsted, kom tilbage med Melet og kogte en "Svivar". Men da hun kom tilbage, saae hun begge sine Tjenestepiger staae i Berget og male Malt. Da hun skulde reise, takkede de hende for god Hjelp og gav hende en graa Ko i Betaling, men Barselkonen advarede hende for Manden sin. "Naar du gaaer ud af Døren," sagde hun, "maa du passe dig og smette fort undaf eller holde dig til den ene Side, for da vil han skyde efter dig." Konen tog Farvel og gik, men idet hun traadde ud af Døren puff! saa skjød Manden efter hende. "Traf jeg dig?" sagde han. "Nei," svarede Konen. "Ja saa var det brav da," sagde han; Konen kom vel hjem med sin Ko og syntes hun havde gjort en god Reise den Nat. Om Morgenen da Pigerne skulde gaae paa Arbeide, kunde de ikke bestille nogen Ting, de vare saa saare i Armen, at det var som om de vare slagne tvers af paa dem. "Det er ingen Under," sagde Gotuholt Kjæringen, "for jeg saae Eder begge i Berget i Nat, hvor I stode og malede Malt for Rysen."

Huldregaarde i Vraadal og Nissedal

Neri Bygstaul i Vraadal gik en Dag paa Skytteri. Da han kom et Stykke op paa Aasen traf han til at see en Orfugl, som han lavede sig til at skyde paa. Men i det samme han lagde an og vilde trække løs kom der løbende en liden Mand, som raabte og bad at han endelig ikke vilde skyde for Kuglen vilde komme ind gjennem hans Stuedør. Neri Bygstaul tog Geværet ned og lod Fugelen flyve, gav sig i Snak med den lille Manden og spurgte, hvor han var fra. "Jeg boer her strax borte," sagde han, "vil du ikke komme ind og besøge mig, du og jeg vi ere Grander." Han fulgte da med, kom ind i en Huldregaard, saae Haugebondens Kone og hans Søn, besøgte en anden Mand i Nærheden o.s.v. De havde alle saa rare Navne, men dem havde vor Sagamand glemt. Neri spurgte, om han nogensinde havde gjort disse sine Naboer Fortræd, saa var det imod hans Villie, sagde han, for han havde ikke vidst om dem før. "Nei," sagde de, "du har altid været en snild Grande; og hvad det angaaer, at du ikke har vidst om os, saa er det ganske rimeligt, for det er ikke ofte at vore Gaarde komme tilsyne. Det er nu 20 Aar siden nogen har seet dem og nu vil de atter blive usynlige i 50 Aar." Olaf Ibrække har nylig seet disse Huldregaarde.

Det var en Dag han roede paa Vraavandet, da saae han dem tydelig, og saae Røgen stige op af Skorstenspiben. Han roede da i Land fortest han kunde for at see hvorledes dette havde sig, men da han kom til Lands vare de forsvundne, og der var for hans Øine bare Skov og Mark som der altid har været paa det Sted.

Det var en Kveld Nils Lisland vilde gaae til Grimstveit. Han gik efter strake Veien, men bedst som han gik blev der under hans Been ligesom han gik paa en Bro, hvor den ene Stok gik op, den anden ned. Saa vidste han ikke af førend han kom ind i en Huldregaard, hvor der var overmaade gildt. Han blev trakteret baade med Øl og Mad. Huldrekallen sagde, at han var Nilses Nabo; "Gaarden min heder Ringsaas og selv heder jeg Nils ligesom Du," sagde han.

En Kone paa Throntveit gik til Fjøset en Sommerdag; saa kom der en Huldrekal med en Fedle og satte sig paa Laavebriken til at spille. Han spillede saa vakkert at det var forskrækkelig. Konen spurgte hvor han var fra. "Aa jeg er nu din Grande jeg," sagde han, "jeg heder Finnkal og boer her bort i Svartufs."


__________


I Fjalestad Grænden er der mange Tussegaarde; der er en heel Grænd af saadanne, som strækker sig ligefra Fjalestad til Thjorborgaasen. Der seer man ofte Tusserne, og mange have været inde hos dem og blevet vel modtagne. Der var en Smed, som heed Prøis, han kunde komme til Tusserne naar han vilde, og naar han havde været der havde han med sig tilbage saamange Slags deilige Æbler og anden besynderlig Frugt. Jacob Fjone og Thor Fjalestad gik engang sammen fra Fjone og skulde til Fjalestad om Kvelden. Da de kom et Stykke paa Veien syntes de først at de kom i en Vase med Riiskvister og gik og vassede og subbede i Riset, men med Et befandt de sig i en stor By med gilde Huus, brede Gader og alt andet som hører til. De skyndte sig ud af den fortest de kunde, og da de vare komne udenfor saae de sig tilbage, men da saae de intet andet, end strake slette Veien.

Gaarden Findreng har været en Tussegaard, og den har sit Navn deraf at den er funden. Der var en Dreng som gik i Skoven, enten han skulde gæte eller hugge Veed skal vi lade være usagt, men som han nu gik der att og fram satte han sig paa en Laag, tog op sin Tollekniv og spikkede paa et Træsko-Emne. Han gik med et Par gamle "Fylur"[40] og trængte til at faae sig et Par ny. Men som han sad der, blev han søvnig, stak Kniven fast i Stokken, han sad paa, og sovnede ind.

Da han vaagnede sad han paa Dørstokken af et gildt Huus. Der var baade Laave og Fjøs og fuld Gaards Greide. Da kom en Mand til ham og sagde, at han havde gjort ilde imod ham, for nu havde han mistet Gaarden sin, og nu maatte han flytte. Men Gutten sagde at han ikke havde tænkt at tage noget fra ham, han maatte gjerne beholde Gaarden. "Nei," sagde Manden, "nu er det borte fra mig, nu eier du Gaarden, og jeg kan ikke raade her længere. Men," sagde han, "det var dog godt, at det ikke var Hovedbølet du fandt, dette er bare en Plads." Hovedbølet skal ligge længere nede mod Almandveien. Der seer man sommetider endnu Haugebondens Buskap. For nogle Aar siden saae en gammel Kone der en Hjuring og nogle Køer. Hun troede at de tilhørte Aslak Findreng, men da hun kom hjem til Gaarden, hørte hun at hans Kreature allesammen vare paa Stølen. Undertiden hører man Hester gaae ude omkring Husene paa Findreng, men naar man skal ud og faae fat i dem, ere de borte. Det er ikke alle Gutter, der ere saa lykkelige som Findreng Gutten var. Han slap siden at gaae paa Fylur.

Sveinung Vreim

Illustrasjon av «huldras nymfer» fra H. A. Guerbers Myths of the Norsemen from the Eddas and Sagas (1909).

Da Sveinung Vreim i Bøherrad havde vaarvunnet, satte han Hesten sin op paa Lidfjeld og vilde han skulde gaae der en Stund for at faae noget Hold paa sig. Da det led af en tre Ugers Tid behøvede han Hesten og gik op paa Fjeldet for at hente den, men da var den ingensteds at finde. Han gik i mange Dage, ledte over alle Dale og Nuter, Lider og Myrer, men han fandt ikke Spor og fik ikke Spurlag paa den. Siden ledte han hele Høgbalden af og til, spurgte alle Hjuringerne der paa Fjeldet, men ingen havde seet noget til Hesten. Saa led det over Slaatten og hen ud paa Høsten, da maatte Sveinung Vreim afsted igjen op paa Fjeldet, for etsteds maatte dog Hesten være. Han gik da langt, langt hen over Fjeldet, og hvorledes han gik eller ikke saa kom han ind paa et Gaards-Tun, og der stod Hesten hans og slikkede Salt paa Burshellen.

"Eg meinar eg treffer hesten min her," sagde Sveinung Vreim til Konen, som stod ude paa Tunet. "Ja," svarede hun, "han kom her tidlig i Vaar og gjorde Skade paa Ágeren, saa tog Manden min og satte ham ind, og siden have vi brugt ham til at høye med, men vi have hegnet og handteret ham vel, saa han har ingen Skade havt af det." Ja, Sveinung Vreim syntes nok han kunde see det, for Hesten havde aldrig været saa blank som han da var. Konen bad Sveinung ind for at faae sig Drikke. Inde var der forfærdelig staseligt og gildt og en vakker Gjente sad og flettede sit lange gule Haar i Sølvbaand. Da Konen bad hende gaae ned i Kjælderen efter Øl, spurgte hun, om hun skulde tage af den Tønde som Katten sidder paa. "Nei er du galen," sagde Konen, "me vil ’ki mannen nokot vont." Da han nu havde faaet sig en god Øldrik gik Konen paa Buret, hentede Flesk, stegte og tilberedte Sveinung et godt Maaltid Mad. Han spøgte og gav sig gode Stunder.

Men da det leed paa, begyndte Konen at blive urolig, saae ud al som tidest og sagde omsider til Sveinung: "Nu er det nok bedst at du reiser, jeg venter Manden min Hjem, og han er nu saa underlig til Sinds; det var ikke godt om han traf dig her." Da Sveinung hørte det, var han ikke seen, men skyndte sig afsted fortest han kunde. Ved Afskeden sagde Konen til ham, "nu kan jeg ikke andet Gjengjeld gjøre dig for at vi have brugt Hesten, men naar du kommer af Lidfjeld ned i Vreim-Klevene saa finder du en Sølvaare i Berget, der ligger ogsaa mange løse Sølvklumper, dem kan du tage; siden kan du raade for Sølvet der saalænge du lever, men du maa ikke lade nogen anden faae vide det." Sveinung takkede, tog sin Hest og reiste.

Da han kom ned i Vreims-Klevene blinkede Sølvet imod ham, saa at han fik ondt i Øinene, Sølvklumpene hang som listapper op over Bergvæggen, og han pakkede i Skræppen alt hvad der var Rum til og vel saa det. Da han nu kom hjem med alt Sølvet, saa vidste han længe ikke hvorledes han skulde bære sig ad, for blev det bekjendt at der var Sølvaare, saa vilde Kongen komme og tage Gaardene; han havde gjort saa før ved Guldnæs-Værket, og sagde han ikke frem hvor han havde faaet Sølvet, saa vilde han blive mistænkt som en Tyv og Kjeltring. Desuden var det ham paalagt, at han ikke maatte opdage Sølvaaren.


__________


Paa den Tid boede der en Mand i Fjaagesundkroken i Hvideseid Sogn, som heed Olaf Graa. Det var en underlig Sælle; Ingen vidste hvor han var kommen fra eller hvad han levede af, men Sølvpenge havde han altid nok af. Han havde bygget sig en Stue nede ved Røyrfjoren; der vises endnu Tuften efter den. Der var han hjemme om Dagen, men om Natten var han næsten altid borte, og da hørte man høit oppe i nogle Bergheller hvor det smaapikkede og hakkede hele Natten. Folk sagde at han havde fundet en Sølvaare, men Ingen fik vide hvor det var, og Ingen var istand til at opdage hvor han egentlig var henne. For naar man gik til den Nuten, hvor det bankede saa var det stille der, men bankede i en anden Nut, og kom man did saa var det i en tredje og saa fremdeles. Han døde uden at opdage sin Hemmelighed, og Sølvet har siden den Tid været urørt.

Men for nogle Aar siden fandt man en Støbeskee af Jern i en Bergskorte just paa den Kant, hvor Olaf Graa vankede, men saa langt oppe og afsides at vist ingen anden end han kunde falde paa at komme der med Støbeskee. Den maatte derfor vistnok have tilhørt ham, og deromkring maa han vel have fundet Sølvet, men siden har der ingen været, som skjønnede sig paa slige Ting.

