Nøkken (Carl Andersen)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Nøkken
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Sognets Bønder skulde engang istandsætte og opføre Gjærdet om Kirkegaarden paa Bard i Fljot. En tidlig Morgen vare de Alle paa Pletten, med Undtagelse af en gammel Mand, der blev anseet for at være noget ondskabsfuld og lidet omgjængelig. Det gik henad Middag, den Gamle kom ikke, og de Andre syntes, at han blev noget længe borte. Ved Middagstid saae de ham dog endelig komme, førende en graa Hest ved Tøilen bag efter sig. Da den Gamle kom, blev han modtagen med Skjældsord af dem, der vare komne tidligere, fordi han mødte saa seent til det Arbeide, der paahvilede ham lige med de Andre, men han tog sig det meget roligt, og spurgte kun, hvad han havde at gjøre, og da traf det sig saaledes, at han kom til at gaae i Flok med dem, der skulde tilføre de Grønsvær og Jordklumper, hvoraf Gjærdet skulde opføres, og dermed var den Gamle vel fornøiet.
Den Graa var meget ondskabsfuld og slem imod de andre Heste, bed og sparkede dem, og sled sig løs fra dem, og det blev Enden paa Legen, at ingen af de andre Heste kunde nære sig for den. Folkene, der eiede den, regnede dette for en stor Skade, og de bleve da enige om at give den saa meget desto større Byrder at bære paa, men ligemeget hjalp det. Den bar sin dobbelte Byrde med samme Lethed, hvormed den bar sit tidligere Læs, og den holdt ikke op med sine Optøier, førend den fik jaget alle de øvrige Heste bort og selv blev alene tilbage.
Den Gamle tog da Hesten og gav den en ligesaa stor Byrde paa Ryggen, som man tidligere hver Gang gav alle de andre Heste at bære tilsammen, og gik siden frem og tilbage med Hesten, som nu forholdt sig ganske rolig. Saaledes tilførte han paa den Graa alene Alt, hvad der skulde bruges til Opførelsen af Gjærdet. Men da han var færdig med dette Arbeide, tog han Bidslet af Hesten, og slog den paa Lænden dermed, idet han slap den løs. Det syntes den Graa ikke videre om, den slog bag op og satte begge Bagbenene i det Stykke af Gjærdet, der var blevet opført om Dagen; derved faldt der et stort Stykke af Gjærdet ned, og hvor ofte man end siden stoppede Hullet til, vilde det dog aldrig blive staaende, hvorfor man siden paa det Sted anbragte en Laage til Kirken.
Men det Sidste man saae til Hestens Færd, var, at den gjorde et Sæt, saasnart den følte sig fri, og ikke standsede den, før den kom ned i Holtesø. — Og da kunde de Alle forstaae, at det havde været Nøkken.