Sveinung Vreim fik fat paa Olaf Graa, og han støbte op Sølvet for ham til Penge; saa gav han det ud som gangbar Mynt. Der var ikke noget Bedragerie med det, meente han, for hans Sølv var ligesaa godt som Kongens Sølv, og vel saa det. Og det var ikke lidet, for han havde mange Kvarter fulde.

Men saa var der en Mand paa Børte i Eikjabygd, som var i Slægtskab med Sveinung, men det var en Skarv, som sad efter ham og vilde føre ham i Ulykke. Engang var han i Besøg hos Sveinung Vreim; de sad og drak om Kvelden i godt Venskab og kom til Tals om hvor Sveinung fik alle sine Sølvpenge fra. Da tog Hovmodigheden ham, han roste sig af at der var Ingen som eiede saameget Sølv som han, ikke Kongen selv, for han vidste det Sted, hvor han kunde tage saameget som han vilde; og hvad der var endnu værre, han viste Børte-Manden sine Pengekvartere og fortalte hvorledes det var gaaet til. Saaledes kom Historien op; Børtemanden meldte det for Øvrigheden og Sveinung kom under Tiltale. Men de fik ham aldrig til at vise dem Sølvaaren, og han døde medens han var under denne Forfølgelse.

Siden hans Død vidste ingen Beskeed om, hvor det var, bare en gammel Follougskjærring paa Vreim, men af hende fik ingen vide noget. Øvrigheden krævede alle paa Vreims-Gaardene til at gjøre Ed paa at de ikke vidste det, og alle aflagde Eden saa nær som Follougs-kjærringen. De toge hende da med Magt, satte hende paa en Hest og førte hende afsted, og vilde true hende til at syne Sølvaaren, men da Hesten kom op under Vreims-Klevene blev den stad. De fik den ikke af Stedet, hvormeget de sloge den. De reiste da hjem efter en anden Hest, og Manden som eiede den bandte paa at den var saa flink at den "flaug tvers ivir laagandes elden", og at den nok skulde gaae fram om der var aldrig saameget af Tusser og Troldskab i Veien. Men da Hesten havde gaaet et lidet Stykke, reiste den sig paa to Been, frøste i Næsen og bar sig som det var paa Livet. De fik den paa ingen Maade frem. Endnu forsøgte de den tredje Gang og vigslede Hesten førend de toge ud med den; det lod ogsaa til at dette hjalp for Hesten gik ratt fram, men nu faldt Kjærringen i Uvitet (Besvimelse) og saa kunde de ingen Vei komme. Da maatte de begive sig. Men i Vreimsklevene et steds i Eiriksteins-Fjeldet der er Sølvaaren endnu, men Tusserne ville beholde den for sig selv. Det er ikke mange de unde saa godt som Sveinung Vreim.

Fagerbakke

En Mand fra Gaarden Riki i Valle Præstegjeld i Sætersdalen havde været oppe i Høiden paa en Støle, som heder Stavdalen. Da han gik hjem igjen og var kommen ganske nær Gaarden paa en slet Vold, som ligger et Stykke ovenfor Jordet, fik han see et Syn, som han aldrig havde seet før i sine levende Dage, endskjønt han syntes at have seet Mangt og Meget baade i By og Bygd. Hele Volden var bedækket med Klæder og Kostbarheder[41] af alle Slags, Guld og Sølv og Kobber saa blankt at det skinnede paa lang Vei. Der var alle Slags Kopper og Kar af Guld og Sølv i de forunderligste Lader og Lignelser; staselige Klæder, røde og blaa og af alle deilige Farver. Manden stod længe og betragtede dette med stor Forundring. Folk saae han ikke. Da tog Gjerrigheden ham, han løb bort og greb en Deel af disse Sager og rafsede sammen en stor Bør baade af Klæder og Kar, Guld og Sølvskaale og hvad det nu var altsammen, bar det hjem og gjemte det i Loftet. Der, tænkte han, har jeg det i godt Forvar.

Da det leed ud paa Kvelden kom Tussen, som eiede alle disse Sager, og forlangte at Manden skulde levere dem tilbage. Tussen var vred og syntes det var ilde gjort at tage anden Mands Gods; han burde vide at det ikke var herreløst, sagde han; det var bare lagt ud paa Bakken for at tørkes efter at hun Maalfrid, Konen hans, havde vasket og skuret det. Men Manden havde ikke Lyst til at miste hvad han saa let havde vundet, han vilde dog prøve at beholde det i det længste, og nægtede at levere det tilbage. Tussen truede og sagde at dersom han ikke strax udleverede altsammen, skulde han sætte Ild paa og brænde op baade Huus og Hjem. Manden var stridig og vilde enda ikke, han tænkte vel det var ikke saa farligt. "Ja," sagde Tussen, "nu kan du see ud af Vindøiet, og saa spørger jeg dig tredje Gang om du vil levere tilbage hvad du har taget som en Tyv." Manden saae ud, og da brændte der allerede i det ene Lofts-Hynne[42] en stor Lue. Da blev han forskrækket, bad for sig og lovede at udlevere. Han gav ogsaa tilbage alt sammen saa nær som en Kobberhest og et Menneskebillede af Træ, hvilke han skjulte og kom til at beholde. Men dette Sviig blev ikke ustraffet, thi Tussen forkyndte ham siden at paa Riki skulde Bonden aldrig være uden Gjeld. Saaledes har det og saa været og er til denne Dag.

Loftet, hvori Tussesagerne vare gjemte og hvor Tusse-Ilden brændte, staaer endnu paa Gaarden, og i det ene Hjørne vises tydelig et stort Stykke som er brændt. Volden, hvor Kostbarhederne vare udbredte, blev fra den Tid kaldet Fagerbakke, og saaledes heder den endnu. Kobberhesten var huul, og saavidt Fortælleren erindrede, for synet med en Klaf til at aabne paa Ryggen. Den kom siden til Gaarden Oset i Austad Sogn i Bygland, og der er den formodentlig endnu.

Menneskebilledet eller Træhovedet, som ved denne Anledning sagdes at være kommet til Gaarden, kaldte de Hernaas. Det er ikke meget længe siden det var der, og der sagdes at de i gamle Dage viste det Dyrkelse, men nu er det borte. Men paa Gaarden Brokke i Hyllestad Sogn er end nu et saadant Træhoved i Menneskelignelse, eller et Brystbil lede, som de kalde Faxe[43].


__________


Paa Gaarden Høgetvedt i Venie Præstegjeld her i Thelemarken er der en Hjort af Messing, vel arbeidet og med store Horn, huul og paa Ryggen forsynet med en klaf. Den er en Gave af de Underjordiske siges der; den fandtes en Julenat hensat paa Dørhellen, har nu sin Plads paa en særegen Hjeld over Høisædet i Stuen og bevares som en Helligdom. Der vilde skee en Ulykke dersom Hjorten skulde komme bort, og derfor har Manden paa Høgetvedt ikke villet skille sig ved den, uagtet der af Oldkyndige har været buden mange Penge for den[44].

Ved denne Anledning ville vi ogsaa nævne en Hest af Metal, hvilket vides ikke med Bestemthed som har staaet paa Gaarden Handland i Anexet af samme Navn, Venie Præstegjeld. Den har været der fra Hedenold, men er for nogen Tid siden af Odd Handland skjænket til Musæet i Bergen, hvor den opbevares under Navn af Oppedals Hesten, hvilket maa komme deraf at den blev sendt med en Mand fra Gaarden Oppedal i Røldal, som ved Frembringelsen urettelig maa have foregivet at den havde staaet hos ham. Den skulde være hen ved 6 Tommer lang, af heel Støbning, uden nogen Udhulning. Denne Hest ansaaes i ældre Tider for en Helligdom, tillagdes overordentlige Virkninger, benyttedes af Syge, og sendtes om i Bygden i saadan Hensigt. Man skrabede endog Fliiser af den, og nød disse som Helsebot; og paa Halsen skal Hesten endnu bære Spor af, at den saaledes har maattet yde sin Tribut til en sørgelig Overtro. Det var nok ikke frit for at Hesten saalænge den stod paa Handland hos enkelte overtroiske Mennesker beholdt noget af sin ældre Anseelse, og just af denne Grund var det at den agtværdige Odd Handland skilte sig ved den, da han ellers kunde have ønsket at opbevare den som et Oldtidsminde paa Gaarden. Med Hjorten paa Høgetvedt skal man tilforn have drevet en lignende Overtro.

Torjus Nordgaarden i Hvideseid har et lidet Sølvbillede, der formodentlig skal forestille Jesus-Barnet, holdende Jordkuglen i sin venstre Haand og den høire udstrakt som til Velsignelse. Billedet, der bærer Spor af Forgylding, er omtrent l/2 Tomme langt, Ansigtet ædelt og Formen i det Hele meget vakker. Paa den indre Side har det en Hempe, til Anbringelse af et Baand, hvilket synes at vise, at det har været brugt som Hoved eller Bryst-Smykke. Det skal have tilhørt en Capitain Mørck, som boede paa Trisæt i Laurdal for henved 100 Aar siden. Det er klart, at det er en Levning fra Catholicismen, og der fortælles, hvad høist rimeligt er, at der med dette Billede har været drevet samme Overtro, som med hine Dyreskikkelser fra Hedenskabet. Billedet bærer paa Bagsiden Spor af at der har været skrabet Spaaner af det. Dette Skav havde man i en eller anden Drik og troede deraf at bekomme Helse bot i Sygdommen. Dets nuværende Eier bruger det til Hattespænde, men vil trods sin Fattigdom ikke skille sig af med det.

Læseren bedes undskylde, at jeg ved disse Meddelelser, hvortil jeg ikke fandt nogen bekvemmere Plads, er falden ud af min egentlige Rolle; vi skulle strax komme ind i den igjen.

Vesle Tapp i Fjolli

Ved Gaarden Rynjum i Omersdal er en høi Nut, der har Udseende af en uhyre hvælvet Melke-Ringe, og Gaarden kunde gjerne antages deraf at have sit Navn; men, det er da ikke saa, Navnet baade paa Gaarden og Nuten skal være opkommet ved følgende Begivenhed.

Der bor nu i denne Nute som i alle andre en heel Mængde Tusser, og i gamle Dage toge de sig tilrette hos Bonden med hvad det skulde være uden at spørge ham om Lov. De vare derfor ofte til Besvær og saa mange vare de fordum at christne Folk ikke kunde boe i Norge og Landet ikke blive bygget før end de indgik Ægteskab med dem, og saaledes kom i Skyldskab og Venskab med dem. Saaledes kom undertiden Tusserne i Rynjumsnuten ned og tappede Øl af Bondens Kjelder. Det skede i Stilhed og al Venskabelighed. En Aften Manden vilde ud at see til Stalden og starve Hestene, hørte han det raabte op i Nuten:


"Dagbak, Dagbak![45]
heð en Nottfag til fara fort,
lisle Tapp i fjølli er dauð."


Ja, sagde Manden, han skulde saa gjøre. Han gik da ind i Stuen og sagde høit: "Skunde deg Nottfag, vesle Tapp i fjølli er daud" og da hørte de et dybt Suk og Graad nede i Kjælderen. Han gik siden derned og fandt en glindsende sort Melkerynge med blanke Messinggjurder omkring. Den var tappet fuld af Øl, men da Haugebonden hørte at Vesletapp i Fjeldet var død, blev han saa forskrækket, at han slap Ryngen og sprang. Denne Rynge har siden aldrig kommet ud af Kjelderen og den skal være der endnu, endskjønt Beboerne ikke vil vedstaae det. Det er et Klenodie, som ikke kan for kommes uden at Lykken med det samme viger bort fra Gaar den, som har sit Navn af Nottfags-Rynge.

En Mand gik samme Dag fra Rinde til Angre. Da han havde gaaet et godt Stykke mødte han En, som han ikke kjendte, men som sagde: "Her er et mørkt Veir idag, du maa passe dig at du ikke tager Feil af Veien." Den Anden syntes det var en ufornøden Paamindelse og svarede: "Vegin veit eg og mannemálit kenner eg, eg finn fulla fram ljose dagin." "Naar du kem til Aa-to," sagde den Fremmede videre, "sá segg at vesle Tapp i fjølli er daud; kalvanne spend’ en pá varmen." Saa skildtes de og gik hver sin Vei.

Der var den Dag tykt og taaget i Luften, men dog ikke saa at det hindrede Folk fra at see enten Fjeld eller Far, og Manden gik fort fram. Men da han tænkte at han skulde være ved Angre opdagede han til sin store Forundring at han var paa en ganske anden Kant, nemlig ved Øverboe paa den anden Side Dalen og Elven. Saa gaaer det naar En drister paa sig selv. Han maatte da afsted paa ny igjen og det syntes for ham som han gik Veien to Gange. Da han nu kom til en Støle ovenfor Angre, som heder Aato standsede han og sagde høit hen i Veir og Vind: "Eg selle segja at vesle-Tapp i fjølli er daud." Da blev der stor Skriig og Jammer i Nuten, og de spurgte: "Hát daud fekk han?" "Kalvanne spend’ en pá varmen," ságde Manden, da kraunede det paa ny: "Agjeia meg! agjeia meg fer vesle Tapp, no er en daud!"

Vetterhouger og hellige Trær

Asgerd heed en staut Kone, som boede paa søndre Bjørge i Selgjord, hun var Langbedstemoder til Liv Haddeland i Sundebygden, som endnu ikke just er nogen gammel Kone. Dengang var der nede i Jordet paa søndre Bjørge en stor Vettehoug, hvorpaa der stod en Lund af store gamle Bjørketrær, der havde faaet Lov til at voxe som de selv vilde, og vare saa tykke som Tømmerstokker. Der maatte aldrig nogen røre saa meget som en Kvist eller et Løv af dem. Der havde man i gamle Dage brugt at bære hen sine Gaver og Offere til Tusserne (Vetterne) og der gik aldrig nogen Helligaften hen uden at Huusmoderen selv gik derhen med Ølskaalen, og aldrig blev der kogt en Smørgrød uden at ogsaa Tusserne fik sit Fad de ogsaa. Men Asgerd Bjørge troede ikke stort paa Tusserne og syntes ilde om dette Uvæsen, dog tillod hun aldrig at nogen gjorde Lunden Skade.

Saa var det engang hun skulde hen at hente Brisk for at bake sine Melkekopper, og hvorledes hun nu gik, saa kom hun ned paa Vettehougen og der stod tykt med stor Brisk. Hun tænkte det var ikke vandere i det, skar sig et Fange Brisk og vilde bære det hjem. Men som hun ludede sig ned for at tage Briskebøren, fik hun et Slag paa det ene Kind saa at Hovedet blev skakt paa hende efter den Dag. Asgerd syntes dette var meget ilde, og hun kunde hverken komme til Kros eller Kirke, Gjæstebud eller Barsøl af Skam for det skakke Hoved. Det var i den samme Tid Signe Søsterdatter hendes skulde have Bryllup, saa sendte de Bud efter hende at hun skulde komme og være Brurkjærring, men hun vilde slet ikke og sagde at hun turde ikke syne for Folk. Der var da Mange som sagde til hende, at det kom deraf, at hun havde vanvørt Vetterne og desuden skaaret Brisken fra dem, saa hun kunde ikke vente det bedre, men heller takke til at hun slap saa. Der var en gammel Kone, som gav hende det Raad, at hun skulde gaae til Vettehougen tre Torsdagskvelder med Øl og Saup[46] og bede Vetterne vakkert om Forladelse. Det gjorde hun, og det hjalp. Hun blev strax efter ganske god igjen.

Men siden kom hun til at tænke paa dette og sagde med sig selv: Mon det ikke var Synd at jeg gik hen og bad til Vetterne? Hun kunde ikke komme fra dette, hun syntes at hun havde gjort en syndig Gjerning og angrede det. Saa fik hun en Huusmand til at hugge ned hele Bjørkelunden, brændte op alle Bjørkerne og vilde aldrig tro paa Tusserne mere. Men da kom der slig Ulykke over hende, at det var forfærdeligt, det Ene værre end det Andet.

Den samme Sommer mistede hun to Heste, Skrubben tog alle Saudene hendes paa Stølen, Sælen brændte op med hele Budrotten[47]; Badstuen fuld af Korn brændte op hjemme, kort sagt der var ingen Ende paa al den Ulykke. Da de flyttede hjem fra Grunningsdalen om Høsten med Buskapen havde hun ikke flere Smaalog igjen, end en Bøkor[48]. Den maatte hun heller ikke beholde; han kom ind i et Njupeholt[49], viklede sig fast med Hornene og hængte sig op. Huusmanden, som fik en Tønde Korn for at hugge ned Træerne, slap heller ikke skadesløs, men maatte betale Kornet dyrt, for han huggede sig i Benet saa at han var unyt i lang Tid efter.

Paa samme Tid omtrent levede vonde Lafranz Medaas[50]. Han var en stor Slagskjæmpe og en ugudelig Krop, derfor fik han Navn af den onde. Ligesom han var slem imod Folk saaledes var han ogsaa slem imod Tusserne og gjorde dem al den Fortræd, han kunde. Men saa havde han en Kone, som heed Guro, hun var af et ganske andet Slags, hun var en brav Kone og var snild baade mod Folk og Fæ, som man siger for et gammelt Ord. Men Tusserne dem dyrkede hun med stor Flid og søgte at gjøre godt igjen hvad Manden gjorde ilde. Der var en Vettehoug nede i Jordet, paa hvilken der stod to store Bjørker. Der boede Tusserne og der fik de sin Fedgrød og sine Ølskaale til bestemte Tider. Det slog aldrig Feil. Til Juul vankede der ogsaa Klin og anden For kunmad.

Engang hændte det, at der kom en Tusse ind i Stuen, han havde vel et Erinde til Guro Medaas, men han traf vonde Lafranz derinde, og han tog Kniven sin og kastede i Ansigtet paa Tussen saa at han stak Øiet ud paa ham. Da tog Tussen ud, men sagde at han nok skulde mindes det Varpet.

En Tid efter at dette var hændt, kom Tussen ind i Stuen igjen paa Medaas. Det var om Natten, Lafranz og Guro havde lagt sig. Tussen havde en Steen i hver Haand og kastede dem efter Lafranz, som laae foran i Sengen, men rammede ham ikke; dog var det ganske nær at han havde knust Lafranz’s Hoved, thi Stenen rammede Sengeknegten, til hvilken Lafranz ludede sin Pande, og slog den i Splinter. Da reiste vonde Lafranz sig op i Sengen og spottede Tussen; "du høvde ’ki held, din sæling du er!" Tussen svarede: "Eg sille nok høft, hadd’ deð ’ki vorit fer dets gamle grá hovudit, som lág atta-fer deg." Han vilde ikke gjøre det for Konens Skyld.

Der har paa Medaas været nogle Stene, som man i gammel Tid viste en særegen Dyrkelse; disse siges der skulle være de, hvormed Tussen kastede efter vonde Lafranz. Men de ere upaatvivlelig som Gjenstand for Veneration fra en langt ældre Tid (Sml. s. 140). En Juleaften da Lafranz havde faaet en Kveik af Ølbollen, gik han hen til vonde Sundre Grave for at prøve Styrke med ham, men der fik han Bank for Sundre var ikke god at komme i Kast med. Lafranz var en riig Mand, han eiede hele Medaas, som nu er fire Gaarde, og desuden mere til, saa at han havde 7 Tønder Jordgods, men det gik ud med ham paa det Sidste. Naar han havde vaarvundet og Kreaturene droge til Fjelds, saa reiste vonde Lafranz gjerne til Byen. Da havde han med sig et Kvarter Sølvpenge i en Skindhiit. Naar Kreaturene kom hjem fra Stølen ved Kros messe, saa kom ogsaa Lafranz hjem, da havde han været borte i 10, 12 Uger, men da var Skindhiten tom; han havde drukket op altsammen.


__________


Omtrent halvparten av de bevarte, middelalderske tømmerhusene i Norge er fra Telemark. Bildet viser loftet på Heggjestøyl i Vinje, lafteteknikken tyder på før 1350. Foto: Johan Meyer, før 1932.

Der var en Dal imellem Medaas og Bakken som heder Bøkkerdalen, og der har før gaaet en Elv, som i "Fiirdeflaumen" skar sig et andet Løb. Der nede ved Bøkkerdalsstranden mødte vonde Lafranz engang en liden Tusse (Nisse) som bar paa en stor Kornsæk. Tussen piltede afsted og pustede og Strævede med den tunge Sækken, og Lafranz spurgte ham hvor han vilde hen med den. "Jau," sagde Tussen, "eg hev borit át deg hit-til-dags, no skal eg bera frá deg." Fra den Tid gik det ud med Lafranz. Engang han reiste til Byen blev der kastet en Steen efter ham fra Vettehougen, idet han gik forbi den. Da lovede han Tusserne, at de nok skulde have det igjen dersom han var lagin at komme tilbage. Nogle sige at han dengang var udkomanderet i Krigen. Han kom paa Hjemveien, men rak ikke hjem. Tusserne turde ikke tillade ham det. Han døde paa Gaarden Næs, 1 Miil fra Hjemmet, og da drak Tusserne Gravøl. Da Gaarden siden blev deelt i Smaaparter, tog den ene Mand sig fore at grave ud Vette hougen og byggede sin Stue der; men de som siden have boet der, have ingen Lykke havt, og ganske nylig er Bonden gaaet fra Gaard og Grund.

Nede ved Almannveien i Nordbygden er en Vettehoug, som kaldes Livlikhougen. Der er et lidet Hul midt ovenpaa den som om der havde været gravet, men der maa Døren være, for naar man vælter Stene ned i Hullet om de ere aldrig saa store blive de aldrig liggende, men næste Gang man kommer igjen, ere de opkastede. Det samme er Tilfældet flere Steder. Paa Gaarden Næs i Nærheden af Selgjords Kirke er en meget stor Vettehoug, Bonden har bygget sin Stue ganske tæt ind til Hougen, hvilket tyder paa at han engang maa have levet i godt Venskab med Hougebonden. Men den forrige Eier af Gaarden, Guttorm Næs, vanvyrde Vetterne reent og brydde sig ikke et Gran om dem. Ja han tillod endog Biskop Munch i Aaret 1824 at udgrave Hougen[51]. Bispen stod selv og saae paa medens de grov, men det var et svært Arbeide, de bleve ikke færdige førend Bispen maatte reise, og saa holdt de op at grave. Arbeidsfolkene fortalte, at de med Jordstøren kjendte at der laae en stor Helle, og derunder stod Pengekjedelen, mente de, men da turde de ikke grave længere. Den Bispen fik aldrig komme her mere, og Guttorm gik det saa reent ud med, at Gaarden hans var pantsat for mere, end den var værd, kleenhelset blev han desuden og sjukáll alle sine Dage. Ved Siden af Hougen staaer en stor og vakker Hengebjørk, den har fra gammel Tid været et "Bøn-Træ", hvor Gaardkjærringen satte Grøden for Tusserne og Ølskaalen, og hver Helligaften brændte det Lys der. Men Guttorm Næs kylde[52] den; og ikke nok med det, men engang han var i Beit for en Spon[53] gik han hen for at hugge et Spons-Emne ud af Bønne-Bjørken; men da fik han et Tussebid i Knæet, det var som om En stak ham med en Pindesyl, og det gjorde saa ondt at han neppe var god for at komme ind igjen. Da blev han for skrækket og begyndte at drage sig til Minde, at det var galt gjort. Saa krabbede han hen til Bjørken og satte alle Flisene, som han havde hugget ud, sammen igjen, bandt en Fille om kring og smurte Tjære paa og lod det voxe sammen.

Siden fik han en Mand til at hjelpe sig med at kaste Hougen igjen, som Bispen havde gravet ud, og pynte den til bedst han kunde, da blev han god igjen i Benet. Hans Søn Eivind, som nu boer paa Næs har ikke alene betalt sin Faders Gjeld og indløst Gaarden, men har Penge paa Renter til. Men han tillader ikke at nogen endser Bjørken eller Hougen, det er den som drager, siger han. Der er rigtignok den Forskjel at hans Fader var drikfældig, men Eivind er en ædruelig og stræbsom Mand. Det er ikke det alene som gjør det, siger gamle Anne.

Kviteseid bygdetun. (Foto: trolvag, 2012. Commons.)

Paa denne Gaard maa der i gamle Dage have boet mægtige Folk; den har ogsaa en udmærket vakker Beliggenhed paa en Halvøe i Selgjords Vandet. Der ere flere Gravhøie, og der har i disse været fundet Adskilligt. I en stor Houg ved Eivind Næs’s Badstue fandt gamle Lafranz Graae en Kjedel fuld med Sølvpenge, men han fordulgte det "for at ikke Kongen skulde komme og tage det fra ham". Han fik en gammel Kone til at skure op Pengene og hun sladrede saa sagte om det. Somme vare firkantede, somme runde, baade smaa og store, men meget besynderlige og rare. Kjedlen var af Kobber, den kom siden til Roholt i Vraadal og er kanskee der endnu. Ved at pløie ud en lav Houg yderst ud paa Næsset fandt Guttorm Næss flere Gravurner, samt Stumperne af et uhyre bredt og stort Sværd, det var, siges der, næsten 5 Tommer bredt. Ligeledes fandt han en liden Sølvplade omtr. 1 Tomme bred og 4 Tom lang, paa hvilken der var udgravet Snirkler og Spiraler. Et andet Fund sammesteds kunde lede til Formodning om at der paa Næs engang har staaet Kirke eller Capell, uagtet derom intet Sagn existerer, men Gaarden kaldes i gamle Dokumenter Præstnæsset og har hørt Præsten i Selgjord til; endnu i 1668 medens Zakarias Schanke var Præst her, laae den under Præstegaarden, da han førte Proces mod Bønderne i Flatbygden om et tilstødende Sameie, hvoraf Præsten "dem til Fortrængsel" havde indhegnet sig et Stykke. Christjern Pedersøns Jertegns Postill har fra gamle Dage ligget paa Næs, og blev Biskop Hagerup foræret som en Sjeldenhed. Det Fund, jeg nævnte, var en stor Nøgle af Jern, som endnu opbevares paa Gaarden Øverland, hvorhen Guttorm Næs’s Datter blev gift, og et Guldkors. Dette veiede 1/2 Mark, var omtr. 1 Tom. langt, slet og blankt. Guttorm Næs, som fandt det, skjønnede ikke at det var Guld, og gik hen og solgte det for en Slik til en Sergeant Heik, som den gang boede paa Moen. (Iml. 1780—1800.) Man vidste ikke andet, end at Heik var en Mand i smaa Kaar, men da han fik Guldkorset blev han en riig Mand. Han reiste til Byen og solgte det, vilde aldrig sige hvad han fik for det, men strax efter udsatte han 900 Rdlr. paa Renter mod Pant i Bjørge, saa det viste sig han havde gjort en god Handel. Stedet, hvor Guldkorset fandtes, kaldtes siden Guldhaugen.

I Flatbygden ere mange Vettehouger, blandt andre er der en stor Houg nedenfor Udgaarden, hvor der i gamle Dage har været henbaaret Madoffer og Drikoffer til Tusserne, og hver Helligaften saae man der brændte et blaat Lys. En Nat i Julen var Udgaards-Bonden borte i Gjæstebud og der var kun en gammel Lægdekjærring hjemme. Da hun vel havde lagt sig om Kvelden blev der en Leven og Støi i Kjælderen saa det var forskrækkelig, og da Konen skulde see til, var Stue-Gulvet ligesom borte og i Kjelderen var der et heelt Følge af Tusser, Karle og Kvindfolk stasede som et Brudefølge. Hun saae hvorledes de dansede og drak og gjorde sig lystigt til gode med Bondens Julekost. De tappede Øl af Tønden, drak af Melkefadene og aad af Juleklingen, men alt i Et raabte de: "Huf, det er tomlet! Det er tomlet!" og det turde de ikke røre. Kjærringen fik da ikke sove den Nat, men da det leed paa Morgensiden reiste de bort i Hougen igjen, hvorfra de vare komne. Hun undredes da paa, hvad Manden vilde sige naar han kom hjem og erfarede at Tønden var tom og Maden opspist, men Dagen efter, da de skulde see til, var alting for deres Øine urørt i Bondens Kjelder.

Nedenfor Gjuve staaer en stor Løn, hvor der brænder Lys hver Helligaften, og som man i gamle Dage har dyrket, og nedenfor Klomsæt en Asp, hvorhen den for et Aar siden af døde Kvit-Anne Klomsæt mangen Gang endnu paa hedensk Viis har baaret Mad og Drikke for Tusserne. Ved Sundbøe er en Vettehoug, som kaldes Lathoug, paa hvilken der har staaet en stor Hengebjørk, som har været anseet for hellig, og Ingen har turdet røre. Nu er den tørket, saa der er ikke et grønt Løv paa den mere, men gamle Tarkild har bedet om at Ingen maa endse den, men at den maa staae saa længe han lever, for det er saa rart med det aligevel. Længere oppe paa en Støle i Sundbøe Marken har ogsaa været en hellig Bjørk, hvor man hensatte sine Offere naar Ko skulde kalve eller an det Vigtigt skulde skee. Sondre Reishuus kløv op i den for en Deel Aar siden og vilde kylje den, men da sprat der en Flis i hans Øie, og han blev einsynt alle sine Dage; hvad vilde han ogsaa der? han kunde gjerne ladet det være.

Nedenfor Gaarden Øverbøe i Omersdal er en Vettehoug og noget til Siden en Lund af store Aspetrær. Der har flere seet Lys brænde og gamle Aslak Øverbøe har tydelig seet at de gik med Lys imellem Haugen og Aspelunden naar man i gamle Dage havde hensat sine Offergaver der om Helligaftenen. En gang Konen havde i denne Hensigt været derborte, kom der en liden Tussegut og hængte sig fast ved Stakken hendes. Da Talleif Eivindson Øverbøe var en Dreng paa ti Aars Alder, var han en Dag alene hjemme. Saa kom der ind i Stuen til ham en liden Gut som saae ud til at være omtrent paa samme Alder. Han blev der længe, og de legede og holdt Moro med hverandre. Tilsidst spurgte Talleif hvor han var fra. "Aa jeg er nu hjemme her tæt ved," svarede Gutten, men i det samme raabte de paa ham: "Kjervill, Kjervill, hvor er du?" "Der hørte jeg Mamma mi," sagde Gutten, og i det samme blev han borte.

Paa Lofthuus i Hjartdal er en stor Ask, som endnu ikke maa røres. Konen der vilde for nogle Aar siden endelig faae Manden sin til at kylje den for der var saadan Mængde deilig Løv, men han vilde slet ikke. Saa kløv hun selv op i Asken, og uagtet Manden bad hende saa vakkert at hun vilde lade det være, saa tog hun dog paa at karte og kviste, men ret som det var saa datt Kjærringen ned saa at det klas i Marken og brød Benet af. Siden har Asken staaet urørt.

Paa Bratterud i Nissedal var et Par Folk, som fik saa vakker en Kalv; den havde alle Slags Farver. Det var snart at see at det var en Tussekalv og Konen vilde derfor sætte den paa, men Manden tog og solgte den. Derover blev Tusserne vrede paa ham. Og hvad der var endnu værre, han tog sig fore at hugge ned en Selju, som stod uppunder Fjeldet, og som havde staaet der urørt saalænge Nogen kunde mindes.

Konen bad for Seljen at den maatte faae Lov at staae for den var saa vakker at see paa, sagde hun. Men det hjalp ikke; der var baade godt Løv og god Veed i den og desuden et Par Ræku-Emner, han hugg den ned. Men da de skulde til at lægge Veed paa Varmen spragede og smeldte det i den som om det skulde være Granveed, og Manden fik en Trote i den ene Arm, saa at han ikke kunde røre den i en eneste Led. Saa vilde han aarelade sig, men han fik intet Blod ud, der kom bare en hvid Vaag. Nu tog Tusserne (Nisserne?) paa at blive uregjerlige og slemme og gjorde Folkene Fortræd paa alle Kanter. De kastede Stene ind i Stuen til dem; hvorledes det gik til kunde de ikke see for Døren blev ikke oplukket, men den ene Steen kom dansende ind efter den anden.

En gang kastede de ogsaa hede Poteter. Disse vare dog ikke som vore Poteter, men snarere dannede som Ægg og havde noget Besynderligt ved sig. En Kveld Tusserne bleve altfor slemme, maatte Folkene forlade Huset og gik ned til Naboen Olaf Ansteinson og laae der om Natten. Da de kom hjem igjen var til deres store Forundring alle Stenene borte, uagtet der var kastet en stor Mængde. Dette varede i lang Tid, men enten det nu var med Villie eller ikke saa traf Tusserne aldrig og der kom Ingen til Skade. I Laden og Fjøset var ogsaa idelig Støi og Uro og Gutten, som tærskede, saae Noget fare op og ned af Ladevæggen som et loddent Skind. Naar han hugg Veed loe de høit af ham og nappede Veden bort, saa at, naar han havde strævt længe og kubbet og kløvet havde han ingen Ting igjen. Da loe Tussen (Nissen) saa godt: ha, ha, ha!

Tidsidst gik Konen en Torsdags Aften hen i Laden for at tale Tusserne tilrette. Hun spurgte dem alvorlig hvorfor de holdt saadan uskikkelig Støi, om det var noget de vilde, saa fik de sige til, eller om de havde fornærmet dem, saa var det mod deres Villie og Vidende, hvorfor hun bad dem om Forladelse Fra den Tid blev der mere roligt.

Ved Gaarden Ofte i Høydalsmo har været en Vettehoug, paa hvilken der stod en heel Krull af store Espetrær, og disse havde man i fordum Tid stor Respekt for. De ansaaes for hellige, og Ingen maatte røre dem, thi enhver Fornærmelse mod Hougen eller dens hellige Trær vilde bringe stor Ulykke. Ikke den mindste Kvist maatte brydes eller brændes, men de tørre Grene som brast for Vind og Veir og faldt ned, bleve omhyggelig samlede og henlagte ved Roden af Træenne. Det er nu længe siden, men det hændte en Gang at Konen paa Ofte sendte sine to Smaabørn ud for at sanke Trosseveed til at koge Kveldsverden med.

Det var en liden Gut og en Pige og de vare endnu saa smaa at de ikke havde Vid paa hvad Vetter var, eller vidste at gjøre Forskjel paa Trosapinnar, men mente at den ene Stikke var ligesaa god som den anden. De vinglede sig da bort paa Vettehougen og der laae en heel Vase med tør Kvist, hvoraf de toge hver sit Fang og traskede hjem med; men da Moderen fik vide at de havde taget Veden paa Vettehougen blev hun ganske forskrækket, jagede Jentungen strax afsted igjen med sin Bør og bad hende lægge den der hun tog den, Drengens derimod, som allerede var kastet paa Ilden, kunde ikke ræddes. Men den stakkels lille Gut maatte haardt undgjelde derfor, han fik et Tussebid i Benet og det blev hans Bane. Pigen derimod slap vel fra det. Hougen ligger tæt ved Landeveien og man gjør nok bedst i at vogte sig for at komme den for nær, thi en Mand som gik af Veien der hen i sit eget Erinde fik Munden forvreden saa at han gik med en skak Kjæft alle sine Dage. Hans Kone sagde rigtig nok at han fik Skaden i en Sygdom, men selv paastod han bestandig at Tusserne vred Kjæften af Led paa ham da han paa Oftehougen. Den forrige Eier af Gaarden, som ikke vilde agte paa slige gamle "Heimløysur"[54] gik en Dag hen og huggede sig et Spons-Emne ud af det ene Espetræ, men medens han var beskjæftiget hermed fik han et Stik under det ene Øre, hvilket tog sig saa ilde op at han deraf kreperede. Men der som der nu ikke skeer Capitain Rye og hele Veibestyrelsen en Ulykke, skal det være rart, for den har tilladt sig at udgrave Hougen til Veifyld og Tarkild Ofte har omhugget alle dens Trær[55]

Fire Aar efterat Tarkild Ofte havde fortalt mig om denne hans Mangel paa Respekt for Vettehougen og dens hellige Trær, kom jeg atter forbi Stedet, og saae da at Hougen saavidt muligt var repareret, og at der paa Toppen af samme var plantet et vakkert Rognetræ. Det var da heller ikke saa meget at undres over, for der havde i de sidste Aar overgaaet Mandens Famillie flere Uheld. Hans Sønnekone var død, og hans egen unge Hustru havde mistet sin Helse.

Nordenfor Ofte ligger Vatsenden, hvor der ligeledes er en Vettehoug, paa hvilken der staaer to store Løvtrær. Gaardens Beboere have aldrig tilladt at der tilføies disse Trær nogen Skade; ogsaa de nærværende Opsiddere holde strengt derover. For ikke mere, end en Mandsalder siden ofrede man endnu Libationer der. Naar f. E. en Ko skulde kalve, naar man bryggede Juleølet, kogte Bufargrauten o. s. v. bar man altid en Skjænk bort til Vettehougen. Naar man smurte Julekling skulde desuden Kværne-Knurren have en Lefse, som man lagde imellem Kværnestenene.

Paa Donstad i Morgedal var en Vetterøys, hvorhen man ligeledes bar Fedgrød, Øl, Saup og deslige lækre Sager og satte det under nogle Stene. Naar man kom igjen var det altid opædt og Skaalen hvælvet. Omsider holdt man op med den Overtro, skammede sig derved og rev Røysen ud. Da var der saa fuldt af Ormer, Firfisler og Padder at det var for skrækkeligt, fede og store vare de allesammen. Da fik de see, hvem de havde givet Mad.

Huldre-Kreature

Vi have vel allerede ved flere Leiligheder talt om Tussernes Kør og Buskap, men vi kunde have meget mere at fortælle derom; der er ingen Ende paa den Snak.

I Hjartdal var en gammel Mand, som en Dag skulde gaae ud i Skoven for at lægge sammen en Vedkost til Vinters. Han havde begyndt at dimmes lidt paa Synet, men ikke videre, end at han godt kunde retsleide sig selv baade ude og inde. Da han nu gik til Skogs havde han en liden Gut, paa 6 eller 7 Aar med sig, som bar paa en Næverskrukke og vilde hente Blaabær. De vare komne et Stykke ud i Marken, da begyndte Gutten at skrige, greb fat i Bedstefaderen og klyngede sig tæt op til ham. "Hát fél deg?" sagde Gamlen, men Gutten skreeg bare mest han orkede. Da hørte Manden en Stemme, som sagde: "Seer du ikke at han er rædd alle Gederne mine?" Og da Manden skulde see op, saae han en stor Flok Geder, som kom lige forbi dem. De fleste havde Bjelder paa af mere end almindelig Størrelse, skinnende blanke som Sølv, og en Klang var der i dem som i den vakreste Kirkeklokke. Man den tog til sin Tollekniv for at kaste den over Gedeflokken; men da raabte en Kone, som bar et Barn paa Armen: "tak att’ stálit dit, og du skal elltift hovo lykke ’ta kreturinn dine!" Gamlingen stak Kniven i sin Slire, lod Huldrebukkene løbe og fortsatte sin Vei. Samme Vinter fik hans eneste Ko to Kalve, hver Saud fik Trillinger og en af hans Geder fik Tril linger saalænge hun levede.

Der var en Kone paa Eidstaaen i Vraadal, som fangede en Tusseko ved at kaste Staalen over hende. Hun sad just og saumede paa et Plagg da Huldrebuskapen kom farende forbi hende. "Du maa gjerne have den," sagde Tussekvinden, "men du maa aldrig slaae den for da skal du miste Koen og mere til." "Hvad heder den da?" spurgte Konen; "Øller," var Svaret. Koen var graa af Farve og kollet. Den blev der paa Eidstaaen i mange Aar, og det var den bedste Ko Nogen kunde eie; den mælkede mere, end to tre andre Kør. Konen paa Eidstaaen lagde paa tre Kalver af Øller, de bleve alle gode Melkekør, men graa og kollede vare de allesammen. Hun havde ikke nogen Ko før, men nu aatte hun Øller og tre til: det var mere, end hun nogensinde havde drømt om! Men medens hun nu glædede sig herover, hvad skulde saa hænde?

En Sommerdag var der varmt Solskin og Øller var saa kaat og ustyrlig at Konen ikke fik mælke hende hvordan hun bar sig ad. Da blev Konen vred og, idet Øller spændte ned Melkeryngen, slog hun til den et Slag med Næven dermed var det forbi. I samme Øieblik kom Hulderen og raabte:


Kom no Øller
med alle dine Køller!


Væk vare de allesammen! og Konen paa Eidstaaen stod fatti gere igjen, end hun nogensinde havde været.


Paa Raudland viste man Tusserne og de Underjordiske megen Dyrkelse for et Par Menneskealdre siden. Folk var saa daarlige at de troede, at deres Lykke beroede paa det Forhold, hvori de stode til Tusserne. Især ved vigtige og høitidelige Anledninger, saasom Barsøl, Bryllup, Juul og de andre Helligaftener bar man, som før meldt, til Vettehougen det Bedste man havde under Hænder af Mad og Drikke. Til Gjengjæld gjorde Tusserne adskillige Tjenester; de stelte med Bondens Køer og tog imod Kalvene, naar de bare, saa at Budeien var befriet fra al Omsorg derfor. Saa lode de ogsaa sin Stud gaae med Bondens Køer om Sommeren, saa at han ikke behøvede at holde nogen saadan, men i det Sted kunde føde en Ko mere paa sin Gaard. Men Ingen maatte slaae Studen, og Hjuringen blev hver Dag advaret at han maatte passe sig for at komme den nær. Men det var ikke godt at passe sig derfor.

En Dag som Buskapen gik paa en Myr nordenfor Gaarden og Huldrestuten som sædvanlig gik med, kom Hjuringen til at slaae den med sin Kjæp, og da var det forbi. Tusserne tog den ind til sig igjen, og de saae den ikke mere. Nordenfor Groven i Omersdal er en Støle, som heder Vetterhuus. Der er en stor Vettehoug midt i en Myr. Naar Grove-Buskapen gik der, kom der ud af Hougen en stor brandet eller brundroplet Stud og gik sammen med Bondens Kør. Men Hjuring-Gjenten kom engang til at slaae den med sin Haandteen, og fra den Tid blev den borte. Det samme hendte paa mange andre Steder, hvor Folk undte Tusserne vel. Men Tusserne have ikke alene Kør og Geder, de som boe høit til Fjelds have ogsaa Rensdyr. I Bykle Sogn i Sætersdalen var en Mand, som heed Salomon Breidvik; han var en stor Veidemand og gik ofte paa Vidderne for at skyde Reen. Engang kom han ned i en Kvæv, hvor han fandt en Flok Reensdyr og blandt disse en stor Hanreen, som bar en blank, glindsende Ring om Halsen. Da hørte han det raabte i den ene Berghall: "Pass pá ringálstuten, no keme mannen med sløike pipanne!" Men saa svarede det i en anden Berghall: "Der skaut ’an eingin aten tvegin hell otvegin." "Ja," raabte det atter, "du má pass’ ’an vel, fer veikaren ber vatskallen pá seg." Da Salomon Breivik hørte dette, vidste han hvad han skulde gjøre, han strøg sig om Kindet og tvettede det halve Ansigt med sit eget Vand, og var saaledes hverken tvegin hell otvegin. Derpaa lagde han frem sin Rifle og skjød Renen saa at han stupede i Marken. Da hørte han Tusserne raabe fra den ene Nut til den Anden: "Au, au der datt ringálstuten! eg sa’ deg du laut pass’ ’an"; og de jamrede sig forskrækkelig. Renen var saa stor og feed, at Salomon Breivik aldrig havde skudt større Dyr. Ringen, som Renen bar var af et Metal som ingen forstod sig paa, men vakkert var det, og Salomon gjorde sig Halseknapper af den med lange Lænker og Dobber i, som hang ned over Brystet. Men han fik ikke længe beholde den.

Siden engang han gik paa Fjeldet og kom hen i de samme Kvæver traf han en stor Bjørn, og førend han fik Tid til at skyde sprang Bjørnen paa ham, greb ham om Livet og brødes med ham. Salomon var ikke rædd for at tage Tag med hvem det skulde være, og Bjørnen havde al sin Styrke behov for at faae ham overende; men tilsidst blev Bamsen for stærk og brød Salomon under sig, beed Halseknappene ud og sprang afsted med dem. Salomon var glad han slap for saa godt Kjøb, men han skjønnede at Tusserne saaledes hentede Ringen sin igjen.

Bedstefaders Hat

Paa Gaarden Kvolsod i Ordal er der en stor Vettehoug, som kaldes Kongshougen. Hvorfor den kaldes saa, kan ingen nu sige med Vished, men Kvolsod skal i ældgamle Dage have været en Kongsgaard, og der ligger formodentlig en Konge begraven i Hougen. Man har ogsaa der paa Gaarden i andre Houger og Røiser fundet gamle Vaaben og Jernrustninger. Men nu boer der en forfærdelig Mængde Tusser i Kongshougen.

Engang der var Gjæstebud og Bryllup paa Kvolsod gik en Gut hen om Kvelden og lagde sig til at sove ved Hougen, som er strax ved Husene. Det var midt paa Sommeren, og da lægger Folk sig ude paa Marken hvor de kan komme til saavel om Dagen som om Natten naar det er Opholdsveir. Da Gutten havde sovet en god Ryk vaagnede han derved at der blev saadan Bulder og Støi i Hougen. Han hørte Tusserne raabte: "hvor er min Hat? hvor er min Hat? hvor er min Hat?" saa piltede de og sprang omkring ham ud af Hougen saa fort, saa fort, at det var ligesom en Gjeite-Trokk. Gutten vidste ikke hvad der var paa Færde, han tænkte at Gjestebudsstuen stod i Brand og at alle Gjæsterne flygtede, saa for ogsaa han op og raabte: "Hvor er min Hat, hvor er min Hat?" Da blev der kastet en Hat ud af Hougen til ham, og han hørte det brummede derinde: "Ja nu har vi ikke flere igjen end gamle Goffars Hat, saa faaer du tage den da!" Derpaa kom Hatten trillende ud af Hougen og ned over Volden; det var en stor graa Hat med bred Skygge. Gutten satte Hatten paa sig og gik ind i Bryllupsgaarden. Han var nu bleven usynlig for Folk, men han selv baade saae og blev seet af Tusserne. Nu fornam han Aarsagen til at Tusserne havde saadant Hastværk, Maden var kommen paa Bordet og den havde Kokkekonen (Reidekeringi) glemt at tomle, og nu sad der en Tusse mellem hvert Par Gjæster og tog for sig baade af Mad og Drikke saa Maden blev hurtig fortæret og det slog kun maadelig til. Gutten sagde da til Verten, at han syntes der sad vel mange til Bords og at han maatte have god Raad naar han skulde beværte saamange ubudne Gjæster. Men Manden skjønnede ikke, hvad der mentes med dette som blev hvisket ham i Øret uden at han saae Nogen som talede til ham; han vidste ikke der var andre, end de som budne vare. Saa tog Gutten gamle Goffars Hat af og satte den paa Vertens Hoved, men da fik han Øinene op og saae med Forskrækkelse hvorledes Tusserne sad fra den ene Bordende til den Anden, knaskede og aad saa at det valt af dem. Manden udlod sig da med at han gjerne vilde have godt Rom og Guds Fred i sit Huus, og da blev der et forfærde lig Spetakel, de løb da alle bort fortest de kunde.

Det er somme Tider at der gaaer saa forskrækkelig meget til i Folks Gjæstebuder uden at Gjæsterne blive enten mætte eller drukne; der er ikke Forslag i nogen Ting. Det er Tusserne, som æde det op.

Imellem Hauge og Skare i Morgedal er en stor Vettehoug om hvilken en lignende Historie fortælles. Der har ogsaa været hellige Trær. Gunvor Pirkum pleiede at bære derhen Mad til Tusserne, og somme Tider saae hun dem og talte med dem; især var der en liden Tussegut som var saa kjær ad hende at han hengte sig fast i Stakken, saa at hun ordentlig maatte riste ham fra sig.

Forskjellige Historier

Tarkild Sauðar i Hitterdal havde en voxen Søn, som fortalte at han var bleven indkvervd af Huldrekallen. Han havde i flere Dage ikke været rigtig af sig, men syg var han just ikke heller. Saa var han en Dag ude og grov Potætes med flere Andre; hans Fader var ogsaa med. Bedst som han stod, kastede han Grævet og løb hen imod et Berg, som er der i Nærheden, og som har Ord for at være fuldt af Tusser. Men der var Ingen som tænkte paa Sligt dengang, og Ingen brydde sig om at Gutten gik sine egne Erinder. Men han kom ikke igjen paa Ágeren den Dag, og da de kom hjem om Kvelden saa var han ikke der heller.

Den anden Dag var han ogsaa borte, og den tredje Dagen kom han heller ikke igjen, da begyndte de at blive bange for ham og tog paa at lede. Ingen havde seet ham, og ingen vidste hvor han var. Tilsidst saa fandt de ham igjen under under Laaven, der laae han i et trangt Smaug, hvor Ingen kunde komme til ham og hvor han heller ikke selv kunde have krøbet ind. De maatte da rive bort en Deel af Tømringen for at faae fat paa ham, men det nyttede ikke alt de raabte paa ham og bad ham komme frem; de fik ham ikke ud førend hans Moder krøb derind og lokkede ham med sig. Da var han vidskræmt og reent forstyrret i lang Tid efter.

Han fortalte da at han havde været taget ind i Berget. Da han stod og grov Potætes var det som Noget drog ham, han maatte afsted, og da han kom bort under Berghallen mødte han en liden graaklæd Mand, som havde en graa Hat med en stor Bræm paa Hovedet og bar en Kat paa Armen. Manden bad ham da følge med sig, og der var en Magt over ham, saa han kunde ikke andet, han maatte være med. Han kom da ind i Berget, men hvorledes kunde han ikke sige. Der var ligesom en heel By med mange og store Huse, malede vare de ogsaa, men de havde alle sorte Vindøier. Den graaklædte Mand med Hatten og Katten gik foran og Sauðargutten gik efter, og saa kom de ind i en Stue, hvor der var flere saadanne Folk baade Mænd og Kvinder. Der stod dækket et Bord med mange deilige Sager og de bade ham sætte sig hen at faae sig Mad, og saa skulde de siden tales ved, om han ikke vilde blive hos dem. Gutten satte sig til Bords, lagde sammen sine Hænder, som han var vant til, og vilde læse sin Bordbøn; saa fik han Maal for sig og sagde: "I Jesu Navn gaae vi til Bords". Pludselig blev da altsammen forandret omkring ham. Brødet blev til Furubark og Suvlet var ikke andet end den styggeste Sop (Huldrespy) og selv blev han voldsomt kastet ud af Berget og blev liggende der, hvor de fandt ham.

Præsten Crøger havde Gutten fat og skrubbede ham for at han fandt paa slige Historier, men han forsikrede at det var sandt, og da saa Præsten tog til at læse op for ham og forklarede ham, at der var ingen Underjordiske og at han ikke skulde troe paa Sligt, svarede han: "Aa nei Far, en sille ’ki tru deð, men eg vart no sá fer deft; deð var vel ei fristels!"

Præsten Crøgers Tjenestegut Nils Lønfeldt og Jon Tinne gik en Host op paa Heiden for at fiske. De vare begge forlovede og skulde snart have Bryllup. Da de nu var kommet op paa Heiden blev det mørkt og de lagde sig ind i et Sæl, hvor de gjorde op Ild paa Peisen og kveldstelte sig. Da de havde lagt sig paa noget Bar og Einstab som Budeien havde brugt til Sengebos, laae de en Stund og talede sammen om Gjentene sine og ønskede at de havde dem hos sig. I det samme kom der to Piger ind af Sælsdøren, og det var livagtigen begge deres Kjærester. "Hvor i Jesu Navn kommer dere her!" udbrød de begge paa en Gang. Da var det som om de vare piskede, de rendte flux paa Døren; men da saae Nils at Rumpen slang om Benene paa dem, og den saae ud som en Ko-Hale. Naar ikke Huldrene havde den stygge Halen, saa vare de vakrere end andre Kvindfolk, men man siger at den falder af dem naar de blir gifte med kristne Mænd.


__________


Der var en Mand, som heed Knut Venie. Det var en underlig Skrue, og vi kunde havt Lyst til at beskrive ham lidt nøiere, naar ikke saa var, at vi her havde foresat os at beskrive de Underjordiske og have saa fuldt af dem, at vi maa lade de Overjordiske gaae, om det end kunne være ligesaa forunderlige som hine, og vel saa det.

Knut Venie var Præstens Nabo, og han havde for Vane om Vinteraftenerne at komme op paa Præstens Kammer. Der sad han paa en Skammel i Kakkelovnskrogen, ragede i Ilden med sine uhyre lange Negle og passede Ovnen medens Præsten gik op og ned paa Gulvet og læste Latin med en af sine Sønner. Saa spurgte han hvad det var for et Bikjemaal de der talede og hvorfor de ikke kunde tale Mandemaal, som Vorherre havde skabt. Han kunde ikke begribe hvad det skulde være til, sagde han, at forvrænge Ordene ligesom Tusserne forvrængte Øinene paa Folk. Ligesom vi saae bedst med vore egne naturlige Øine saaledes, mente han, talte vi ogsaa bedst med vore egne Ord. Han havde en lille Snadde af en Kridpibe, som han gjerne vilde have Tobak i, og naar han under Bestræbelsen for at faae tendt denne stak Hovedet ind i Ovnen, tendte han undertiden Ild i sit lange flurede Haar til stor Moro for de læsende Drenge. Han vilde gjerne røde med Præsten og høre hvorledes det stod til i Dannemark, om Kornet blev dyrt, og hvordan det nu gik med han "Aparte-Bona", saaledes kaldte han Napoleon Bonaparte, om vi snart kunde vente ham til Venie siden han nu var dragen nord paa til Rusland, og hvorledes Far meente det vilde gaae os da naar han kom. Men naar Præsten ikke havde Tid eller Lyst til at snakke med ham bad han om at faa Loven at læse i. Men han kunde ikke læse, Stakkel, og Præstens Smaagutter gav ham stundom en tydsk Bog, hvis Udseende lignede Lovbogens; saa sad han og stavede og strævede og fik ingen Ting udaf det indtil han af Drengenes Latter mærkede at de narrede ham. Men naar Præsten gik ned fik Smaagutterne Knut til at fortælle Eventyr, og der var han hjemme.

Hans Kone heed Else, om vi mindes ret, og hun havde meget med Tusserne at bestille. Naar hun hængte Grødgryden paa Ilden tog hun altid en Glo og kastede op i Vandet[56], og naar hun kom med Meelkoppen for at "reide Grauten" tog hun bestandig en Klybe Meel og slap i Ilden førend hun havde noget i Gryden. Paa mit Spørgsmaal om hvorfor hun gjorde det, fik jeg ikke andet Svar end at "login laut au hava litt". Rimeligviis har Meningen været et Offer til Loke, eller maa skee ligefrem til Ilden.

Men det var blot en liden Historie, vi vilde fortælle, og vor Indledning er bleven saa lang!

Knut Venie laae engang i Heiden og fiskede om Høsten. Han holdt til i et øde Sæl om Natten, og en Kveld som han sad der kom hans Kone op til ham. Hun gav sig et eller andet Erinde og sagde hun vilde lydes til ham om han havde Niste nok og høre hvordan det gik med Fiskeriet. Knut brydde sig ikke stort om sin Kone, og der blev ikke talt noget videre imellem dem, men hun sad der hos ham om Kvelden og Knut syntes hun var mere venlig og vakker end han var vant til at finde hende. Da det nu leed til Sengetid, skulde hun bort og rede Sengen, men da hun stod der og ruslede i Boset fik Knut see Halen, som hang ned under Stakken, og da forstod han hvad det var for Besøg han havde faaet. "Snert up snertingsgeiren dm Rove-Guro!" raabte Knut. Da hun saa fornam at hun var kjendt, tog hun strax ud, men lyste de Ord, at der altid skulde være Snertefolk paa Venie.

Engang i sine unge Dage gik Knut i Fjeldet paa Skytteri. Som han kom forbi en Bergskorte sprang der en fæl Gyvr ud af Berget og raabte: "Eg vil gifte meg, eg vil gifte meg!" "Eg vil ’ki hava deg," svarede Knut, og i det samme skjød han hende. Da loe det høit i en anden Nute: "ha, ha, ha! no fek ho Guro gifte seg!"

En Mand fra Hjartdal eller som Andre sige fra Greivi i Boherad gik paa Fjeldet og ledte efter Hesten sin, som han ingensteds kunde finde. Men bedst som det var, kom han ind i en Huldregaard. I Stuen sad der en staut Kjærring og en vakker halvvoxen Gjente. Manden blev vel modtagen: "sit neð", kvil deg," sagde Konen, "du hev gangið ein lang veg."

Dernæst bad hun Datteren gaae efter en Ølskaal; "gev far din drikke," sagde hun, "han kan vørá tyst." Manden fik baade Mad og Drikke og lod sig begge Dele smage, hvorefter han fortalte hvad han gik efter og spurgte om de ikke havde seet noget til Hesten hans. Jo sagde Konen, den har vi hegnet for dig i Sommer, han staaer bort i Grødet, Datter din kan følge dig, og du kan tage Borken min og ride paa, saa kommer du fortere frem. Manden syntes denne Tale lød noget besynderlig og sagde derfor til Konen; "Før jeg nu reiser faaer jeg faae vide, hvorfor du kalder denne Gjentungen min Datter; jeg veed ikke at jeg har flere Born, end de tre som ere hjemme". "Ja du veed vel ikke bedre du," svarede Konen, "men det er nu din Datter aligevel, og nu skal jeg fortælle dig hvorledes det hænger sammen. Du mindes vel at du laae her i Skogen og huggede Tømmer, nu er det 12 Aar siden, og da huggede du den ene Armen af Manden min, og det blev hans Bane; her skal jeg vise dig Trøien hans." Saa kom hun frem med en blodig Trøie, af hvilken det ene Erme var afhugget. "Det har jeg aldrig gjort i mine levende Dage," sagde Manden, og blev meget forskrækket over at han beskyldtes for slig Gjerning. "Jau greit hev du drepit honom," sagde Konen, "og dá svor eg, at eg sille hemne det pá deg. Mindes du at du Aaret efter laae her i Høidalsnuten og brændte Kul, og da du havde sat op den store Milen, kom din Kone hver Aften med sod Melk og Grød til dig. Men da havde jeg vrængt Augagininne i dig, og du vidste ikke andet, end det var din egen Kone. At Gentungen er einaugað (einsynt), det er din egen Skyld. Før sommeren vilde jeg hun skulde gaae ned i Bygden for at see Far sin og da sendte jeg hende afsted ien Kvervevind. Du gik enda paa Engen og rakede Hø, og da du saae Kvervevinden kastede du Kniven din imod den og raakede Øiet paa din egen Datter." Manden var høist forundret. Da han skulde reise fik han et Traanøste med den Beskeed, at saalænge Nøstet varede maatte han ikke see sig til bage. Han red da afsted, og da Nøstet var oprækket saae han sig tilbage da fornam han, at han havde redet over eller igjennem et stort Vand der paa Heiden, som heder Skeiðs-Vandet, og da først var han istand til at kjende sig selv igjen og sin Hest.


__________


Thorbjørn Jersjaa gik en Sommer op paa sin Langheid og da han kom der om Kvelden lagde han sig ned paa Sælstuften for at hvile, men han var ganske lys vaagen. Da kom der ind to unge Piger med langt guult Haar, som hang dern ned over Ryggen. De henvendte sig til Thorbjørn og bad ham at han endelig vilde holde Styr paa sine Folk, som vare nede paa Vaarstølen og arbeidede med Slaatten. "De holde saadan forfærdelig Leven," sagde Gjentene, "at vi ikke kan faae Ro for dem." Thorbjørn lovede, at han skulde gaae derom naar han gik hjem og see til at stagge paa dem. Pigerne forsvandt dem paa ligesaa pludselig som de vare komne. Da han siden kom ned til en Støle, som ligger ved Bjønntjønn, saae han et lille Stykke foran sig en liden Gut med en siid graa Trøie og en forfærdelig stor Hat paa Hovedet. Ved Siden af ham gik en liden Pige, som havde en regnbuefarvet Stak. Thorbjørn vilde just til at kalde paa dem, for han var en Mand som gjerne vilde vide Greide paa alt hvad han saae, men i det samme for svandt de lige for hans Øine uten at han kunde opdage hvor det blev af dem. Han gik hen til Stedet, og der saae han i Myren ganske tydelig Fodsporene efter dem.

Paa Haugene i Hjartdal er der endnu slemt med Tusser. Der er en Pige som bestandig forfølges af dem og er næsten ganske vidskræmt. Tusserne tage Maden ud af Hænderne paa hende, saa hun kan ikke madnære sig selv. En Kone, som hun besøgte, gav hende nogle Æbler, nepte dem ind i hendes Forklæde og bad hende holde fast paa dem, men hun vidste ikke Ord af før alle Æblerne trillede ud over Tunet. Faar hun noget Mad i Hænderne, vips! saa driver det bort over Gulvet som om En slog det ud af Haanden paa hende.

En Kone sammesteds havde for ikke længe siden saa nær faaet ombyttet sit Barn. Det var otte Dage efter at hun havde gjort Barsel, men hun var oppe igjen. Saa var hun alene hjemme en Aften, og sad og vuggede sit Barn. Saa kom der en stor, svær Kjæring ind, og hilsede: "Kveld!" Konen blev ilde ved da hun hørte denne Hilsen og syntes tillige hun saae en Snip af Halen hænge ned under Stakken. Hun fik da i Hast gjort Kors over Barnet og sagde: "Du skal ikke sige Kvelft, men Guts-Kveld." "Nei, Kveld," sagde den Fremmede. "Nu á Jesu Navn, hvorfor kan du ikke sige Gud-Kveld som andre christne Folk?" spurgte Barselkonen. Da blev hun saa vred at der sprudede Gnister af Øinene paa hende, spyttede bag sig, og foer ud paa Døren. Barselkonen korsede sig, greb en Ildebrand af Gruven og stak den efter hende ud igjennem Døren. Men da hun kom i Forstuen saae hun at Tussekjær ringen bar et Barn paa Ryggen, som hun vilde have byttet bort. Konen forsikrer at dette er ganske sandt.

Man kan ikke være forsigtig nok med Børn, førend de ere døbte, siges der, men naar de have modtaget Kirkens Indvielse og christen Daab, saa har Troldene ingen Magt over dem. Det er farligt at have dem længe inde udøbte, men man maa ikke vove sig ud med dem uden at de have Staal paa sig. Naar Barnet skal bringes til Kirken for at døbes farer man tre Gange rundt Barnet med Ild, enten en Brand, et Lys eller en tændt Fyrstikke, samt sætter en stor Stoppenaal i Barnesvøbet. Andre troe sig hjulpne naar det blot er Metal, hvilketsomhelst, og syr en Sølv skilling ind i Barnets Klæder, hvorved de Lidelser dog undgaaes, som saa ofte forvoldes Børnene ved Stik af Naalen. Det har hændt mig at Børns ynkelige Skrig i Kirken ved anstillet Undersøgelse er befunden at hidrøre fra Stoppenaalen, som man har fundet dybt indboret i det stakkels Barns Kjød. Paa Gaarden Sitje i Fyrisdal var der fuldt af Tusser. En gang hændte det at en Tusse blev indstængt i Badstuen; den kom lid i den, og Badstuen brændte op. Da skreeg Tussen om Hjelp, men ingen vilde hjelpe ham, og han brændte inde. Men han lod den Trudsel falde, at Sitje-Ætten aldrig skulde være meenløs indtil niende Leed og siden skulde Ætten gaae fra Gaard og Grund. Denne Trudsel skal være gaaen i Opfyldelse.

Den sidste Bonde der, som for nogle Aar siden døde i Armod, var eenøiet, hans Fader var halt o. s. v. og nu hører paa Gaarden en ny Ætt, som er indkommet fra Sætersdal. Orm Sitje kan fortælle mere herom, og desuden forevise sin Kones Bedstefaders Haavard Steinson Vikens Haandøx og Sværd, som han brugte medens han tjente til Orlogs under Tordenskjold og var med ham i Kamp. Paa denne Tid, nemlig i Tyve-Aars Krigen under Frederik den 4de, hendte det at en Soldat fra Morgedal, som laag i Garnison paa Halden, fik Hjemlov og begav sig paa Veien. Da kom han i Følge med en stor vakker Karl, som havde en underlig Mundering, men han kjendte ham ikke. Da de nu kom til Tals med hver andre spurgte den Fremmede Morgedølen hvor han var fra. "Jeg er fra Morgedal," svarede han. "Det var underligt af jeg ikke kjender dig da," sagde Manden, "for jeg er ogsaa fra Morgedal, jeg boer i Undebergshougen. Det er saa laget, af naar dere har Krig, saa maa vi ogsaa ud."

En Mand fra Laugardal havde været i Høydalsmoe. Det var i Aaret 1814. Da han skulde hjem igjen kom Natten paa ham hvorfor han gik hen til et Sæl paa den øde Gaard Strand, som ligger der paa Heiden, i den Mening at lægge sig der om Natten. Men da han vel var kommen ind, hørte han der blev saadan Støi ude, hvorfor han lukkede op Sælsdøren og satte sig paa Dørstokken for at see hvad dette var for noget. Da saae og hørte han en heel Mængde Krigsfolk komme marche rende med Trommer og Musikanter. Medens han forundrede sig herover, kom en gammel Kjærring hen til ham, gav sig i Snak med ham og fortalte, at dette var Krigsfolk fra alle Bygderne som nu skulde ud og jage Svenskerne. Den høie Karlen, du seer derhenne med alt det Guldet paa sig, han er fra Kovstul-Nuten, og han er Kongen vores; der er Lensmanden fra Lundestad ved Flextveit og saaledes blev hun ved at for tælle ham om allesammen. Men Laugardølen syntes ikke her var blivende for ham, han vilde helst være udenfor det Hele, ønskede dem Lykke paa Reisen, og tog til Beens fortest han orkede.

Eilif Eivindson gik en Morgen og slog paa nogle Myrer i Heiden; da kom der en stor blaaklæd Karl til ham og gav sig til at staae og see paa ham. Eilif spurgte hvor han var fra og hvor han agtede sig hen. Han svarede at han var fra Grautenuten og skulde til Lauvaasnuten for at bede til Bryllup. "Vil du være med Eilif?" sagde han. Men Eilif blev saa forskrækket, at han hverken turde svare eller see paa ham; han kastede Ljaaen og løb ind i Sælet. Derfrá kikede han ud og saae da Rysen, som nu var bleven forfærdelig meget større, stige ned i et Vand, som laae der under Fjeldet og derpaa ind i Nuten. Eilif Eivindson, som for nogle Aar siden er død, var Skolemester i Hvideseid.

Paa Kvistaul i Omersdal maatte der være "kveldvart"[57] for Tussernes Skyld, og dem var der fælt mange af. Der boede en Mand, som heed Thomes, og da han forlod Gaarden kom Hølge Leifrulfson derhen, Bedstefader til den Hølge Leiðulfson, som nu boer der. Thomes advarede ham for Tusserne at han maatte fare fint med dem og ikke gjøre dem Fortræd, thi ellers vilde det see slemt ud for ham. Men Folk havde nu begyndt at skjønne bedre, og indsee at dette Snak om Tusserne var bare Heimløysur. Hølge troede ikke paa dem og sørgede ikke for at der var kveldvart paa Kvistaul; tvertimod vilde han engang prøve dem, og gjorde al den Støi, han kunde finde paa. Men da skræmte de ham rigtignok, saa at han ikke gjorde det mere. Om Natten, som han laae i sin bedste Søvn, blev han kasted ud af Staldstrevet og ned paa Tunet saa det klass i ham. Han gik ind igjen og lagde sig, men han havdé ikke før begyndt at dorme, saa husk ud igjen med ham. Det var ligesom en usynlig Magt tog ham, og kastede ham saa det [var] som om det var en Høyvondull. Tredje Gang gik han op paa Trevet, ledte allesteder, men fornam Intet, lagde sig, men blev atter kastet ud. Da drog han sig til Minde, hvad Thomes havde sagt, gik ind i Stuen og lagde sig der. Men han var mør i Kroppen mange Dage bagefter.

Paa Tveit i Dalene maatte ligeledes være kveldvart, og Tusserne havde det godt der, for der boede et Par gamle barnløse Folk, som havde let for at holde sig rolige. Men en Dag havde der været en Flok Ungdom, som holdt Støy til langt ud paa Kvelden. Gamlingen likte ikke dette, blev grætten og bad dem reise eller være rolige, ellers vilde han komme til at unngjelde derfor. Og det slog heller ikke Feil. Om Natten kom der en liden Tusse ind i Stuen. Han tog Huggestabben og slog imod Haandkværnen saa at de troede Kværnen var bleven knust; men om Morgenen fandtes den dog heel. Tussen vilde kun yttre sin Utilfredshed med at hans Aftenro var bleven for styrret, og da han vidste, det ikke var med de gamle Folks Villie, gjorde han ikke videre af det. Der er ogsaa en Ager paa Tveit, heder Vombar-Aaker, som er præsteviet for at for drive Tusserne. Der stod en stor Hægg, som de dyrkede og som ansaaes for helliget Vetterne. Hæggens Krone bestod af 3 store Grene og paa hver af disse brændte der ufeilbarlig et Lys hver Juleaften. De vare ikke satte der af christne Folk, men det var Tusserne, som havde tændt dem. De holde og saa Helg ligesom vi. Men nu er Træet borte og Lysene slukte.

Der er nok Præster, siger Anne Golid, som har seet Tusserne og overbeviist sig om at de ere til. Gamle Provsten Wille, som var [46] Aar i Selgjord, har selv fortalt om dem. Det var medens han var Capellan paa Toten, saa sad han en Kveld paa sit Studeerkammer og læste, og bedst som det var stod der en Tusse lige fremfor ham. Præsten spurgte hvad han vilde, og da fortalte han at han havde sin Bolig i Hougen under Præstens Fjøs, men at han leed megen Fortræd derfor Præstens Gjenter vare saa uvørne med at moke Fjøset. Han klagede paa dem og bad at Præsten vilde faae Gjentene til at holde reent Gulv. "Imorgen," sagde han, "skal jeg have Gjæstebud, og vil du nu lade dem moke Fjøset vel, sope og bar strø, saa at det ikke drypper ned paa Gjæstebudsbordet, saa skal jeg gjøre dig en Ære igjen. Vor Vei falder ogsaa der igjennem, "sagde han. Præsten syntes det var et billigt Forlangende, og lovede at gjøre det. Næste Dag befalede Præsten Budeien til at slippe alle Kørene ud, moke, sope og bar strø Fjøsgulvet, men Budeien kunde ikke begribe hvad dette skulde være til, hun havde aldrig hørt eller seet Sligt om Vinteren. Men det hjalp ikke, hun maatte lystre sin Huusbond og slippe alle Kørene ud, og der gik de og frøs hele Dagen. Tusserne vare meget glade i den Villighed, som Præsten viste dem, og ret som det var, kom hele Tussebrudefærden op paa Kammeret til Præsten, hilsede paa ham og takkede for Vel gjorth. Tussen viste Præsten sin Brud og han talede meget med dem. Bruden var svært staset med Lav og Lekke af Sølv og Guld, Spillemand havde de med og alt andet Tilbehør.

Fotnoter

  1. Fortalt af den gamle Kirkesanger i Omersdal, Harald Olafson Smedal, og gjengivet næsten ganske som det af ham er nedskrevet.
  2. Faaremelk.
  3. Qvarzum fragile, en hvidglindsende meget haard Steenart, der giver lid for Staalet og kan benyttes i Mangel af Flint. Heideitill af heiðr, klar, reen og eitill, noget særdeles Haardt, f. E. Kjærtel i Kjød, Kvist i Træ o. s. v.
  4. En lille Osteklump af kogt, men ikke endnu udpresset Ost, og saa kjuke. Endelsen ill er Diminutivernes f. E. dape, dipill; ost ystill; fat fetill; haf hefill; (flaug) flygill, (lauk) lyk ill eller nu nykill.
  5. Andre henlægge Begivenheden til Lauvaastjønnen ved Sundsbarm, i hvilken Hesten stod med Bagbenene da Manden omsider saae sig om. Et lignende Eventyr fortælles om Bygmesteren af Hitterdals Kirke, der ligeledes nu fandtes saa gammel at han hang i et Horn paa Væggen da han tilfældig fik Besøg af en af Lonarkjæmpene, hvis Styrke han paa samme Maade vilde prøve; han klæmte Jernet saa at det randt over Lonarguttens Fingre. Tussen spurgte ham ogsaa om den lille Kirken endnu stod nede paa Ryen-Moen. "Al den Spon", sagde han, "som ligger der, har jeg og Broder min spikket da vi gæte Ryen-Bølingen, og al Stenen veltede vi ned fra Ryenhougen."
  6. Eller:
    Sull, lull liti kind!
    imorgo keme Vinfell faðer din
    med sol og med máne..."
    o. s. v.
  7. Saml. Sillgjords Beskrivelse af Wille. Formodentlig har dens Navn været Halvards Kirke, da der neppe byggedes Kirker til Harald Haardraades Ære, som Wille synes at mene. Men ligesom man byggede forskjellige Altere i samme Kirke for forskjellige Helgene, saaledes byggede man ogsaa i samme Hensigt Kirker ved Siden af hverandre. Søsterkirkerne paa Gran have maaskee ogsaa denne Foranledning,.
  8. Ifølge disse Sagn tænker man sig altsaa hos Hougefolket en Anelse om og Længsel efter Christendommen. Ligesom i Alt andet saaledes efterlignede ogsaa i Gudsdyrkelse de i Dagens Lys boende Mennesker, men det er kun et Skal uden Kjerne, et Skin uden Sand hed; der var intet Alter i deres Kirke. Saml. Sagnet No. 2.
  9. Relata refero.
  10. Formodentlig jotunen Þrymr; han kaldes paa andre Steder i disse Sagn Throne og Thron.
  11. Sjælsbodsmand, En som det er Sjælebod at give, en Betler. Saa vidt jeg veed, kaldtes ogsaa Tiggermunkene saaledes, og en Saadan menes maaskee her.
  12. Felingstrog, et udhulet Fad, Melketroug.
  13. Af det her brugelige Verb. hemma seg (komme sig, (af hamr Hud?)
  14. Fayes Samling af Sagn.
  15. Betydningen: Tømmer, især Saugtømmer. Rettere gives Udsagnet saaledes: No bryt eg brukit i Brakandalen!
  16. Bunding, Strikketøi.
  17. Strikkepinderne.
  18. spita, strikka.
  19. Ørret der tilberedes paa en egen Maade, og spises raa. Den saltes ubetydelig, optages derpaa og udvaskes, hvorefter den atter ned lægges med lidt Salt samt Malt og undergaar en Gjæringsproces, der ofte bringer den til at lugte afskyelig. Det er Tellebondens Delikatesse og den maa ikke mangle paa hans julebord.
  20. Et Kreatur, som lægger sig igjen og ikke følger med Hoben.
  21. Et af hvidt Linned forfærdiget, udsyet og med Kniplinger forsynet Kors, som lægges over Ligkisten naar den Døde føres til Graven. Saadanne haves gjerne paa hver Gaard, og der udrettes ofte store Ting ved dem.
  22. Tykke Gevæxter, som findes paa Grenene især af gammel Birk; Grenen danner en stor Knude og fra denne udvoxer en Mængde smaa Kviste i Form af en Børste.
  23. eise, betyder her ikke Ilden, men Ildstedet, nemlig et af løse Stene bestaaende enten ude paa Marken eller i Midten af Sælstuften anbragt Ildsted.
  24. Præs. af stekke; blive bange, fare op i Forskrækkelse.
  25. Meningen var vistnok at den skulde gives som Saalebot enten til Fattige eller til Kirkens Bedste, men det lader i disse Sager som man blot har narret Tusserne, og selv beholdt det Bortskjænkede.
  26. Mjølte, sammendraget for mjølk-tið, Melketid, Kl. 10 om Formidd.; høgt mjølte, seen Melketid.
  27. taus, saa kaldes en ugift Kvinde, der har havt Barn; hun maa aldrig som andre Piger gaae med bart Haar, og naar hun staaer Brud maa hun hverken have udslaget Haar eller Lav (Diadem) men blot Skaut.
  28. primkjør, sammenkogt Myse.
  29. nøtr, Skjelven, Bæven. Kan ogsaa være af notra, staaer for njotra, Oldn. njotr, den som har Nytten og Besiddelsen af en Ting.
  30. klome eller klomre, fortrylle.
  31. Dette var Sagnfortællerens Mening om just ikke hans Ord.
  32. forlægen for.
  33. madlavet, ved Tærskning og Maling beredet Sæden til Mad.
  34. gjøre Korsets Tegn, hvortil man her stedse benyttede Tomelfingeren.
  35. Udtales for Tarjei; skal formodentlig være Targeið eller Torgeir. Faa andre Steder f. E. Gudbrandsdalen udtales dette Navn Torjer.
  36. Dette maa rimeligviis være en Forvexling med Aasgaardreiden, thi Tusserne omtales ellers aldrig som ridende.
  37. Et Bjerg ved Nisser-Vandet.
  38. Andre kalde ham Olaf.
  39. Den stygge Kohale, som tillægges Huldrene, falder af dem, siges der, naar de blive gifte med christne Folk.
  40. udslidte Træsko.
  41. Fortælleren brugte her Ordet Gørsimar.
  42. Hynne for hyrne, Hjørne; Hjørnet af Stabburet.
  43. Navnene vise noksom at disse have været hedenske Afgudsbilleder. Hernás, maaskee herjan-ás, den stridbare, krigerske As, Odin. Herjan var et af Odins mange Navne (cfr. hari, en stor Helt).
  44. Hvad disse Dyrefigurer oprindelig have været bestemte til skal jeg ikke kunne sige; til Drikkekar synes de dog alt for ubekvemme; men at de ere Levninger fra Hedenskabet, det er klart.
  45. Eller efter Andre: Naol far, Naol far!
  46. Kjærnemælk, som Bønderne her sætte megen Priis paa; Vetterne naturligviis ogsaa.
  47. De af Kvæget samlede Fedevarer.
  48. Vædder.
  49. Tornekrat.
  50. Udtales rigtignok Mø-aas.
  51. Næsten alle Vettehouge ere tillige gamle Gravhouge, saa man gjerne kunde falde paa at troe, at Tanken om de Afdødes manes stod i Forbindelse med Folkets Tro paa Tusserne.
  52. Kylja, afstumpe, hugge Toppen af.
  53. Spon, Skee,
  54. Noget, som ingensteds har hjemme, grundløst Snak.
  55. Der fandtes et Lag Kul og Aske V 2 Alen under Jordskorpen og nogle sammenlagte Stene, forresten Intet.
  56. Dette kaldte hun "at vixle grautvatne", en Skik som endnu ikke er ganske aflagt.
  57. Egentlig kveld-kvart, stille om Aftenen.